Titler til træet

Kig ind i bogens verden giver i denne uge tips til gode boggaver under juletræet.

Som noget nyt har jeg i år kastet mig ud i boghandelen som juleassistance. Og det er en fornøjelse her at møde læseglade kunder og medarbejdere og blive klogere på både bøger og litteraturens salgskanaler.

En af de titler, der kommer til at ligge under mange juletræer i år er Jens Andersens “Under bjælken – et portræt af Kronprins Frederik”. Biografien bygger på samtaler og rejser med kronprinsen igennem halvandet år og interviews med hans familie og venner. (Læs mere her).

Også Sissel-Jo Gazans “Blækhat” er populær i julehandelen. I sidste uge fortalte hun om romanen i “Vild med bøger” på DR K, og det blev til en interessant samtale med Flemming Møldrup. Bogen handler om Rosa, der vokser op i 1980’ernes Aarhus blandt hippier, graffitimalere, BZ’ere og venstreradikale. Jeg læste i sin tid hendes bestseller “Dinosaurens fjer”, og hvis Sissel-Jo Gazan holder stilen i sin nye bog, er der super godt læsestof til dem, der pakker “Blækhat” ud juleaften.

Krigens ansigter

Selv har jeg i efteråret foræret fødselarer titler, som også er oplagte julegaver. Heriblandt Morten Møllers “De glemtes hær”. Bogen om de danske frivillige under Den Spanske Borgerkrig vil med garanti lande hos mange historieinteresserede juleaften. (Læs omtale her)

Også Puk Damsgårds “Den sorte kat i Mosul” har jeg givet i fødselsdagsgave. I bogen har journalisten og forfatteren flyttet sit skriveværksted til fronten i Mosul i Irak for at skildre krigen og dens skæbner på tæt hold.

Til en fødselsdag sidste weekend fik jeg på det kraftigste anbefalet Nobelpris-modtager Svetlana Aleksijevitjs “De sidste vidner”, hvor hun interviewer kvinder og mænd, der var børn i Sovjetunionen under Anden Verdenskrig (Læs omtale her).

Men, advarede den begejstrede læser, bogen er så barsk, at man er nødt til at holde en del pauser og gå en masse ture ind imellem læsningen.

Himmel og hav

Pauser kan også fyldes ud af gode bøger, der løfter humøret. Og når den jordiske tristesse bliver for tung, kan man heldigvis hæve blikket og følge livet på himlen.

Her vil jeg gerne anbefale Klaus Bjerres skønne fotobog “Himlen over Israel” (Læs min anmeldelse her).

Ligesom jeg igen må slå et slag for Mats Ottosson, Bill Zetterström og Dan Zetterströms dejlige “Fuglekalender 2018” (Se anmeldelsen her).

Foruden himlen er der ikke noget som havet, der kan åbne øjnene og sindet. Og derfor vil Troels Kløvedals biografi “Alle mine morgener på jorden” også ligge under træet herhjemme i år! (Læs mere her).

Boggaver til børn

Vil man berige sine børn med god og lærerig læsning til jul, er Nils Hartmanns “Hvem bestemmer i Danmark – Historien om danskernes vej til demokrati” et oplagt valg. (Læs anmeldelsen her).

Og skal poderne begaves med skønlitteratur, vil jeg igen-igen anbefale Antoine de Saint-Exupérys fortryllende eventyr “Den lille Prins”. (Læs mere her).

God juleshopping 🙂


Du kan møde forfatter og litteraturforsker Jens Andersen

Søndag 10. december
kl. 12.30-13.30
Arnold Busck Boghandel
Lyngby Storcenter
Gratis, alle er velkomne


 

Fuglekalender 2018

Ugens udgivelse er en dejlig lille bog, der ligesom de bevingede væsner, den omhandler, rammer lige i hjertekulen.

Det er fjerde år i træk, at fuglekalenderen udkommer. Som noget nyt har et par dagsommerfugle og nogle pattedyr i år sneget sig ind. Herudover optræder et par uddøde fuglearter.

Dette er et anmeldereksemplar fra Gyldendal. Bogen er udkommet.

Kalenderen fortæller i tekst og billeder om de fugle, vi kan møde i løbet af året. For hver måned er der en lidt længere tekst og flere mindre kolonner om årstidens fugle, side om side med illustrationer af de luftbårne dyr. Endelig er bogen forsynet med en liste over de 300 fuglearter, der forekommer i Danmark.

Traner i vækst

I januar kan man således være heldig at støde på spætmejsen med sin sorte røvermaske og jeans-blå jakke, der rammer foderpladsen som et lille missil og forsvinder lige så brat igen.

Om marts kan man læse, at antallet af ynglende traner i Norge er øget med 400 procent på 40 år. Også herhjemme kan man høre tranernes “gjaldende trompeterende kald, et ekko af fuglenes dinosaurfortid.” (Citat fra bogen). Det skyldes, at den store fugl for hvert år yngler flere og flere steder i Danmark.

Sommeren kan byde på den smukke og farverige blåhals, de dunede og dygtige præstekraver, islandske ryler og den smukke sommerfugl iris. Spændende læsning og skønne billeder er der også for efteråret og vinteren. Her giver bogen i øvrigt tips til, hvordan man undgår ubudne gæster ved foderbrættet!

Læseren er medforfatter

Det er Mats Ottosson, som har forfattet den fine og velskrevne tekst (fornemt oversat og bearbejdet til dansk af Lars Thomas). Dan og Bill Zetterström står for de meget smukke illustrationer.

Men nok så vigtigt er læseren medforfatter. Der er plads til, at man kan skrive notater eller føre dagbog over egne oplevelser med naturen og de fugle, man ser i haven, skoven, parkerne og ved havet.

“Fuglekalender 2018” lander på et tørt sted i en tid, hvor klimaforandringerne og temperaturstigningerne bliver stadig mere tydelige med flere voldsomme regnskyl, hyppigere orkaner, og trækfugle, som ankommer langt tidligere, end de gjorde for 50 eller 100 år siden.

Her kan det være nyttigt (måske især for det moderne bymenneske) at være mere opmærksom på årstidernes skiften og notere sig den første lærke og gøg fra år til år.

Et must-have

Jeg er meget begejstret for “Fuglekalender 2018”! Bogen er en oplagt gave til en selv, familie og venner. Den får en til at stoppe op i en dagligdag fyldt med mobiltelefoner og andre skærme, vende blikket udad og opleve den natur, vi er og bliver en uomtvistelig del af.

“Fuglekalender 2018” er kort sagt et must-have for enhver fugle- og naturelsker – og alle andre, for hvis ikke man allerede er fuglefan, så bliver man det 🙂


Mats Ottosson er svensk forfatter og journalist og har skrevet en række naturbøger.

Dan og Bill Zetterström, ligeledes fra Sverige, anses for blandt Europas bedste fuglemalere.