Not Dead Yet

Skrev Phil Collins “In the air tonight” efter at have været vidne til en drukneulykke? Hvad er historien bag den mystiske malespand, som stod ved siden af ham ved hans debutoptræden med samme nummer i “Top of the pops” i 1981?

Dette og mange andre spørgsmål, der har optaget talrige fans gennem tiden, kan man få svar på i hans selvbiografi “Ikke død endnu” (“Not Dead Yet”).

Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget memoris.

I bogen tager Phil Collins os med tilbage til barndommen i en fattig forstad til London, hvor hans kærlighed til trommerne bliver vakt fra femårsalderen. Vi er med, da han tager ud til Peter (Gabriel) med annoncen “Trommeslager søges” i hånden, og vi hører om hans første oplevelse med den britiske overklasse i mødet med det alvorlige og excentriske trekløver, Peter, Tony (Banks) og Mike (Rutherford), der er den diametrale modsætning til Phil og hans lyse gadedrenge-sind.

Svær rolle

Vi hører om de tidlige Genesis år, hvor de sled sig igennem med den sære Peter som frontmand, og siden Phils udfordringer som forsanger i bandet – en rolle, han aldrig fandt let. Endelig tager han os med til de senere år, hvor karrieren går på hæld, med kedelige konsekvenser.

Alt fortalt i en let flydende stil – og fint oversat til dansk af Michael Jepsen.

Phil Collins fortæller om tilblivelsen af en række af de store hits, som afspejler hans måde at møde livet på, afbrudt af pudsige anekdoter fra musikhistoriens bagland.

Men der er også de mere alvorlige oplevelser, hvor han tynges af skilsmisserne i sit liv (3 stk.), og det ansvar han løb fra som ægtemand og familiefar i sin tidskrævende og selvoptagede rejse op ad hitlisterne.

Oplevelse fra helvede

Kapitlet om forberedelserne til og afholdelsen af Live-Aid er direkte nervepirrende. Ikke kun på grund af beretningen om, hvordan han skal nå de to koncerter i London og Philadelphia på samme dag, men også på grund af skildringen af det katastrofale samspil med Led Zeppelin i Philadelphia.

En gimmick som allerede inden koncerten udviklede sig til en oplevelse fra helvede, da Phil træder ind i campingvognen som den glade firser pop-gulddreng, der lige er fløjet ind med Concorden, med en hær af journalister bag sig og møder det gamle genforenede band med en mørk fortid.

Jimmy Pages isnende hilsen til den nytilkomne “snothvalp” varslede ikke godt for den kommende optræden foran 1,6 milliard seere.

Har man bare et gran af interesse for musikhistorie, er det vildt underholdende læsning.

Rå branche

Phil Collins fortæller levende og lige ud af posen. Selvrefleksion er måske ikke hans stærkeste side, men læseren bliver alligevel klogere på mennesket Phil Collins.

Han er en mand, der på den ene side går sine egne veje og har det bedst, når han sidder bag sine trommer, og på den anden side er pligtopfyldende og stiller op til alt, med store omkostninger i privatlivet.

Bogen giver også et godt billede af en rå og ubarmhjertig musikbranche, hvor selv de største navne hele tiden kæmper for at genopfinde sig selv i den evige stræben efter opmærksomhed og rampelys. En verden som Phil Collins beskriver med en befriende distance, der måske skyldes, at han gennem det meste af sin karriere har befundet sig øverst i fødekæden og siden gennembruddet med “Face Value” sjældent har været afhængig af nogen.

Dog bliver han i de senere år selv offer for branchens råhed, da han pludselig i 2009 står som en arbejdsløs “has been” med en karriere, der er røget i slæbesporet og – endnu – et forlist ægteskab. Drevet af sit manglende selvværd, der har luret under overfladen gennem hele bogen (og livet), ryger han i en hidtil uset depression, der gør ham dybt alkoholiseret til, han er døden nær.

Befriende læsning

Som stor fan gennem 35 år undrer jeg mig over, at han ikke bare kan læne sig tilbage og være tilfreds med den store sangskat, han har bidraget med til pop-historien. Men det er også det, der gør bogen til mere end blot en pose slik til fanskaren. Phil Collins er ærlig, og udover de store milepæle i hans karriere, som vi kender og her følger bag kulissen, er læseren med i hans dagligdag med de udfordringer, prøvelser og tvivl, vi alle oplever. Alt fortalt med hans ligefremme britiske humor.

Dette gør “Ikke død endnu” til en befriende læseoplevelse, især når man tænker på den (selv)fede Facebook-fernis, mange af nutidens stjerner gemmer sig bag.

“Ikke død endnu” kan anbefales til alle, som er interesseret i musikhistorie fra 1970erne og 1980erne. Dog er bogen nok mest underholdende for den fanskare, der har fulgt Genesis i almindelighed og Phil Collins i særdeleshed i denne periode.

Man skal ikke forvente en dyb analyse af Genesis’ psykedeliske univers fra 1970erne eller en minutiøs gennemgang af Phils kreative proces bag mange af hans hits i 1980erne. Dertil er hans tilgang til verdenen lidt for ureflekteret og let.

Men hvis man, som jeg, er vokset op i denne periode, er “Ikke død endnu” et vidunderligt “trip down memory lane” med en symfoni af små anekdoter, hvor mange af de kunstnere, der har skabt musikalske kerneminder, spiller op fra orkestret. Herligt!

Anmelder: Jay-Jay


 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s