Stære og andre flokdyr

Den kommende uge byder på udgivelser om naturvidenskabens fascinerende verden og mennesker som flokdyr.

Fuglene flyver i flok, når de er mange nok.”

Citatet er fra Benny Andersens elskede vise Svantes lykkelige dag.

Nu lægger en ny bog ud med et tilsvarende kig vendt mod himlen og fugles flokformationer.

Det er den italienske fysiker inden for kvantefeltteori, statistisk mekanik og komplekse systemer, Giorgio Parisi, der har skrevet “I en stæreflok – Skønheden i komplekse systemer”.

Undren og svar

Giorgio Parisi, som fik Nobelprisen i Fysik i 2021, fortæller om et liv i naturvidenskabens verden, menneskets undren og vores søgen efter svar.

I bogen beskriver Parisi fysikkens skønhed og komplekse systemer, fra faseovergange og spinglasser til stæreflokke.

Forlaget Gutkind skriver i deres foromtale af udgivelsen:

Giorgio Parisi reflekterer over, hvordan idéer fødes og ændrer kurs og form, over videnskabens rolle i nutidens samfund og hvordan matematisk intuition kan lede til svar på spørgsmål, ingen endnu har stillet.” (Kilde: https://gutkind.dk/bog/i-en-staereflok/)

Dansende prikker

Men hvad blev der af fuglene, som flyver i flok, spørger den kvikke læser måske. De er skam med. I hvert fald i det uddrag af bogen, undertegnede har læst, og som der bringes et citat fra her:

Det er fascinerende at iagttage dyrs kollektive adfærd, hvad enten det drejer sig om fugleflokke, fiskestimer eller grupper af pattedyr.

Når solen går ned, ser vi fugleflokkene danne fantastiske figurer, tusinder af små dansende prikker på baggrund af en himmel i skiftende farver. Vi ser, hvordan de flyver side om side uden at støde ind i eller blive væk fra hinanden, hvordan de overvinder forhindringer, spredes og samles og hele tiden danner nye formationer, som om der er en dirigent, der styrer hele flokken. […] Selv over for noget så enestående smukt kan en forskers erhvervsskade, at stille mange spørgsmål, ikke undgå at melde sig.” (Kilde: “I en stæreflok – Skønheden i komplekse systemer”, side 7)

“I en stæreflok – Skønheden i komplekse systemer” er oversat af Lorens Juul Madsen, der tidligere har oversat blandt andre Umberto Eco.

i-en-staerereflok_giorgio-parisi_gutkind-forlag

Bogen udkommer 27. april.

Flokdyr der fejler

Også vi mennesker er som bekendt flokdyr – på godt og ondt.

I “Når flokdyret fejler” giver psykolog Henrik Tingleff fem forklaringer på, hvorfor vi mennesker bliver ved med at bære os uklogt ad.

Henrik Tingleff giver forklaringer på alt fra priserne på croissanter, og hvorfor nogle lader den tomme toiletrulle hænge, til magtkampe på kontorgangen, og hvad der fik almindelige borgere til at storme den amerikanske kongres i januar 2021.

Ifølge forlaget Gyldendal kommer forfatteren også med et bud på, hvordan vi kan holde op med at gøre så mange ukloge ting. Hvis vi tager os tid.

Tingleff-forside

Bogen udkommer 22. april.

Verdens Bogdag

Sidst, men ikke mindst, er det Verdens Bogdag nu på lørdag 23. april.

Flere biblioteker fejrer dagen med arrangementer for store og små. Men hvis man ikke orker at fejre i flok, kan man naturligvis vælge at markere Verdens Bogdag i fred og ro derhjemme – med en god bog i hånden.

God weekend – og læselyst 🙂


Du kan læse hele uddraget af Giorgio Parisis “I en stæreflok – Skønheden i komplekse systemer” her:

https://issuu.com/gutkindforlag/docs/i_en_st_reflok_gutkind


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s