Kulturnat og Bøger

Igen i år kan danskere i alle aldre opleve kultur på museer, teatre, forlag, hospitaler, universiteter og i bladhuse, kirker, ministerier og retsbygninger, når Kulturnatten bryder løs fredag den 9. oktober.

Jeg har taget et lille kig på et par af de arrangementer, der står i litteraturens tegn:

Lord Byron og Danmark

På Bakkehusmuseet på Frederiksberg fortæller litteraturhistoriker Grethe Rostbøll om den britiske, romantiske digter Lord Byron (1788-1824) og hans betydning for danske kunstnere og kulturpersonligheder herunder billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, digteren Holger Drachmann og forfatteren Karen Blixen.

Lord Byrons hovedværk er det lange satiriske digt “Don Juan”. Og poeten, der selv havde et meget aktivt kærlighedsliv, efterlod sig spor med den særlige byronisme, som i høj grad prægede 1900-tallets europæiske kultur, kunst, filosofi og samfundskritik.

Foredraget Lord Byron og Danmark er kl. 20:30-21:30.

Og har man fundet sig tilrette og har mod på noget andet, kan man blive hængende og høre “Dan Turell var vild med Clifford Brown” – en musisk-lyrisk dialog mellem forfatteren Asger Schnack og musiker Jan Kaspersen. Det sker kl. 22:30.

Tilmelding til arrangementerne er ikke nødvendig.

Lyt til hemmeligheder

På Københavns Hovedbibliotek i Krystalgade kan man lytte til hemmeligheder! Måske er det hemmeligheder fra litteraturens verden, måske er det helt almindelige danskeres hemmeligheder, som er blevet indsamlet af DR.

Under alle omstændigheder opfordres kulturnatgæster til at læne sig tilbage og nyde “sammenblandingen af fiktion, løgn & latin og vaskeægte hemmeligheder, der ellers ikke ser dagens lys”.

Andetsteds på biblioteket inviterer Forlaget Gladiator til turbooplæsninger med efter sigende de vigtigste talenter i dansk litteratur lige nu.

Tilmelding er nødvendig til begge arrangementer.

Underjordisk verden er udsolgt

Nogle arrangementer er så populære, at de er udsolgt flere dage inden Kulturnatten. Det gælder eksempelvis Cisternernes kulturtilbud “Tordenblod og det fjerde kammer” på Frederiksberg. Her inviteres børn fra 7 år og deres forældre ned i Cisternerne sammen med børnebogsforfatteren Tina Sakura Bestle.

Deltagere, der har sikret sig en plads, kan høre den virkelige historie om de mægtige underjordiske rum. Historien om Tordenblod og det modige barn. Historien om det fjerde kammer …

Tina Sakura Bestle er uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur og har blandt andet skrevet den roste serie ”Ærtehalm”.

Men selv om nogle arrangementer allerede er udsolgt, eller man kører sur i de lange køer foran populære besøgsmål, er listen over tilbud så lang, at man kan være sikker på en begivenhedsrig kulturnat.

Og ellers kan man også tilbringe aftenen med en god bog derhjemme 😉


Læs mere om Kulturnatten 2015 her:

http://www.kulturnatten.dk/da/Kulturnatten

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s