Litterære julegodter

I denne uge bringer bloggen tips til julegodter fra bogmarkedet i ind- og udland. Blandt andet er der guf til Star Wars-fans med bogen “I Am 3-CPO”.

I fysikkens tjeneste 

Findes verden, eller gør den ikke? Findes tiden, eller gør den ikke? Findes der en ‘gud’, eller gør der ikke?

I “Teorien om alt” fortæller den pris-vindende fysiker Holger Bech Nielsen om sit liv og utrættelige forsøg på at forklare, hvordan universet hænger sammen, og hvordan vi mennesker passer ind i ligningen. Den internationalt anerkendte højenergifysiker mener selv, at han nok er “længere, end mange vil tro” med præcis det arbejde.

Berlingske Tidende gav bogen, der har Jonas Kuld Rathje som medforfatter, fem stjerner.

Den danske løvinde

Igennem flere år nu har Tom Buk-Swienty kulegravet Karen Blixen og hendes families liv og skrevet anmelderroste bøger herom.

“Løvinden” er seneste skud på stammen, og her skildrer Tom Buk-Swienty Blixens liv i Kenya, til hun ankom i 1914 og forlod kontinentet igen i 1931. I de 17 år Karen Blixen levede i Afrika oplevede hun pengeproblemer, storslåede safarier, fejlslagen høst, verdenskrig, faldende konjunkturer, sygdom, skilsmisse, forelskelse, en stor kærlighed til landet og dets sorte befolkning – og at miste det altsammen.

“Løvinden” har høstet mange anmelderroser og fået fem stjerner i Kristeligt Dagblad og Jyllands-Posten, og seks stjerner i Berlingske.

Sjov og skarp streg

Gennem flere årtier har Roald Als spiddet politikere og andet godtfolk med sin skarpe streg, og nu tager han læserne med ind i sit skrive- og tegneværksted. I “Håndtegner” fortæller han, hvorfor han blev tegner og og underholder om avistegnerens arbejde, dræbermåger over Skotland og den barske whiskytur med The Potterton Team.

Bogen er rigt illustreret og fik fem stjerner i fagbladet Journalisten, der skrev: “Denne læser har i hvert fald aldrig haft en morsommere bog i hånden”. (Journalisten, 20.11.19)

Videnskab i hverdagen

I “Hvad er et æg?” stiller musiker, biolog og forsker ved Københavns Universitet, Johan Olsen, skarpt på nogle af de almindelige ting, vi kender fra vores hverdag. Han forklarer, hvorfor man ikke kan blande olie og vand, hvordan man laver glas af sand, hvorfor fugle kun lægger ét æg om dagen, hvordan man får luften til at blive inde i en bold og mange andre ting.

Børnebogen er forsynet med oplysende fotos og illustreret af Thomas Hjorthaab.

Klamme dyr

Sebastian Klein har skrevet en bogserie om dyr, herunder om de 100 vildeste, 100 mærkeligste og 100 farligste dyr. Og nu er turen kommet til de klamme af slagsen.

I “Verdens 100 klammeste dyr” har den kendte tv-vært og forfatter fundet frem til 100 virkelig klamme dyr: gribben, der kaster råddent kød op, kaninen, som spiser sin egen afføring og maraboustorken, der besørger ned ad sine egne ben. Men der er en forklaring, og den giver Sebastian her.

Manden bag C-3PO

Retter vi blikket mod det engelske bogmarked, er julegaven til Star Wars-fans sikret.

I “I Am C-3PO” fortæller Anthony Daniels, skuespilleren bag den høflige, gyldne robot i det elskede univers, om sit 40 år lange arbejde med rollen, fra det første møde med George Lucas til den nu niende og sidste film i serien.

Bogen har forord af J. J. Abrams, der blandt andet har instrueret “Star Wars: The Rise of Skywalker”, som har premiere 18. december.

Manden bag, eller rettere indeni, C-3PO har som den eneste skuespiller været med i alle Star Wars-filmene.

Oste-odyssé

I “A Cheesemonger’s History of The British Isles” fortæller forfatter og oste-elsker Ned Palmer om de britiske ostes historie.

Ifølge Ned Palmer gemmer enhver ost på en historie. Hvadenten det er en ung gedeost eller en 18 måneder gammel Cheddar fortæller ostene om de mennesker, der skabte dem, fra folkene der byggede Stonehenge til Middelalderens munke, og fra 1700-tallets Stilton-fremstillere til Anden Verdenskrigs ostefabrikanter.

Undervejs hører læserne også om håndværket og kulturen bag ostefremstillingen, og hvordan ostene nydes bedst – med et glas Riesling eller en Pale Ale til.

Magiske snefnug

Der er også masser af gode britiske bogidéer til småfolk og barnlige sjæle. En af dem er Abi Elphinstones billedbog “The Snow Dragon”, der handler om venskab og troen på sig selv.

På Griselda Bones dystre børnehjem er dagdrømmeri bandlyst, sjipperi forbudt og julen slet og ret aflyst. Men er det mon muligt, at der for Phoebe og hendes hund Herb, netop som tingene ser allersortest ud, venter magi i de hvirvlende, snefnug?

Fiona Woodcock står for de vidunderlige og magiske illustrationer.

Smuk og poetisk streg

Endelig vil Charlie Mackesys børnebog “The Boy, the Mole, the Fox and the Horse” varme rigtig mange hjerter i en kold tid.

Charlie Mackesy har været tegner på magasinet Spectator, og hans poetiske streg er allerede blevet et online fænomen. Nu er et udvalg af hans fineste arbejde samlet i denne lille livskloge bog, der minder os om behovet for empati og kærlighed i en verden martret af uvidenhed og had.

“The Boy, the Mole, the Fox and the Horse” er et rørende studie i venskab og den perfekte gave til dem, man holder allermest af!

Rigtig god juleshopping 🙂


 

Madkultur

Ny bog forsvarer den daglige madlavning og det fælles måltid som pause og som fællesskabsmarkør.

I dag udkommer “Køkkenterapi – Enkel mad til travle dage” – en kogebog, der ifølge Gyldendal er fyldt med “smagfulde og ofte grønne retter, der alle kan laves efter endt arbejdsdag og som ikke kræver hverken særligt udstyr, rejser udenlands efter ingredienser eller et kursus i franske teknikker, inden man kan gå i gang.”

KogebogForfatteren er Anne-Sophie Lahme, som er vokset op med en mor, der ikke gad lave mad, men som har opdaget, at den daglige dosis køkkenterapi, er det, der gør hende gladest i en travl hverdag. Det er den køkkenterapi, hun deler ud af i debutkogebogen.

De otte kapitler indeholder 70 opskrifter, som tager læseren med fra morgenmad, over frokost, fisk, salater, aftensmad og desserter.

Opskrifterne skulle være lette at gå til og være tilpasset en presset hverdag. De fleste er beregnet til to personer, så man kan halvere eller gange op afhængig af, om man er single eller lever i en kernefamilie.

Tidsånd og tidnød

Markedet vrimler allerede med kogebøger af enhver art, men “Køkkenterapi – Enkel mad til travle dage” rammer tidsånden:

Mad optager i den grad danskerne. Vi sluger “Den store bagedyst” og programmer med Brødrene Price og Mette Blomsterberg, dyrker restauranter og deler i stor stil madoplevelser på Facebook. Forleden kunne man i Politiken tilmed læse om den individualisme, der er vundet frem i vores kostvaner og de konflikter, det kan give.

Hertil kommer behovet for en pause i hverdagens stress og jag, hvor mange søger mod mindfulness og meditation for at få et pusterum.

Og endelig klager mange over konstant tidnød. Lange arbejdsdage og talrige gøremål betyder, at de færreste kan bruge en halv dag på at forberede aftenens måltid.

Det kan være svært at finde tid til at lave mad i dagens Danmark … eller kan det?

Selv om en kogebog, der slår tre fluer med et smæk (madlavning som pause på kort tid), sikkert falder på et tørt sted, kan jeg ikke lade være med at spørge, hvad der ville ske, hvis vi fortravlede danskere lagde lige så meget tid i at lave vores aftensmad, som vi lægger i motionsløb, fitness, yoga og i at være online?

Har vi reelt ikke tid til at stå bøjet over gryderne, eller er der bare så mange andre ting, vi også gerne vil?

Det spørgsmål kan nok kun den enkelte dansker give svaret på.

Og hvis man bare ikke er bidt af en gal kok eller er nødt til at gå på kompromis med kogekunsten i hverdagen, skulle der altså være hjælp at hente i “Køkkenterapi” 🙂


Du kan læse Politikens artikel om danskernes individuelle kostvaner her: http://politiken.dk/forbrugogliv/forbrug/tjekmad/ECE3046024/nye-kostvaner-kan-give-krig-paa-kniven/