“Jamen, det er jo Møns Klint!” udbrød en af mine veninder, da hun så forsidefotoet på bloggen her.

Det forstår jeg godt, hun troede, men billedet viser nu The White Cliffs of Dover. Jeg har valgt det, fordi jeg kan huske de smukke hvide klipper, da jeg for nogle år siden sejlede til England. Jeg havde meldt mig til et sprogkursus i York, og synet af Dovers kyst fik mig til at glæde mig endnu mere til mit ophold.

Og hvem kender ikke til forventningens glæde, når man rejser ud for at opleve nyt? At rejse er at leve, sagde H. C. Andersen, som bekendt. Men det er ikke kun pas og penge, der kan bringe os ud under fjerne himmelstrøg. Med en bog i hånden kan vi rejse til det gamle Kina og det antikke Rom, eller vi kan komme til Narnia og Hogwarts. Ja, det er kun fantasien – forfatterens og vores egen – der sætter grænser for, hvilke nye lande og verdener vi kan opleve.

Jeg har altid elsket at rejse i Astrid Lindgrens univers, fra Bulderby og Katholt til Nangijala og Landet i det Fjerne. De oplevelser, som ventede én der, står for mig som nogle af de bedste ikke bare inden for børnebøger, men inden for litteraturen i det hele taget.

Men hvad er det, der gør Astrid Lindgren til en af verdens bedste forfattere?

Er det hendes unikke evne til at se verden i børnehøjde? Hendes eventyrlige fantasi og finurlige humor? Hendes gudsbenådede fortælletalent, der rummer stor poesi? Jeg tror, man bedst finder svaret ved at læse, høre eller se hendes historier.

Selv har jeg holdt af hendes persongalleri, siden Emil fra Lønneberg første gang gled over tv-skærmen i 70’erne, og min mor læste højt af “Alle vi børn i Bulderby”. Jeg husker, hvordan min bror ønskede sig en blå Emil-kasket, og at jeg selv ville have fletninger ligesom lille Idas.

Og nu, hvor vi læser Pippi Langstrømpe, Ronja Røverdatter og Madicken højt herhjemme, oplever vi, at Astrid Lindgrens guldgrube af historier beriger små og store lige så meget, som da de udkom – for Pippis vedkommende for 70 (!) år siden.

Vi er alle børn af Astrid Lindgren, er der nogle, som siger. Jeg kan heller ikke forestille mig min barndom uden Emil og Ida, Pippi, Tommy og Annika, Tvebak og Jonatan.

Derfor byttede jeg også straks en anden bog, jeg for kort tid siden fik foræret, til Jens Andersens stærkt roste Astrid Lindgren-biografi “Denne dag, et liv”.

Hvis du – ligesom jeg – er barn af Astrid Lindgren, så læs med, når jeg anmelder biografien nu på tirsdag!