“Historien vil være mig venligt stemt, for jeg agter selv at skrive den.”
Ordene er Churchills og er et blandt mange citater, han var ophavsmand til i løbet af sit 90 år lange eventyrlige liv.
Nu kan man læse et udvalg af denne næsten mytologiske skikkelses ordkunst på dansk.
I “Churchill-citater – Ordrigt, åndrigt og nedrigt” skildrer Jan Hedegaard, journalist og Churchill-fan siden sin barndom, manden og mennesket i sjov og alvor. Hedegaard har udvalgt, oversat og kommenteret citaterne, der også introducerer læseren til Churchills fantastiske liv.
Winston S. Churchill (1894-1965) befandt sig gennem et halvt århundrede i centrum af det offentlige liv i Storbritannien, først som soldat, derefter som journalist og forfatter og siden som politiker, taler, statsmand og krigsleder.
Både under Første og Anden Verdenskrig var han en markant skikkelse med poster i krigsministeriet, koloniministeriet og statsministeriet.
Med profetisk klarsyn forudså han tidligt faren fra Hitler og Nazityskland, og da Storbritannien i 1940 reelt stod alene over for den tyske krigsmaskine, var det Churchill, der indgydede håb og kampgejst hos sit folk.
Udover at skrive historie med briternes heroiske kamp mod Tyskland skrev Churchill en række bøger. I 1953 fik han Nobelprisen i litteratur for sin store bogproduktion, og ved siden af sin karriere som politiker og forfatter nåede han ovenikøbet også at male.
Hvis man har lyst til at supplere citatbogen med mere viden om denne helt unikke person, kan Martin Gilberts “Winston Churchill – Manden bag myten” anbefales. Bogen er en forkortet udgave af den officielle biografi “Churchill – et liv”, der beskriver den store mands historie i otte bind.
Og lad os slutte dagens blog med endnu et evig gyldigt Churchill-citat:
“Vi er herrer over de usagte ord, men vi er slaver af dem, vi lukker ud.”