Bogforum 2022

I dag slår Bella Center igen dørene op for Danmarks største bogmesse.

Et hav af danske forfattere og bogaktuelle navne optræder i år på messen sammen med nogle af Nordens store litterære navne.

Blandt de nordiske forfattere finder man blandt andet:

Linn Ullmann, som deltager med sin nye og meget anmelderroste roman “Pige, 1983” – en roman om magt og afmagt, lyst og skam, skønhed og glemsel.

Per Petterson møder sin danske oversætter, Karen Fastrup, til en samtale om Pettersons dagbogsværk “Mit Abruzzo”.

Og forfatter Jan Guillou kommer og fortæller om sin seneste roman “Den der dræbte helvedes engle”.

Danske bognavne

Bogglade besøgende kan også opleve flere af de forfattere, hvis bøger Kig ind i bogens verden har omtalt i år, heriblandt:

Danser og skuespiller Silas Holst, der fortæller om sin netop udkomne bog “NOK” (læs indlæg her).

Adrian Lloyd Hughes taler blandt andet med forfatter Hanne-Vibeke Holst om sin families dramatiske historie beskrevet i bogen “Mors dreng” (se indlæg her).

Erling Jepsen fortæller om sin nye roman “Vindueskiggeren” – en sorthumoristisk roman om en vindueskigger, der pludselig bliver inviteret indenfor (se omtale her).

Fik man lyst til at læse Sissel-Jo Gazans nye videnskabsroman efter at have set omtalen på bloggen (læs her), er der mulighed for at møde forfatteren, når hun interviewes af journalist og forfatter Stephanie Caruana om “Uglens øje”.

Søren Ryge og Jens H. Petersen deltager med deres bog “80 vilde blomster du gerne vil kende” (læs indlæg her).

Mødre og døtre

Emma Bess fortæller i en samtale med journalist Rasmus Meldgaard Harboe om sin roman “Ly”, der omhandler forholdet mellem mor og datter og om at blive set som den, man er (læs mere her).

Kristina Stoltz bliver interviewet af journalist og forfatter Kamilla Löfström om sin nye roman “For evigt” – en bog om klima og kærlighed, omsorgssvigt og forældreskab i en tid, hvor verden er i opbrud (se omtale her).

Forfatterne Lotte Kirkeby og Puk Qvortrup taler om familie og kærlighed. Journalist Kamilla Löfström er moderator. Lotte Kirkebys roman “Hvis man ikke vidste bedre” blev omtalt her på bloggen i starten af året (læs her).

Herudover deltager en masse andre forfattere, skuespillere og musikere, præster og politikere på Bogforum 2022.

Og selvfølgelig er der også noget for børnene, som blandt andet kan opleve Sigurd Barrett, Sebastian Klein og sanger Rasmus Ott. Du kan læse mere om Børnebogsforum her.

God bogweekend 🙂


Bogforum varer fra fredag 4. til og med søndag 6. november.

Se hele programmet her: https://bogforum.dk/da-DK/Programmet-2022/Programmet-2022.aspx


Louisiana Literature 2022

Efter to års aflysninger på grund af corona slår Louisiana Literature atter dørene op for forfattere, bog- og kunstinteresserede og andet godtfolk.

“Are literary festivals doomed?” spørger The Guardian, der i denne uge gør status over dette års britiske bogfestivaler (Kilde: The Guardian)

En række festivaler i Storbritannien har oplevet et vigende besøgstal, der blandt andet tilskrives, at mange stadig er nervøse ved store arrangementer efter corona-pandemien. Oveni kommer den økonomiske krise, der gør, at mange skærer fornøjelser som bogfestivaler fra.

Festivalerne er nødt til at revurdere deres form, lyder det fra flere britiske arrangører, der håber fremover at tiltrække mere forskelligartede publikummer, herunder nye og yngre, som skal kunne mærke, at litteraturfestivalerne er for alle – ikke kun for ældre læseheste og spinatfugle.

Skarp forfatter

Om Louisiana Literature tiltrækker lige så mange gæster herhjemme, som festivalen plejer, må tiden vise.

Under alle omstændigheder løber den af stablen fra i dag til og med søndag 21. august, og vanen tro er der både danske og udenlandske forfattere på programmet.

Man kan således møde Pola Oloixarac fra Argentina. Forfatteren er aktuel med sin tredje roman “Mona”, der spidder det litterære miljøs selvforståelse. I forbindelse med udgivelsen skriver Jes Stein Pedersen i Politiken:

Hun er skarp, diabolsk fræk og morsom på måder, som mange forfattere ikke længere tillader sig at være.” (Kilde: Politiken)

Erindringer

Man kan også møde norske Linn Ullmann, der er aktuel med den anmelderroste autofiktive roman “En pige, 1983”. Linn Ullmann interviewes af Synne Rifbjerg, men har også selv rollen som interviewer, når hun taler med den amerikanske kunstner Laurie Anderson på festivalen.

Russiske Maria Stepanova, der er aktuel med bogen “Til minde om erindringen”, deltager med Kathrine Tschemerinsky som interviewer. Sofie Gråbøl læser op.

Endvidere deltager den hollandske Bookerpris-vinder Marieke Lucas Rijneveld med Lotte Folke Kaarsholm som interviewer og Rosalinde Mynster som oplæser.

Islandske Jón Kalman Stefánsson, britiske Deborah Levy, franske Édouard Louis, chilenske Benjamín Labatut og tyske Judith Hermann er også at finde på det nordsjællandske museum.

Og blandt de danske forfattere finder man Solvej Balle, Josefine Klougart, Rasmus Nikolajsen og mange flere.

Bøger der ikke vil læses

Arrangørerne har også tænkt på børnene.

Skuespiller og musiker Martin Brygmann læser således op af svenske David Sundins bøger. Det er bøger, som ikke vil læses. De både bider, driller og snyder, så Martin Brygmann må ty til tricks for at læse dem.

Med Bogen der ikke ville læses og Bogen der virkelig ikke ville læses venter en usædvanlig levende, vild og magisk oplevelse med litteratur for børn,” lover arrangørerne. (Kilde: Louisiana Literature)

Endelig optræder Frida Brygmann, forfatter, sanger (og datter af Martin Brygmann), sammen med forfatter Thomas Korsgaard og deres fælles børnebog “Tyggegummidamen”.

Tyggegummidamen

God weekend – og læselyst 🙂


Kilder:

Du kan se hele programmet for Louisiana Literature her:

https://issuu.com/louisianamuseumofmodernart/docs/220803_program_dk_uk?fbclid=IwAR1CuwbXQ3XIgDpeAJnpnIeRt_MeJPsfn9yqm3C0m2ZoMPCthiezqcdIzY8

Du kan læse hele The Guardians artikel om britiske bogfestivaler her:

https://www.theguardian.com/books/2022/aug/16/are-literary-festivals-doomed


Nydelse og nærvær

Tiden er nu en underlig størrelse. For eksempel kan jeg ikke fatte, at der allerede er gået et år, siden jeg skrev om Louisiana Literature 2015 på bloggen.

Men et år er gået, og i dag slår museet i Humlebæk for syvende gang dørene op for forfattere fra ind- og udland, som publikum kan opleve på litteraturfestivalen de næste fire dage.

Internationale navne

Italienske Claudio Magris kan opleves på Louisiana Literature 2016. Fotograf: Paul Badde.

Italienske Claudio Magris kan opleves på Louisiana Literature 2016. Fotograf: Paul Badde.

Igen i år kan man møde kendte navne fra udlandet, blandt andet en af Italiens helt store forfattere, Claudio Magris (f. 1939), hvis roman “Donau” (1986) har opnået klassikerstatus. Hans seneste roman, “Intet retsligt efterspil” (2015), er netop udkommet på dansk. Bogen er en refleksion over krigen og dens ar på Europa, skrevet i en blanding af virkelige og fiktive historier.

Også engelske Julian Barnes (f. 1946), der fik Man Booker-prisen i 2011 for “Når noget slutter” (Sense of an Ending), deltager i litteraturfestivalen. Da Barnes modtog prisen, tog det juryen blot 31 minutter at vælge ham med begrundelsen, at romanen “taler til menneskeheden i det 21. århundrede”. Barnes’ seneste roman “Tidens støj” om den sovjetiske komponist Dimitrij Sjostakovitjs liv udkom på dansk i juni.

Fra udlandet kommer endvidere Chigozie Obioma (f. 1986), forfatter til “The Fishermen”, der er et portræt af et Nigeria splittet mellem fortid og nutid. Bogen er oversat til 22 sprog heriblandt dansk. Skotske Ali Smith (f. 1962) taler om hele tre bøger: “Begge dele”, en roman om køn og identitet, kunst og liv, som udkom sidste år; romanen “Autumn”, der udkommer til efteråret; og novellesamlingen “Den første person og andre historier” (2008), som lige er kommet på dansk.

Erica Jong (1942) huskes stadig for sin debutroman “Luft under vingerne” (1973), der er solgt i 27 millioner eksemplarer. Jongs portræt af den kvindelige seksualitet gjorde forfatteren til et ikon, og i år optræder hun på Louisiana med “Vingeskudt” (2015), en efterfølger til debuten.

Linn Ullmann, der er aktuel med "De urolige", gæster festivalen i år. Fotograf: Agnete Brun.

Linn Ullmann, der er aktuel med “De urolige”, gæster festivalen i år. Fotograf: Agnete Brun.

Med “De urolige” har den norske forfatter Linn Ullmann skrevet en stærk kandidat til at vinde Nordisk Råds litteraturpris. Romanen handler om en datters forhold til sine berømte forældre. Linn Ullmann, der selv er datter af berømthederne Ingmar Bergman og Liv Ullman, kalder romanen “en kærlighedserklæring”.

På Louisiana taler hun med Kirsten Thorup, som har skrevet om mor-datter forhold i sin nye roman.

Poesi og eventyr

Der vil også være poesimaraton med danske digtere som Klaus Lynggaard, Ursula Andkjær Olsen, Morten Søndergaard, Naja Marie Aidt og Peter Laugesen. Og endelig kan man komme og høre Benny Andersen læse op.

Sidst men ikke mindst er der tænkt på de mindste: Tegneren, filmskaberen, forfatteren og musikeren Flemming Quist Møller er kendt og elsket af børn og deres forældre for “Cykelmyggen Egon”, “Jungledyret Hugo”, “Snuden” og “Bennys Badekar”. På festivalen fortæller Flemming Quist Møller en serie eventyr, akkompagneret af guitaristen Christian Sievert.

Så det er bare med at komme afsted til litterær nydelse og nærvær i Nordsjælland, før man igen bliver rendt over ende af tiden 😉


Læs mere om Louisiana Literature 2016 og se hele programmet for festivalen, der varer fra den 18. til den 21. august, her: https://www.louisiana.dk/det-sker/louisiana-literature

Du kan læse eller genlæse mine indlæg om Louisiana Literature 2017 og 2015 her:

https://kigindibogensverden.wordpress.com/2017/08/24/litteraer-luksus/

https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/08/20/louisiana-literature/