Filosofi og fordybelse

I morgen tager vi hul på den første efterårsmåned – og dermed også bøgernes højsæson.

Efteråret er imidlertid også høstsæson, og i “Tobias & Trine er til høstgudstjeneste” kan børn i alderen 3 til 8 år høre og læse om Tobias og Trine, der glæder sig til at komme i kirke, fordi der er gudstjeneste med æblemost og brombærtærter.

Bibelselskabets Tobias & Trine-serie har tidligere været omtalt her på bloggen (læs indlæg her).

Serien rummer nu tolv små bøger, hvor journalist og foredragsholder Malene Fenger-Grøndahl fortæller børnene om de kristne budskaber, højtider og traditioner. Illustrationerne er lavet af Jesper Tom-Petersen.

Tobias & Trine-høstgudstjeneste

Bogen er udkommet.

Filosofisk billedbog

Vi bliver ved bøger for børn og barnlige sjæle.

Jesper Wung-Sung (1971) har skrevet en række anmelderroste bøger for børn, unge og voksne, herunder slægtsromanen “En anden gren”, der indbragte ham De Gyldne Laurbær i 2017, efterskoleromanen “Det år sjæle slår smut” og “Kvinde set fra ryggen”, der er en biografisk roman om Ida Hammershøi (se omtale her).

Nu er Jesper Wung-Sung på banen med den filosofiske børnebilledbog “Hvem bestemmer noget?”, der handler om, hvad man bestemmer i sit eget liv, mens man endnu er barn.

I sin foromtale af “Hvem bestemmer noget?” skriver forlaget Gyldendal blandt andet:

Et barn og en far sidder og kigger ud over havet. Barnet tænker på, hvem der egentlig bestemmer, hvor mange bølger, der er i havet, eller hvornår solen står op. Det, og meget andet taler faren og barnet om i denne billedbog, der er smukt illustreret af den svensk-finske illustrator Jenny Lucander.” (Kilde: Gyldendal)

Hvem bestemmer noget-forside

Bogen har forventet udgivelse 7. september.

Læs mere om Jesper Wung-Sung her.

Læs mere om illustrator Jenny Lucander her.

Strid familiekalender

I september udkommer flere kalendere for 2024 heriblandt “Strid familiekalender 2024”.

Hvor Jakob Martin Strids familiekalender i 2022 havde tegninger fra hans dejlige serie om Mimbo Jimbo og Mumbo Jumbo (se omtale her), har kalenderen for 2024 hver måned et stort farveopslag fra “Den Utrolige Historie om Den Kæmpestore Pære”, som er en af Strids mest populære bøger.

“Strid familiekalender 2024” har herudover fem kolonner til hele familien og relevante kalenderinformationer.

Strid-familiekalender-forside-2024

Kalenderen udkommer i morgen.

Succesforfatter på Møn

Og så til noget helt andet. Siden 2000 har Møn haft International litteraturscene med fokus på samtale og fordybelse i litteraturen.

I år er det den prisbelønnede svenske forfatter Sara Stridsberg (1972), hvis værker vil blive belyst i samtaler mellem forfatteren selv og forlægger Charlotte Jørgensen (lørdag 2.9) og Sara Stridsberg og digter Mette Moestrup (søndag 3.9).

Samtalerne vil omhandle Stridsberg forfatterskab, kvinder og fortællerstemmer i forfatterens værker, mødre og døtre, kærlighed og vanvid.

Sara Stridsberg brød internationalt igennem med romanen “Drømmefakultetet” (2007), som vandt Nordisk Råds Litteraturpris og blev nomineret til den internationale Booker Prize.

Drømmefakultetet-forside

Verdenslitteratur på Møn varer fra lørdag 2. til og med søndag 3. september.

Læs mere om arrangementet her.

God weekend – og læselyst 🙂


Kilder:

Verdenslitteratur på Møn

http://verdenslitteratur.dk/

Bibelselskabet

Tobias & Trine er til høstgudstjeneste

Gyldendal

Hvem bestemmer noget?

Strid familiekalender

Se flere af Gyldendals dejlige kalendere for 2024 her:

Fuglekalender 2024

Haveselskabet Kalender 2024


Kvinden bag billedet

Ny roman stiller skarpt på den rygvendte kvinde i Vilhelm Hammershøis berømte værker.

Vilhelm Hammershøi (1864-1916) regnes i dag for en af Danmarks største kunstnere nogensinde.

Til at begynde med var det kun udlandet, der forstod at værdsætte malerens enorme talent, og den internationale anerkendelse blev styrket betragteligt sidst i 1900-tallet.

Men efterhånden fik også danskerne øjnene op for den store kunstner, og Hammershøis billeder sælges i dag for tocifrede millionbeløb.

Et af Hammershøis berømte værker er Interiør med ung kvinde set fra ryggen (ca. 1903-1904).

Den rygvendte kvinde på billedet er kunstnerens hustru Ida Hammershøi, født Ilsted. Gentagne gange var Ida motivet i billeder, der viser den fremmedfølelse og melankoli, som prægede hendes mands livssyn.

I sin nye roman sætter forfatter Jesper Wung-Sung sig nu for at vende Ida mod verden og give hende et ansigt og en stemme.

Svær tosomhed

Jesper Wung-Sungs “Kvinde set fra ryggen” beskriver, hvordan Vilhelm Hammershøi og Ida Ilsted møder hinanden i sommeren 1890, da Idas storebror vender hjem til Stubbekøbing sammen med sin unge malerkollega.

Trods modstand fra begges mødre forlover Vilhelm og Ida sig hurtigt. Mens Idas mor, der flere gange må indlægges på sindssygehospitalet, nægter at slippe datteren, opfatter svigermoren Ida som en hæmsko for sin søns lovende kunstnerkarriere.

Med ægteskabet tager Ida hul på et nyt liv fuldt af museer, kunstnere og rejser til udlandet. Vilhelm lever for at male, og Ida bliver snart hans foretrukne model – med ryggen til.

I romanen giver Jesper Wung-Sung sit bud på, hvordan Ida må slås både med sin rolle som sin mands model og sit eget sind.

Prisbelønnet forfatter

Jesper Wung-Sung er især kendt for “En anden gren”, hvor han fortæller sine oldeforældres kærlighedshistorie i romanform. Oldefaren San Wung Sung var blandt de kinesere, Tivoli udstillede i 1902, mens hans oldemor Ingeborg Danielsen var blandt gæsterne. Jesper Wung-Sung fik i 2017 De Gyldne Laurbær for romanen.

Herudover har han skrevet en lang række bøger for børn, unge og voksne, der er oversat til udlandet, filmatiseret og dramatiseret, ligesom han har vundet adskillige priser for sine bøger.

Bogen udkommer 10. marts.

God læselyst – og weekend 🙂


Kilder:

Den Store Danske

https://denstoredanske.lex.dk/Vilhelm_Hammersh%C3%B8i

Politikens Forlag

https://www.politikensforlag.dk/kvinde-set-fra-ryggen/t-28/9788740067378