Astrid og krigen

Astrid Lindgrens “Krigsdagbøger 1939-1945” er gribende, oplysende og indsigtsfuld læsning – et vidnesbyrd om livet på hjemmefronten fra en af vores største forfattere.

“Gud hjælpe vor arme, af vanvid slagne planet!” Sådan skriver Astrid Lindgren på dagen for Anden Verdenskrigs udbrud, den 1. september 1939.

Da Tyskland invaderede Polen, satte hun sig for at følge krigens gang i en dagbog. Det blev til 17 krigsdagbøger fra 1939-45.

Dette er et anmeldereksemplar fra Gyldendal.

Dette er et anmeldereksemplar fra Gyldendal.

I dag, 71 år efter Danmarks befrielse, udkommer på dansk et udvalg af dagbøgerne foretaget af Astrid Lindgrens datter, Karin Nyman. Udvalget rummer optegnelser om krigens udvikling og dens grusomheder, avisudklip, rationeringsmærker og illegale flyveblade side om side med beretninger om hendes børn, fødselsdage, jule- og sommerferier.

Spionjobbet

Den 15. september 1940 begyndte Astrid Lindgren at arbejde for brevcensuren i den svenske efterretningstjenestes regi. Hun læste tusindvis af breve til og fra udlandet, og selv om hun ikke brød sig om at “snage” i folks privatliv, fik hun herigennem et unikt indblik i, hvad krigen gjorde ved folk. Hun læste breve fra såvel jødiske flygtninge som tyske officerer. Arbejdet var tophemmeligt, men kopier af nogle af de censurerede breve er gengivet, og de er afgjort interessant læsning.

Russerskræk

Angsten for russerne fylder en del i bogen. Især den finske vinterkrig optog Astrid Lindgren, og hendes sympati for og solidaritet med finnerne er enorm. Det er tydeligt, at ikke kun Finland, men også dele af Sverige frygtede russerne mere end tyskerne.

Ikke desto mindre forfærdes Astrid Lindgren over nazisternes brutale fremfærd i blandt andet Norge. Tysklands umenneskelige behandling af medmennesker i hele Europa forbliver komplet ubegribelig for hende.

Kz-lejre

Astrid Lindgren fulgte jødernes skæbne meget nøje i aviser, bøger og i brevcensuren. I november 1940 skriver hun om kz-lejre, og i august 1943 konstaterer hun: “Hadet hører ikke op, samme dag freden kommer, de, som har fået deres nære pint ihjel i tyske koncentrationslejre, glemmer ingenting, bare fordi der bliver fred …” Og i maj 1944 skriver hun: “At jøderne bliver udryddet, tror jeg overhovedet ikke, at tyskerne bekymrer sig om at dementere.”

Forfatter in spe

Astrid Lindgren var i 30’erne, da hun skrev krigsdagbøgerne og havde endnu ingen udgivelser bag sig (“Pippi Langstrømpe” blev til i 1941, men udkom først i november 1945). Ikke desto mindre skinner den store forfatter in spe igennem teksterne. Hun har sit eget sprog, og hendes karakteristiske humor og klogskab lyser ud af dagbogsnotaterne.

Som når hun ved Neville Chamberlains død i november 1940 beskriver ham som “den gamle, rare gentleman med paraplyen” og runder af med: “Måske finder Gud et godt, lille sted til ham i himlen – ‘salige er de sagtmodige’ – hvor han kan sidde i ro og fred under sin paraply.”

Enestående empati

Astrid Lindgrens empati er enestående. Det er næsten som om, hun kan favne alle lidende fra Norges frihedskæmpere og kvinder og børn i de besatte lande til tyske soldater i den russiske vinter og Berlins indbyggere, da den tyske hovedstad tæppebombes.

“Hvordan kan det være muligt, at menneskeheden skal lide sådanne kvaler, og hvorfor bliver der krig? Skal der virkelig bare et par mennesker som Hitler og Mussolini til for at drive en hel verden i undergang og kaos?” spørger hun.

Og når hun fortæller om de fyldte svenske spisekamre, er hun hele tiden bevidst om sit neutrale lands gunstige situation sammenlignet med alle andre lande i Europa.

Livfuldt og ukueligt

Det er en mange-facetteret Astrid Lindgren, læseren oplever: husmoren, der redegør for de rigelige måltider, som var hendes familie forundt; brevcensoren, der engagerer sig i menneskene bag brevene; journalisten med de skarpe kommentarer til krigens skiftende alliancer og dagsordenerne bag; og endelig den kommende verdensberømte forfatter, hvis forfatterskab ikke lader sig kvæle i skyggen af Anden Verdenskrigs rædsler, men spirer frem livfuldt og ukueligt.

Hvis du interesserer dig det mindste for Astrid Lindgren eller vil have et fængslende indblik i livet, som det artede sig på den svenske hjemmefront, bør du unde dig selv at læse “Krigsdagbøger 1939-1945”.


Astrid Lindgrens “Krigsdagbøger 1939-1945” (Gyldendal) udkommer i dag onsdag den 4. maj med forord af forfatteren Kerstin Ekman og efterord af Astrid Lindgrens datter, Karin Nyman.

Læs min anmeldelse af Jens Andersens “Denne dag, et liv – En Astrid Lingren-biografi” her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/03/22/anmeldelse/

Pippi – et krigsbarn

Da jeg fik ideen til min blog, vidste jeg, at jeg ville åbne ballet med et tema om Astrid Lindgren. Derfor var det Jens Andersens “Denne dag, et liv – En Astrid Lindgren-biografi”, jeg lagde i kufferten, da familien for nylig stak til Sverige på skiferie.

8702151275Så mens resten af selskabet gled ned ad de sneklædte løjper, læste jeg Andersens værk, der har vundet Politikens Litteraturpris og ligger øverst på bestsellerlisterne. Samtidig bragte DR en svensk dokumentar om Astrid Lindgren. Bedre kan det næsten ikke blive!

Og en bedre biografi om Astrid Lindgren end Jens Andersens får vi ikke. I bogen demonstrerer han et suverænt overblik over sit materiale, der består af hidtil ukendte og ikke tidligere offentliggjorte breve, dagbøger, fotos og halvandet års samtaler med Lindgrens datter, Karin Nyman.

Vi hører om hendes smålandske barndom og oprørske ungdom i Vimmerby, og hvordan det fra første færd stod klart, at her var en fortæller udover det sædvanlige. Men vi hører også om, da hun blot 19 år gammel føder sønnen Lasse uden for ægteskab og om hendes ubærlige smerte, da hun er nødt til at overdrage ham til en heldigvis elskelig plejemor og dennes søn i København.

Jens Andersen beretter, hvordan mørket her for alvor sniger sig ind i Astrid Lindgrens sind trods hyppige besøg i Danmark, og trods det at mor og søn siden bliver genforenet og udvider familien med ægtemanden Sture og datteren Karin. Beretningen om Astrid Lindgren og hendes søns svære start i livet kaster nyt lys over forfatterskabet og læsningen af bøger som “Mio, min Mio”.

I det hele taget viser Jens Andersen, hvordan lys og mørke, munterhed og melankoli går hånd i hånd gennem forfatterens liv. Denne dobbelthed kommer også til udtryk i hendes dagbogsnotater og måske især i krigsdagbøgerne. Det er gribende læsning!

Naturligvis hører vi om tilblivelsen af Pippi Langstrømpe. Jeg anede ikke, at denne elskelige, humørfyldte, rødhårede rebel blev til på baggrund af Anden Verdenskrigs gru og rædsler, og at verdens stærkeste pige blev skabt som et menneskeligt modtræk til Hitler og Stalin. Andersen giver os hele historien, fra Pippi opstår i Lindgrens mundtlige fortællinger til sin datter i 1941, til den lille revolutionære superhelt udkommer på papir i vinteren 1945. Pippi kommer som et tiltrængt festfyrværkeri for børn og deres forældre efter seks års mørke og barbari. Men som et bombenedslag for visse professorer, der føler sig truet af denne antiautoritære barneskikkelse, hvis mage verden aldrig før har set. Andersen beretter om såvel de begejstrede røster som parnassets kritiske reaktioner.

Biografien belyser også Emil fra Lønneberg og Lindgrens andre litterære personer, der for en stor dels vedkommende var ensomme børn. Astrid Lindgren indså tidligt, at menneskets ensomhed er et livsvilkår, og i bogen får vi hendes betragtninger om dette, om livets skrøbelighed og om vigtigheden af at leve i nuet.

Hendes livskloge refleksioner gør sammen med Andersens velskrevne kommentarer og mesterlige orkestrering af stoffet biografien til et “must read”. Hvis du vil læse en biografi om Astrid Lindgren, så lad det være Jens Andersens!

Efter at have læst “Denne dag, et liv” føler jeg mig ikke alene rigere på viden om en af verdens største forfattere og hendes værker, men rigere som menneske. Det er store ord, men når en bog rammer en nerve i læserens eget liv, som jeg oplever, at Andersens Lindgren-biografi gør det, er ordene på deres plads.

Bedre bliver det ikke!


Læs med, når jeg fortæller om min tur til Astrid Lindgrens barndomshjem og virkelighedens Katholt nu på torsdag!