Den kommende tids udgivelser byder blandt andet på islandske sagaer og smukke kalendere for 2022.
I “Oldtidssagaer” har ekspert i oldtidssagaerne Annette Lassen udvalgt 13 sagaer, to novelleagtige fortællinger (kaldet totter) og et kvad.
De islandske oldtidssagaer udspiller sig i Norden blandt stridsmænd og skjoldmøer, vølver og kæmper, konger og dronninger, dværge og drager, trolde og jætter.
Gennem århundreder har de levende fortællinger om vikingerne, deres togter og drabelige bedrifter, betaget og bjergtaget læsere verden over.
Det er verdenslitteratur, der i den grad har fyret op under forfatteres fortællinger og fantasi fra Saxos “Danmarkshistorie” til Tolkiens “Ringenes Herre”. Og i nyere tid har tv-serier som “Vikings” og “Game of Thrones” hentet inspiration i de barske nordiske beretninger.
Annette Lassen er docent ved Árni Magnússon-instituttet i Island, og hendes oversættelser af sagaskrivningen er prisbelønnede.

Bogen udkommer 6. september.
Syng hele året
Som sagt giver den nærmeste tids udgivelser ikke kun mulighed for at skue bagud, men også at titte fremad.
Her i september er der nemlig flere kalendere for 2022, der lander ude i boghandelen.
En af de første er “De små synger året rundt – familiekalender 2022” ved Gunnar Nyborg-Jensen.
Det er en planlægningskalender med plads til op til fem familiemedlemmers gøren og laden og fuld af Bitte Böchers ikoniske tegninger. Der er en sang til hver måned, så familierne kan få sang og glæde ind i dagligdagen.

Er udkommet.
Mimbo med mere
Til alle dem, der elsker Strid (og dem er vi nogle stykker af), er der “Strid familiekalender 2022”.
Også her er der plads til, at familier med op til fem medlemmer kan grifle ned, hvad de skal lave i løbet af næste år, ledsaget af Strids dejlige tegninger fra serien om Mimbo Jimbo og Mumbo Jumbo.

Udkommer 14. september.
Grønland forever
Har man udlængsel, men sat rejserne på hold, kan man få stillet lidt af sin rejselyst med “Grønlandskalenderen 2022” ved Rolf Müller.
Kalenderen er i stort format med billeder af Grønlands mageløse natur, og teksten er på både grønlandsk, dansk og engelsk.
Rolf Müller er uddannet fotograf og har i mere end fire årtier rejst i Grønland. Han har udgivet Grønlandskalenderen hvert år siden 1973.

Udkommer 6. september.
At have eller ikke have
Er man til smukke planter og ditto billeder, er “Haveselskabet Kalender 2022” med smukke botaniske illustrationer, der pryder hver uge, et oplagt valg.
Kalenderen udgives i samarbejde med Haveselskabet og er den 23. udgave af den populære kalender.

Udkommer 6. september.
Følg fuglene
Den er blevet omtalt før (læs mit indlæg her), men Fuglekalenderen fortjener det igen:
“Fuglekalender 2022” ved Bill Zetterström, Dan Zetterström, Niklas Aronsson er et must for alle, der holder af natur og elsker at følge fuglenes liv i haven, på altanen, i parker og byer.
Kalenderen følger årstidens fugle, og man kan skrive egne aftaler op side om side med bogens tekst om fugle i naturen.

Udkommer 6. september.
Rigtig god weekend 🙂
Læs også min omtale af Keld Zeruneiths “Da de tog land – Historie, drømme og digtning i sagatidens Island” her.