Billedrig sommer

I dag får skolerne sommerferie, og det fejres med to skønne billedbøger fra Nyt Nordisk Forlag.

Dette er et anmeldereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag.

Dette er et anmeldereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag.

Den ene, “Flyv min fugl”, er en vidunderlig, enkel og poetisk historie illustreret af Lesley Barnes og oversat fra engelsk af redaktør Lise Heilesen.

Det er en billedbog med flapper, der handler om en ung prinsesse, som er så glad for sin sangfugl. Men en dag slipper fuglen ud af buret og flyver væk.

Prinsessen jager den gennem slottets talrige værelser, op og ned ad trapper og gennem hvælvinger for at fange den og sætte den tilbage i buret, så den kan synge for hende.

Men vil en fugl, som først har smagt friheden, overhovedet synge igen?

Kanske, at bogen er til de yngste læsere af prinsessebøger, men enhver med bare en lille prinsesse indeni, såvel barn som voksen, vil elske “Flyv min Fugl!” 🙂

Myldrende billeder

Dette er et anmeldereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag.

Dette er et anmeldereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag.

Den populære dansk-tegnede snakke-findebog “En sommerdag i Mylderby” udkom i denne uge i en ny, opdateret udgave med mere end 100 nye figurer og i et større format.

I bogen kan børnene følge med i livet fra morgen til aften i Mylderby. Der er mange små fortællinger, og man møder bl.a. Cyklist nr. 13, Fuglekiggeren, Klovnen, Tyven, Papegøjen, Hr. Suresen, Linedanseren og Muldvarpen.

Bogen lægger op til at finde på egne historier, opdage og indøve nye ord på baggrund af billederne. Modsat mange andre finde-myldre-bøger på markedet viser “En sommerdag i Mylderby” danske forhold, så barnet kan genkende sin hverdag.

Da bogen udkom første gang for omkring ti år siden, blev den et hit i såvel familierne som skolerne, der brugte den som udgangspunkt for at skrive stil og til fremmedsprogsundervisning.

Igen er målgruppen i den yngre ende af aldersskalaen (ca. 3-6 år), men store som små vil more sig med at finde de forskellige figurer og gå på opdagelse i en by, der myldrer af liv!

Kan du finde Fuglekiggeren i Mylderby? (Illustration fra bogen).

Kan du finde Fuglekiggeren i Mylderby? (Illustration fra bogen).

Kig ind i bogens verden er tilbage torsdag den 4. august. Indtil da vil jeg ønske alle en rigtig god og billedrig sommer 🙂


Den forrige udgave af “En sommerdag i Mylderby” blev nomineret til Orlaprisen i 2008 og er endvidere udkommet i Tyskland, Slovenien, Belgien og Holland.

Illustratoren Pernelle Laulund har illustreret flere børnebøger. Besøg hende på hjemmesiden: http://www.pernelle.dk/

Britiske Lesley Barnes har ud over illustrationer til bøger som “Flyv min fugl!” produceret tegnefilm til BBC og Channel 4, og hendes prisbelønnede værker har været vist på filmfestivaler verden over. Besøg hende på hjemmesiden: http://www.lesleybarnes.co.uk/

 

Back to reality

Børnebogsmessen i Bologna er den internationalt vigtigste messe for børne- og ungdomslitteratur. I år fandt den sted fra den 30. marts til den 2. april, og i den anledning har jeg talt med redaktør Lise Heilesen fra Nyt Nordisk Forlag, som deltog i messen.

Lise Heilesen har været redaktør af børne- og ungdomsbøger i 15 år heraf fire år på Nyt Nordisk Forlag, hvor hun har været ansat siden 2011. På spørgsmålet om, hvilke trends der kendetegner børne- og ungdomslitteraturen netop nu, svarer hun:

“Hvis vi tager det, vi kalder ‘middle grade’, det vil sige bøger til målgruppen 9-13 år, er det særligt adventure og spænding gerne tilsat humor, som er populært. Genrerne for ungdomsbøgerne er mere over i det realistiske eller dystopiske, hvilket vi også har set de senere år med titler af John Green (forfatteren til ‘En flænge i himlen’, red.) Hunger Games-serien og Teri Terrys trilogi (‘Slettet’, ‘Splittet’ og ‘Knust’, red.).”

– Er der nye forfatternavne og titler på vej inden for de to genrer?

“Ja, til september udgiver vi på Nyt Nordisk Forlag Teri Terrys nye roman ‘Mind Games’ på dansk. Og i juni udgiver vi Jasmine Wargas debutroman ‘My Heart and Other Black Holes’ på dansk. Den handler om Aysel på 16, som har det rigtig svært både med forældrene og klassekammeraterne og begynder at planlægge sin egen død. Men hun tør ikke gøre det alene og finder derfor en ‘selvmords-makker’ på nettet, den jævnaldrende Roman, som synes, det er umuligt at leve videre efter en familietragedie.”

– Emnet for Jasmine Wargas ungdomsbog lyder umiddelbart tungt. Hvorfor tror du, at bogen alligevel har appel til unge danske læsere?

“Fordi romanen også rummer glimt af humor, og selv om den skildrer to unges depression og isolation, viser den også, hvad et venskab kan gøre for to modløse teenagere. Historien giver læseren styrke og håb, og så er den smukt skrevet og har et godt plot. Til sidst i bogen skriver forfatteren også direkte til læseren om depression, og om hvordan man kan søge hjælp, hvis man er deprimeret og går med selvmordstanker, eller kender nogen, som gør det. Det skal også nævnes, at bogen er skrevet af en ung forfatter på 26 år, hvis sprog og stil appellerer til de unge læsere.”

– Til slut skal jeg høre, om fantasy stadig er in?

“Der laves stadig fantasybøger, men ikke så meget som før. Det er, som om den realistiske genre tiltrækker de unge læsere mere i øjeblikket.”


Man kan læse om Teri Terrys bøger på Nyt Nordisk Forlags hjemmeside og se et videoklip med forfatteren på:

http://www.nytnordiskforlag.dk/shop/boerneboeger/869-slettet.html

Teri Terry deltager også i bogmessen i Bella Centret til november.


Og så er det i dag 75 år siden, Danmark blev besat af Tyskland. Med afsæt i mit lille Astrid Lindgren-tema og interviewet med Lise Heilesen om børne- og ungdomsbøger, virker det derfor oplagt at runde dagens blog af med dette citat:

“Et barn, som ikke føler sig elsket af sine forældre, og som ikke kan finde andet at give kærlighed til og få kærlighed af, vokser selv op og bliver et ulykkeligt og ofte kærlighedsløst menneske, som kan gøre meget skade på sin vej gennem livet. Intet er mere sikkert, end at verdens skæbne afgøres i børneværelserne. Der afgøres det, om morgendagens mænd og kvinder bliver mennesker med sunde sjæle og gode viljer eller forkrøblede individer, som benytter enhver lejlighed til at gøre tilværelsen lidt mere vanskelig og besværlig for deres medmennesker. Selv de statsmænd, som skal råde over menneskers skæbne i morgendagens verden, er små børn i dag.” (Fra Astrid Lindgrens debatindlæg “Mer kärlek!” i tidsskriftet Perspektiv, september 1952)