Fortiden lever

Ny film baseret på anmelderrost roman dykker ned i fortidens skatte og begravede liv.

I 2007 udkom John Prestons roman “The Dig”, der fortæller om et uvurderligt arkæologisk fund gjort i sommeren 1939 få måneder før Anden Verdenskrigs udbrud.

Handlingen spænder over tre hektiske måneder, hvor lokale amatørarkæologer og udgravere i konkurrence med erfarne museumsfolk graver et oldgammelt skib fri af den engelske muld.

Efterhånden som krigen rykker tættere på, og guld og uerstattelige skatte titter frem af jorden, væves personernes kærlighedsliv, tab og drømme sammen i en fælles bevidsthed om, at fortiden aldrig helt forlader os.

Unikt fund

John Prestons bog bygger på virkelige begivenheder.

I 1939 gjorde amatørarkæolog Basil Brown et af de største fund i britisk arkæologisk historie, da han i Suffolk, Østengland, fandt et 27 meter langt angelsaksisk skib med et gravkammer fuld af skatte fra den tidlige middealder.

Skatten rummede blandt andet guld, smykker, sølvtøj fra det fjerne Byzantium, dyrebare tekstiler og en nu ikonisk hjelm.

Arkæologerne og jordejer Edith Pretty var målløse. Der var tydeligvis tale om en betydningsfuld persons grav. Men hvem var det? Og hvad kunne fundet fortælle os om det angelsaksiske samfund? (Kilde: British Museum)

Mesterlig film

Jeg har stadig John Prestons roman om den arkæologiske sensation i Sutton Hoo til gode, men har netop set Simon Stones fremragende film baseret på romanen.

I filmen afdækker Stone på mesterlig vis karakterernes liv og følelser i takt med udgravningen af det opsigtsvækkende skib.

Amatørarkæolog og udgraver Basil Brown (i skikkelse af Ralph Fiennes) inviteres af Edith Pretty (spillet af Carey Mulligan) til Sutton Hoo for at se på nogle gravhøje på hendes jord.

Krigsenken og den enlige mor deler Browns glødende interesse for arkæologi, og inden længe er han da også i gang med at grave i den af højene, som hendes mavefornemmelse siger, rummer noget særligt.

Snart myldrer museumsfolk fra nær og fjern til Sutton Hoo for at få del i det exceptionelle fund, samtidig med at filmen graver stadig dybere spadestik i karakterernes fortid og følelsesliv.

Det flygtige nu

“The Dig” er et smukt, eksistentielt drama om liv og død, kærligheden og tiden og om vores desperate forsøg på at fastholde nu’et i en evig kamp mod altings – ikke mindst vores egen – forgængelighed.

En kamp, der bliver meget konkret, da arkæologer og udgravere må udvise ekstra stor forsigtighed under udgravningen af de skrøbelige skibsrester, for at fortiden ikke skal smuldre mellem hænderne på dem. Ligesom Ediths fætter Rory med sin fotografering af det arkæologiske arbejde prøver at fryse det flygtige nu.

Sideløbende mærker vi optakten til Anden Verdenskrig. Vi ser de unge mænd, der indkaldes til militærtjeneste, deres farlige flyveøvelser over marker og enge og træningslejrene, der opføres på den jord fortidens krigere hviler i.

Billedsiden er i top med betagende smuk fotografering af det engelske landskab, og hvor også karakterernes ansigter udgør landskaber med begravede følelser, håb og drømme.

Skuespil i særklasse

Ralph Fiennes er en af vor tids helt store karakterskuespillere, og som underspillet, vejrbidt træmand med følelserne i behold overbeviser han i rollen som Basil Brown.

Carey Mulligans Edith Pretty er sart, men stærk, og en både kærlig moder og retfærdig arbejdsgiver.

Men også Lily James’ unge arkæolog og Johnny Flynns fotograf og flyveraspirant til Royal Air Force er ømt troværdige. Og endelig viser Archie Barnes i rollen som Ediths søn, Robert, stor styrke og sårbarhed.

Simon Stones “The Dig” er kort sagt en på alle måder berigende oplevelse.

Filmen kan streames på Netflix.

God weekend 🙂


Bonusinfo

Du kan læse New York Times’ anmeldelse af John Prestons bog “The Dig” her:

https://www.nytimes.com/2016/04/03/books/review/the-dig-by-john-preston.html

Læs mere om de enestående Sutton Hoo-udgravninger her:

https://www.britishmuseum.org/collection/death-and-memory/anglo-saxon-ship-burial-sutton-hoo

På samme hjemmeside kan man læse om den ikoniske Sutton Hoo-hjelm:

https://www.britishmuseum.org/collection/object/H_1939-1010-93

Som et lille kuriosum kan det oplyses, at hjelmen blev brugt som forsideillustration til Keld Zeruneiths gendigtning af “Beowulf” (se bogomtale her).