“4.50 fra Paddington” er en af Agatha Christies berømte detektivromaner med Miss Marple som skarp hjerne, der fælder forbryderne hurtigere, end politiet kan blinke.

I bogen bliver en af detektivens veninder vidne til et mord på et tog, der passerer det tog, veninden sidder i. Hverken politi eller togpersonale tror hende, da de ikke kan finde nogen spor efter forbrydelsen. Kun Miss Marple er overbevist om, at hendes veninde har overværet et mord og sætter sin egen efterforskning i gang.

Jeg kom til at tænke på “4.50 fra Paddington”, da jeg læste om den nye succesroman, “Kvinden i toget”, der udkom i går.

Romanen er en moderne parforholdsthriller af engelske Paula Hawkins og verdens hurtigst sælgende debutbog. Den er allerede en bestseller i Storbritannien og USA, er solgt til udgivelse i 41 lande, og Dreamworks har købt filmrettighederne.

Der er med andre ord rigtig lagt i PR-kakkelovnen til bogen, der for en stund nok skal stille sulten hos den kæmpe skare af krimihungrende læsere.

Hovedpersonen er fraskilte, alkoholiserede Rachel, der hver morgen tager toget ind til London. Hver dag holder toget stille foran et bestemt hus, og Rachel forestiller sig det perfekte liv, det smukke unge par, som bor der, lever. Men en dag ser hun noget dybt chokerende fra togvinduet, og kort tid efter forsvinder den unge kvinde fra huset. Rachel alarmerer politiet og blander sig i efterforskningen. Men hun er ikke noget pålideligt vidne, og hendes alkoholisme gør, at hun ikke engang kan stole på sig selv.

Jeg må indrømme, at jeg ikke er den store krimilæser, selv om jeg elsker at opleve Miss Marple og Hercule Poirot i aktion både i bøger og på tv.

Men ifølge foromtalen er Paula Hawkins’ roman andet og mere end en gængs krimi, og der refereres endda til Hitchcock (formentlig mesterværket “Skjulte øjne”).

Så med efteråret for døren vil jeg skaffe mig et eksemplar af “Kvinden i toget”, og hvis den er for uhyggelig, kan jeg altid droppe den som godnatlæsning og i stedet læse den i toget …