Kvinden bag billedet

Ny roman stiller skarpt på den rygvendte kvinde i Vilhelm Hammershøis berømte værker.

Vilhelm Hammershøi (1864-1916) regnes i dag for en af Danmarks største kunstnere nogensinde.

Til at begynde med var det kun udlandet, der forstod at værdsætte malerens enorme talent, og den internationale anerkendelse blev styrket betragteligt sidst i 1900-tallet.

Men efterhånden fik også danskerne øjnene op for den store kunstner, og Hammershøis billeder sælges i dag for tocifrede millionbeløb.

Et af Hammershøis berømte værker er Interiør med ung kvinde set fra ryggen (ca. 1903-1904).

Den rygvendte kvinde på billedet er kunstnerens hustru Ida Hammershøi, født Ilsted. Gentagne gange var Ida motivet i billeder, der viser den fremmedfølelse og melankoli, som prægede hendes mands livssyn.

I sin nye roman sætter forfatter Jesper Wung-Sung sig nu for at vende Ida mod verden og give hende et ansigt og en stemme.

Svær tosomhed

Jesper Wung-Sungs “Kvinde set fra ryggen” beskriver, hvordan Vilhelm Hammershøi og Ida Ilsted møder hinanden i sommeren 1890, da Idas storebror vender hjem til Stubbekøbing sammen med sin unge malerkollega.

Trods modstand fra begges mødre forlover Vilhelm og Ida sig hurtigt. Mens Idas mor, der flere gange må indlægges på sindssygehospitalet, nægter at slippe datteren, opfatter svigermoren Ida som en hæmsko for sin søns lovende kunstnerkarriere.

Med ægteskabet tager Ida hul på et nyt liv fuldt af museer, kunstnere og rejser til udlandet. Vilhelm lever for at male, og Ida bliver snart hans foretrukne model – med ryggen til.

I romanen giver Jesper Wung-Sung sit bud på, hvordan Ida må slås både med sin rolle som sin mands model og sit eget sind.

Prisbelønnet forfatter

Jesper Wung-Sung er især kendt for “En anden gren”, hvor han fortæller sine oldeforældres kærlighedshistorie i romanform. Oldefaren San Wung Sung var blandt de kinesere, Tivoli udstillede i 1902, mens hans oldemor Ingeborg Danielsen var blandt gæsterne. Jesper Wung-Sung fik i 2017 De Gyldne Laurbær for romanen.

Herudover har han skrevet en lang række bøger for børn, unge og voksne, der er oversat til udlandet, filmatiseret og dramatiseret, ligesom han har vundet adskillige priser for sine bøger.

Bogen udkommer 10. marts.

God læselyst – og weekend 🙂


Kilder:

Den Store Danske

https://denstoredanske.lex.dk/Vilhelm_Hammersh%C3%B8i

Politikens Forlag

https://www.politikensforlag.dk/kvinde-set-fra-ryggen/t-28/9788740067378


 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s