Category Archives: Astrid Lindgren

Københavnerliv

Posted on by under Astrid Lindgren, Tips og klummer

På mandag udkommer “Københavnerliv 1945-1972” – en rigt illustreret beretning om vores hovedstad og dens indbyggere.

Forfatter og historiker Kåre Lauring har tidligere udgivet bøgerne “Københavnerliv 1857-1939” og “Københavnerliv 1940-1945”.

Nu kommer så en fortælling i tekst og billeder om København og københavnerne i en af de mest banebrydende perioder i byens historie.

Kåre Lauring har udvalgt omkring 200 billeder, som følger byen og borgerne i efterkrigstiden, hvor hovedstaden gik fra krigstidens fattigdom med rationering til genrejsning og højkonjunktur i 1950’erne og frem til 1970’ernes økonomiske krise.

I sin foromtale af udgivelsen skriver forlaget Gyldendal blandt andet:

For de generationer, der er vokset op og har levet i byen, er bogen forhåbentlig en veloplagt tur ned ad ”memory lane” – for de yngre er tekst og billeder et velfortalt og rigt illustreret blik tilbage på byen, som den tog sig ud på tærsklen til nutidens livsstils-metropol. En by og et liv, der på mange punkter er meget anderledes, end det liv vi lever i dag.”

“Københavnerliv 1945-1972” udkommer mandag 26. februar.

Lindgren i billeder

Til slut skal det nævnes, at “Astrid Lindgrens liv i billeder” netop er blevet genudgivet.

Jacob Forsells og Johan Erséus’ billedbiografi om en af verdens mest elskede børnebogsforfattere udkom første gang i 2007 i anledning af 100-året for Astrid Lindgrens fødsel.

Kåre Lauring (født 1947) er forfatter og tidligere museumsinspektør på Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg. Her har han især beskæftiget sig med dansk og international kolonihistorie, den danske handelsflåde under Anden Verdenskrig og handelsflådens historie efter 1945. Han er uddannet cand.phil. i historie og er søn af historiker Palle Lauring.

Kåre Lauring har skrevet en række historiebøger, heriblandt “Rejsen til Madagaskar”, “Byen brænder” og “Mellem bomber og torpedoer – i konvoj på Atlanten – kaptajn Martin Bantz’ erindringer fra 1940 til 1945”.

Du kan læse mine indlæg om andre københavner-bøger her:

Omtale af “Filmens København”

Anmeldelse af “Turen går til besættelsestidens København”

I Kategorier kan du under “Astrid Lindgren” læse mine indlæg om den elskede forfatter (se nederst på siden).

 

Julefortællinger

Posted on by under Astrid Lindgren, Tips og klummer

Astrid Lindgrens antologi “Julefortællinger” emmer af jul i en sådan grad, at man ikke kan undgå at komme i julestemning.

I forordet skriver forfatteren:

Min barndoms jul – var den virkelig så vidunderlig og strålende, som jeg husker den? Ja, det var den nok, hvorfor skulle jeg ellers så stædigt beskrive den i mine bøger, hvad enten jeg nu anbringer den i Bulderby eller i Junibakken eller i Villa Villekulla eller i Katholt eller et andet sted.”

Antologien rummer blandt andet fortællinger og illustrationer fra “En tyrefægter i Småland”, “Alle vi børn i Bulderby”, “Grynet” (som mange kender som Madicken), “Mere om Emil fra Lønneberg” og billedbøgerne “Jul i stalden”, “Pippi Langstrømpe plyndrer juletræ” og mange andre.

De stærke små

“Julefortællinger” indledes med “Jul i stalden”, der handler om den allerførste julenat for længe, længe siden, da det lille Jesu-barn blev født.

Herfra tager Lindgren os med til en aften, hvor tre børn får besøg af en landstryger, og videre til den jul hvor lille Kitte Kry på syv år redder julen efter, at hendes mormor er faldet og har skadet sit ben.

Vi hører også om, hvordan Lotte i Spektakelmagergade sørger for, at hendes familie får et juletræ, da alle byens juletræshandlere melder udsolgt; om Grynets lillesøster Lisbet og hendes farlige vinterfærd; om dengang Emil gjorde kål på al julemaden og fangede Kommandusen i ulvegraven; og om da den lille gæve gut reddede karlen Alfreds liv.

Børnenes fest

Børnene er – som altid hos Astrid Lindgren – stærke, kloge, retfærdighedssøgende og handlekraftige og overkommer langt mere, end de voksne tror, de kan klare.

Og ingen er vel sejere end verdens stærkeste pige, Pippi Langstrømpe.

I dag læste jeg det afsnit af bogen, der handler om Pippis juletræsplyndring, højt for børnene i Lyngby Storcenter.

Højtlæsningen var en af mine opgaver som juleassistance for Arnold Busck, og det var en fornøjelse at læse højt om en jul i børnenes ånd.

Flere forældre og bedsteforældre lod de små få sig et lille hvil i selskab med Astrid Lindgren, Pippi, Tommy, Annika og deres venner.

Desværre var der også fortravlede forældre, som kaldte børnene til sig, bedst som de havde sat sig for at lytte med. Enkelte hentede endda ungerne og trak afsted med dem væk fra hygge og højtlæsning.

Det er ærgerligt, når vi voksne ikke kan bremse lidt op i juleræset og tage et pusterum sammen med vores børn.

Julen er jo først og fremmest børnenes fest.

Husk det, hvis du de næste par dage begiver dig ud i slutspurten om de sidste gaver og madindkøb.

Med de ord vil jeg ønske jer, kære læsere, en rigtig glædelig jul og et godt nytår 🙂

Kig ind i bogens verden er tilbage torsdag 4. januar.

 

Astrid og krigen

Posted on by under Anmeldelser, Astrid Lindgren

Astrid Lindgrens “Krigsdagbøger 1939-1945” er gribende, oplysende og indsigtsfuld læsning – et vidnesbyrd om livet på hjemmefronten fra en af vores største forfattere.

“Gud hjælpe vor arme, af vanvid slagne planet!” Sådan skriver Astrid Lindgren på dagen for Anden Verdenskrigs udbrud, den 1. september 1939.

Da Tyskland invaderede Polen, satte hun sig for at følge krigens gang i en dagbog. Det blev til 17 krigsdagbøger fra 1939-45.

Dette er et anmeldereksemplar fra Gyldendal.

Dette er et anmeldereksemplar fra Gyldendal.

I dag, 71 år efter Danmarks befrielse, udkommer på dansk et udvalg af dagbøgerne foretaget af Astrid Lindgrens datter, Karin Nyman. Udvalget rummer optegnelser om krigens udvikling og dens grusomheder, avisudklip, rationeringsmærker og illegale flyveblade side om side med beretninger om hendes børn, fødselsdage, jule- og sommerferier.

Spionjobbet

Den 15. september 1940 begyndte Astrid Lindgren at arbejde for brevcensuren i den svenske efterretningstjenestes regi. Hun læste tusindvis af breve til og fra udlandet, og selv om hun ikke brød sig om at “snage” i folks privatliv, fik hun herigennem et unikt indblik i, hvad krigen gjorde ved folk. Hun læste breve fra såvel jødiske flygtninge som tyske officerer. Arbejdet var tophemmeligt, men kopier af nogle af de censurerede breve er gengivet, og de er afgjort interessant læsning.

Russerskræk

Angsten for russerne fylder en del i bogen. Især den finske vinterkrig optog Astrid Lindgren, og hendes sympati for og solidaritet med finnerne er enorm. Det er tydeligt, at ikke kun Finland, men også dele af Sverige frygtede russerne mere end tyskerne.

Ikke desto mindre forfærdes Astrid Lindgren over nazisternes brutale fremfærd i blandt andet Norge. Tysklands umenneskelige behandling af medmennesker i hele Europa forbliver komplet ubegribelig for hende.

Kz-lejre

Astrid Lindgren fulgte jødernes skæbne meget nøje i aviser, bøger og i brevcensuren. I november 1940 skriver hun om kz-lejre, og i august 1943 konstaterer hun: “Hadet hører ikke op, samme dag freden kommer, de, som har fået deres nære pint ihjel i tyske koncentrationslejre, glemmer ingenting, bare fordi der bliver fred …” Og i maj 1944 skriver hun: “At jøderne bliver udryddet, tror jeg overhovedet ikke, at tyskerne bekymrer sig om at dementere.”

Forfatter in spe

Astrid Lindgren var i 30’erne, da hun skrev krigsdagbøgerne og havde endnu ingen udgivelser bag sig (“Pippi Langstrømpe” blev til i 1941, men udkom først i november 1945). Ikke desto mindre skinner den store forfatter in spe igennem teksterne. Hun har sit eget sprog, og hendes karakteristiske humor og klogskab lyser ud af dagbogsnotaterne.

Som når hun ved Neville Chamberlains død i november 1940 beskriver ham som “den gamle, rare gentleman med paraplyen” og runder af med: “Måske finder Gud et godt, lille sted til ham i himlen – ‘salige er de sagtmodige’ – hvor han kan sidde i ro og fred under sin paraply.”

Enestående empati

Astrid Lindgrens empati er enestående. Det er næsten som om, hun kan favne alle lidende fra Norges frihedskæmpere og kvinder og børn i de besatte lande til tyske soldater i den russiske vinter og Berlins indbyggere, da den tyske hovedstad tæppebombes.

“Hvordan kan det være muligt, at menneskeheden skal lide sådanne kvaler, og hvorfor bliver der krig? Skal der virkelig bare et par mennesker som Hitler og Mussolini til for at drive en hel verden i undergang og kaos?” spørger hun.

Og når hun fortæller om de fyldte svenske spisekamre, er hun hele tiden bevidst om sit neutrale lands gunstige situation sammenlignet med alle andre lande i Europa.

Livfuldt og ukueligt

Det er en mange-facetteret Astrid Lindgren, læseren oplever: husmoren, der redegør for de rigelige måltider, som var hendes familie forundt; brevcensoren, der engagerer sig i menneskene bag brevene; journalisten med de skarpe kommentarer til krigens skiftende alliancer og dagsordenerne bag; og endelig den kommende verdensberømte forfatter, hvis forfatterskab ikke lader sig kvæle i skyggen af Anden Verdenskrigs rædsler, men spirer frem livfuldt og ukueligt.

Hvis du interesserer dig det mindste for Astrid Lindgren eller vil have et fængslende indblik i livet, som det artede sig på den svenske hjemmefront, bør du unde dig selv at læse “Krigsdagbøger 1939-1945”.

Astrid Lindgrens “Krigsdagbøger 1939-1945” (Gyldendal) udkommer i dag onsdag den 4. maj med forord af forfatteren Kerstin Ekman og efterord af Astrid Lindgrens datter, Karin Nyman.

Læs min anmeldelse af Jens Andersens “Denne dag, et liv – En Astrid Lingren-biografi” her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/03/22/anmeldelse/

En duft af bog

Posted on by under Astrid Lindgren, Tips og klummer

I går var en af de efterårsdage, jeg drømmer om. En gåtur med familien i skoven, med fødderne begravet i visne blade og bog (fra træerne ikke boghandelen) og blikket vendt mod de røde, gule og brune trækroner. Hjem igen til scones, varm kakao og stearinlys og med en perle af en bog (fra boghandelen ikke fra træerne): “Astrid Lindgrens klogebog”!

1072277_1441258417En klog lille bog spækket med citater og kommentarer af den enestående forfatter hentet fra artikler, debatindlæg, interviews og hendes elskede børnebøger. Astrid Lindgren fortæller om at være barn og bevare barnet i sig hele livet, om tryghed, frihed, ligeværd, livet og døden.

Klogebogen blev udgivet første gang i 1997, da forfatteren fyldte 90 år, og er samlet af hendes nære ven Margareta Strömstedt, som skrev biografien “Astrid Lindgren”.

En god nyhed

Herudover kunne man i gårsdagens avis læse en god nyhed (ja, de findes!): Den britiske boghandelkæde Waterstones vil satse på papirbøger frem for e-bøger. (Læs mit indlæg om Waterstones her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/05/21/boghandel-i-verdensklasse/)

Politiken kunne berette, at salget af papirbøger i Storbritannien er steget med 3 procent, hvilket overstiger stigningen i salget af e-bøger, som er på 2 procent. En rundspørge blandt britiske skolebørn har vist, at 75 procent foretrækker papirbøger frem for e-bøger, og at 35 procent ligefrem nægter at læse bøger på skærm.

Forsmag og forventning

Det ville nok ikke have overrasket Astrid Lindgren, der om nogen forstod børn, og i hendes klogebog kan man læse følgende citat:

“Tænk, at få lov at eje helt sin egen bog – at man dog ikke besvimede af lykke! Jeg kan endnu huske, hvordan disse bøger lugtede, når man fik dem helt friske og nytrykte, ja, man begyndte med at lugte til dem, og der fandtes ikke nogen bedre lugt i hele verden. Den var fuld af forsmag og forventning.” (Samuel August fra Sevedstorp og Hanna i Hult)

Og duften bliver ikke ringere med årene! Da jeg for år tilbage var på sprogskole i York, bad en lærer om at se min gamle Gyldendals røde ordbog. Ikke for at studere de danske oversættelser af hendes modersmål. Nej, hun åbnede bogen for at snuse til den, for som hun sagde: “Jeg elsker duften af gamle bøger!”

Selv havde jeg ikke skænket det en tanke, men da jeg fik min ordbog tilbage og stak næsen i den, duftede siderne ganske rigtigt bedre end dufte, der kan fås på flaske.

Se, det kan ingen skærm hamle op med – uanset indholdet 😉

DNA og drengedrømme

Posted on by under Astrid Lindgren, Tips og klummer

Før jeg læste Jens Andersens bog om Astrid Lindgren, var jeg ikke så optaget af biografier. Men “Denne dag, et liv” har givet mig lyst til at læse flere som eksempelvis den nye samtalebog med en af verdens førende dna-forskere, Eske Willerslev.

Jeg mødte Eske Willerslev, da jeg for nogle år siden var ansat på Københavns Universitet og syntes dengang, at han ud over at være en fremragende forsker virkede som en flink fyr, der kalder en spade for en spade.

8702160833I dag udkommer så “Han gør det døde levende”, hvori Eske Willerslev beretter for videnskabsjournalist Kristoffer Frøkjær om sin ikke helt almindelige barndom, sin tid som pelsjæger i Sibirien og sin banebrydende forskning, der har ændret vores viden om mennesker og dyr. Og det – ifølge Gyldendal – på en måde, hvor vi almindelige dødelige kan være med.

Blev indianer

Siden han var dreng, har Eske Willerslev været interesseret i at finde ud af, hvorfra de første mennesker kom, hvor de begav sig hen, og hvordan vi mennesker er beslægtet med hinanden. Og siden han var barn, har han drømt om at blive indianer. En drøm, der gik i opfyldelse, da crow-indianerne optog ham i deres stamme i forbindelse med, at han dna-analyserede et 13.000 år gammelt indianerskelet.

Alene det gør Eske Willerslev til et spændende bekendtskab, men interessant er også hans interesse for det åndelige og spirituelle. Det er trods alt ikke hver dag, at en evolutionsbiolog med en forskerkarriere i superligaen erklærer, at lykken ligger i det åndelige!

Så i dag går turen til min lokale boghandler, så jeg kan tage et nærmere kig på “Han gør det døde levende”.

“Mio, min Mio” i nye klæder

8702169355I dag er også dagen, hvor Gyldendal genudgiver Astrid Lindgrens klassiker “Mio, min mio”. Denne udgave er illustreret af danske Mikkel Sommer.

“Mio, min Mio” er en vidunderlig roman om en dreng, der også forfølger sin drøm. Denne gang er det imidlertid drømmen om en far, der driver ni-årige Bosse ud på en forunderlig, men også farefuld færd.

Jeg var tryllebundet af historien, da min mor læste den højt for mig i min barndom, og med Jens Andersens “Denne dag, et liv” får man nye perspektiver på den eventyrlige beretning (Se Pippi – et krigsbarn).

Ja, gode bøger – såvel skønlitterære som biografiske – kan mange ting!

Hvis du har haft spændende læseoplevelser med en biografi eller to, vil jeg blive rigtig glad for at høre om det her på bloggen.

Og ellers håber jeg, at du vil følge med, når jeg skriver videre nu på torsdag!

Smuk som de svenske elve

Posted on by under Astrid Lindgren, Tips og klummer

Hvis jeg ikke var helt enig med Politikens betegnelse af Ronja Røverdatter som “Pippis arvtager”, er jeg til gengæld enig med avisens anmelder Steffen Larsen i, at “Brødrene Løvehjerte” er “Verdens bedste børnebog”! (Politiken, 6.12.2003)

Poesi og filosofi går op i en højere og skønnere enhed i denne historie om to brødres kamp mod det onde – en fortælling, der flyder lige så smukt og medrivende som de svenske elve.

Brdr.LovehjerteVi følger Tvebak og Jonatan på 10 og 13 år, sønner af en fattig syerske, og hvordan de bliver til Brødrene Løvehjerte i Nangijala. Ved første øjekast et paradis, men som i ethvert paradis er her en slange – i dette tilfælde en ond diktator ved navn Tengil.

Det er en historie om det godes kamp mod det onde, frihed og diktatur, kærlighed og had, liv og død. Centralt står budskabet om at følge sin samvittighed, som Jonatan forklarer Tvebak, er der ting, man er nødt til at gøre, for “Ellers er man ikke noget menneske, men bare en lille lort.”

Visse steder er denne fortælling fra lejrbålenes og eventyrenes tid lige så sørgelig, som den er smuk.

Af netop den grund viger mange forældre længe uden om at læse bogen højt for ungerne. Det er forståeligt, men pas på ikke at undervurdere poderne!

Da Politiken interviewede Astrid Lindgren i december 1973 og ville vide, om børn kunne rumme bogens dødstema, svarede hun:

“Hvorfor ikke? Børn er ikke nær så bange for døden som voksne. Mange voksne må have en voldsom skræk for døden, har jeg fundet ud af, efter at Brødrene Løvehjerte er udkommet (…) For mig er der ikke noget forkert i at give børn en fortrolighed med døden gennem et eventyr. De har endnu ikke erfaring til at overskue realiteterne (…) Børn er ikke bange for døden endnu. De er bange for at blive ladt alene.”

I kølvandet på udgivelsen kunne forfatteren også berette om børn, der takkede hende for en slutning, de fandt lykkelig, og for en bog, der gav dem trøst.

Efter min mening bør ingen – hverken børn eller voksne – snyde sig selv for den store, stærke og smukke oplevelse, “Brødrene Løvehjerte” er. Det er også grunden til, at jeg runder mit lille tema om en af verdens bedste forfattere af for denne gang med en omtale af den bog.

En smukkere roman om kærlighed, liv og død, mod og angst er ikke skrevet!

Læs med, når jeg skriver videre på bloggen nu på tirsdag!

Fars pige gør oprør

Posted on by under Astrid Lindgren, Tips og klummer

“Pippis arvtager. En ny person, Ronja Røverdatter er kommet til i den svenske forfatterinde Astrid Lindgrens populære børnebogsfamilie …”

Sådan skrev Politiken på avisens forside den 11. november 1981. “Ronja Røverdatter” var udkommet i efteråret og allerede solgt i 100.000 eksemplarer, da Politikens Ninka interviewede forfatteren.

Jeg ved ikke, om jeg er enig i sammenligningen med Pippi. For jeg synes nu, hun er noget i sin helt egen ret denne lille iltre mørkhårede heltinde kaldet Ronja, der trods stor kærlighed mellem far og datter ikke vil løfte den fædrene arv og stjæle fra de rige for at give til sig selv, men som knytter et ubrydeligt bånd til den rivaliserende røverhøvdings søn Birk. Et venskab så varmt, så dybfølt og så stærkt, at det tangerer et Nordens Romeo og Julie-forhold, men lykkeligvis med en muntrere udgang.

ronja_roverdatter-16259127-frntlVi læste bogen højt, da familien var i Småland sidste sommer, og med tilbageholdt åndedræt fulgte vi de to røverbørns venskab, liv og kamp for at overleve i en natur, der kan være lige så brutal, som den kan være betagende. En natur, vi selv oplevede på nærmeste hold samtidig med læsningen af romanen.

Bogen berører så mange eviggyldige temaer, at den vil vedblive at gribe børn og voksne til alle tider: kærlighed, venskab, børns smertefulde, men uundgåelige løsrivelse fra deres forældre, naturen og menneskets samhørighed med den, liv og død.

Man behøver ikke være barn eller have børn/børnebørn for at kaste sig over historien om Ronja og Birk – det er nok bare at være menneske.

Og så tror jeg ikke, at jeg har læst nogen smukkere skildring af foråret. Bedre end nogen anden, formår Astrid Lindgren at indfange og beskrive denne årstids på én og samme tid skønne saliggørende væsen og voldsomme vitalitet. En fødsel så heftig, at den kan tage pusten fra én, er foråret.

Som i mange andre af Astrid Lindgrens bøger er det også her Ilon Wiklands illustrationer, der på bedste vis supplerer forfatterens ord.

Hvis jeg skal koge, hvad jeg har at sige om denne klassiker, ned til tre ord, må det være:

Vidunderlig, læs den!

Læs med, når jeg omtaler “Verdens bedste børnebog” nu på torsdag!

En dag i Lindgrens ånd

Posted on by under Astrid Lindgren, Reportager

I juli sidste år tog min familie og jeg igen til “Astrid Lindgrens Värld”, men denne gang udvidede vi besøget til forfatterens barndomshjem Näs – og det fortrød vi ikke!

Astrid Lindgrens Näs og det tilhørende museum er virkelig et besøg værd, og ligesom oplevelsesparken ligger de i Vimmerby. Børn og voksne får her lov at opleve de omgivelser, som den verdensberømte forfatter voksede op i, og som inspirerede til så mange af hendes vidunderlige fortællinger.

Astrid Lindgrens barndomshjem Näs (Foto: JayJay)

Astrid Lindgrens barndomshjem Näs (Foto: JayJay)

Astrid Lindgren blev født den 14. november 1907 i det smukke røde hus, og hun sørgede for, at det i dag er indrettet og fremstår, som det tog sig ud i hendes barndom. Desværre nåede vi ikke rundvisningen indenfor, så den må vi have til gode. Til gengæld kunne vi nyde solen, mens vi gik rundt i den have, hvor hun og hendes søskende legede for hundrede år siden.

Men også museet er en dejlig oplevelse og helt i Lindgrens ånd. Der er en dansk audioguide til voksne og en til børn. Man ser de samme udstillinger om Astrid Lindgrens liv, men formidlingen af dem er forskellig. Min mand og jeg valgte den for voksne, men kunne også have snuppet børneudgaven i stedet. I hvert fald var familiens yngste vildt begejstret for sin version. Et berømt citat fra “Brødrene Løvehjerte” kombineret med en bestemt del af udstillingen blev skelsættende for vores barn, der før besøget ikke turde få hovedet under vand, men nu var fast besluttet på at følge den store forfatters ord om at turde trodse sin egen frygt – for ellers er man “bare en lille lort”. Det blev efterfølgende til mange udspring i den svenske skærgård, og vi har flere gange siden sendt Lindgren en kærlig tanke.

Besøg den hyggelige café på Näs. (Foto: JayJay)

Besøg den hyggelige café på Näs.
(Foto: JayJay)

Når man således modigere og bedre rustet til livet træder ud af museet, bør man unde sig selv en forfriskning i den hyggelige museumscafé. Vi fik ægte svenske “köttbullar”, som vi nød på den skønne terrasse under de hvide parasoller i sommervarmen.

Og så kunne man tro, at vi var blevet mætte af Lindgren – men nej! Det bliver vi vist aldrig i min familie, så vi satte kursen mod virkelighedens Katholt. Det var her filmene om Emil fra Lønneberg blev indspillet i 1971-73, og heller ikke i dag kan man forestille sig et mere idyllisk landbrug.

Gladere grise end dem på Katholt findes næppe. (Foto: JayJay)

Gladere grise end dem på Katholt findes næppe.
(Foto: JayJay)

Grisene løber rundt med krølle på halen i en gammeldags svinesti, og man tænker straks på Emil og Grisepjokket. En hest, der ligner Emils gode gamle Lukas, græsser i folden, og hønsene render frit omkring – dog pinligt ædru og ikke hønefulde af gærede kirsebær som i Lindgrens historie.

Hovedbygningen ejes af den samme familie, som dengang optagelserne stod på, og her må man ikke gå ind, men til gengæld er resten af grunden åben for Emil-glade børn og voksne. Og hvis man vil se de naturskønne omgivelser lidt fra oven, er der stylter, man kan stavre omkring på.

Den skønne Katholt-grund anno 2014. (Foto: JayJay)

Den skønne Katholt-grund anno 2014.
(Foto: JayJay)

 

Skammekrog eller fristed - uanset hvad er resultatet af Emils tid i Snickerboa et smukt resultat. (Foto: JayJay)

Skammekrog eller fristed – uanset hvad er resultatet af Emils tid i Snickerboa smukt.
(Foto: JayJay)

En publikumsmagnet er selvfølgelig Snickerboa –  værkstedet med alle figurerne, som Emil snittede de utallige gange, han blev jaget herud. Selv træstubben står her, som om den lille gæve gut just havde siddet her og snittet nok en trædukke.

Alfreds karlekammer og Nissehuset (lokummet, hvor Emils far sad fast) er her naturligvis også, og så er her en hyggelig butik med en lille udstilling om filmoptagelserne.

Vi var så opløftede af det dejlige sted og den rolige atmosfære, at vi slet ikke havde lyst til at tage derfra, og den dag, der begyndte med Näs og sluttede på Katholt, har vi levet længe på siden.

Læs med, når jeg omtaler “Pippis arvtager” på tirsdag!

 

 

Pippi – et krigsbarn

Posted on by under Anmeldelser, Astrid Lindgren

Da jeg fik ideen til min blog, vidste jeg, at jeg ville åbne ballet med et tema om Astrid Lindgren. Derfor var det Jens Andersens “Denne dag, et liv – En Astrid Lindgren-biografi”, jeg lagde i kufferten, da familien for nylig stak til Sverige på skiferie.

8702151275Så mens resten af selskabet gled ned ad de sneklædte løjper, læste jeg Andersens værk, der har vundet Politikens Litteraturpris og ligger øverst på bestsellerlisterne. Samtidig bragte DR en svensk dokumentar om Astrid Lindgren. Bedre kan det næsten ikke blive!

Og en bedre biografi om Astrid Lindgren end Jens Andersens får vi ikke. I bogen demonstrerer han et suverænt overblik over sit materiale, der består af hidtil ukendte og ikke tidligere offentliggjorte breve, dagbøger, fotos og halvandet års samtaler med Lindgrens datter, Karin Nyman.

Vi hører om hendes smålandske barndom og oprørske ungdom i Vimmerby, og hvordan det fra første færd stod klart, at her var en fortæller udover det sædvanlige. Men vi hører også om, da hun blot 19 år gammel føder sønnen Lasse uden for ægteskab og om hendes ubærlige smerte, da hun er nødt til at overdrage ham til en heldigvis elskelig plejemor og dennes søn i København.

Jens Andersen beretter, hvordan mørket her for alvor sniger sig ind i Astrid Lindgrens sind trods hyppige besøg i Danmark, og trods det at mor og søn siden bliver genforenet og udvider familien med ægtemanden Sture og datteren Karin. Beretningen om Astrid Lindgren og hendes søns svære start i livet kaster nyt lys over forfatterskabet og læsningen af bøger som “Mio, min Mio”.

I det hele taget viser Jens Andersen, hvordan lys og mørke, munterhed og melankoli går hånd i hånd gennem forfatterens liv. Denne dobbelthed kommer også til udtryk i hendes dagbogsnotater og måske især i krigsdagbøgerne. Det er gribende læsning!

Naturligvis hører vi om tilblivelsen af Pippi Langstrømpe. Jeg anede ikke, at denne elskelige, humørfyldte, rødhårede rebel blev til på baggrund af Anden Verdenskrigs gru og rædsler, og at verdens stærkeste pige blev skabt som et menneskeligt modtræk til Hitler og Stalin. Andersen giver os hele historien, fra Pippi opstår i Lindgrens mundtlige fortællinger til sin datter i 1941, til den lille revolutionære superhelt udkommer på papir i vinteren 1945. Pippi kommer som et tiltrængt festfyrværkeri for børn og deres forældre efter seks års mørke og barbari. Men som et bombenedslag for visse professorer, der føler sig truet af denne antiautoritære barneskikkelse, hvis mage verden aldrig før har set. Andersen beretter om såvel de begejstrede røster som parnassets kritiske reaktioner.

Biografien belyser også Emil fra Lønneberg og Lindgrens andre litterære personer, der for en stor dels vedkommende var ensomme børn. Astrid Lindgren indså tidligt, at menneskets ensomhed er et livsvilkår, og i bogen får vi hendes betragtninger om dette, om livets skrøbelighed og om vigtigheden af at leve i nuet.

Hendes livskloge refleksioner gør sammen med Andersens velskrevne kommentarer og mesterlige orkestrering af stoffet biografien til et “must read”. Hvis du vil læse en biografi om Astrid Lindgren, så lad det være Jens Andersens!

Efter at have læst “Denne dag, et liv” føler jeg mig ikke alene rigere på viden om en af verdens største forfattere og hendes værker, men rigere som menneske. Det er store ord, men når en bog rammer en nerve i læserens eget liv, som jeg oplever, at Andersens Lindgren-biografi gør det, er ordene på deres plads.

Bedre bliver det ikke!

Læs med, når jeg fortæller om min tur til Astrid Lindgrens barndomshjem og virkelighedens Katholt nu på torsdag!

Barn af Astrid Lindgren

Posted on by under Astrid Lindgren, Tips og klummer

“Jamen, det er jo Møns Klint!” udbrød en af mine veninder, da hun så forsidefotoet på bloggen her.

Det forstår jeg godt, hun troede, men billedet viser nu The White Cliffs of Dover. Jeg har valgt det, fordi jeg kan huske de smukke hvide klipper, da jeg for nogle år siden sejlede til England. Jeg havde meldt mig til et sprogkursus i York, og synet af Dovers kyst fik mig til at glæde mig endnu mere til mit ophold.

Og hvem kender ikke til forventningens glæde, når man rejser ud for at opleve nyt? At rejse er at leve, sagde H. C. Andersen, som bekendt. Men det er ikke kun pas og penge, der kan bringe os ud under fjerne himmelstrøg. Med en bog i hånden kan vi rejse til det gamle Kina og det antikke Rom, eller vi kan komme til Narnia og Hogwarts. Ja, det er kun fantasien – forfatterens og vores egen – der sætter grænser for, hvilke nye lande og verdener vi kan opleve.

Jeg har altid elsket at rejse i Astrid Lindgrens univers, fra Bulderby og Katholt til Nangijala og Landet i det Fjerne. De oplevelser, som ventede én der, står for mig som nogle af de bedste ikke bare inden for børnebøger, men inden for litteraturen i det hele taget.

Men hvad er det, der gør Astrid Lindgren til en af verdens bedste forfattere?

Er det hendes unikke evne til at se verden i børnehøjde? Hendes eventyrlige fantasi og finurlige humor? Hendes gudsbenådede fortælletalent, der rummer stor poesi? Jeg tror, man bedst finder svaret ved at læse, høre eller se hendes historier.

Selv har jeg holdt af hendes persongalleri, siden Emil fra Lønneberg første gang gled over tv-skærmen i 70’erne, og min mor læste højt af “Alle vi børn i Bulderby”. Jeg husker, hvordan min bror ønskede sig en blå Emil-kasket, og at jeg selv ville have fletninger ligesom lille Idas.

Og nu, hvor vi læser Pippi Langstrømpe, Ronja Røverdatter og Madicken højt herhjemme, oplever vi, at Astrid Lindgrens guldgrube af historier beriger små og store lige så meget, som da de udkom – for Pippis vedkommende for 70 (!) år siden.

Vi er alle børn af Astrid Lindgren, er der nogle, som siger. Jeg kan heller ikke forestille mig min barndom uden Emil og Ida, Pippi, Tommy og Annika, Tvebak og Jonatan.

Derfor byttede jeg også straks en anden bog, jeg for kort tid siden fik foræret, til Jens Andersens stærkt roste Astrid Lindgren-biografi “Denne dag, et liv”.

Hvis du – ligesom jeg – er barn af Astrid Lindgren, så læs med, når jeg anmelder biografien nu på tirsdag!