10 års jubilæum

I dag er det ti år siden, at Kig ind i bogens verden første gang så dagens lys.

Bloggen blev lanceret 19. marts 2015 med indlægget “Barn af Astrid Lindgren”.

Som det fremgår af bloggens allerførste indlæg, var det ingen tilfældighed, at jeg lagde ud med at anmelde Jens Andersens biografi om Astrid Lindgren.

Jens Andersens “Denne dag, et liv – En Astrid Lindgren-biografi” er en på alle måder fremragende bog, utrolig velskrevet og vidunderlig læsning (Læs anmeldelsen her: “Pippi – et krigsbarn”).

Min anmeldelse af biografien indledte dengang et lille tema om Astrid Lindgren, som er og bliver en af verdens bedste forfattere og evigt aktuel.

Vi kan alle blive klogere på os selv, hinanden og livet, når vi læser Lindgren.

Folkvettet

Astrid Lindgren var en af de forfattere, der kan lade sine bøger tale for sig selv. Men en sjælden gang imellem blandede hun sig i en debat.

Det skete i 1948, da hendes anden bog om Pippi Langstrømpe fik hård kritik. Pippi blev beskyldt for at være et dårligt forbillede, blandt andet i bladet Husmodern, der kørte en serie om børneopdragelse.

I sit svar på kritikken gav Astrid Lindgren udtryk for sit syn på børn og børneopdragelse. Her følger et uddrag af hendes svar i forhold til “folkvett” (almindelig god opførsel):

Om ungarna nu för tiden saknar ”folkvett”, så skyll inte på fri uppfostran! Fri uppfostran utesluter inte fasthet. Den utesluter inte heller, att barnen har tillgivenhet och aktning för sina föräldrar, och – det viktigaste av allt – den innebär att föräldrarna också har aktning för sina barn. Aktning för barnet, det är vad jag skulle önska att de vuxna hade i litet större utsträckning. (—) Behandla dem med ungefär samma hänsyn som ni är nödsakade att visa edra vuxna medmänniskor. Ge barnen kärlek, mera kärlek och ännu mera kärlek, så kommer folkvettet av sig själv.” (Kilde: Husmodern 1948)

Disse ord er værd at huske på i en tid, hvor hadet løber af med mange mennesker på begge sider af verdens konflikter, og “folkvett” indimellem kan virke som en by i Langtbortistan.

Positive vibes

Hvad angår bloggen, har det været ti begivenhedsrige år med et hav af gode, spændende, bevægende, underholdende, oplysende og sjove bøger.

Selv om det måske lyder som en kliché, så har det for mig været en berigende rejse ind i bogens verden.

Det håber jeg også, det har været for jer læsere!

Præmissen har hele tiden været – og er stadig – at jeg kun omtaler eller anmelder bøger, hvis jeg har noget godt at skrive om dem.

Det giver positive vibes for læserne og for undertegnede.

Bloggen skal være et frikvarter, holdt i en god tone, og hvem gider sure opstød, når man gerne vil lade lidt op?

Selma styrer

292 indlæg er det indtil videre blevet til.

Og nok så bemærkelsesværdigt har bloggen (uden at jeg har markedsført den) fået læsere i såvel indland som udland, ligesom anmeldercitater fra Kig ind i bogens verden er blevet bragt på bogomslag, forlags og forfatteres hjemmesider og i boghandleres webbutikker.

Det er et stort privilegium ikke at være underlagt kommercielle hensyn og frit at kunne vælge, hvilke bøger og forfattere jeg vil omtale eller anmelde.

Kvalitet vægter mere end kvantitet. Hellere færre tips, anmeldelser og reportager med substans, end flere indlæg i den kalorielette ende. Og hellere en god, smal titel end en kalkuleret bestseller.

Desværre har tiden været lidt knap til anmelderiet. Men det er også sjovt at tage livtag med litteraturen på andre måder.

Her er det værd at bemærke, at sidste års mest læste indlæg var en næsten ti år gammel reportage fra den svenske nobelprisvinder Selma Lagerlöfs hjem (Læs “Selma Lagerlöfs Mårbacka”).

Til slut vil jeg gerne sige tak til alle jer, der har læst med!

Jeg håber, I fortsat vil tage et kig ind i bogens verden her på bloggen 🙂

Bogdesign: Kahoha.

God læselyst!


Kilder:

Astrid Lindgren Aktiebolag

https://www.astridlindgren.com/se/shop/inspiration/ge-barnen-karlek

Margareta Strömstedt “Astrid Lindgren – En levnadsteckning”


1 års fødselsdag

Kære Læser!

Flag-fotoLørdag den 19. marts var det præcis et år siden, at Kig ind i bogens verden gik i luften for første gang.

Siden er det blevet til vidt forskellige indlæg – fra omtaler og anmeldelser af romaner, noveller, biografier og krigsbøger til reportager og historier fra litteraturens verden.

Et par af mine trofaste læsere siger, at de aldrig ved, hvad de har i vente. Og det er jeg glad for! Som Forrest Gump siger i filmen af samme navn: “My momma always said: Life was like a box of chocolates. You never know what you gonna get!”

Det gælder også bøgernes verden – og dermed bloggen her 🙂

Særligt budskab

I starten købte jeg de bøger, som jeg omtalte og anmeldte, men ret hurtigt begyndte jeg at få anmeldereksemplarer fra blandt andre Nyt Nordisk Forlag.

Her et år senere får jeg et stigende antal henvendelser fra forlag og forfattere, der spørger, om jeg vil anmelde deres bøger.

Nogle gange må jeg takke nej. Dels anmelder jeg stort set ikke krimier; dels foretager jeg bloggens mangfoldighed til trods en personlig udvælgelse.

Det betyder, at bogen og forfatteren skal have et særligt budskab, som jeg finder interessant for bloggen og dens læsere netop nu.

Fremtidsplaner

Formålet er fortsat ikke at få så mange læsere som muligt, men at levere en blog med substans og at skrive underholdende indlæg, man kan blive lidt klogere af.

Flere af mine læsere siger imidlertid, at bloggen fortjener at blive læst af flere. Det er jeg naturligvis glad for!

Derfor vil jeg i det kommende år arbejde på at få Kig ind i bogens verden lidt bredere ud. Ikke ved at ændre på indholdet, men ved at gøre bloggen mere synlig på blandt andet de sociale platforme.

Endelig vil jeg altid meget gerne høre, hvad I, kære læsere, synes – og jeg håber, at I vil kigge med i bogens verden fremover 🙂


Læs min anmeldelse af Thomas Ladegaards “Palmemordet” i næste uge!