Bogforum 2022

I dag slår Bella Center igen dørene op for Danmarks største bogmesse.

Et hav af danske forfattere og bogaktuelle navne optræder i år på messen sammen med nogle af Nordens store litterære navne.

Blandt de nordiske forfattere finder man blandt andet:

Linn Ullmann, som deltager med sin nye og meget anmelderroste roman “Pige, 1983” – en roman om magt og afmagt, lyst og skam, skønhed og glemsel.

Per Petterson møder sin danske oversætter, Karen Fastrup, til en samtale om Pettersons dagbogsværk “Mit Abruzzo”.

Og forfatter Jan Guillou kommer og fortæller om sin seneste roman “Den der dræbte helvedes engle”.

Danske bognavne

Bogglade besøgende kan også opleve flere af de forfattere, hvis bøger Kig ind i bogens verden har omtalt i år, heriblandt:

Danser og skuespiller Silas Holst, der fortæller om sin netop udkomne bog “NOK” (læs indlæg her).

Adrian Lloyd Hughes taler blandt andet med forfatter Hanne-Vibeke Holst om sin families dramatiske historie beskrevet i bogen “Mors dreng” (se indlæg her).

Erling Jepsen fortæller om sin nye roman “Vindueskiggeren” – en sorthumoristisk roman om en vindueskigger, der pludselig bliver inviteret indenfor (se omtale her).

Fik man lyst til at læse Sissel-Jo Gazans nye videnskabsroman efter at have set omtalen på bloggen (læs her), er der mulighed for at møde forfatteren, når hun interviewes af journalist og forfatter Stephanie Caruana om “Uglens øje”.

Søren Ryge og Jens H. Petersen deltager med deres bog “80 vilde blomster du gerne vil kende” (læs indlæg her).

Mødre og døtre

Emma Bess fortæller i en samtale med journalist Rasmus Meldgaard Harboe om sin roman “Ly”, der omhandler forholdet mellem mor og datter og om at blive set som den, man er (læs mere her).

Kristina Stoltz bliver interviewet af journalist og forfatter Kamilla Löfström om sin nye roman “For evigt” – en bog om klima og kærlighed, omsorgssvigt og forældreskab i en tid, hvor verden er i opbrud (se omtale her).

Forfatterne Lotte Kirkeby og Puk Qvortrup taler om familie og kærlighed. Journalist Kamilla Löfström er moderator. Lotte Kirkebys roman “Hvis man ikke vidste bedre” blev omtalt her på bloggen i starten af året (læs her).

Herudover deltager en masse andre forfattere, skuespillere og musikere, præster og politikere på Bogforum 2022.

Og selvfølgelig er der også noget for børnene, som blandt andet kan opleve Sigurd Barrett, Sebastian Klein og sanger Rasmus Ott. Du kan læse mere om Børnebogsforum her.

God bogweekend 🙂


Bogforum varer fra fredag 4. til og med søndag 6. november.

Se hele programmet her: https://bogforum.dk/da-DK/Programmet-2022/Programmet-2022.aspx


Lille sommerfugl

Ny håndbog stiller skarpt på sommerfuglene, der også spiller en rolle i ny videnskabskrimi.

De stiger op, planetens sommerfugle

som farvestøv fra jordens varme krop,

zinnober, okker, guld og fosforgule,

en sværm af kemisk grundstof løftet op.”

Med disse ord indleder Inger Christensen sin smukke digtsamling “Sommerfugledalen”.

Sommerfugle har til alle tider betaget og fascineret menneskene, og for alle os, der elsker sommerfugle og gerne vil vide mere om dem, er der godt nyt.

152 arter

I morgen udkommer “Nordens sommerfugle”, en felthåndbog over alle de dagsommerfugle, man kan spotte i Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Det er den svenske biolog Bo Söderström, der står bag felthåndbogen, som beskriver og illustrerer alle 152 arter af dagsommerfugle.

Forlaget Gyldendal oplyser, at de over 600 fotos er taget af nogle af Nordens dygtigste naturfotografer.

Bogen indeholder endvidere kort, hvor man kan se arternes udbredelse og en oversigt over deres flyvetider.

Man kan også læse om sommerfuglenes liv og økologi, de bedste sommerfuglesteder i Norden og arternes status i Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Nordens sommerfugle-forside

Bogen udkommer 10. juni.

Medicinalskandale

Biolog og forfatter Sissel-Jo Gazan har haft stor succes herhjemme og i udlandet med sine naturvidenskabelige spændingsromaner.

Nu er hun aktuel med efterfølgeren til bestsellerne “Dinosaurens fjer” og “Svalens graf”.

I “Uglens øje” vender Sissel-Jo Gazan tilbage til persongalleriet fra “Dinosaurens fjer”.

Politikommissær Søren Marhauge er blevet enlig far til to og en kende træt af såvel livet som det fag, han engang brændte for.

Da der sker en alvorlig ulykke på den danske medicinalvirksomhed Sax Pharma, og en ung læge dør, får Søren sagen.

Lægen var barndomsven af Sille Bjergager, der er farmakonom og varm fortaler for Sax Pharmas nye mirakelmedicin mod angst og depression. Medicinen har nemlig hjulpet hendes bror ud af en alvorlig depression, så han nu har fået sit drømmejob som sommerfugleekspert på Københavns Universitet.

Tonny Enggaard er grundlægger og leder af Sax Pharma og har udviklet vidunderpræparatet sammen med blandt andre den nu afdøde læge.

Politikommissæren konkluderer hurtigt, at der er tale om et mistænkeligt dødsfald, og da en kæmpe medicinalskandale snart truer, krydses Sørens, Silles og Tonnys veje.

For hvad er det egentlig, der foregår bag succesen og murene i medicinalindustrien?

9788740061567

Bogen udkommer 15. juni.

God weekend – og læselyst 🙂


Kilder:

Inger Christensen: Sommerfugledalen – et requiem (1991)

Sommerfugledalen-forside-2

Gyldendal

https://presse.gyldendal.dk/BookDetail.aspx?ISBN=9788702293289&mode=comende

Politikens forlag

https://www.politikensforlag.dk/uglens-oeje/t-2/9788740061567


Titler til træet

Kig ind i bogens verden giver i denne uge tips til gode boggaver under juletræet.

Som noget nyt har jeg i år kastet mig ud i boghandelen som juleassistance. Og det er en fornøjelse her at møde læseglade kunder og medarbejdere og blive klogere på både bøger og litteraturens salgskanaler.

En af de titler, der kommer til at ligge under mange juletræer i år er Jens Andersens “Under bjælken – et portræt af Kronprins Frederik”. Biografien bygger på samtaler og rejser med kronprinsen igennem halvandet år og interviews med hans familie og venner. (Læs mere her).

Også Sissel-Jo Gazans “Blækhat” er populær i julehandelen. I sidste uge fortalte hun om romanen i “Vild med bøger” på DR K, og det blev til en interessant samtale med Flemming Møldrup. Bogen handler om Rosa, der vokser op i 1980’ernes Aarhus blandt hippier, graffitimalere, BZ’ere og venstreradikale. Jeg læste i sin tid hendes bestseller “Dinosaurens fjer”, og hvis Sissel-Jo Gazan holder stilen i sin nye bog, er der super godt læsestof til dem, der pakker “Blækhat” ud juleaften.

Krigens ansigter

Selv har jeg i efteråret foræret fødselarer titler, som også er oplagte julegaver. Heriblandt Morten Møllers “De glemtes hær”. Bogen om de danske frivillige under Den Spanske Borgerkrig vil med garanti lande hos mange historieinteresserede juleaften. (Læs omtale her)

Også Puk Damsgårds “Den sorte kat i Mosul” har jeg givet i fødselsdagsgave. I bogen har journalisten og forfatteren flyttet sit skriveværksted til fronten i Mosul i Irak for at skildre krigen og dens skæbner på tæt hold.

Til en fødselsdag sidste weekend fik jeg på det kraftigste anbefalet Nobelpris-modtager Svetlana Aleksijevitjs “De sidste vidner”, hvor hun interviewer kvinder og mænd, der var børn i Sovjetunionen under Anden Verdenskrig (Læs omtale her).

Men, advarede den begejstrede læser, bogen er så barsk, at man er nødt til at holde en del pauser og gå en masse ture ind imellem læsningen.

Himmel og hav

Pauser kan også fyldes ud af gode bøger, der løfter humøret. Og når den jordiske tristesse bliver for tung, kan man heldigvis hæve blikket og følge livet på himlen.

Her vil jeg gerne anbefale Klaus Bjerres skønne fotobog “Himlen over Israel” (Læs min anmeldelse her).

Ligesom jeg igen må slå et slag for Mats Ottosson, Bill Zetterström og Dan Zetterströms dejlige “Fuglekalender 2018” (Se anmeldelsen her).

Foruden himlen er der ikke noget som havet, der kan åbne øjnene og sindet. Og derfor vil Troels Kløvedals biografi “Alle mine morgener på jorden” også ligge under træet herhjemme i år! (Læs mere her).

Boggaver til børn

Vil man berige sine børn med god og lærerig læsning til jul, er Nils Hartmanns “Hvem bestemmer i Danmark – Historien om danskernes vej til demokrati” et oplagt valg. (Læs anmeldelsen her).

Og skal poderne begaves med skønlitteratur, vil jeg igen-igen anbefale Antoine de Saint-Exupérys fortryllende eventyr “Den lille Prins”. (Læs mere her).

God juleshopping 🙂


Du kan møde forfatter og litteraturforsker Jens Andersen

Søndag 10. december
kl. 12.30-13.30
Arnold Busck Boghandel
Lyngby Storcenter
Gratis, alle er velkomne