Benny Andersens novemberdigt er tidløst, men dette efterår rammer spørgsmålet, som han rejser sidst i digtet: “Vil vi falde i levende hænder?” en særlig følelse i mig. For med de meget voldelige begivenheder i og uden for Europa netop nu kan man godt få en følelse af menneskeheden i frit fald – og hvem skal gribe os?
Desværre er det ikke første og næppe heller sidste gang, at man som menneske kan rammes af den følelse.
De tanker og følelser, som digteren havde, da han nedfældede sine linjer, kan have været udløst af en helt anden situation, end den hans modtager et halvt århundrede senere befinder sig i. Og alligevel kan læseren føle sig genkendt og forstået og opleve, at digteren bedre end nogen anden sætter ord på hans eller hendes følelser.
Sådan har jeg det både med “Novemberdag” og digtet “Lige før vinter”, der også stammer fra samlingen “Den musikalske ål”, og som jeg slutter dagens blog med:
Kig ind i bogens verden 
Kære Elisabeth,
Tak for et dejligt indlæg til tiden – tiden, hvor det er efterår og tiden, som skræmmer os lige nu.
Kom til at tænke på denne sang, som jeg har sunget på højskole, teksten skrevet af Thorkild Bjørnvig i 1959 under den kolde krig:
Mørk er november og løvfaldet slut,
vandet begynder at fryse,
lyset fra solen og blomsterne brudt –
da må vort hjerte selv lyse.
Synge vil vi, legen er magt,
mer end beregning, forstand og foragt
værn mod det sorte og tomme.
Om der svæver dødelig dræ,
vil vi dog elske – og plante et træ:
frugter kan uspået komme.
“Dødelig dræ” handler vist om den tids frygt for radioaktivt nedfald. Hver tid sin frygt og samtidig muligheden for at finde tryghed med de værdier, som heldigvis binder langt overvægten af mennesker sammen.
Jane
LikeLike
Kære Jane. Mange tak for din kommentar – og for det meget rammende digt af Thorkild Bjørnvig. Man fristes til at spørge: Bliver vi mennesker aldrig klogere? Og samtidig er der på paradoksal vis en trøst i, at vi har været der før og kom igennem det, og det gør vi også denne gang 🙂
LikeLike