Nydelse og nærvær

Tiden er nu en underlig størrelse. For eksempel kan jeg ikke fatte, at der allerede er gået et år, siden jeg skrev om Louisiana Literature 2015 på bloggen.

Men et år er gået, og i dag slår museet i Humlebæk for syvende gang dørene op for forfattere fra ind- og udland, som publikum kan opleve på litteraturfestivalen de næste fire dage.

Internationale navne

Italienske Claudio Magris kan opleves på Louisiana Literature 2016. Fotograf: Paul Badde.

Italienske Claudio Magris kan opleves på Louisiana Literature 2016. Fotograf: Paul Badde.

Igen i år kan man møde kendte navne fra udlandet, blandt andet en af Italiens helt store forfattere, Claudio Magris (f. 1939), hvis roman “Donau” (1986) har opnået klassikerstatus. Hans seneste roman, “Intet retsligt efterspil” (2015), er netop udkommet på dansk. Bogen er en refleksion over krigen og dens ar på Europa, skrevet i en blanding af virkelige og fiktive historier.

Også engelske Julian Barnes (f. 1946), der fik Man Booker-prisen i 2011 for “Når noget slutter” (Sense of an Ending), deltager i litteraturfestivalen. Da Barnes modtog prisen, tog det juryen blot 31 minutter at vælge ham med begrundelsen, at romanen “taler til menneskeheden i det 21. århundrede”. Barnes’ seneste roman “Tidens støj” om den sovjetiske komponist Dimitrij Sjostakovitjs liv udkom på dansk i juni.

Fra udlandet kommer endvidere Chigozie Obioma (f. 1986), forfatter til “The Fishermen”, der er et portræt af et Nigeria splittet mellem fortid og nutid. Bogen er oversat til 22 sprog heriblandt dansk. Skotske Ali Smith (f. 1962) taler om hele tre bøger: “Begge dele”, en roman om køn og identitet, kunst og liv, som udkom sidste år; romanen “Autumn”, der udkommer til efteråret; og novellesamlingen “Den første person og andre historier” (2008), som lige er kommet på dansk.

Erica Jong (1942) huskes stadig for sin debutroman “Luft under vingerne” (1973), der er solgt i 27 millioner eksemplarer. Jongs portræt af den kvindelige seksualitet gjorde forfatteren til et ikon, og i år optræder hun på Louisiana med “Vingeskudt” (2015), en efterfølger til debuten.

Linn Ullmann, der er aktuel med "De urolige", gæster festivalen i år. Fotograf: Agnete Brun.

Linn Ullmann, der er aktuel med “De urolige”, gæster festivalen i år. Fotograf: Agnete Brun.

Med “De urolige” har den norske forfatter Linn Ullmann skrevet en stærk kandidat til at vinde Nordisk Råds litteraturpris. Romanen handler om en datters forhold til sine berømte forældre. Linn Ullmann, der selv er datter af berømthederne Ingmar Bergman og Liv Ullman, kalder romanen “en kærlighedserklæring”.

På Louisiana taler hun med Kirsten Thorup, som har skrevet om mor-datter forhold i sin nye roman.

Poesi og eventyr

Der vil også være poesimaraton med danske digtere som Klaus Lynggaard, Ursula Andkjær Olsen, Morten Søndergaard, Naja Marie Aidt og Peter Laugesen. Og endelig kan man komme og høre Benny Andersen læse op.

Sidst men ikke mindst er der tænkt på de mindste: Tegneren, filmskaberen, forfatteren og musikeren Flemming Quist Møller er kendt og elsket af børn og deres forældre for “Cykelmyggen Egon”, “Jungledyret Hugo”, “Snuden” og “Bennys Badekar”. På festivalen fortæller Flemming Quist Møller en serie eventyr, akkompagneret af guitaristen Christian Sievert.

Så det er bare med at komme afsted til litterær nydelse og nærvær i Nordsjælland, før man igen bliver rendt over ende af tiden 😉


Læs mere om Louisiana Literature 2016 og se hele programmet for festivalen, der varer fra den 18. til den 21. august, her: https://www.louisiana.dk/det-sker/louisiana-literature

Du kan læse eller genlæse mine indlæg om Louisiana Literature 2017 og 2015 her:

https://kigindibogensverden.wordpress.com/2017/08/24/litteraer-luksus/

https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/08/20/louisiana-literature/


 

2 thoughts on “Nydelse og nærvær

  1. Pingback: Litterær luksus | Kig ind i bogens verden

  2. Pingback: Louisiana Literature | Kig ind i bogens verden

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s