En ven for livet

Ny bog er et vigtigt vidnesbyrd om det mørkeste kapitel i menneskehedens historie.

Den 12. oktober i år døde Eddie Jaku i en alder af 101 år.

Da han var ung, var der ikke mange, som ville have troet, at han skulle få så langt et liv, og at han ville ende med at kalde sig jordens lykkeligste mand.

Eddie Jaku blev født 14. april 1920 i Leipzig i Tyskland som barn af jødiske forældre.

Familien anså sig selv som tyskere først, dernæst jøder. Men da Hitler kom til magten, mærkede Eddie og hans familie for alvor det voksende jødehad i Tyskland, og i 1944 blev de deporteret til Auschwitz. Forældrene blev myrdet ved ankomsten, men Eddie og hans søster overlevede.

I mange år var Eddie tavs om de rædsler og den ufattelige ondskab, han havde oplevet under Anden Verdenskrig. Men som tiden gik, tænkte han, at han havde et ansvar for at tale om det og en pligt til at lære verden om, hvor farligt det er at hade. “Verden er nødt til at vide besked,” konkluderede han.

jordens-lykkeligste-mand-3642409

Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget memoris.

Vanvittigt had

Eddie Jakus selvbiografi “Jordens lykkeligste mand” er dedikeret til fremtidige generationer. I bogen fortæller han sin historie og beskriver, hvordan civiliserede tyskere blev grebet af et vanvittigt had.

Vi hører, hvordan Eddie som 13-årig blev smidt ud af sin skole, fordi han var jøde og under falsk identitet kom ind på en anden skole langt fra sin familie og sit hjem.

På den nye skole lærte han maskinteknik og fik en uddannelse, der siden skulle redde hans liv. Han levede en beskyttet tilværelse på skolen og fandt først ud af, hvor galt det stod til i Tyskland, da han ville besøge sin familie i november 1938.

Eddie blev tævet halvt ihjel af nazister på krystalnatten og kørt til Buchenwald-koncentrationslejren.

Helvede på jord

Forholdene i Buchenwald var så uhumske, at sygdom og sult var uundgåeligt. Eddie beskriver brutaliteten og sadismen, de daglige tæsk og mord begået af tyskerne i kz-lejren.

Det var Tyskland i 1938. Fuldstændig forvandlet, ingen moral, ingen respekt, ingen menneskelig værdighed.” (Citat fra bogen)

Efter seks måneder slap Eddie ud takket være sin uddannelse som værktøjsmager. Han søgte tilflugt i Belgien, men blev anholdt der og sendt i flygtningelejr.

Første gang Eddie blev deporteret til Auschwitz, lykkedes det ham at flygte fra toget på vejen dertil. Men i februar 1944 endte han i dødslejren sammen med sin familie. Hans forældre blev sendt direkte i gaskammeret af den berygtede Josef Mengele, og Eddie og hans søster tilbragte et år i helvede på jord.

Venskabets styrke

Beskrivelserne af mareridtet i Auschwitz er uhyre barsk læsning, og igen og igen spørger Eddie (og læseren) sig selv, hvordan Hitler i den grad var i stand til at gøre venner til fjender og almindelige mennesker til mordere og monstre.

Det forekommer nærmest umuligt, at nogen kunne overleve Auschwitz.

Men overlevede gjorde Eddie heldigvis! Og det tilskriver han ikke mindst sin gode ven Kurt. De to hjalp hinanden og var – forstår man – et lys i mørket for hinanden:

Disse øjeblikke af venskab og taknemmelighed var nødvendige for at overleve det umenneskelige sted, Hitler havde skabt. … Uden venskab er et menneskes sjæl fortabt. En ven er én, der minder dig om at føle dig i live.” (Citater fra bogen)

Tilbage til livet

Overlevelsen skete ikke uden ar på krop og sjæl. Eddie fortæller eksempelvis om de svovlbade, han måtte tage efter krigen for at hele sin hud. Endnu sværere var det at hele arrene på sjælen.

Selv for mig tog det mange år at indse, at så længe jeg stadig bar frygt og smerte i mit hjerte, så ville jeg aldrig for alvor blive sat fri.

Jeg beder ikke mine medoverlevere om at tilgive det tyske folk. Det kunne jeg ikke selv gøre. Men jeg har været heldig nok og har oplevet kærlighed og venskab nok i mit liv til, at jeg har kunnet give slip på den vrede, jeg følte mod dem. Det fører intet godt med sig at holde fast i vreden. Vrede fører til frygt, der fører til had, der fører til død.” (Citat fra bogen)

Håb fremfor had

Eddie Jakus skildring af sine oplevelser i 1930ernes Tyskland og under Anden Verdenskrig er gruopvækkende læsning.

Men nok så vigtigt er det, at han fortæller, hvordan han på trods af den umenneskelige ondskab, som han, hans familie og folk blev ofre for, var i stand til at vælge livet og lykken.

I bogen reflekterer Eddie Jaku over ondskaben og omsætter sine egne erfaringer til livskloge råd til læseren. Råd om, hvad der er det væsentlige i livet, og hvor vigtigt det er ikke at hade sin næste.

Et bedre menneske

Med sine refleksioner og sin venlige, direkte tone over for læseren inspirerer Eddie Jaku os til at tænke over vores eget liv og det had, der findes i verden i dag.

På den måde bliver “Jordens lykkeligste mand” en bog, der handler om andet og mere end Holocaust. Den handler om selve det at være menneske, om livet og meningen med det.

Og selv om Eddie Jaku skriver, at han er bedre til maskiner end ord, er bogen smukt skrevet.

Derfor er det også lidt ærgerligt, at der har sneget sig et par trykfejl og små sproglige svipsere ind i den ellers udmærkede danske oversættelse.

Men det ændrer ikke ved, at “Jordens lykkeligste mand” er en gribende beretning, som bør læses af alle i en verden, der er nødt til at vide besked.

Bogen er på én gang et vigtigt vidnesbyrd om en ubegribelig ondskab, der aldrig må glemmes, og som aldrig kan tilgives, samtidig med at Eddie Jaku viser os, hvordan vi kan forhindre, at det gentager sig, og hvordan vi kan blive bedre mennesker.

Med “Jordens lykkeligste mand” får du kort sagt en ven for livet!


Efter krigen emigrerede Eddie Jaku med sin kone til Australien. I en sen alder begyndte han at holde foredrag om Holocaust og var med til at danne en australsk forening for jødiske holocaustoverlevere og etablere det jødiske museum i Sydney.

“Jordens lykkeligste mand” udkom på engelsk i 2020, da Eddie Jaku fyldte 100 år.


Spion i Auschwitz

Biografi om modstandsmand, der med livet som indsats kæmpede for at stoppe nazisternes massemord i Auschwitz, har netop vundet pris som årets bog.

“The Volunteer” af den britiske forfatter og journalist Jack Fairweather blev i denne uge kåret som vinder af den prestigefyldte britiske Costa Book Award.

Jack Fairweathers beretning om den heltemodige officer og agent for den polske modstandsbevægelse, Witold Pilecki, vandt både i kategorien Biografier og hovedprisen som 2019 Costa Book of the Year.

Biografien har fået prisen i samme uge, hvor årsdagen for de russiske troppers befrielse af Auschwitz-Birkenau-lejren 27. januar 1945 blev markeret.

Frivilligt fangenskab

Da den polske modstandsbevægelse i juli 1940 erfarede, at en koncentrationslejr var blevet oprettet i gamle polske militærbarakker, meldte Witold Pilecki, tidligere officer i den polske hær, sig frivilligt til at lade sig tage til fange med det formål at samle efterretninger om, hvad der foregik i lejren og organisere en masseflugt.

Kort efter sin ankomst i september 1940 begyndte Pilecki at organisere et undergrundsnetværk i Auschwitz. Forholdene var imidlertid langt værre end antaget med konstante tæsk, ydmygelser og sult designet til at bryde båndene mellem fangerne og knuse dem psykisk som fysisk.

Efterhånden som måneder blev til år, og kz-lejren blev forvandlet til en dødsfabrik, stod det klart for Pilecki, at der ikke kom nogen hjælp udefra.

Alligevel gav han ikke op. Hver gang nogen slap ud, medbragte de rapporter til modstandsbevægelsen, blandt andet vidneberetninger om gaskamrenes gruopvækkende kapacitet til at massemyrde.

Skrid ind!

Modstandsbevægelsen videresendte Pileckis rapporter til den polske eksilregering i London, der gentagne gange bad de allierede om at skride ind.

I april 1943 lykkedes det Pilecki at flygte fra Auschwitz. Men først efter de allieredes landgang i 1944, og sovjetiske fly fløj hen over Warszawa, erkendte vestlige ledere omfanget af rædslerne i Auschwitz. På det tidspunkt blev 5000 jøder om dagen gasset, og Pilecki havde netop færdiggjort sin tiende rapport.

Pileckis heltemodige indsats for at afsløre dødslejrens gru kom først fuldt ud til offentlighedens kendskab efter Sovjetunionens fald og åbningen af de polske statsarkiver.

Det anslås, at 1,1 million mennesker døde i Auschwitz, hovedparten i de berygtede gaskamre.

Mørkeste kapitel

Holocaust er, hvis ikke det mørkeste, så et af de sorteste kapitler i menneskehedens historie. Et syndefald uden sidestykke.

Igen og igen spørger man sig selv, hvordan vi som art kunne overleve så grænseløst onde forbrydelser, som dem nazisterne begik mod det jødiske folk under Anden Verdenskrig.

For mig at se er svaret de mange mennesker, herunder Witold Pilecki, der med hjertet på rette sted og med fare for eget liv kæmpede mod nazisterne og viste, at der trods alt er håb for os mennesker.

Vi skylder ofrene i Auschwitz og Witold Pilecki at læse “The Volunteer” – og gøre alt, hvad vi kan for, at dette aldrig gentager sig.


Kilder:

Costa Book Awards:

https://www.costa.co.uk/behind-the-beans/costa-book-awards/book-awards

Du kan læse The Guardians anmeldelse af “The Volunteer” her:

https://www.theguardian.com/books/2020/jan/22/the-volunteer-jack-fairweather-review


 

Number the Stars

I denne uge anmelder bloggens unge gæsteanmelder en amerikansk roman om besættelsestidens Danmark set i børnehøjde.

Nogle vil måske spørge sig selv: Kan en amerikansk forfatter skrive en bog om en 10-årig pige i Danmark under Anden Verdenskrig?

For Lois Lowry lykkes det faktisk rigtig godt. Hun har nemlig skrevet en bog på engelsk med titlen “Number The Stars”, der handler om en dansk pige, hendes familie og jødiske veninde, som hver dag må kæmpe mod de tyske soldater i Danmark.

Farlig hverdag

Året er 1943, og den 10-årige Annemarie Johansen bor med sine forældre og sin lillesøster, Kirsti, på 5 år i en lille lejlighed på Østerbrogade i København. Hendes bedste veninde er jøde og hedder Ellen Rosen og bor med sine forældre i den samme opgang som Annemarie.

De fleste prøver at fortsætte deres hverdag, som de altid har gjort. Med skole, arbejde, kirke, Sabbath, leg på gaderne og en masse andre normale ting.

Men trods det, at folk prøver at holde humøret oppe, bliver tingene sværere og sværere både med rationeringsmærker og spærretid.

Og da nazisternes jødeforfølgelser når til Danmark, bliver hverdagen for alvor farlig for pigerne og deres familier, og Annemarie må pludselig samle alt sit mod for at redde sin veninde og hendes forældres liv.

Indblik og spænding

Jeg synes, at det er en rigtig god bog, fordi Annemarie, hendes familie og venner er gode og sympatiske karakterer. Man kan virkelig relatere til de tanker, de har, og til deres handlinger. Man får også et rigtig godt indblik i, hvordan det må have været at være barn under Anden Verdenskrig.

Bogen viser også, hvordan krigen gør, at en lille pige på 10 år på kort tid skal træde ind i de voksnes rækker for at redde sin jødiske venindes liv.

Jeg synes, at man skal læse den, hvis man interesserer sig for det her emne, eller hvis man kan lide spænding og cliffhangers, for der sker spændende og nervepirrende ting næsten hele tiden.

Den kan også sætte mange tanker i gang, for nogle gange sidder man og tænker på, hvad man måske selv ville have gjort i de situationer, karaktererne står i.

Men hvis man i det hele taget bare gerne vil læse en god bog, kan jeg virkelig anbefale “Number the Stars”!

Gode citater fra bogen

One evening, Papa had told her that earlier he was on an errand near his office, standing on the corner waiting to cross the street, when King Christian came by on his morning ride. One of the German soldiers had turned, suddenly, and asked a question of a teenage boy nearby.

“Who is that man who rides past here every morning on his horse?” the German soldier had asked.

Papa said he had smiled to himself, amused that the German soldier did not know. He listened while the boy answered.

“He is our king,” the boy told the soldier. “He is the King of Denmark.”

“Where is his bodyguard?” the soldier had asked.

“And do you know what the boy said?” Papa had asked Annemarie. She was sitting on his lap. She was little, then, only seven years old. She shook her head, waiting to hear the answer.

“The boy looked right at the soldier, and he said, ‘All of Denmark is his bodyguard.’”

(“Number the Stars”, side 24-25)

Et andet citat, jeg rigtig godt kan lide, er, da Onkel Henrik pludselig spørger Annemarie, hvor modig hun er, og der sker det her:

She was startled. And dismayed. It was a question she did not want to be asked. When she asked it of herself, she didn’t like her own answer.

“Not very,” she confessed, looking at the floor of the barn.

Tall Uncle Henrik knelt before her so that his face was level with hers. (…)

“I think that is not true,” Uncle Henrik said. “I think you are like your mama, and like your papa, and like me. Frightened, but determined, and if the time came to be brave, I am quite sure you would be very, very brave.

(“Number the Stars”, side 99-100)

Min vurdering: ★★★★☆☆

Anmelder: Kahoha


Fakta

Lois Lowry (født 1937) er forfatter til over 30 romaner og har to gange vundet Newbury Medal, blandt andet for “Number the Stars”. Hun er kendt for at skrive om vanskelige emner rettet mod børn, herunder bøger om racisme og sygdom.

Lois Lowry lavede grundig research forud for bogen, og “Number the Stars” er dedikeret til hendes danske veninde Annelise Platt.

Bogen blev udgivet i 1989.

Året efter udkom den på dansk med titlen “Tæl stjernerne”.


 

Hyldest og hæder

Årets første måneder er en forventningsfyldt tid for mange filmfolk og forfattere med prisuddelinger i ind- og udland.

Med Golden Globe, Screen Actors Guild Awards, BAFTA og Oscar er januar og februar højsæson for hyldester til filmindustriens folk.

Men også på bogfronten bliver der uddelt priser. Som bekendt fik Leonora Christina Skov i sidste uge Boghandlernes Gyldne Laurbær for sin autofiktive roman “Den, der lever stille”.

Og i Storbritannien er den prestigefyldte og populære litteraturpris, The Costa Book Awards, netop blevet uddelt til fem værker af forfattere i United Kingdom og Irland.

Som noget særligt sidestiller The Costa Book Awards børnelitteratur med voksenlitteratur og har fem kategorier: Bedste roman af en debutant, Bedste roman, Bedste biografi, Bedste digtsamling og Bedste børnebog, hvoraf en vinder hovedprisen som Costa Book of the Year.

Fortidens spøgelser

I år løb den britisk-hollandske forfatter og litteraturprofessor på Oxford University, Bart van Es, både med prisen for bedste biografi og hovedprisen som Costa Book of the Year.

Bart van Es’ biografi “The Cut Out Girl” fortæller om en lille jødisk pige, Lien, som på grund af nazisternes jødeudryddelser under Anden Verdenskrig kom i familiepleje hos hans bedsteforældre, der var medlemmer af den hollandske modstandsbevægelse.

I 2014 satte Bart sig for at kortlægge Liens historie. Han vidste, at hun blev boende hos hans bedsteforældre efter krigen, og at et skænderi siden førte til et brud mellem dem. Men hvad var Liens version af historien? Hvad skete der rent faktisk under og efter krigen?

Barts efterforskning kom til at ændre både hans eget og Liens liv. Udover at genfortælle Liens oprivende barndomshistorie og skildre, hvordan Bart brik for brik samler puslespillet, tegner biografien et billede af et Holland, der mere end noget andet vestligt land samarbejdede med nazisterne i deres jagt på jøderne.

Sidst men ikke mindst er “The Cut Out Girl” en fortælling om den kærlighed og sorg, en familie kan give og forvolde os.

Øvrige Costa-priser

Endelig skal det nævnes, at Hilary McKays “The Skylarks’ War” fik Costa-prisen for bedste børnebog; prisen for bedste debutroman gik til Stuart Turton for “The Seven Deaths of Evelyn Hardcastle”; Sally Rooneys anmelderroste “Normal People” fik prisen for bedste roman; mens J. O. Morgans “Assurances” blev kåret som den bedste digtsamling.

God læseweekend 🙂


Læs mere om “The Cut Out Girl – A Story of War and Family, Lost and Found” her:

https://www.penguinrandomhouse.com/books/549314/the-cut-out-girl-by-bart-van-es/9780735222243/

Læs også mit indlæg om “Anne Franks dagbog” her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2018/06/28/betydningsfulde-boeger/