Astrid Lindgrens “Krigsdagbøger 1939-1945” er gribende, oplysende og indsigtsfuld læsning – et vidnesbyrd om livet på hjemmefronten fra en af vores største forfattere.

“Gud hjælpe vor arme, af vanvid slagne planet!” Sådan skriver Astrid Lindgren på dagen for Anden Verdenskrigs udbrud, den 1. september 1939.

Da Tyskland invaderede Polen, satte hun sig for at følge krigens gang i en dagbog. Det blev til 17 krigsdagbøger fra 1939-45.

Dette er et anmeldereksemplar fra Gyldendal.

I dag, 71 år efter Danmarks befrielse, udkommer på dansk et udvalg af dagbøgerne foretaget af Astrid Lindgrens datter, Karin Nyman. Udvalget rummer optegnelser om krigens udvikling og dens grusomheder, avisudklip, rationeringsmærker og illegale flyveblade side om side med beretninger om hendes børn, fødselsdage, jule- og sommerferier.

Spionjobbet

Den 15. september 1940 begyndte Astrid Lindgren at arbejde for brevcensuren i den svenske efterretningstjenestes regi. Hun læste tusindvis af breve til og fra udlandet, og selv om hun ikke brød sig om at “snage” i folks privatliv, fik hun herigennem et unikt indblik i, hvad krigen gjorde ved folk. Hun læste breve fra såvel jødiske flygtninge som tyske officerer. Arbejdet var tophemmeligt, men kopier af nogle af de censurerede breve er gengivet, og de er afgjort interessant læsning.

Russerskræk

Angsten for russerne fylder en del i bogen. Især den finske vinterkrig optog Astrid Lindgren, og hendes sympati for og solidaritet med finnerne er enorm. Det er tydeligt, at ikke kun Finland, men også dele af Sverige frygtede russerne mere end tyskerne.

Ikke desto mindre forfærdes Astrid Lindgren over nazisternes brutale fremfærd i blandt andet Norge. Tysklands umenneskelige behandling af medmennesker i hele Europa forbliver komplet ubegribelig for hende.

Kz-lejre

Astrid Lindgren fulgte jødernes skæbne meget nøje i aviser, bøger og i brevcensuren. I november 1940 skriver hun om kz-lejre, og i august 1943 konstaterer hun: “Hadet hører ikke op, samme dag freden kommer, de, som har fået deres nære pint ihjel i tyske koncentrationslejre, glemmer ingenting, bare fordi der bliver fred …” Og i maj 1944 skriver hun: “At jøderne bliver udryddet, tror jeg overhovedet ikke, at tyskerne bekymrer sig om at dementere.”

Forfatter in spe

Astrid Lindgren var i 30’erne, da hun skrev krigsdagbøgerne og havde endnu ingen udgivelser bag sig (“Pippi Langstrømpe” blev til i 1941, men udkom først i november 1945). Ikke desto mindre skinner den store forfatter in spe igennem teksterne. Hun har sit eget sprog, og hendes karakteristiske humor og klogskab lyser ud af dagbogsnotaterne.

Som når hun ved Neville Chamberlains død i november 1940 beskriver ham som “den gamle, rare gentleman med paraplyen” og runder af med: “Måske finder Gud et godt, lille sted til ham i himlen – ‘salige er de sagtmodige’ – hvor han kan sidde i ro og fred under sin paraply.”

Enestående empati

Astrid Lindgrens empati er enestående. Det er næsten som om, hun kan favne alle lidende fra Norges frihedskæmpere og kvinder og børn i de besatte lande til tyske soldater i den russiske vinter og Berlins indbyggere, da den tyske hovedstad tæppebombes.

“Hvordan kan det være muligt, at menneskeheden skal lide sådanne kvaler, og hvorfor bliver der krig? Skal der virkelig bare et par mennesker som Hitler og Mussolini til for at drive en hel verden i undergang og kaos?” spørger hun.

Og når hun fortæller om de fyldte svenske spisekamre, er hun hele tiden bevidst om sit neutrale lands gunstige situation sammenlignet med alle andre lande i Europa.

Livfuldt og ukueligt

Det er en mange-facetteret Astrid Lindgren, læseren oplever: husmoren, der redegør for de rigelige måltider, som var hendes familie forundt; brevcensoren, der engagerer sig i menneskene bag brevene; journalisten med de skarpe kommentarer til krigens skiftende alliancer og dagsordenerne bag; og endelig den kommende verdensberømte forfatter, hvis forfatterskab ikke lader sig kvæle i skyggen af Anden Verdenskrigs rædsler, men spirer frem livfuldt og ukueligt.

Hvis du interesserer dig det mindste for Astrid Lindgren eller vil have et fængslende indblik i livet, som det artede sig på den svenske hjemmefront, bør du unde dig selv at læse “Krigsdagbøger 1939-1945”.

Astrid Lindgrens “Krigsdagbøger 1939-1945” (Gyldendal) udkommer i dag onsdag den 4. maj med forord af forfatteren Kerstin Ekman og efterord af Astrid Lindgrens datter, Karin Nyman.

Læs min anmeldelse af Jens Andersens “Denne dag, et liv – En Astrid Lingren-biografi” her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/03/22/anmeldelse/