Med isen som fjende

Ny film skildrer to danske polarforskeres tre år lange kamp for at overleve i den nordøstgrønlandske ødemark.

Filmen “Against The Ice” bygger på ekspeditions-klassikeren “Farlig Tomandsfærd”, der udkom første gang i 1955.

I bogen beretter Ejnar Mikkelsen (1880-1971) om sin og Iver P. Iversens (1884-1968) lange vandring langs Grønlands øde og barske østkyst i årene 1909-12.

Alabama-ekspeditionen

Formålet med Alabama-ekspeditionen, som den hed, var at lede efter Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Jørgen Brønlund, der omkom under Danmark-ekspeditionen 1906–08.

Ejnar Mikkelsen håbede at finde de forsvundne mænd, deres dagbøger og journaler. Ved hjælp af forgængernes fund ville Mikkelsen bevise, at Grønland var én ø, og at amerikanerne dermed ikke kunne gøre krav på det nordøstlige Grønland.

Alabama-ekspeditionen forløb dog ikke som planlagt. Mens Mikkelsen og Iversen drog ud for at finde spor fra Danmark-ekspeditionen, blev deres skib knust i isen, og mandskabet reddet af en norsk sælfangerbåd.

Da Mikkelsen og Iversen kom tilbage fra slæderejsen, fandt de kun en lille hytte, som deres kammerater havde bygget af skibstømmer – og forsyninger til et år. Nu var det op til de to mænd alene at forsøge at overleve i den iskolde og barske ødemark.

Mikkelsen-forside

Her ses en udgave af Ejnar Mikkelsens bog fra 1965.

Ypperligt skuespil

Danske Nikolaj Coster-Waldaus begejstring for Grønland lader sig ikke nægte, og da den populære skuespiller læste Ejnar Mikkelsens bog, blev han så grebet af historien, at han besluttede sig for at filmatisere den.

Det er der kommet en intens og særdeles velspillet film ud af, instrueret af Peter Flinth og skrevet af Nikolaj Coster-Waldau og Joe Derrick.

Nikolaj Coster-Waldau spiller selv Ejnar Mikkelsen, engelske Joe Cole spiller Iver Iversen, og i rollen som den daværende danske finansminister Neergaard ses engelske Charles Dance.

Virkelighedens Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen var forholdsvis unge og jævnaldrende, mens der i filmen er næsten 20 års aldersforskel på dem. Men det fungerer godt og bidrager til den magtbalance og det spændingsforhold, der er mellem Coster-Waldaus erfarne, modne og indadvendte Mikkelsen og Coles unge, uerfarne og udadvendte Iversen.

Is-helvede

På afdæmpet, men stærk og troværdig vis skildrer filmen, hvordan Mikkelsen og Iversen forsøger at løse deres opgave og overleve imod alle odds.

Undervejs på deres lange slæderejse viser depoterne sig at være ødelagte, jagten mislykkes, og slædehundene dør af sult og udmattelse. I dette nådesløse is-helvede må de to mænd slås mod forgiftninger, forfrysninger, modløshed og glubske isbjørne, alt imens sultedøden truer.

Gradvist skrælles civilisationens lag af, og i kampen mod den rå og ubarmhjertige natur og den isnende ensomhed, bliver Mikkelsen og Iversen presset til det yderste.

Et klassefoto fra en husholdningsskole bliver på et tidspunkt genstand for et dramatisk jalousiopgør mellem de to mænd.

Nikolaj Coster-Waldau demonstrerer nye sider af sit skuespiltalent i de urovækkende scener, hvor hans Mikkelsen udfordres mentalt, ligesom Joe Cole overbeviser som hans unge, sunde modvægt, Iversen.

“Against The Ice” er kort sagt en spændende og seværdig film.

Against The Ice-official poster

Filmen har netop haft premiere på Netflix.

Ny udgave

Afslutningsvis skal det nævnes, at Gyldendal i år har udgivet en ny udvidet og illustreret udgave af “Farlig Tomandsfærd”.

Den nye udgave har forord af barnebarnet Naja Mikkelsen, der også er polarforsker, og originale breve fra Ejnar Mikkelsen til familien i Danmark.

Farlig tomandsfærd-forside

God weekend – og læselyst 🙂


Kilder:

Gyldendal

https://www.gyldendal.dk/produkter/farlig-tomandsfard-9788702332995

https://www.gyldendal.dk/artikler/polarforskning


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s