Louisiana Literature 2019

For 10. gang fejrer det nordsjællandske kunstmuseum dansk og international kvalitetslitteratur, hvor publikum kan møde både kendte og ukendte forfattere.

I år finder Louisiana Literature sted 22.-25. august. Og i løbet af de fire dage kan man opleve 55 forfattere fra ind- og udland, heriblandt franske Michel Houellebecq, britisk-canadiske Rachel Cusk, ungarske László Krasznahorkai, amerikanske Claudia Rankine, norske Per Petterson, tyrkiske Elif Shafak, svenske Sara Stridsberg, japanske Sayaka Murata og iranske Shahrnush Parsipur.

Blandt de danske forfattere er Henrik Nordbrandt, Jørgen Leth, Mathilde Walter Clark, Peter Poulsen, Mette Moestrup, Helle Helle og Dorrit Willumsen.

2 x Houellebecq

Et af hovednavnene er den kontroversielle franske forfatter Michel Houellebecq, der optræder hele to gange på festivalen.

Første gang med Informations chefredaktør Rune Lykkeberg som interviewer, forfatter og journalist Tore Leifer som oversætter og skuespiller Jens Albinus som oplæser.

Det var som bekendt Jens Albinus, der opførte Houellebecqs roman “Udvidelse af kampzonen” på teatret herhjemme i 2002 (Læs her.).

Anden gang Michel Houellebecq er at finde på litteraturfestivalen, besvarer han spørgsmål fra læserne, igen med Tore Leifer som oversætter.

Du kan se hele programmet her: https://www.louisiana.dk/uploads/pdf/louisiana_literature_2019_program_dk_uk.pdf

Mere Chaplin

Hvis du syntes, det var spændende at læse om Chaplin’s World i sidste uge, er der godt nyt her på bloggen.

Jeg har nemlig opdateret indlægget med endnu flere fotos fra det fantastiske museum.

Se fotogalleri til sidst i indlægget: Chaplins verden.

Rigtig god bogweekend 🙂


 

Litterær luksus

I dag åbner Louisiana Literature, der de næste fire dage byder på eksklusive oplæsninger, interviews, samtaler, performance og musikalsk fortolkning i de smukke nordsjællandske omgivelser.

Festivalen, der løber fra 24. til og med 27. august, er i lighed med tidligere år en førsteklasses international litteraturfestival. I år er der således forfattere fra Kina, Cameroun, Sverige, Ungarn, USA, Japan, Argentina, Mexico, England, Angola, Norge, Frankrig og Hviderusland på programmet.

Og som man har kunnet læse i dagspressen, er det store internationale navne, prisvindere og kultfigurer, der lægger vejen forbi museet, fra Pulitzer-prisvinder, Colson Whitehead (“Den underjordiske jernbane”) og det succesfulde amerikanske forfatterpar Paul Auster og Siri Hustvedt, til den hviderussiske Nobelprisvinder Svetlana Aleksijevitj.

Krig i børnehøjde

Sidstnævnte er højaktuel med bogen “De sidste vidner”, der udkom 21. august, oversat af Jan Hansen og med dansk forord af Flemming Rose.

I 1985 opsøgte Svetlana Aleksijevitj kvinder og mænd, der var børn i Sovjetunionen under Anden Verdenskrig, og bad dem fortælle om krigens gru og vanvid, som de havde oplevet den. Det er disse hundrede rystende og barske fortællinger om børn i krig, man nu kan læse, og deres vidnesbyrd er alle meget personlige historier.

Selv siger Svetlana Aleksijevitj:

Jeg bad dem om en eneste ting: at mindes deres barnlige ord. Deres barnlige følelser. At vende tilbage til den tid, hvor de stadig var engle. For jeg vidste: Dette kan ikke fortælles med andre ord.” (Kilde: http://us4.campaign-archive1.com/?u=77ab2fec3bb51615af1a110c6&id=67400aa24c)

På Louisiana Literature kan man opleve Carsten Jensen interviewe Svetlana Aleksijevitj (med tolk), ligesom der er oplæsninger af såvel hende selv som skuespillerne Jens Albinus og Karen-Lise Mynster på programmet.

Til slut skal det lige nævnes, at også danske forfattere er med på festivalen 🙂


Svetlana Aleksijevitj (født 1948) er journalist og forfatter. Hun fik Nobelprisen i litteratur i 2015 for fembindsværket “Utopiens stemmer”, som det tog 35 år at skrive. Du kan læse mere om “De sidste vidner” her:

http://us4.campaign-archive1.com/?u=77ab2fec3bb51615af1a110c6&id=67400aa24c

https://www.lindhardtogringhof.dk/de-sidste-vidner

Læs hele programmet for Louisiana Literature 2017 her:

http://issuu.com/louisianamuseumofmodernart/docs/dk_program_louisiana_literature_201?e=3074836/51766850

Du kan læse mine indlæg om Louisiana Literature 2015 og 2016 her:

https://kigindibogensverden.wordpress.com/2016/08/18/nydelse-og-naervaer/

https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/08/20/louisiana-literature/


 

Nydelse og nærvær

Tiden er nu en underlig størrelse. For eksempel kan jeg ikke fatte, at der allerede er gået et år, siden jeg skrev om Louisiana Literature 2015 på bloggen.

Men et år er gået, og i dag slår museet i Humlebæk for syvende gang dørene op for forfattere fra ind- og udland, som publikum kan opleve på litteraturfestivalen de næste fire dage.

Internationale navne

Italienske Claudio Magris kan opleves på Louisiana Literature 2016. Fotograf: Paul Badde.

Italienske Claudio Magris kan opleves på Louisiana Literature 2016. Fotograf: Paul Badde.

Igen i år kan man møde kendte navne fra udlandet, blandt andet en af Italiens helt store forfattere, Claudio Magris (f. 1939), hvis roman “Donau” (1986) har opnået klassikerstatus. Hans seneste roman, “Intet retsligt efterspil” (2015), er netop udkommet på dansk. Bogen er en refleksion over krigen og dens ar på Europa, skrevet i en blanding af virkelige og fiktive historier.

Også engelske Julian Barnes (f. 1946), der fik Man Booker-prisen i 2011 for “Når noget slutter” (Sense of an Ending), deltager i litteraturfestivalen. Da Barnes modtog prisen, tog det juryen blot 31 minutter at vælge ham med begrundelsen, at romanen “taler til menneskeheden i det 21. århundrede”. Barnes’ seneste roman “Tidens støj” om den sovjetiske komponist Dimitrij Sjostakovitjs liv udkom på dansk i juni.

Fra udlandet kommer endvidere Chigozie Obioma (f. 1986), forfatter til “The Fishermen”, der er et portræt af et Nigeria splittet mellem fortid og nutid. Bogen er oversat til 22 sprog heriblandt dansk. Skotske Ali Smith (f. 1962) taler om hele tre bøger: “Begge dele”, en roman om køn og identitet, kunst og liv, som udkom sidste år; romanen “Autumn”, der udkommer til efteråret; og novellesamlingen “Den første person og andre historier” (2008), som lige er kommet på dansk.

Erica Jong (1942) huskes stadig for sin debutroman “Luft under vingerne” (1973), der er solgt i 27 millioner eksemplarer. Jongs portræt af den kvindelige seksualitet gjorde forfatteren til et ikon, og i år optræder hun på Louisiana med “Vingeskudt” (2015), en efterfølger til debuten.

Linn Ullmann, der er aktuel med "De urolige", gæster festivalen i år. Fotograf: Agnete Brun.

Linn Ullmann, der er aktuel med “De urolige”, gæster festivalen i år. Fotograf: Agnete Brun.

Med “De urolige” har den norske forfatter Linn Ullmann skrevet en stærk kandidat til at vinde Nordisk Råds litteraturpris. Romanen handler om en datters forhold til sine berømte forældre. Linn Ullmann, der selv er datter af berømthederne Ingmar Bergman og Liv Ullman, kalder romanen “en kærlighedserklæring”.

På Louisiana taler hun med Kirsten Thorup, som har skrevet om mor-datter forhold i sin nye roman.

Poesi og eventyr

Der vil også være poesimaraton med danske digtere som Klaus Lynggaard, Ursula Andkjær Olsen, Morten Søndergaard, Naja Marie Aidt og Peter Laugesen. Og endelig kan man komme og høre Benny Andersen læse op.

Sidst men ikke mindst er der tænkt på de mindste: Tegneren, filmskaberen, forfatteren og musikeren Flemming Quist Møller er kendt og elsket af børn og deres forældre for “Cykelmyggen Egon”, “Jungledyret Hugo”, “Snuden” og “Bennys Badekar”. På festivalen fortæller Flemming Quist Møller en serie eventyr, akkompagneret af guitaristen Christian Sievert.

Så det er bare med at komme afsted til litterær nydelse og nærvær i Nordsjælland, før man igen bliver rendt over ende af tiden 😉


Læs mere om Louisiana Literature 2016 og se hele programmet for festivalen, der varer fra den 18. til den 21. august, her: https://www.louisiana.dk/det-sker/louisiana-literature

Du kan læse eller genlæse mine indlæg om Louisiana Literature 2017 og 2015 her:

https://kigindibogensverden.wordpress.com/2017/08/24/litteraer-luksus/

https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/08/20/louisiana-literature/


 

Louisiana Literature

I dag begynder Louisianas succesrige litteraturfestival. Festivalen varer fra torsdag den 20. til søndag den 23. august, og det er sjette år i træk, at man kan opleve litterære sværvægtere fra ind- og udland i de smukke omgivelser.

Da jeg var pressemedarbejder på Borgens Forlag, fik jeg tit at vide, hvor svært det var at trække store internationale forfatternavne til BogForum. Messen var ikke stor nok, Danmark for lille et land, og de økonomiske fordele for forfatterne til at overse.

Trods disse udfordringer har Louisiana haft held til at få nogle af verdens mest berømte forfattere til at deltage i museets årlige litteraturfestival siden starten i 2010.

Blandt tidligere års litterære stjerner kan nævnes Margaret Atwood, Günter Grass, Michael Ondaatje, Ian McEwan, Henning Mankell, Jonathan Safran Foer, Patti Smith, Herta Müller og Joyce Carol Oates.

I år deltager blandt andre amerikanske Richard Ford, skotske Ali Smith, irske Colm Toíbín, cubanske Leonardo Padura, tyske Hans Magnus Enzensberger, kenyanske Ngũgĩ wa Thiong’o, russiske Ljudmila Petrusjevskaja og kinesiske Yan Lianke.

Kreativ oase

Politikens Carsten Andersen skrev i går, at når Louisianas litteraturfestival er blevet et tilløbsstykke for berømte forfattere, skyldes det først og fremmest, at de “kan hænge ud backstage med andre forfattere, som de kender og selv beundrer.”

Ingen tvivl om det. Men jeg tror også, at succesen skyldes selve konceptet.

BogForum har fået skudt i skoene, at messen i for høj grad er præget af salg, men på Louisiana er det åbenlyst kunsten, som er i højsædet. Museet nyder stor anseelse i den internationale kunstverden, og dets smukke beliggenhed og inspirerende omgivelser er en oase for kreative kuler – såvel ydere som nydere.

Med Louisianas egne ord optræder forfatterne “på scener rundt omkring på museet, både ude og inde, så det skrevne og fortalte ord får plads mellem natur, arkitektur og billedkunst.”

Museet i Humlebæk er en oase for kreative kuler. Her er det "Louisiana Gamle Villa"

Museet i Humlebæk er en oase for kreative kuler. Her er det “Louisiana Gamle Villa”

Russisk kabaret

Og det er ikke kun de udenlandske ordkunstnere, som valfarter dertil. I år kan man også møde Carsten Jensen, Suzanne Brøgger, Henrik Nordbrandt, Jørgen Leth, Jens Christian Grøndahl, Kirsten Hammann og Kim Leine.

Forfatterne medvirker i interview, oplæsninger og samtaler med hinanden. Nu på søndag kan man således opleve en samtale mellem Richard Ford og Colm Toíbín med Synne Rifbjerg som moderator.

Nogle af forfatterne indgår også i musikalske fortolkninger og performance. 77-årige Ljudmila Petrusjevskaja fra Rusland optræder eksempelvis som kabaretsangerinde. Hendes roman “Nummer Et, eller I andre muligheders haver” er netop udkommet på dansk, og flere af de internationale og danske forfattere er bogaktuelle her i august.

Hvis du ligesom jeg har fået lyst til at besøge festivalen eller bare gerne vil vide mere om den, kan jeg varmt anbefale museets hjemmeside med program, praktisk information, forfatterportrætter og videooptagelser fra tidligere festivaler:

http://www.louisiana.dk/det-sker/louisiana-literature


Læs også mine indlæg om Louisiana Literature 2017 og 2016 her:

https://kigindibogensverden.wordpress.com/2017/08/24/litteraer-luksus/

https://kigindibogensverden.wordpress.com/2016/08/18/nydelse-og-naervaer/