En ven for livet

Ny bog er et vigtigt vidnesbyrd om det mørkeste kapitel i menneskehedens historie.

Den 12. oktober i år døde Eddie Jaku i en alder af 101 år.

Da han var ung, var der ikke mange, som ville have troet, at han skulle få så langt et liv, og at han ville ende med at kalde sig jordens lykkeligste mand.

Eddie Jaku blev født 14. april 1920 i Leipzig i Tyskland som barn af jødiske forældre.

Familien anså sig selv som tyskere først, dernæst jøder. Men da Hitler kom til magten, mærkede Eddie og hans familie for alvor det voksende jødehad i Tyskland, og i 1944 blev de deporteret til Auschwitz. Forældrene blev myrdet ved ankomsten, men Eddie og hans søster overlevede.

I mange år var Eddie tavs om de rædsler og den ufattelige ondskab, han havde oplevet under Anden Verdenskrig. Men som tiden gik, tænkte han, at han havde et ansvar for at tale om det og en pligt til at lære verden om, hvor farligt det er at hade. “Verden er nødt til at vide besked,” konkluderede han.

jordens-lykkeligste-mand-3642409

Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget memoris.

Vanvittigt had

Eddie Jakus selvbiografi “Jordens lykkeligste mand” er dedikeret til fremtidige generationer. I bogen fortæller han sin historie og beskriver, hvordan civiliserede tyskere blev grebet af et vanvittigt had.

Vi hører, hvordan Eddie som 13-årig blev smidt ud af sin skole, fordi han var jøde og under falsk identitet kom ind på en anden skole langt fra sin familie og sit hjem.

På den nye skole lærte han maskinteknik og fik en uddannelse, der siden skulle redde hans liv. Han levede en beskyttet tilværelse på skolen og fandt først ud af, hvor galt det stod til i Tyskland, da han ville besøge sin familie i november 1938.

Eddie blev tævet halvt ihjel af nazister på krystalnatten og kørt til Buchenwald-koncentrationslejren.

Helvede på jord

Forholdene i Buchenwald var så uhumske, at sygdom og sult var uundgåeligt. Eddie beskriver brutaliteten og sadismen, de daglige tæsk og mord begået af tyskerne i kz-lejren.

Det var Tyskland i 1938. Fuldstændig forvandlet, ingen moral, ingen respekt, ingen menneskelig værdighed.” (Citat fra bogen)

Efter seks måneder slap Eddie ud takket være sin uddannelse som værktøjsmager. Han søgte tilflugt i Belgien, men blev anholdt der og sendt i flygtningelejr.

Første gang Eddie blev deporteret til Auschwitz, lykkedes det ham at flygte fra toget på vejen dertil. Men i februar 1944 endte han i dødslejren sammen med sin familie. Hans forældre blev sendt direkte i gaskammeret af den berygtede Josef Mengele, og Eddie og hans søster tilbragte et år i helvede på jord.

Venskabets styrke

Beskrivelserne af mareridtet i Auschwitz er uhyre barsk læsning, og igen og igen spørger Eddie (og læseren) sig selv, hvordan Hitler i den grad var i stand til at gøre venner til fjender og almindelige mennesker til mordere og monstre.

Det forekommer nærmest umuligt, at nogen kunne overleve Auschwitz.

Men overlevede gjorde Eddie heldigvis! Og det tilskriver han ikke mindst sin gode ven Kurt. De to hjalp hinanden og var – forstår man – et lys i mørket for hinanden:

Disse øjeblikke af venskab og taknemmelighed var nødvendige for at overleve det umenneskelige sted, Hitler havde skabt. … Uden venskab er et menneskes sjæl fortabt. En ven er én, der minder dig om at føle dig i live.” (Citater fra bogen)

Tilbage til livet

Overlevelsen skete ikke uden ar på krop og sjæl. Eddie fortæller eksempelvis om de svovlbade, han måtte tage efter krigen for at hele sin hud. Endnu sværere var det at hele arrene på sjælen.

Selv for mig tog det mange år at indse, at så længe jeg stadig bar frygt og smerte i mit hjerte, så ville jeg aldrig for alvor blive sat fri.

Jeg beder ikke mine medoverlevere om at tilgive det tyske folk. Det kunne jeg ikke selv gøre. Men jeg har været heldig nok og har oplevet kærlighed og venskab nok i mit liv til, at jeg har kunnet give slip på den vrede, jeg følte mod dem. Det fører intet godt med sig at holde fast i vreden. Vrede fører til frygt, der fører til had, der fører til død.” (Citat fra bogen)

Håb fremfor had

Eddie Jakus skildring af sine oplevelser i 1930ernes Tyskland og under Anden Verdenskrig er gruopvækkende læsning.

Men nok så vigtigt er det, at han fortæller, hvordan han på trods af den umenneskelige ondskab, som han, hans familie og folk blev ofre for, var i stand til at vælge livet og lykken.

I bogen reflekterer Eddie Jaku over ondskaben og omsætter sine egne erfaringer til livskloge råd til læseren. Råd om, hvad der er det væsentlige i livet, og hvor vigtigt det er ikke at hade sin næste.

Et bedre menneske

Med sine refleksioner og sin venlige, direkte tone over for læseren inspirerer Eddie Jaku os til at tænke over vores eget liv og det had, der findes i verden i dag.

På den måde bliver “Jordens lykkeligste mand” en bog, der handler om andet og mere end Holocaust. Den handler om selve det at være menneske, om livet og meningen med det.

Og selv om Eddie Jaku skriver, at han er bedre til maskiner end ord, er bogen smukt skrevet.

Derfor er det også lidt ærgerligt, at der har sneget sig et par trykfejl og små sproglige svipsere ind i den ellers udmærkede danske oversættelse.

Men det ændrer ikke ved, at “Jordens lykkeligste mand” er en gribende beretning, som bør læses af alle i en verden, der er nødt til at vide besked.

Bogen er på én gang et vigtigt vidnesbyrd om en ubegribelig ondskab, der aldrig må glemmes, og som aldrig kan tilgives, samtidig med at Eddie Jaku viser os, hvordan vi kan forhindre, at det gentager sig, og hvordan vi kan blive bedre mennesker.

Med “Jordens lykkeligste mand” får du kort sagt en ven for livet!


Efter krigen emigrerede Eddie Jaku med sin kone til Australien. I en sen alder begyndte han at holde foredrag om Holocaust og var med til at danne en australsk forening for jødiske holocaustoverlevere og etablere det jødiske museum i Sydney.

“Jordens lykkeligste mand” udkom på engelsk i 2020, da Eddie Jaku fyldte 100 år.


Not Dead Yet

Skrev Phil Collins “In the air tonight” efter at have været vidne til en drukneulykke? Hvad er historien bag den mystiske malespand, som stod ved siden af ham ved hans debutoptræden med samme nummer i “Top of the pops” i 1981?

Dette og mange andre spørgsmål, der har optaget talrige fans gennem tiden, kan man få svar på i hans selvbiografi “Ikke død endnu” (“Not Dead Yet”).

Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget memoris.

I bogen tager Phil Collins os med tilbage til barndommen i en fattig forstad til London, hvor hans kærlighed til trommerne bliver vakt fra femårsalderen. Vi er med, da han tager ud til Peter (Gabriel) med annoncen “Trommeslager søges” i hånden, og vi hører om hans første oplevelse med den britiske overklasse i mødet med det alvorlige og excentriske trekløver, Peter, Tony (Banks) og Mike (Rutherford), der er den diametrale modsætning til Phil og hans lyse gadedrenge-sind.

Svær rolle

Vi hører om de tidlige Genesis år, hvor de sled sig igennem med den sære Peter som frontmand, og siden Phils udfordringer som forsanger i bandet – en rolle, han aldrig fandt let. Endelig tager han os med til de senere år, hvor karrieren går på hæld, med kedelige konsekvenser.

Alt fortalt i en let flydende stil – og fint oversat til dansk af Michael Jepsen.

Phil Collins fortæller om tilblivelsen af en række af de store hits, som afspejler hans måde at møde livet på, afbrudt af pudsige anekdoter fra musikhistoriens bagland.

Men der er også de mere alvorlige oplevelser, hvor han tynges af skilsmisserne i sit liv (3 stk.), og det ansvar han løb fra som ægtemand og familiefar i sin tidskrævende og selvoptagede rejse op ad hitlisterne.

Oplevelse fra helvede

Kapitlet om forberedelserne til og afholdelsen af Live-Aid er direkte nervepirrende. Ikke kun på grund af beretningen om, hvordan han skal nå de to koncerter i London og Philadelphia på samme dag, men også på grund af skildringen af det katastrofale samspil med Led Zeppelin i Philadelphia.

En gimmick som allerede inden koncerten udviklede sig til en oplevelse fra helvede, da Phil træder ind i campingvognen som den glade firser pop-gulddreng, der lige er fløjet ind med Concorden, med en hær af journalister bag sig og møder det gamle genforenede band med en mørk fortid.

Jimmy Pages isnende hilsen til den nytilkomne “snothvalp” varslede ikke godt for den kommende optræden foran 1,6 milliard seere.

Har man bare et gran af interesse for musikhistorie, er det vildt underholdende læsning.

Rå branche

Phil Collins fortæller levende og lige ud af posen. Selvrefleksion er måske ikke hans stærkeste side, men læseren bliver alligevel klogere på mennesket Phil Collins.

Han er en mand, der på den ene side går sine egne veje og har det bedst, når han sidder bag sine trommer, og på den anden side er pligtopfyldende og stiller op til alt, med store omkostninger i privatlivet.

Bogen giver også et godt billede af en rå og ubarmhjertig musikbranche, hvor selv de største navne hele tiden kæmper for at genopfinde sig selv i den evige stræben efter opmærksomhed og rampelys. En verden som Phil Collins beskriver med en befriende distance, der måske skyldes, at han gennem det meste af sin karriere har befundet sig øverst i fødekæden og siden gennembruddet med “Face Value” sjældent har været afhængig af nogen.

Dog bliver han i de senere år selv offer for branchens råhed, da han pludselig i 2009 står som en arbejdsløs “has been” med en karriere, der er røget i slæbesporet og – endnu – et forlist ægteskab. Drevet af sit manglende selvværd, der har luret under overfladen gennem hele bogen (og livet), ryger han i en hidtil uset depression, der gør ham dybt alkoholiseret til, han er døden nær.

Befriende læsning

Som stor fan gennem 35 år undrer jeg mig over, at han ikke bare kan læne sig tilbage og være tilfreds med den store sangskat, han har bidraget med til pop-historien. Men det er også det, der gør bogen til mere end blot en pose slik til fanskaren. Phil Collins er ærlig, og udover de store milepæle i hans karriere, som vi kender og her følger bag kulissen, er læseren med i hans dagligdag med de udfordringer, prøvelser og tvivl, vi alle oplever. Alt fortalt med hans ligefremme britiske humor.

Dette gør “Ikke død endnu” til en befriende læseoplevelse, især når man tænker på den (selv)fede Facebook-fernis, mange af nutidens stjerner gemmer sig bag.

“Ikke død endnu” kan anbefales til alle, som er interesseret i musikhistorie fra 1970erne og 1980erne. Dog er bogen nok mest underholdende for den fanskare, der har fulgt Genesis i almindelighed og Phil Collins i særdeleshed i denne periode.

Man skal ikke forvente en dyb analyse af Genesis’ psykedeliske univers fra 1970erne eller en minutiøs gennemgang af Phils kreative proces bag mange af hans hits i 1980erne. Dertil er hans tilgang til verdenen lidt for ureflekteret og let.

Men hvis man, som jeg, er vokset op i denne periode, er “Ikke død endnu” et vidunderligt “trip down memory lane” med en symfoni af små anekdoter, hvor mange af de kunstnere, der har skabt musikalske kerneminder, spiller op fra orkestret. Herligt!

Anmelder: Jay-Jay