BogForum er verdens hyggeligste messe også efter, at den er flyttet til Bella Center.
Naturligvis faldt det i øjnene, at der i år holdt to salatfade og en patruljevogn ved indgangen, og at bevæbnede betjente holdt vagt (de var der af hensyn til enkeltpersoner, der er beskyttet under PET, og som skulle tale på messen).
Men ellers var alt, som det plejer: Røde løbere og farvestrålende udstillinger med bøger fra væg til væg, og uanset, hvor man så hen, mødtes man af forfattere på kæmpe plakater og hyggelige scener, hvor de sad og talte for et lydhørt publikum.
Som altid var BogForum et overflødighedshorn af litterære oplevelser, og man ville ønske, man kunne være to eller tre steder på én gang! Men frem for at stæse rundt mellem oplæsninger, interview og signeringer foretog jeg nogle punktnedslag, hvor jeg gav mig tid og ro til at lytte.
Leif, Bertel og den sorte skole
På messens første dag ville jeg en tur tilbage til barndommens land. Så jeg lyttede til forfatter Leif Davidsen og kulturminister Bertel Haarders samtale om deres bidrag til bogen “Min barndom i 50’erne”. Det blev til en halv time i selskab med de to veloplagte herrer om, dengang der ikke fandtes curlingbørn.
“Vi fik temmelig mange bank,” huskede Leif Davidsen om sin skoletid i Bogense, og fortsatte med et svagt smil: “Som hævn nævner jeg lærerne ved navn i bogen, selv om de for længst er lagt under mulde. Der var især en gymnastiklærer, som slog de arme tykke drenge, men jeg gik aldrig hjem og sladrede.”
“Jeg husker, når vikaren langede ud efter mig, og det havde jeg sådan fortjent!” sagde Bertel Haarder efterfulgt af tilhørernes venlige latter. “Børn og voksne var meget adskilt dengang. Hvorfor engagerede mødrene sig ikke mere? De var jo hjemmegående,” funderede ministeren. “Men det værste, jeg vidste, var nu, hvis mine forældre tog til forældremøde. Jeg har smidt sedler om møderne væk for at undgå det,” tilføjede han, og igen lød der velvillig latter fra det jævnaldrende publikum.
“Ja, det var en tid, hvor børnene fik lov at opdrage hinanden og passe sig selv. Det har været umanerlig hårdt for nogle børn, især dem der var lavest i hierarkiet,” sagde Leif Davidsen.
Alt for hurtigt var den muntre samtale om en ikke altid lige munter tid forbi, og vi manglede kun den buldrende pejs for at fuldende indtrykket af en kaminpassiar om dengang far var dreng.
Minutmysterier
Hyggelig dagligstue var der også over Lyttesalonen, og igen var det som at være hensat til 1950’erne, dengang Radioteatrets “Gregory-mysteriet” lagde gaderne øde. Skuespillere fra Momo – Skuespillernes Lydbogsværksted læste fullcast oplæsning på “Minutmysterier”, hvorefter publikum skulle opklare krimigåden. At Sherlock Holmes ikke har levet forgæves, var tydeligt, når bogelskerne gav deres bud på, hvem forbryderen var, og skuespillerne og publikum nød detektivlegen. Stemningen var tiptop, og jeg håber, det er et arrangement, der er kommet for at blive. Også i 2015 kan dygtige skuespilleres stemmer fængsle lytterne og give bøger nyt liv!
Tid blev der også til at høre Nicolas Bro fortælle om superhelte og Teri Terry berette om sine science fiction-romaner. Min bedre halvdel var begejstret for Jan Guillous samtale med Diana Bach om hans bogserie om 1900-tallet “Det Store Århundrede”. Guillou blev bedt om at skrive to årstal ned, han gerne ville rejse tilbage til (hvis tidsrejser var mulige). Han skrev ca. år 30 og 1927. Og hvorfor så det? Jo, det ville være et journalistisk scoop at interviewe Jesus, og i 1927 ville Guillou uden større risiko have kunnet skyde Hitler. Gid tidsrejser var mulige!
Men det er de desværre ikke, og med ét var BogForum ovre. Tiden var fløjet hurtigere end de fly, der letter og lander ikke langt fra Bella Center, og i lighed med tidligere år måtte jeg sande, at det var umuligt at nå alle de arrangementer, jeg gerne ville høre.
Godt, der er et BogForum igen til næste år!
Giv dine ører en god oplevelse og besøg Momo – Skuespillernes Lydbogsværksted her: http://www.momolydbog.dk/omos/