Fortiden lever

Ny film baseret på anmelderrost roman dykker ned i fortidens skatte og begravede liv.

I 2007 udkom John Prestons roman “The Dig”, der fortæller om et uvurderligt arkæologisk fund gjort i sommeren 1939 få måneder før Anden Verdenskrigs udbrud.

Handlingen spænder over tre hektiske måneder, hvor lokale amatørarkæologer og udgravere i konkurrence med erfarne museumsfolk graver et oldgammelt skib fri af den engelske muld.

Efterhånden som krigen rykker tættere på, og guld og uerstattelige skatte titter frem af jorden, væves personernes kærlighedsliv, tab og drømme sammen i en fælles bevidsthed om, at fortiden aldrig helt forlader os.

Unikt fund

John Prestons bog bygger på virkelige begivenheder.

I 1939 gjorde amatørarkæolog Basil Brown et af de største fund i britisk arkæologisk historie, da han i Suffolk, Østengland, fandt et 27 meter langt angelsaksisk skib med et gravkammer fuld af skatte fra den tidlige middealder.

Skatten rummede blandt andet guld, smykker, sølvtøj fra det fjerne Byzantium, dyrebare tekstiler og en nu ikonisk hjelm.

Arkæologerne og jordejer Edith Pretty var målløse. Der var tydeligvis tale om en betydningsfuld persons grav. Men hvem var det? Og hvad kunne fundet fortælle os om det angelsaksiske samfund? (Kilde: British Museum)

Mesterlig film

Jeg har stadig John Prestons roman om den arkæologiske sensation i Sutton Hoo til gode, men har netop set Simon Stones fremragende film baseret på romanen.

I filmen afdækker Stone på mesterlig vis karakterernes liv og følelser i takt med udgravningen af det opsigtsvækkende skib.

Amatørarkæolog og udgraver Basil Brown (i skikkelse af Ralph Fiennes) inviteres af Edith Pretty (spillet af Carey Mulligan) til Sutton Hoo for at se på nogle gravhøje på hendes jord.

Krigsenken og den enlige mor deler Browns glødende interesse for arkæologi, og inden længe er han da også i gang med at grave i den af højene, som hendes mavefornemmelse siger, rummer noget særligt.

Snart myldrer museumsfolk fra nær og fjern til Sutton Hoo for at få del i det exceptionelle fund, samtidig med at filmen graver stadig dybere spadestik i karakterernes fortid og følelsesliv.

Det flygtige nu

“The Dig” er et smukt, eksistentielt drama om liv og død, kærligheden og tiden og om vores desperate forsøg på at fastholde nu’et i en evig kamp mod altings – ikke mindst vores egen – forgængelighed.

En kamp, der bliver meget konkret, da arkæologer og udgravere må udvise ekstra stor forsigtighed under udgravningen af de skrøbelige skibsrester, for at fortiden ikke skal smuldre mellem hænderne på dem. Ligesom Ediths fætter Rory med sin fotografering af det arkæologiske arbejde prøver at fryse det flygtige nu.

Sideløbende mærker vi optakten til Anden Verdenskrig. Vi ser de unge mænd, der indkaldes til militærtjeneste, deres farlige flyveøvelser over marker og enge og træningslejrene, der opføres på den jord fortidens krigere hviler i.

Billedsiden er i top med betagende smuk fotografering af det engelske landskab, og hvor også karakterernes ansigter udgør landskaber med begravede følelser, håb og drømme.

Skuespil i særklasse

Ralph Fiennes er en af vor tids helt store karakterskuespillere, og som underspillet, vejrbidt træmand med følelserne i behold overbeviser han i rollen som Basil Brown.

Carey Mulligans Edith Pretty er sart, men stærk, og en både kærlig moder og retfærdig arbejdsgiver.

Men også Lily James’ unge arkæolog og Johnny Flynns fotograf og flyveraspirant til Royal Air Force er ømt troværdige. Og endelig viser Archie Barnes i rollen som Ediths søn, Robert, stor styrke og sårbarhed.

Simon Stones “The Dig” er kort sagt en på alle måder berigende oplevelse.

Filmen kan streames på Netflix.

God weekend 🙂


Bonusinfo

Du kan læse New York Times’ anmeldelse af John Prestons bog “The Dig” her:

https://www.nytimes.com/2016/04/03/books/review/the-dig-by-john-preston.html

Læs mere om de enestående Sutton Hoo-udgravninger her:

https://www.britishmuseum.org/collection/death-and-memory/anglo-saxon-ship-burial-sutton-hoo

På samme hjemmeside kan man læse om den ikoniske Sutton Hoo-hjelm:

https://www.britishmuseum.org/collection/object/H_1939-1010-93

Som et lille kuriosum kan det oplyses, at hjelmen blev brugt som forsideillustration til Keld Zeruneiths gendigtning af “Beowulf” (se bogomtale her).


 

Heltekvad får nye toner

Ugens udgivelse er en dansk gendigtning af det oldengelske heltekvad “Beowulf”.

“Lo! we have listened to many a lay

Of the Spear-Danes’ fame, their splendor of old,

Their mighty princes, and martial deeds!

Many a mead-hall Scyld, son of Sceaf,

Snatched from the forces of savage foes.

From a friendless foundling, feeble and wretched,

He grew to a terror as time brought change.

He throve under heaven in power and pride

Till alien peoples beyond the ocean

Paid toll and tribute. A good king he!”

Jeg må indrømme, det ikke var let for mig at forstå de linjer af det berømte heltekvad “Beowulf”, som min lærer lagde ud med at læse højt for os førsteårsstuderende på engelskstudiet i 1990.

Min lærers skotske udtale gjorde det heller ikke nemmere for mig – med mit endnu ringe kendskab til det engelske sprogs mangfoldighed – at fatte indholdet af de smukke strofer fra det 2976 linjer lange digt på oldengelsk.

Den skotske udtale fik jeg mere styr på senere hen, men jeg har siden tænkt, at vi nystartede studerende måske havde givet “Beowulf” en bedre modtagelse, hvis gøterhelten først var blevet kastet for os på 2. eller 3. studieår.

Nu er der imidlertid håb for alle dem, der måtte møde Beowulf the Geat tidligt på engelskstudiet – og for andre med hang til helte, der dræber drager og dæmoner.

I dag udkommer nemlig litteraturforsker Keld Zeruneiths gendigtning af de oldengelske vers på dansk i forfatterens prosanære, fortællende stil.

“Beowulf – gendigtet af Keld Zeruneith” udkommer på Gyldendal i dag.

Beowulf mod bæstet

Historien i “Beowulf” er kort og godt, at gøterhelten Beowulf tager til Lejre for at hjælpe kong Roar med at bekæmpe det skrækkelige uhyre, Grendel, der sårer og dræber kongens mænd.

Det lykkes den frygtløse og stærke Beowulf at slå både uhyret og dets mor ihjel, og han belønnes med guld og gaver, før han rejser hjem til Sydsverige, hvor han bliver konge.

Dog får han ikke lov at hvile på laurbærrene til evig tid, idet han som gammel atter må slås mod en ildspyende drage.

“Beowulf” er et hovedværk i verdenslitteraturen. Heltekvadet menes at være fra 700-tallet, men først at være blevet nedskrevet i slutningen af 900-tallet. Forfatteren er ukendt, og digtet fik først titlen “Beowulf” i 1805 og blev ikke udgivet før i 1815.

Omend de oldengelske vers ikke just kan kaldes let læselige, er sproget meget smukt og bestemt umagen værd for engelskkyndige at arbejde sig igennem.

Og skulle det knibe, kan man altså nu få sproglig backup af Keld Zeruneiths danske gendigtning, der får fem hjerter i Politiken.


Keld Zeruneith (f. 1941) dr. phil., docent emeritus ved Københavns Universitet. Han har udgivet flere digtsamlinger, blandt andet “Indrejse” (1997) og litterære biografier om Emil Aarestrup, Johannes Ewald og Sophus Claussen. Zeruneith har modtaget adskillige priser for sit arbejde og er herudover indvalgt i Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.