Kig ind i bogens verden har mødt den svenske forfatter David Lagercrantz, der er aktuel med sin anden bog om Stieg Larssons umage krimipar Salander og Blomkvist.
Samme dag som John le Carrés “A Legacy of Spies” blev udgivet, udkom David Lagercrantz’ “Manden der søgte sin skygge” i 26 lande.
Bogen er femte bind i Stieg Larssons succesfulde Millennium-serie om hackeren Lisbeth Salander og journalisten Mikael Blomkvist. Som bekendt betød Larssons alt for tidlige død, at han kun nåede at færdiggøre tre af i alt ti planlagte bøger. Det er også alment kendt, at hans forlag Nordstedts for et par år siden hyrede David Lagercrantz til at videreføre historien om den populære detektiv-duo.
Beslutningen er blevet stærkt kritiseret. Ikke mindst fordi Larssons livsledsager Eva Gabrielsson var imod, at andre fortsatte hans livsværk. Men da hun og Larsson ikke var gift, arvede forfatterens far og bror alle pengene og rettighederne, og de gav grønt lys til fortsættelsen.
Anmeldernes dom
Da Lagercrantz’ opfølger “Det der ikke slår os ihjel” udkom i 2015, fik den lunkne anmeldelser i Danmark, mens modtagelsen i udlandet var mere positiv.
The Guardian fandt, at bogen (“The Girl in the Spider’s Web”) “… turns out to be a respectful and affectionate homage” (The Guardian 27/8-2015).
Og The New York Times konkluderede:
“Though there are plenty of lumps in the novel along the way, Salander and Blomkvist have survived the authorship transition intact and are just as compelling as ever.” (The New York Times 26/8-2015)
I torsdags udkom så “Manden der søgte sin skygge”, og igen var anmeldelserne herhjemme lunkne. Information skriver:
“Et rodet plot tynger femte bind af ‘Millennium’-serien, ‘Manden der søgte sin skygge‘, der kun lever takket være sin skarpe og smarte heltinde.” (Information 9/9-2017)
Ifølge Berlingske Tidende er bogen “en middelgod spændingsroman, der nok skal sælge som de forrige i serien, men som selvstændig bog mest ligner en skygge af sig selv eller af det, den gerne vil være.” (Berlingske Tidende 7/9-2017)
The Guardian er heller ikke så positiv som sidst. De skriver om “The Girl Who Takes an Eye for an Eye”, som er bogens engelske titel: “Lagercrantz has all the elements of the Millennium series at his disposal, but the adrenaline is missing …” (The Guardian, 13/9-2017)
Høje forventninger
Forventningerne til “Manden der søgte sin skygge” er dog fortsat skyhøje hos forlag og forhandlere.
Det mærkes den solrige september-søndag, hvor undertegnede og omkring 30 andre bloggere og læsere indfinder sig til VIP-møde med David Lagercrantz hos Danmarks største online boghandel, Saxo.
Der serveres boblevand og kager, stakkevis af “Manden der søgte sin skygge” fylder det lange bord i lokalet, og i vindueskarmene ligger sorte læderhandsker og nitte-halsbånd, der leder tankerne hen på Lisbeth Salander.
Dragen og krigeren
Det er en afslappet og veloplagt David Lagercrantz, der lægger ud med at fortælle om sit forhold til den rå heltinde:
“I øjeblikket er jeg på turné verden over, og folk spørger mig, om jeg ikke snart er træt af Lisbeth Salander. Men jeg er bestemt ikke træt af Lisbeth Salander. Kan man blive træt af hende?” spørger han forsamlingen og fortæller, hvordan en statue i Storkyrkan i Stockholm inspirerede ham til at skrive videre om “det feministiske ikon”. Statuen viser en ridder, som er ved at dræbe en drage. Ved siden af står en bedende jomfru.
“Det slog mig, at Lisbeth Salander – kvinden med drage-tatoveringen – ville se statuen helt anderledes. Hun ville se ridderen begå et overgreb, ligesom hendes far gjorde, og at en dag vil dragen rejse sig.”
Drivkraften
Det er blevet tid til at stille spørgsmål, og jeg stiller Lagercrantz følgende:
– Stieg Larsson var kendt for sin idealisme. Han var en ildsjæl, erklæret kommunist og redaktør for Expo, og hans Millennium-bøger udspringer af hans store sociale engagement. Hvad driver dig i arbejdet med bøgerne?
“Jeg er ganske vist ikke kommunist,” svarer Lagercrantz. “Men mit hjerte brænder for de udsatte, og ligesom Stieg Larsson vil jeg slås for de udsatte i samfundet. Med de anti-demokratiske kræfter og den intolerance, vi ser i dag, er der også masser at kæmpe for. Og så er jeg ligesom Stieg Larsson lidt af en nørd.”
Gode råd
En deltager ønsker at vide, om Lagercrantz har ét råd, han vil give forfattere, der overtager andres forfatterskab.
“Man skal føle oprigtig passion for materialet,” svarer han. “Man skal kun gøre det, fordi man ikke kan lade være. Og man må fremfor alt ikke kopiere, men derimod finde sin egen stil og stemme i arbejdet.”
Et andet spørgsmål fra salen handler om, hvad Lagercrantz’ næste bog er.
“Jeg har skrevet kontrakt på at lave tre bøger i Millennium-serien og forbereder en stor finale i mit tredje og sidste bind. Herefter vil jeg tage en pause og skrive mit eget. Jeg har allerede nu en idé,” oplyser forfatteren, der imidlertid ikke vil afvise at skrive yderligere bøger i Millennium-serien.
Seancen er forbi, og forfatteren stiller op til signering og selfies med de fremmødte.
Uanset hvad er David Lagercrantz blevet et internationalt navn i bogbranchen, og hans eget bogprojekt vil utvivlsomt blive ventet med spænding af mange.
Stieg Larsson (1954-2004) var en svensk journalist, forfatter, kommunist og chefredaktør på avisen Expo. Hans tre anmelderroste og prisbelønnede bøger i Millennium-serien, “Mænd der hader kvinder” (2005), “Pigen der legede med ilden” (2006) og “Luftkastellet der blev sprængt” (2007) har solgt over 80 millioner eksemplarer verden over.
David Lagercrantz (født 1962) er svensk journalist og forfatter og har skrevet den succesfulde selvbiografi “Jeg er Zlatan Ibrahimovic” og den anmelderroste roman “Syndefaldet i Wilmslow”. “Det der ikke slår os ihjel” har solgt seks millioner eksemplarer verden over.
Du kan læse The Guardians anmeldelse af “Manden der søgte sin skygge” her: https://www.theguardian.com/books/2017/sep/13/girl-who-takes-an-eye-for-an-eye-david-lagercrantz-review
Læs The Guardians og The New York Times’ anmeldelser af “Det der ikke slår os ihjel” (2015) her:
Læs mit tidligere indlæg om Millennium-serien her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/08/27/boeger-og-business/