I dag er det 75 år siden, at de Vestallierede gik i land i Normandiet i Nordvestfrankrig. Det markeres blandt andet med en ny bog om D-dag.
Omkring 156.000 soldater primært fra USA, Storbritannien og Canada, 6.000 skibe og 11.000 fly deltog i landgangen 6. juni 1944.
Invasionen er den største amfibieoperation i historien og var indledningen på en større operation med kodenavnet Operation Overlord.
Operationen, der var under ledelse af general Dwight D. Eisenhower, havde som mål at befri Europa fra Nazi-Tysklands besættelse.
Det havde taget flere år at planlægge operationen, og den sluttede først, da de Allierede krydsede Seinen og befriede Paris i slutningen af august 1944.
Opgør med myter
I “Normandy ‘44” kulegraver den britiske militærhistoriker, James Holland, myterne, der omgærder D-dag.
For eksempel giver han feltmarskal Montgomery en mildere medfart, end den britiske officer fik af sine samtidige og har fået af andre forfattere til bøger om Anden Verdenskrig.
Holland gendriver tillige tidligere kritik af de britiske og canadiske troppers fremrykning mod Caen.
Blodigt vendepunkt
Den 6. juni 1944 og de efterfølgende 76 dages indædte kampe i Normandiet blev det store vendepunkt for de allierede i bekæmpelsen af Hitler og det nazistiske tyranni.
Men hvor selve D-dag udgjorde en spektakulær sejr for de Allierede, blev den første offensivs succes hurtigt efterfulgt af blodige og brutale slag med forfærdelige tab af menneskeliv på begge sider.
James Holland trækker på et omfattende materiale af arkiver og øjenvidneskildringer fra såvel menige soldater, højtstående officerer, piloter og søfolk som civile og modstandsfolk.
“Normandy ‘44”, der udkom i Storbritannien 16. maj, har høstet flere anmelderroser. Således skriver Publishers Weekly:
This is an excellent and engrossing new look at the Normandy invasion.” (https://www.publishersweekly.com/978-0-8021-2942-0)
Mere om D-dag
Har man appetit på flere bøger om D-dag, er der nok at tage af. Eksempelvis kan nævnes:
- Antony Beevor “D-dag – Kampen om Normandiet”: I den anmelderroste bog påviser en af verdens førende krigsforfattere, Antony Beevor, at de britiske, amerikanske og canadiske soldaters kampe på vejen til Paris i grusomhed kan sammenlignes med slagene på østfronten.
- Stephen Ambrose “D-dag – 6. juni 1944”: Den amerikanske historiker Stephen E. Ambrose beskriver soldaternes oplevelser i øjenhøjde. Ud over de mange øjenvidneberetninger fortæller Ambrose om planerne, der gik i vasken, bekymringerne, der gik forud for invasionen, og storpolitik.
- Robert J. Kershaw “D-Day – Piercing the Atlantic Wall”: Militærmand og forfatter Robert Kershaw kaster nyt lys over landgangen 6. juni 1944 ved at bruge både tyske og allierede kilder. Herved får læserne et indblik i de militære succeser og fiaskoer, der var på begge sider.
God læseweekend og Pinseferie 🙂