Krigens slutning

Ny bog, baseret på DR-journalists unikke interviews, fortæller om Anden Verdenskrigs sidste dage i Europa.

For en måned siden fik vi fjerde og sidste bind af journalist og historiker Niels-Birger Danielsens store, samlede værk om den danske modstandsbevægelse under besættelsen.

Første bind er “Frihedskampens rødder 1933-42”, andet bind er “Samarbejdets fald 1942-1943”, og tredje bind er “Den skærpede kamp 1943-1944”.

I “Modstand 1944-45 – Dramaets sidste akt” fortæller Niels-Birger Danielsen om den dramatiske afslutning på krigens fem lange år og samler trådene fra de forrige tre bind, ligesom han kommer med sin egen konklusion på det voldsomme kapitel af danmarkshistorien.

Bogen skildrer både de stadig hårdere kampe mellem modstandsbevægelsen på den ene side og Gestapo og det tyske politis danske håndlangere på den anden; de borgerkrigslignende tilstande i især København; og tilnærmelsen henimod krigens slutning mellem frihedskæmpere og de etablerede politikere, der havde stået bag samarbejdspolitikken.

Modstand-forside

Bogen er udkommet.

Tæt på Hitler

I denne uge udkommer så endnu en bog om krigens sidste dage, denne gang som de blev oplevet af folk, der var tæt på Hitler.

Danmarks Radios korrespondent i Vesttyskland, Frode Kristoffersen lavede i 1973 en række interviews med folk, der havde været tæt på den nazistiske diktator i krigens sidste krampetrækninger.

Blandt interviewpersonerne er storadmiral Karl Dönitz, Hitlers efterfølger og Det Tredje Riges sidste statsoverhoved, Albert Speer, arkitekten der blev rustningsminister, Erich Kempka, Hitlers chauffør der sørgede for benzinen til hans og Eva Brauns ligbål, og piloten Wolfgang Klemusch, der 1. maj tog på en mystisk mission til Berlin.

Unikt materiale

Frode Kristoffersens planer om at bruge det unikke materiale til en bog blev ikke til noget dengang.

Men DR-journalisten efterlod sig et stort arkiv, der blandt andet rummer udskrifterne af hans mange opsigtsvækkende interviews.

Og med udgangspunkt i dette materiale fortæller historiker og forfatter Erik Ingemann Sørensen nu om Anden Verdenskrigs sidste dage i Europa.

Krigens sidste dage-forside

Bogen udkommer 23. maj.

God læseweekend – og god Pinse 🙂


Bonusinfo

Frode Kristoffersen (1931-2016) var journalist, korrespondent og rapporterede fra bl.a. Berlin, London, Bruxelles, Strasbourg og Bonn. Herudover var han europaparlamentariker.

Du kan læse mere om Erik Ingemann Sørensen og “Krigens sidste dage” her: https://www.gyldendal.dk/forfattere/Erik-Ingemann-S%C3%B8rensen-F28883

Endelig kan du læse mere om Niels-Birger Danielsen og hans bøger om den danske modstandsbevægelse her: www.nielsbirgerdanielsen.dk


D-dag

I dag er det 75 år siden, at de Vestallierede gik i land i Normandiet i Nordvestfrankrig. Det markeres blandt andet med en ny bog om D-dag.

Omkring 156.000 soldater primært fra USA, Storbritannien og Canada, 6.000 skibe og 11.000 fly deltog i landgangen 6. juni 1944.

Invasionen er den største amfibieoperation i historien og var indledningen på en større operation med kodenavnet Operation Overlord.

Operationen, der var under ledelse af general Dwight D. Eisenhower, havde som mål at befri Europa fra Nazi-Tysklands besættelse.

Det havde taget flere år at planlægge operationen, og den sluttede først, da de Allierede krydsede Seinen og befriede Paris i slutningen af august 1944.

Opgør med myter

I “Normandy ‘44” kulegraver den britiske militærhistoriker, James Holland, myterne, der omgærder D-dag.

For eksempel giver han feltmarskal Montgomery en mildere medfart, end den britiske officer fik af sine samtidige og har fået af andre forfattere til bøger om Anden Verdenskrig.

Holland gendriver tillige tidligere kritik af de britiske og canadiske troppers fremrykning mod Caen.

Blodigt vendepunkt

Den 6. juni 1944 og de efterfølgende 76 dages indædte kampe i Normandiet blev det store vendepunkt for de allierede i bekæmpelsen af Hitler og det nazistiske tyranni.

Men hvor selve D-dag udgjorde en spektakulær sejr for de Allierede, blev den første offensivs succes hurtigt efterfulgt af blodige og brutale slag med forfærdelige tab af menneskeliv på begge sider.

James Holland trækker på et omfattende materiale af arkiver og øjenvidneskildringer fra såvel menige soldater, højtstående officerer, piloter og søfolk som civile og modstandsfolk.

“Normandy ‘44”, der udkom i Storbritannien 16. maj, har høstet flere anmelderroser. Således skriver Publishers Weekly:

This is an excellent and engrossing new look at the Normandy invasion.” (https://www.publishersweekly.com/978-0-8021-2942-0)

Mere om D-dag

Har man appetit på flere bøger om D-dag, er der nok at tage af. Eksempelvis kan nævnes:

  • Antony Beevor “D-dag – Kampen om Normandiet”: I den anmelderroste bog påviser en af verdens førende krigsforfattere, Antony Beevor, at de britiske, amerikanske og canadiske soldaters kampe på vejen til Paris i grusomhed kan sammenlignes med slagene på østfronten.
  • Stephen Ambrose “D-dag – 6. juni 1944”: Den amerikanske historiker Stephen E. Ambrose beskriver soldaternes oplevelser i øjenhøjde. Ud over de mange øjenvidneberetninger fortæller Ambrose om planerne, der gik i vasken, bekymringerne, der gik forud for invasionen, og storpolitik.
  • Robert J. Kershaw “D-Day – Piercing the Atlantic Wall”: Militærmand og forfatter Robert Kershaw kaster nyt lys over landgangen 6. juni 1944 ved at bruge både tyske og allierede kilder. Herved får læserne et indblik i de militære succeser og fiaskoer, der var på begge sider.

God læseweekend og Pinseferie 🙂


 

Titler til træet

Kig ind i bogens verden giver i denne uge tips til gode boggaver under juletræet.

Som noget nyt har jeg i år kastet mig ud i boghandelen som juleassistance. Og det er en fornøjelse her at møde læseglade kunder og medarbejdere og blive klogere på både bøger og litteraturens salgskanaler.

En af de titler, der kommer til at ligge under mange juletræer i år er Jens Andersens “Under bjælken – et portræt af Kronprins Frederik”. Biografien bygger på samtaler og rejser med kronprinsen igennem halvandet år og interviews med hans familie og venner. (Læs mere her).

Også Sissel-Jo Gazans “Blækhat” er populær i julehandelen. I sidste uge fortalte hun om romanen i “Vild med bøger” på DR K, og det blev til en interessant samtale med Flemming Møldrup. Bogen handler om Rosa, der vokser op i 1980’ernes Aarhus blandt hippier, graffitimalere, BZ’ere og venstreradikale. Jeg læste i sin tid hendes bestseller “Dinosaurens fjer”, og hvis Sissel-Jo Gazan holder stilen i sin nye bog, er der super godt læsestof til dem, der pakker “Blækhat” ud juleaften.

Krigens ansigter

Selv har jeg i efteråret foræret fødselarer titler, som også er oplagte julegaver. Heriblandt Morten Møllers “De glemtes hær”. Bogen om de danske frivillige under Den Spanske Borgerkrig vil med garanti lande hos mange historieinteresserede juleaften. (Læs omtale her)

Også Puk Damsgårds “Den sorte kat i Mosul” har jeg givet i fødselsdagsgave. I bogen har journalisten og forfatteren flyttet sit skriveværksted til fronten i Mosul i Irak for at skildre krigen og dens skæbner på tæt hold.

Til en fødselsdag sidste weekend fik jeg på det kraftigste anbefalet Nobelpris-modtager Svetlana Aleksijevitjs “De sidste vidner”, hvor hun interviewer kvinder og mænd, der var børn i Sovjetunionen under Anden Verdenskrig (Læs omtale her).

Men, advarede den begejstrede læser, bogen er så barsk, at man er nødt til at holde en del pauser og gå en masse ture ind imellem læsningen.

Himmel og hav

Pauser kan også fyldes ud af gode bøger, der løfter humøret. Og når den jordiske tristesse bliver for tung, kan man heldigvis hæve blikket og følge livet på himlen.

Her vil jeg gerne anbefale Klaus Bjerres skønne fotobog “Himlen over Israel” (Læs min anmeldelse her).

Ligesom jeg igen må slå et slag for Mats Ottosson, Bill Zetterström og Dan Zetterströms dejlige “Fuglekalender 2018” (Se anmeldelsen her).

Foruden himlen er der ikke noget som havet, der kan åbne øjnene og sindet. Og derfor vil Troels Kløvedals biografi “Alle mine morgener på jorden” også ligge under træet herhjemme i år! (Læs mere her).

Boggaver til børn

Vil man berige sine børn med god og lærerig læsning til jul, er Nils Hartmanns “Hvem bestemmer i Danmark – Historien om danskernes vej til demokrati” et oplagt valg. (Læs anmeldelsen her).

Og skal poderne begaves med skønlitteratur, vil jeg igen-igen anbefale Antoine de Saint-Exupérys fortryllende eventyr “Den lille Prins”. (Læs mere her).

God juleshopping 🙂


Du kan møde forfatter og litteraturforsker Jens Andersen

Søndag 10. december
kl. 12.30-13.30
Arnold Busck Boghandel
Lyngby Storcenter
Gratis, alle er velkomne


 

Fake news og BogForum

BogForum 2017 løber af stabelen 10. – 12. november i Bella Center Copenhagen, hvor man kan høre en lang række forfattere og kendte tale om bøger af og om dem.

Men først et kig på en af de mange nye titler, der er udkommet op til bogmessen:

“Året der gak – ATS 2017” lander i handelen i dag, og heri kan man læse/genlæse nogle af de mest usandfærdige nyheder fra det forgangne år.

I anledning af udgivelsen oplyser forlaget, at Politikens populære satirespalte At Tænke Sig i denne den 25. årbog går til kamp for fake news.

Ja, kære læser, du så rigtigt: for fake news. ATS-redaktørerne udtaler således:

Vi mener, at hele diskussionen om falske nyheder er misforstået. Ja, vi kan faktisk slet ikke se problemet i at bringe dem. Vi har efterhånden leveret daglige fake news i en længere årrække, og det er vores indtryk, at læserne er glade for dem,” siger altså Gorm Vølver og Ole Ramussen. (Kilde: https://www.politikensforlag.dk/aret-der-gak-ats-2017/t-58/9788740036664)

Biografiernes år

Som sagt har forlagene ligget vandret for at få flest mulige bøger klar til årets bogmesse i Bella Center.

Og kaster man et blik på programmet, springer især de mange biografier i øjnene:

På BogForum 2017 fortæller Jens Andersen eksempelvis om arbejdet med biografien om Kronprins Frederik (læs min omtale af “Under bjælken” her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2017/11/02/prinser-og-vikinger/).

Per Stig Møller taler med journalist Jesper Beinov om erindringsbogen “Udenrigsminister”, Uffe Ellemann-Jensen beretter om sin selvbiografi “Som blad i høst”, Ritt Bjerregaard fortæller om andet bind af sine erindringer “Valgt”, ligesom man kan møde Helle Thorning-Schmidt og forfatteren bag hendes biografi “Hvad man ikke dør af”.

Besøgende kan opleve Lise Nørgaard i samtale med biografist Jacob Wendt Jensen om “Lise Nørgaard – de første 100 år”, og de kan møde Lisbet Dahl og forfatterne bag hendes nye biografi “Lisbeth Dahl – Undskyld jeg blander mig”.

Barske bøger

Jens Andersens oplæg om portrættet af Kronprins Frederik skal nok trække et stort publikum til, men det bliver utvivlsomt et lige så stort tilløbsstykke, når H.K.H. Kronprinsesse Mary præsenterer bogen “#Childmothers. 17 pigers historier om at blive mor som barn.”

I den mere barske ende finder man også forfatter og journalist Nagieb Khaja, der taler med Carsten Jensen om bogen “Du må ikke græde – for så mister du blod”. Khaja samtaler også med Adam Holm om krigen i Syrien.

Herudover fortæller forfatter og journalist Puk Damsgård om sin bog “Den sorte kat i Mosul”.

Vildt og fortryllende

Læserne kan også opleve to af de vildeste danske forfatterhjerner smelte sammen – live på scenen foran publikum, når Svend Åge Madsen og Kaspar Colling Nielsen samtaler med Kåre V. Poulsen.

Og som de foregående år er der en lang række arrangementer for børn: Jakob Riising fortæller om ”Karmaboy – Helge og hundepølsen”, de yngste messegæster og deres forældre kan høre Sigurd Barrett berette om sin nye børnebog “Sigurd fortæller om Luther”, og Sebastian Klein fortæller om ”Verdens 100 mest fantastiske fortidsdyr”.

Endelig kan store og små få en fortryllende stund, når Ghita Nørby læser op af ”Den Lille Prins”.

Du kan se hele programmet for BogForum 2017 her: http://www.bogforum.dk/da-DK/Programmet/Programmet.aspx

God bogweekend!


 

Tyskernes katastrofe

Nazityskland påførte utallige mennesker ubegribelige lidelser, men også for den tyske befolkning fik nazismen voldsomme konsekvenser. Værst gik det ud over den del, der boede i de tyske østområder, hvor mere end ti millioner tyskere blev fordrevet.

I “Tyskernes katastrofe – Sammenbruddet i øst 1945” stiller Ole Steen Hansen skarpt på nogle af de barske skæbner. Fokus er på den civile tysker, for på hjemmefronten kom kvinder og børn til at betale en høj pris for Hitler-Tysklands forbrydelser mod menneskeheden.

Centralt i bogen står øjenvidneberetningerne. Blandt øjenvidnerne møder vi Rosemarie, der var en af de 250.000, som nåede til Danmark, men hvis lillesøster ikke overlevede flugten, og Lucie, som ikke nåede ud af Tyskland og blev alene med sine to små søskende, da hendes mor blev skudt af russerne og faren sendt østpå.

Dette er et anmeldereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag. Bogen er udkommet.

Dette er et anmeldereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag. Bogen er udkommet.

Rædslerne

Vi hører om østpreussernes liv før sammenbruddet, om opbruddet fra hjemstavnen, da nederlaget var en realitet, og frygten for Den Røde Hær drev kvinder, børn og gamle på flugt, om den store flugt over isen, hvor mange bukkede under for strabadserne, sulten, kulden eller beskydningerne fra russiske fly og om flygtningeskibenes farefulde sejladser til blandt andet Danmark.

Men vi hører også om dem, der ikke nåede væk, og som blev udsat for Den Røde Hærs umenneskelige overgreb. Man mener, at mellem to og to en halv million tyske kvinder blev voldtaget af Den Røde Hær, og i bogen beretter enkelte kvinder om de dybt traumatiske oplevelser.

Som med andre krigsbøger spørger man sig selv igen og igen, hvordan menneskeheden kunne overleve dette vanvid, og hvordan en normalitet efter krigens slutning trods alt blev gravet frem af ruinerne – ikke mindst de menneskelige – både inden- og uden for Tysklands grænser.

Ikke for sarte sjæle

Ole Steen Hansen besidder en kæmpe viden om emnet og demonstrerer et imponerende overblik over sit materiale. Udover de mange øjenvidneberetninger trækker forfatteren på et omfattende kildemateriale af bøger og dokumenter, så historien fortælles i såvel de store linjer som på det personlige plan.

Læseren efterlades en hel del klogere på de enorme menneskelige omkostninger, Anden Verdenskrig også fik for de civile tyskere. Men som altid kræver det et vist overskud at dykke ned i de rædsler, der udspillede sig under Anden Verdenskrig, og grufuldhederne i Østpreussen er ingen undtagelse. “Tyskernes katastrofe – Sammenbruddet i øst 1945” er ikke for sarte sjæle!