Vild med bøger

DR’s nye bogprogram satser på den personlige samtale.

Tirsdag aften havde DR K premiere på det nye litteraturprogram “Vild med bøger”. Formålet er ikke at anmelde bøger. Derimod inviteres en aktuel dansk forfatter i studiet sammen med en kendt læser for at tale om og anbefale bøger, som har givet dem store læseoplevelser.

Værten er Flemming Møldrup, der selv er forfatter og kendt som livsstilsekspert fra “Kender du typen?” på DR1.

Det ensomme hjerte

I tirsdags lagde man ud med forfatter og historiker Tom Buk-Swienty, der er aktuel med “Det ensomme hjerte”, som handler om den tyske soldat Hans Horns liv og overlevelse under Anden Verdenskrig.

Som på Bogforum er studiet i “Vild med bøger” indrettet med en lille scene med et bord, et par stole og et live publikum.

Flemming Møldrup indledte med at fortælle om sin fars jødiske familie i Europa, som blev myrdet af nazisterne. Derpå gik han over til at tale med Tom Buk-Swienty, der fortalte om baggrunden for bogen og om Hans Horn, der foruden tysk soldat var maler og et musisk menneske, som siden bosatte sig i Danmark.

Hans Horns troværdighed som vidne blev fastslået af Tom Buk-Swienty, der kort fortalte om sin research. Møldrup læste højt fra bogen, mens en række af Horns akvareller fra krigen blev vist frem.

Efter en kort snak om krystalnatten og den snigende nazificering af Tyskland i slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne, inddrog Buk-Swienty Hans Falladas “Alene i Berlin” og Møldrup nævnte Franz Kafkas “Processen”.

Så vidt så godt.

Fra Tyskland til Syrien

Herefter var det blevet tid til den kendte gæst, som var Naser Khader, og der blev nu draget paralleller til totalitære samfund i Mellemøsten. Khader fortalte om sin opvækst i Syrien, hvor angiveri og mord på kritikere af regimet hørte til hverdagen. Med afsæt i bogen “Bonhoeffer – præst, martyr, profet, spion” talte Khader om, at syrerne er et godt eksempel på, hvad der sker, hvis man ikke handler i tide.

Igen var vinklen på emnet personlig, og Møldrup, Buk-Swienty og Khader drøftede, hvordan de selv ville agere under et totalitært styre.

Det var for så vidt interessant nok. Ikke desto mindre oplevede min bedre halvdel og jeg, at “Det ensomme hjerte” og bøgerne fortonede sig i en diskussion, der lige så vel kunne foregå i et debatprogram.

Bliv på sporet

Bedre blev det ikke, da der til sidst gik “Mads & Monopolet” i den.

Pludselig skulle de tre herrer give en seer bogtips, der kunne hjælpe hende med at tackle sin kritiske mor. Der blev smækket yderligere nogle titler på bordet, men som seer spurgte jeg mig selv, hvad døtres og mødres genvordigheder havde med Hans Horn og Nazi-Tyskland at gøre.

Ret skal være ret. Det var første gang, “Vild med bøger” gik i luften, og det kan være, programmet først skal finde sin form. Dog håber jeg, at man vil blive på sporet og gå mere i dybden med den enkelte bog og forfatter i fremtidige udsendelser.


 

Fuglekalender 2018

Ugens udgivelse er en dejlig lille bog, der ligesom de bevingede væsner, den omhandler, rammer lige i hjertekulen.

Det er fjerde år i træk, at fuglekalenderen udkommer. Som noget nyt har et par dagsommerfugle og nogle pattedyr i år sneget sig ind. Herudover optræder et par uddøde fuglearter.

Dette er et anmeldereksemplar fra Gyldendal. Bogen er udkommet.

Kalenderen fortæller i tekst og billeder om de fugle, vi kan møde i løbet af året. For hver måned er der en lidt længere tekst og flere mindre kolonner om årstidens fugle, side om side med illustrationer af de luftbårne dyr. Endelig er bogen forsynet med en liste over de 300 fuglearter, der forekommer i Danmark.

Traner i vækst

I januar kan man således være heldig at støde på spætmejsen med sin sorte røvermaske og jeans-blå jakke, der rammer foderpladsen som et lille missil og forsvinder lige så brat igen.

Om marts kan man læse, at antallet af ynglende traner i Norge er øget med 400 procent på 40 år. Også herhjemme kan man høre tranernes “gjaldende trompeterende kald, et ekko af fuglenes dinosaurfortid.” (Citat fra bogen). Det skyldes, at den store fugl for hvert år yngler flere og flere steder i Danmark.

Sommeren kan byde på den smukke og farverige blåhals, de dunede og dygtige præstekraver, islandske ryler og den smukke sommerfugl iris. Spændende læsning og skønne billeder er der også for efteråret og vinteren. Her giver bogen i øvrigt tips til, hvordan man undgår ubudne gæster ved foderbrættet!

Læseren er medforfatter

Det er Mats Ottosson, som har forfattet den fine og velskrevne tekst (fornemt oversat og bearbejdet til dansk af Lars Thomas). Dan og Bill Zetterström står for de meget smukke illustrationer.

Men nok så vigtigt er læseren medforfatter. Der er plads til, at man kan skrive notater eller føre dagbog over egne oplevelser med naturen og de fugle, man ser i haven, skoven, parkerne og ved havet.

“Fuglekalender 2018” lander på et tørt sted i en tid, hvor klimaforandringerne og temperaturstigningerne bliver stadig mere tydelige med flere voldsomme regnskyl, hyppigere orkaner, og trækfugle, som ankommer langt tidligere, end de gjorde for 50 eller 100 år siden.

Her kan det være nyttigt (måske især for det moderne bymenneske) at være mere opmærksom på årstidernes skiften og notere sig den første lærke og gøg fra år til år.

Et must-have

Jeg er meget begejstret for “Fuglekalender 2018”! Bogen er en oplagt gave til en selv, familie og venner. Den får en til at stoppe op i en dagligdag fyldt med mobiltelefoner og andre skærme, vende blikket udad og opleve den natur, vi er og bliver en uomtvistelig del af.

“Fuglekalender 2018” er kort sagt et must-have for enhver fugle- og naturelsker – og alle andre, for hvis ikke man allerede er fuglefan, så bliver man det 🙂


Mats Ottosson er svensk forfatter og journalist og har skrevet en række naturbøger.

Dan og Bill Zetterström, ligeledes fra Sverige, anses for blandt Europas bedste fuglemalere.


 

Anne fra Grønnebakken

Canadiske Lucy Maud Montgomerys “Anne fra Grønnebakken” er denne Månedens Klassiker.

Da filmatiseringen fra 1985 af L. M. Montgomerys udødelige klassiker første gang rullede over tv-skærmene herhjemme, sad min mor og jeg klinet til fjernsynet.

Fra første færd holdt vi af den lille rødhårede heltinde i skikkelse af Megan Follows og det ældre søskendepar Matthew og Marilla Cuthbert, fremragende spillet af Richard Farnsworth og Colleen Dewhurst, der adopterer den forældreløse Anne Shirley. Hele castet fungerer på fornemmeste vis, og filmserien emmer af overskud og nostalgi.

Ligesom Inger Nilsson inkarnerede Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe, er Megan Follows blevet synonym med den livlige, fantasifulde, reflekterende, snakkesalige, temperamentsfulde og charmerende Anne.

Derfor var det med en vis spænding, at jeg gik i gang med læsningen af bogen bag serien. For selv om der er tale om en af alle tiders mest elskede børnebogsklassikere, er det ikke givet, man bliver ramt i samme grad af romanen som af filmatiseringen af den. Men alle forventninger blev indfriet, og historien og karaktererne er lige så gribende på skrift som på film.

Lykkelig fejltagelse

Romanens handling udspiller sig i Canada sidst i 1800-tallet. Det ældre ugifte søskendepar Matthew og Marilla Cuthbert ansøger om at adoptere en dreng fra et børnehjem, som kan hjælpe til på deres gård i det naturskønne Avonlea.

Men da Matthew ankommer til togstationen for at hente drengen, venter der ham i stedet en spinkel, rødhåret pige på 11 år. Den sky Matthew ser straks, at han og hans søster kan hjælpe den forældreløse Anne, og at han har mere brug for den livsglade pige end for hjælp på gården. Den strenge Marilla er lidt længere tid om at overgive sig, men også for hende bliver “fejltagelsen” det bedste, der er er sket i hendes liv.

Man kan ikke undgå at holde af Anne, Matthew og Marilla. Montgomery formår at gøre dem bemærkelsesværdigt menneskelige og overmåde elskelige. Alle tre har de fejl og mangler, men på hver sin måde arbejder de med det at være menneske og udvikler sig på subtil vis i løbet af historien.

Helt centralt står naturligvis Anne, lidenskabelig, viljestærk, poetisk, stolt og selvstændig samtidig med, at hun længes efter kærlighed og at føle, hun hører til. Og det er i det kærlige forhold til Matthew og Marilla, det varme venskab med Diana og den store kærlighed til Gilbert, at dette i starten uelskede forældreløse barn gror og bliver til en af litteraturens store heltinder.

Moderløs barndom

Forfatteren til de otte bind om Anne, Lucy Maud Montgomery, blev født i 1874 på Prince Edward Island, der ligger ud for Canadas østkyst. Da hun var lille, døde hendes mor af tuberkulose, hvorefter hun voksede op hos sine bedsteforældre på en gård i Cavendish. De smukke omgivelser nærede hendes fantasi på samme måde, som vi ser det hos Anne. Lucy Maud skrev tidligt dagbøger og digte og sendte sine historier til aviserne, og ligesom Anne arbejdede hun som lærer.

Efter at være blevet afvist af fire forlag blev “Anne fra Grønnebakken” endelig udgivet af L. C. Page & Company i 1908. Romanen blev omgående en bestseller og er oversat til mere end 30 sprog og solgt i millioner af eksemplarer. Flere steder,  blandt andet i Japan, bruges bøgerne som undervisningsmateriale.

Montgomery udgav 22 romaner og novellesamlinger, men er bedst kendt for serien om Anne. L. M. Montgomery døde i 1942 og ligger begravet i Cavendish på sin elskede ø.

Anne Erobreren

Jeg kan på det varmeste anbefale såvel L. M. Montgomerys bøger som Kevin Sullivans filmtrilogi om Anne fra Grønnebakken.

Ligesom de tre kritikerroste og Emmy-vindende film er bøgerne betagende smukke, rørende og fulde af vid og humor, og jeg glæder mig til at læse de næste bind om ukuelige Anne, der ikke alene vandt Gilbert, Matthew og Marillas hjerter, men lagde en vel verden for sine fødder.


Du kan læse mere om forfatteren Lucy Maud Montgomery her: http://www.thecanadianencyclopedia.ca/en/article/montgomery-lucy-maud/


Pattedyr i Norden

Vidste du, at der lever 118 pattedyrarter frit i Norden? Hvem de er, hvor og hvordan de lever, kan du få at vide i den nye komplette håndbog “Pattedyr i Norden”.

Hvad er det i søen? Er det ikke en odder?”

“Det ved jeg ikke. Det kan også være en ilder, kan det ikke?”

Den lille dialog havde min familie og jeg på en tur i en dansk skov for nylig. Og med “Pattedyr i Norden” kan vi og alle andre naturglade tobenede nu få opklaret, hvad et ukendt dyr er.

Det er biolog og naturvejleder Jan Kjærgaard Jensen og biolog og forlagsredaktør Ole Frank Jørgensen, der har sat sig for at beskrive alle de 118 arter af pattedyr, både oprindelige, udsatte og indslæbte, som forekommer fritlevende i Norden.

Dette er et anmeldereksemplar fra Gyldendal. Bogen udkom 16. maj.

Fra spidsmus til isbjørn

Håndbogen rummer forskellige indgange til artsbestemmelse som udseende, fodspor, ædespor, rester af dyret i uglegylp og lignende; korte beskrivelser af pattedyrenes hovedgrupper; oplysninger om arternes navn, forvekslingsmuligheder, kendetegn, levested, udbredelse, føde og levevis; og praktiske tips til, hvordan man kan komme til at opleve dyret eller se spor fra det.

Bogen handler om alle de pattedyrarter, som lever vildt i Danmark, Grønland, Færøerne, Sverige, Norge med Svalbard, Finland og Island. Og vi kommer vidt omkring fra flagermus, spidsmus, pindsvin, egern, ræv og grævling til ulv, brun bjørn, sneharer, polarræve, isbjørne, hvalros, sæler, hvaler og mange andre.

Og så er en spidsmus vel at mærke ikke bare en spidsmus. Der findes nemlig både vandspidsmus, almindelig spidsmus, dværgspidsmus, lille dværgspidsmus, lapspidsmus og taigaspidsmus!

Nyttig og pædagogisk

“Pattedyr i Norden” er en rigtig god og nyttig guide til alle, der holder af at færdes i den nordiske natur, og som gerne vil blive klogere på dyrelivet der.

Bogens opbygning med bestemmelsesnøgler, hvor man har mulighed for at bestemme hele dyr uden at have dyret op i hånden, nøglerne til fodspor, ekskrementer, kranier og tænder og de efterfølgende korte, velformulerede beskrivelser gør “Pattedyr i Norden” dejligt overskuelig og pædagogisk at bruge.

Herudover fungerer bogens illustrationer særdeles godt, og der er mange fine fotografier af såvel udenlandske som danske fotografer herunder Lars Gejl, Lars Nygaard og Jørgen Terp Laursen.

Jeg er glad for, at Jan Kjærgaard Jensen, Ole Frank Jørgensen og Gyldendal udgiver “Pattedyr i Norden”, for hvis vi bliver klogere på det righoldige dyreliv her, kan vi forhåbentlig også blive bedre til at passe godt på det.

Og det lille dyr, som vi så dykke i skovsøen … Det var højst sandsynligt en mink 🙂


PS: Der er i øvrigt godt nyt til naturelskere i Jylland. Til efteråret afholder Folkeuniversitetet i Aarhus en forelæsningsrække baseret på bogen “Pattedyr i Norden”. Her kan deltagerne over tre forelæsninger og en ekskursion ud i den danske natur lære Nordens pattedyr bedre at kende. Du kan læse mere her:

https://fuau.dk/aarhus/program/naturvidenskab-og-teknologi/nordens-pattedyr-1721-102.aspx


 

Den sidste patient

Ugens udgivelse er en fin lille roman om at lære at leve livet, før det er for sent.

Handlingen i Anne Cathrine Bomanns debutroman “Agathe” er henlagt til Paris; året er 1948. Hovedpersonen, der også er fortælleren, er en livs- og metaltræt psykiater på vej mod de 72, som tæller ned til sin nært forestående pension.

Trods sin gesjæft (eller måske på grund af den), er han hele livet veget uden om nærkontakt med andre, og selv sin sekretær gennem 35 år, madame Surrugue, holder han afstand til. Da hun for første gang ikke kan komme på arbejde i længere tid, tager han det blot til efterretning uden at vise synderlig interesse for hendes velbefindende.

Forskanset i sit hus, sin praksis og i sig selv synes han fast besluttet på at forblive den ø, han har været hele sit liv.

Men skæbnen og madame Surrugue vil ham det anderledes. En dag tager sekretæren stik mod hans instruks en sidste krævende patient ind, en tysk kvinde. Hun hedder Agathe Zimmermann, men vil kaldes ved fornavn, og uden at røbe for meget, aner man allerede her, at det bliver svært for psykiateren at forblive sin egen øde ø.

Dette er et anmeldereksemplar fra Forlaget Brændpunkt.

Livets store spørgsmål

“Agathe” er en roman om livet og døden, om fremmedgørelse i forhold til andre og sig selv, om ensomhed og eksistentiel krise. Om det at blive gammel siger fortælleren:

“At ældes, tænkte jeg, imens bitterheden kom skyllende, handlede mest af alt om at iagttage, hvordan forskellen mellem ens jeg og ens krop voksede sig større og større, indtil man en dag var blevet fuldstændigt fremmed for sig selv. Hvad smukt eller naturligt var der i det?” (bogen side 17).

Ikke desto mindre banker livet i 11. time på hos den livstrætte psykiater, der tvinges til at vende blikket såvel udad som indad og må erkende, at han har lige så meget brug for hjælp som sine patienter.

Psykolog og digter

Det er ikke første gang, at en roman portrætterer et menneske, der opdager, at han/hun er en del af fastlandet. Men Anne Cathrine Bomann har sin egen forfatterstemme og vinkel på temaet.

Måske skyldes det, at forfatteren selv er uddannet psykolog. Samtidig mærker man, at hun er digter, og den knappe stil og det smukke sprog gør romanen på én gang letlæst og læseværdig.

Jeg er i sagens natur ikke den bedste til at bedømme, om hun helt formår at gengive en 71-årig mands mindset. Men man fornemmer, at Anne Cathrine Bomann har et solidt greb om sin hovedperson, og fortæller-stemmen fremstår troværdig.

Det er kort sagt en stor fornøjelse at læse en så velskrevet lille roman på blot 111 sider, der fanger læseren fra først til sidst.

“Agathe” udkom 15. maj.


Anne Cathrine Bomann (født i 1983) har tidligere udgivet digtsamlingerne Hjemløs” (1999) og “Fald” (2004). Endelig har hun leveret digte til tidsskriftet Øverste Kirurgiske.


 

Himlen over Israel

Ny bog fortæller i billeder, hvordan 500 millioner trækfugle passerer Israel to gange om året på deres rejse mellem Europa og Afrika.

Gennem de sidste 40 år har Klaus Bjerre, der til daglig er ansat i lægeforeningen, besøgt Israel mindst én gang om året udelukkende for at fotografere fugle.

Over 500 millioner fugle fra Europa og området omkring Sortehavet og Det Kaspiske Hav trækker hvert år til og fra Afrika, hvor de overvintrer, og her udgør himlen over de israelske bjerge en luftbåren motorvej for de bevingede væsner.

I “Israel – 40 år med fugle og kamera” tager Klaus Bjerre os med på en billedrejse fra forår til vinter og fra syd til nord i landet, han i dag betragter som sit andet hjemland.

Det er en rejse, der fører os gennem fuglenes stegende hede pitstop i Jordandalen og Beit She’an i den nordøstlige del af landet, hvor titusinder af hvide storke varmer op til efterårstrækket ved fiskedammene i dalen, og som slutter mod nord i Hula-dalen, hvor 30.000 traner overvintrer.

Dette er et anmeldereksemplar fra Gyldendal. Billedet viser biædere, der venter på deres næste snack. Foto: Klaus Bjerre.

En anden vinkel

Det er dejligt forfriskende at få en anden vinkel på det lille land i Mellemøsten, der som oftest omtales herhjemme i forbindelse med uroligheder i regionen.

Selv fortæller Klaus Bjerre om sin færden i den konfliktfyldte stat:

Mange har spurgt mig om sikkerheden i Israel og om det virkeligt er muligt, at bevæge sig rundt med et kamera og en stor tele, især tæt på grænserne til nabolandene eller tæt på militære anlæg. Svaret er JA – I de 40 år, jeg er kommet dernede, har jeg aldrig haft problemer af nogen art. I de første år skete det af og til, at militæret spurgte, hvad jeg fotograferede. Men når jeg forklarede, hvad jeg lavede, var replikken altid: “OK no problem”.” (Citat fra bogen, side 154).

Fryd for øjet

Med Klaus Bjerres smukke naturbilleder kommer læseren helt tæt på både det utrolige fugletræk og ørkenens farvestrålende fugle.

Der er billeder af alt fra steppevåger i flugt, purpurhejrer på vej og fouragerende fjordterner til en hærfugl med friskfanget firben i næbbet, en ellekrage på en sprinkler og en gærdesanger i et drageblodstræ.

Bogens billeder er en fryd for øjet. Derfor kan det undre lidt, at en udgivelse i så fint et udstyr ikke har fået en ekstra korrekturlæsning (der optræder små stave- eller slåfejl flere steder i teksten).

Men så er det jo heldigt, at “Israel – 40 år med fugle og kamera” først og fremmest er en fotobog – og endda en fejende flot én af slagsen 🙂

“Israel – 40 år med fugle og kamera” udkommer i dag.


 

Månedens klassiker

På søndag fylder Kig ind i bogens verden to år, og det markeres med et nyt fast indlæg på bloggen: Månedens Klassiker 🙂

Det første indlæg i serien omhandler ikke et enkelt værk, men derimod den berømte illustrator Robert Ingpen.

For tiden læser vi herhjemme den udgave af Kenneth Grahames elskede klassiker “Vinden i piletræerne”, som er illustreret af Robert Ingpen. Og ikke en side bliver vendt, før hver illustration er blevet nøje studeret og nydt, for Ingpens tegninger afspejler i den grad sjælen i Grahames finurlige figurer. Forfatterens smukke poetiske tekst og illustratorens lige så smukke, livfulde og varme tegninger supplerer hinanden på bedste vis. Sjældent har ord og streg klædt hinanden så godt!

Muldvarp, Mosegris og Grævling nyder en fredelig stund i Grævlings køkken (Robert Ingpens illustration i Kenneth Grahames “Vinden i Piletræerne”, Carlsen).

Kenneth Grahame er ikke den eneste forfatter, hvis værk er blevet beriget med Robert Ingpens fremragende illustrationer. Således har Ingpen tegnet til litterære klassikere af Mark Twain og Charles Dickens, ligesom Robert Louis Stevensons “Skatteøen”, Jules Vernes “Jorden rundt på 80 dage”, Rudyard Kiplings “Junglebogen”, J. M. Barries “Peter Pan og Wendy” og Lewis Carrolls “Alice i Eventyrland” er blevet illustreret af Ingpen.

Men hvem er han, manden, hvis sjælfulde tegninger giver udødelige klassikere nyt liv?

Klassikernes illustrator

Robert Roger Ingpen blev født den 13. oktober 1936 i Australien og er udover illustrator også grafisk designer og forfatter. Han var kun syv år gammel, da han første gang begyndte at tegne Peter Pan, men karrieren som børnebogsillustrator blev skudt i gang, da han som voksen indledte et samarbejde med forfatter Colin Thiele omkring bogen “Storm Boy”, der handler om en dreng og hans pelikan.

Ingpen har skrevet og/eller illustreret over 100 bøger, og i 1986 fik han H. C. Andersen medaljen, The International Hans Christian Andersen Award, kaldet “børnelitteraturens Nobelpris”, for sine illustrationer.

I et interview i The Sydney Morning Herald i 2015 fortalte Ingpen, at “Vinden i Piletræerne” er blandt hans egne favoritter:

It’s a lovely piece of crafted story that has a timelessness to do with nature conservation and consideration of how animals look after themselves and their surroundings, but not doing it in a forceful, preaching way.”

Brænder for miljøet

Siden 1968 har Robert Ingpen været freelance, og har i en periode arbejdet for FN i Mexico og Peru, hvor han designede pjecer om fiskeri og deltog i flere australske frednings- og miljøprojekter. Interessen for miljøet og fredning har Ingpen bevaret. Han var således med til at stifte Australian Conservation Foundation.

Robert Ingpen har også lavet fagbøger om historie, fredning, miljø og sundhed.

Men det er som illustrator af klassikerne, at Ingpen er mest kendt. Og selv om der stadig udkommer ny-illustrerede udgaver af litterære børneklassikere, vil jeg på det varmeste anbefale dem, som er illustreret af Robert Ingpen.

Her er det forsiden til J. M. Barries klassiker illustreret af Robert Ingpen (Carlsen).

 

Robert Louis Stevensons “Skatteøen” illustreret af Robert Ingpen er et “must have” (Sesam, Lindhardt og Ringhof).


Du kan læse mere om Robert Ingpen her:

https://en.wikipedia.org/wiki/Robert_Ingpen

Læs hele interviewet med Robert Ingpen her:

http://www.smh.com.au/entertainment/theatre/storm-boy-illustrator-robert-ingpen-on-bringing-colin-thieles-classic-book-to-life-and-seeing-it-adapted-for-the-stage-20150504-1mz92z.html

Du kan se flere eksempler på Robert Ingpens illustrationer her:

https://www.theguardian.com/artanddesign/gallery/2016/oct/16/wonderlands-the-whimsical-illustration-of-robert-ingpen-in-pictures


 

Træets trøst

“Syv minutter over midnat” – filmatiseringen af den prisbelønnede roman “A Monster Calls” – tager livtag med den altfortærende frygt og smerte hos et barn, når en elsket forælder skal dø.

Conor er 12 år, og hans mor er uhelbredeligt syg af kræft. Hver nat har han det samme mareridt, som er så frygteligt, at han ikke bliver spor bange, da takstræet, der gror på kirkegården ved siden af familiens hjem, forvandles til et uhyggeligt monster.

Monstret er dog hverken kommet for at æde drengen eller skræmme livet af ham. Det er kommet for at fortælle ham tre historier, men Conor skal love selv at fortælle den fjerde, og, siger monstret, hans historie skal være sand.

Selv om midlet taxol fra takstræer bruges i kræftbehandling, er takstræets opgave i “Syv minutter over midnat” ikke at helbrede Conors mor, men at hjælpe hendes søn med at tackle det uundgåelige og ubærlige.

Det er med andre ord en historie om at se sin frygt i øjnene, acceptere tab og give slip, når det er nødvendigt.

monster-forside

Historien skulle skrives

Romanen “A Monster Calls” (på dansk “Monster”) udkom i England i 2011. Idéen til fortællingen kom fra forfatteren Siobhan Dowd, som desværre ikke nåede at skrive den selv, da hun døde af brystkræft i 2007.

Hendes agent og forlægger så imidlertid, at her var tale om en helt særlig historie, der måtte skrives, og valget faldt på Patrick Ness.

I et interview med Publishers Weekly i juni 2011 fortalte forlæggeren og Patrick Ness om de overvejelser, de havde omkring, at lade ham føre Dowds idé ud i livet. Her sagde Ness blandt andet:

“Det var det, som var mit mål. Ikke at skrive noget, hun (Siobhan Dowd, red.) ville have skrevet, men at skrive noget, hun ville have kunnet lide.”

Mesterværk gange to

Resultatet er mesterligt – både som roman med Jim Kays illustrationer og som film.

I filmen spilles Conor fremragende og følsomt af Lewis MacDougall, hvis lille hvide ansigt og mørke øjne afspejler alt fra glæde, sorg og vrede til sårbarhed og frygt. Også Felicity Jones i rollen som hans mor og Sigourney Weaver som mormoren er mere end overbevisende. Sidst, men ikke mindst, sikrer monstret med Liam Neesons stemmelægning, at takstræer aldrig vil være det samme igen.

Desværre har film i dag en kortere og kortere levetid i biografen. Selv om det kun er seks uger siden, “Syv minutter over midnat” havde premiere, er den allerede taget af plakaten. Det er ærgerligt, for det er i høj grad en meget seværdig og vigtig film, som jeg kun akkurat nåede at se på det store lærred.

Men så er det godt, vi har bøgerne, der heldigvis har en længere levetid i handlen.

Så, kære læser, skynd dig ned i din boghandel og få et eksemplar af “Monster” – en uforglemmelig historie, der kan lære dig og dine kære at se sandheden i øjnene.


Læs interviewet med Patrick Ness og forlægger Denise Johnston-Burt her:

http://www.publishersweekly.com/pw/by-topic/authors/interviews/article/47711-q-a-with-patrick-ness-and-denise-johnstone-burt.html

Læs Steffen Larsens anmeldelse af bogen i Politiken her: http://politiken.dk/kultur/boger/article5568818.ece

Tolkien og Julemanden

At J. R. R. Tolkien var en fantasiens mester, ved enhver, som har læst “Hobbitten” og “Ringenes herre”. Men ikke alle er klar over, at Tolkien hvert år til jul sendte sine børn breve forfattet af selveste “Father Christmas”.

Hver december modtog Tolkiens børn en konvolut med et frimærke fra Nordpolen. Indeni lå der et brev skrevet med en snurrig håndskrift og en smuk farvetegning. De var fra Father Christmas (Julemanden), som fortalte historier fra livet på Nordpolen.

For eksempel, hvordan isbjørnen (der var lidt af en ulykkesfugl) klatrede op på toppen af Nordpolen for at hente Julemandens hue, som var blæst derop, og faldt ned gennem taget i hans hus; og om krigen, der blev udkæmpet med de umulige nisser, som boede i hulerne under Julemandens bolig, stjal julegaver og lavede graffiti på væggene.

Sommetider lå der også et lille brev fra isbjørnen, der var Julemandens assistent, eller fra hans sekretær, Ilbereth the Elf.

Breve i bogform

Julemandens breve blev udgivet efter Tolkiens død som “Letters from Father Christmas” (1976), og det er en vidunderlig lille bog.

letters-from-father-christmasHer kan vi læse Julemandens breve og se hans smukke tegninger til forfatterens fire børn – en korrespondance, der strakte sig over 20 år fra det første brev til Tolkiens ældste søn John i 1920 til det sidste brev til hans datter Priscilla i 1943. Brevene er fulde af humor og små anekdoter. Hør bare, hvordan isbjørnen afslutter en af sine hilsner:

Excuse thick writing I have a fat paw. I help Father Christmas with his packing: I live with him. I am the GREAT (Polar) BEAR”

Holdt fanen højt

Bogen egner sig både til højtlæsning for de små, der vil fryde sig over isbjørnens sjove, gale streger, mens større børn og voksne vil genkende Tolkiens fabulerende fantasi, der leder tanken hen på hans andre værker. Som når isbjørnen skriver på “arktisk”, hvilket fik mig til at tænke på elversproget i “Ringenes Herre”.

Selv under Anden Verdenskrig nåede Julemandens breve frem til Tolkiens yngste barn, Priscilla. Krigen nævnes i brevene, der viser en julemand, som holder fanen højt og gør, hvad han kan for at opmuntre datteren i en meget mørk tid.

Så kære læser: Glem forskere, som mener, at forældre, der fortæller deres børn om julemanden, skader de små for livet (som vi kunne læse i pressen for nylig).

“Letters from Father Christmas” (på dansk “Julemandens breve”), er en julebog, man bør forære sig selv, børn og børnebørn!

Med disse ord vil jeg ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår 🙂

Her er det den danske udgave af J. R. R. Tolkiens bog med breve fra Father Christmas til forfatterens børn.

Her er det den danske udgave af J. R. R. Tolkiens bog med breve fra Father Christmas til forfatterens børn.


Du kan læse mit indlæg om nyt fra Tolkien her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2016/05/12/nyt-fra-tolkien/


Kig ind i bogens verden er tilbage torsdag den 5. januar 2017.

Snemanden

På den første dag i julemåneden genudgives Raymond Briggs’ klassiske billedhistorie “Snemanden”.

snemanden-forsideEn lille dreng bygger en snemand i sin have. Da snemanden samme nat bliver levende, begynder et magisk eventyr …

I mere end 35 år har Raymond Briggs’ poetiske fortælling om venskabet mellem en dreng og hans snemand været elsket af børn og voksne, og for mange er eventyret med de betagende smukke illustrationer blevet en af julens traditioner.

Manden bag “Snemanden”

Raymond Briggs (født 1934) er en engelsk illustrator og forfatter, bedst kendt for sin bog “Snemanden”, som udkom første gang i 1978.

I 1982 blev bogen, hvis illustrationer udelukkende er lavet med farveblyanter, omsat til en tegnefilm af britiske Channel 4.

For en gangs skyld er filmen baseret på bogen lige så magisk som forlægget. Når de ordløse billeder sættes i bevægelse til legende let musik, går det hele op i en højere enhed, så man virkelig føler, at man er med på denne vinternats drømmeagtige rejse sammen med den lille dreng og hans elskelige snemand.

Filmen blev nomineret til en Oscar og vises hvert år i britisk fjernsyn. Og på selveste juleaften 2012 blev 30-årsdagen for tegnefilmen fejret med en efterfølger, “Snemanden og snehunden”.

I 1984 blev Raymond Briggs nomineret til H. C. Andersen medaljen, The International Hans Christian Andersen Award, som er en international børnebogspris, også kaldet “børnelitteraturens Nobelpris”. Prisen uddeles hvert andet år i to kategorier: Skrivning (uddelt siden 1956) og Illustration (uddelt siden 1966).

Billedbog for voksne

forside-2-briggsNogle læsere vil måske huske Raymond Briggs for hans grafiske novelle “When the Wind Blows” (1982).

Den handler om det optimistiske, ældre ægtepar, Bloggs, som pludselig befinder sig midt i en atomkrigs mareridt.

“When the Wind Blows” blev tillige omsat til en animeret film af samme navn med musik komponeret af David Bowie og Roger Waters, og såvel bogen som filmen vakte stor international opmærksomhed også herhjemme.

Men i dag gælder det altså “Snemanden”, som jeg på det varmeste – eller måske skulle jeg sige det koldeste, når nu det handler om en snemand 🙂 – vil anbefale til både børn og voksne!