Københavnerliv

På mandag udkommer “Københavnerliv 1945-1972” – en rigt illustreret beretning om vores hovedstad og dens indbyggere.

Forfatter og historiker Kåre Lauring har tidligere udgivet bøgerne “Københavnerliv 1857-1939” og “Københavnerliv 1940-1945”.

Nu kommer så en fortælling i tekst og billeder om København og københavnerne i en af de mest banebrydende perioder i byens historie.

Kåre Lauring har udvalgt omkring 200 billeder, som følger byen og borgerne i efterkrigstiden, hvor hovedstaden gik fra krigstidens fattigdom med rationering til genrejsning og højkonjunktur i 1950’erne og frem til 1970’ernes økonomiske krise.

I sin foromtale af udgivelsen skriver forlaget Gyldendal blandt andet:

For de generationer, der er vokset op og har levet i byen, er bogen forhåbentlig en veloplagt tur ned ad ”memory lane” – for de yngre er tekst og billeder et velfortalt og rigt illustreret blik tilbage på byen, som den tog sig ud på tærsklen til nutidens livsstils-metropol. En by og et liv, der på mange punkter er meget anderledes, end det liv vi lever i dag.”

“Københavnerliv 1945-1972” udkommer mandag 26. februar.

Lindgren i billeder

Til slut skal det nævnes, at “Astrid Lindgrens liv i billeder” netop er blevet genudgivet.

Jacob Forsells og Johan Erséus’ billedbiografi om en af verdens mest elskede børnebogsforfattere udkom første gang i 2007 i anledning af 100-året for Astrid Lindgrens fødsel.


Kåre Lauring (født 1947) er forfatter og tidligere museumsinspektør på Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg. Her har han især beskæftiget sig med dansk og international kolonihistorie, den danske handelsflåde under Anden Verdenskrig og handelsflådens historie efter 1945. Han er uddannet cand.phil. i historie og er søn af historiker Palle Lauring.

Kåre Lauring har skrevet en række historiebøger, heriblandt “Rejsen til Madagaskar”, “Byen brænder” og “Mellem bomber og torpedoer – i konvoj på Atlanten – kaptajn Martin Bantz’ erindringer fra 1940 til 1945”.

Du kan læse mine indlæg om andre københavner-bøger her:

Omtale af “Filmens København”

Anmeldelse af “Turen går til besættelsestidens København”

I Kategorier kan du under “Astrid Lindgren” læse mine indlæg om den elskede forfatter (se nederst på siden).


 

Danskernes demokrati

“Hvem bestemmer i Danmark?” er en ny flot og lærerig bog om det danske demokrati fortalt for børn og voksne.

I øjeblikket kan man se anden sæson af DR’s stort anlagte og populære dokumentarserie “Historien om Danmark”. Med Lars Mikkelsen som guide tager programmerne seerne med på en rejse tilbage til fortiden og ind i samtiden.

Hører man til dem, der som familien herhjemme sidder naglet til skærmen for at følge med i DR’s kæmpestore fortælling, er der nu også godt nyt på bogfronten.

Nils Hartmann, prisbelønnet forfatter til en række historiske fagbøger for børn, og forlaget Gyldendal har nemlig sat sig for at gøre Familien Danmark klogere på det danske demokrati.

Dette er et anmeldereksemplar fra Gyldendal. Bogen er udkommet.

Magtkampe

I “Hvem bestemmer i Danmark?” får vi historien om vores lange vej til demokrati – fra oldtiden, over middelalderen, reformationen, enevælden og grundloven til det folkestyre, vi kender i dag.

Vi hører om magtkampe mellem konge, kirke, adel og borgere, mellem bønder og herremænd, mellem arbejdere og arbejdsgivere, om kvindekamp, børnenes rolle i historien, børnearbejde og børns rettigheder, om de politiske partiers historie, velfærdssamfundets fødsel, EU og meget mere.

Pædagogisk format

“Hvem bestemmer i Danmark?” formidler på overskuelig, struktureret og pædagogisk vis det danske demokratis historie.

De historiske perioder er opdelt under overskriften ‘Hvem bestemmer’, og efter et oprids af den enkelte periode følger afsnittene ‘Værd at vide’, ‘Udblik til verden’ og ‘Tidstavle’.

‘Udblik til verden’ fortæller lidt om, hvem der bestemte ude i verden samtidig med den hjemlige udvikling. I første kapitel hører vi eksempelvis om Egyptens faraoer, Mesopotamiens kong Hammurabi, Moselovene, det græske demokrati og Romerriget.

Flot overblik

Bogen er rig på såvel fotografier som illustrationer af blandt andre Rasmus Jensen og Christian Højgaard, hvilket er med til at gøre historieformidlingen levende og konkret.

Endelig rummer bogen en oversigt over danske regeringer siden 1901; hovedpunkter i Grundloven 1953; en gennemgang af kongerækken; minileksikon og ordforklaringer.

Det siger sig selv, at der skal træffes mange hårde fravalg, når en forfatter på lidt over 200 sider skal dække 12.000 års historie.

Men man kan ikke få det hele, og som oversigtsværk for børn (og voksne) er “Hvem bestemmer i Danmark?” en både informativ, nyttig og flot bog!


Kig ind i bogens verden er tilbage torsdag efter efterårsferien.

Hvis du i mellemtiden savner bogstof, så hold øje med, hvem der vinder Man Booker-prisen 2017 på tirsdag 17. oktober. Du kan læse mere om de nominerede forfattere og værker på: http://themanbookerprize.com/fiction

Samme dag får skuespiller og Oscar-vinder Tom Hanks sin debut som skønlitterær forfatter med novellesamlingen “Uncommon Type”. Læs mere her:

https://www.waterstones.com/book/uncommon-type-signed-edition/tom-hanks/9781785173943?utm_campaign=WSHanksCorrection200917&utm_content=6938364666&utm_medium=email&utm_source=WSHanksCorrection200917

Husk også “Kulturnatten” i morgen, fredag 13. oktober! Programmet finder du her:

https://www.kulturnatten.dk/da/Kulturnatten/Program

God efterårsferie 🙂