Hamlet ændrede hans liv

Skuespilleren Sir Anthony Hopkins fortæller i en ny selvbiografi om sin kunstneriske karriere og personlige kampe.

Igennem årtier har vi set ham i ikoniske roller på det hvide lærred. Særlig hans portrætter af mænd med en fysisk fremtoning som et uindtageligt fort med følelserne buldrende bagved har gjort indtryk på undertegnede. Tænk bare på hans stivnede butler i “Resten af dagen” og hans følelsesforkvaklede forretningsmand i “Howards End”.

Men det er nok især rollen som den uhyggelige seriemorder og kannibal, Hannibal Lecter, mange tænker på, når de hører hans navn. Rollen som den psykopatiske psykiater i gyseren “Ondskabens øjne” indbragte ham da også den ene af hans to Oscar-statuetter for bedste mandlige hovedrolle.

Nu dykker den højt respekterede og prisbelønnede skuespiller Anthony Hopkins ned i sin film- og teaterkarriere og svære barndom i “We Did Ok, Kid”, hvor han også fortæller om sin vej ud af alkoholismen.

Barsk barndom

Sir Anthony Hopkins er født og opvokset i Port Talbot, en lille walisisk stålværks by, under krig og økonomisk krise. Mændene omkring ham var toughe og undgik enhver form for følelsesmæssig sårbarhed. I stedet tyede de til alkohol og brutalitet.

Skolen faldt unge Hopkins svær, og både hans jævnaldrende, hans forældre og andre voksne så ham som en taber uden nogen fremtidsudsigter.

Men en skæbnesvanger lørdag aften så den undertippede walisiske dreng Sir Laurence Oliviers mesterlige filmatisering af William Shakespeares tragedie “Hamlet” fra 1948.

Og det blev startskuddet til en livslang lidenskab for skuespilkunsten og en 60 år lang kunstnerisk karriere, som ingen havde forudset.

Oliviers understudy

Hopkins fortæller om sin karrieres milepæle og giver et sjældent indblik i nogle af sine mest berømte roller – fra han blev optaget på det prestigefyldte Royal Academy of Dramatic Art, til han fik ansættelse på Royal National Theatre som Laurence Oliviers understudy og mødte sit idol Richard Burton.

Vi hører endvidere, hvordan Anthony Hopkins brugte sin fars og bedstefars stoicisme i sin uforglemmelige præstation i “King Lear”. Ligesom han fortæller, hvem der inspirerede ham, da han skulle spille rollen som Hannibal Lecter i “Ondskabens øjne”.

Alkoholismens pris

Skuespilleren ser også hudløst ærligt på sine personlige nedture i privatlivet.

Anthony Hopkins’ alkoholmisbrug kostede ham hans første ægteskab og forholdet til hans eneste barn.

Misbruget havde nær også kostet ham livet, hvilket i sidste ende førte til, at han blev afvænnet og har holdt sig fra alkohol lige siden.

Kunstneren kæmper konstant med en trang til at undgå forhold af frygt for at blive såret – ligesom mange af mændene i hans familie gjorde.

I bogen fortæller Hopkins, at som årene skrider frem, er han stadig mere optaget af døden og af at blive klar til at udforske det, som hans far kaldte Den Store Hemmelighed.

Forlaget Simon & Schuster skriver i anledning af udgivelsen af “We Did Ok, Kid”:

Featuring a special collection of personal photographs throughout, We Did OK, Kid is a raw and passionate memoir from a complex, iconic man who has inspired audiences with remarkable performances for over sixty years.” (Kilde: Simon & Schuster)

Hvad angår de personlige fotografier, har Hopkins gennem hele sit liv haft et fast holdepunkt: et lille foto af ham selv, tre år gammel, som han altid har med sig. Nu hvor han er kommet så langt i forhold til den lille dreng, han engang var, kan han omsider sige til sit unge jeg: “We did OK, kid”.

Bogen er udkommet.

God weekend – og læselyst!


Bonusinfo

Sir Anthony Hopkins er født 31. december 1937.

Anthony Hopkins fik sin anden Oscar for bedste mandlige hovedrolle i 2021 for sin pragtpræstation i “The Father”. Her spiller han en ældre, kultiveret mand, Anthony, der er dement, hvilket giver kæmpe udfordringer for såvel ham selv som hans datter, spillet af Olivia Colman.


Kilder:

Simon & Schuster

https://www.simonandschuster.com/books/We-Did-OK-Kid/Anthony-Hopkins/9781668075500

Waterstones

https://www.waterstones.com/book/we-did-ok-kid/anthony-hopkins/9781398547421


Da farfar var dreng

Smukt skrevne erindringsglimt tegner billede af et svundent Danmark.

Hjemstavnslitteratur fik sit gennembrud som en litterær genre i tiden op til Første Verdenskrig.

I modstand mod storbyernes ekspansion, industrialiseringen og internationalismen vendte flere forfattere blikket mod livet på landet og skrev om menneskene og de nære ting der.

Siden har hjemstavnen været et tilbagevendende populært tema i litteraturen og er det også i dag med forfattere som Erling Jepsen (“Frygtelig lykkelig”), Helle Helle (“Rødby-Puttgarden”) og Kim Blæsbjerg (“De bedste familier”).

Nogle gange er det forfattere udefra, der kaster et kritisk blik på randområderne. Og det måske på en sådan måde, at egnens egne farer til tasterne for at give deres version af folk og fæ i provinsen.

Opgør med Wied

I “Noret er en underfuld sang” indleder Jens Balslev med at fortælle, hvordan forfatteren Gustav Wied tilbage i 1898 boede et års tid på Møn.

Gustav Wieds iagttagelser mundede ud i to bøger heriblandt “Barnlige sjæle”, hvori han beskriver de “jævne mennesker og en indskrænket landbefolkning med hang til drikfældighed og med incestuøse tilbøjeligheder” (citat fra “Noret er en underfuld sang”).

Nu vender Jens Balslev, der er født og opvokset i Stege på Møn, blikket og skildrer sin hjemegn indefra “skrevet i ømhed og kærlighed til den verden”, han voksede op i.

Det er dog ikke Gustav Wied alene, der har fået præstesønnen Balslev til at give sin version af Stege og omegn.

Faktisk var det Balslevs søn og svigerdatter, der bad ham skrive om sin barndom til deres endnu ufødte datter. Derfor er bogen også tilegnet Jens Balslevs børnebørn.

Malerisk og sanselig

Mange danskere vil gerne fortælle børn og børnebørn om deres liv i bogform, men de fleste beretninger bliver i familiens skød.

At Jens Balslevs barndomsfortællinger fra 1950erne og 1960erne har fundet vej til udgivelse, forstår man imidlertid godt.

Bogen er en underfuld samling erindringsglimt fra en svunden tid, og selvom folk, der kender egnen, er en oplagt målgruppe, kan andre med fordel læse med. Både på grund af det smukke sprog og på grund af tidsbilledet af et Danmark meget anderledes end det land, vi ser i dag.

Balslevs beskrivelser af sin opvækst er såvel maleriske som sanselige. Her er, hvordan han skildrer mødet med en hejre ved den lavvandede kystlagune, Noret:

Så stod den der!

Den kiggede et kort sekund på mig med sit gule glasøje med den sorte prik. Mægtig, gråhvid og majestætisk, lod den sig paralysere et splitsekund. Dette ganske korte øjeblik havde vi sammen i lammet forbløffelse, hvor vi begge nåede at opfatte, at tiden stod stille. Så strakte den en umådelig hals ud og plirrede med hovedet, så den sorte kineserfletning rullede over på den anden side af den lange hals og tiden kom til live.” (citat fra “Noret er en underfuld sang”).

Fra glæde til gru

Jens Balslev beretter levende og spændende om, når Cirkus Benneweis kom til byen “med sin kilometerlange karavane af køretøjer og satte deres enorme paddehat af et telt op og befolkede pladsen med vilde dyr og eksotiske eksistenser.”

Cirkus Benneweis bød dengang på artister fra hele verden i farvestrålende tøj, flotte heste og farlige rovdyr som løver, tigre, isbjørne og brune bjørne.

Men en bestemt dag, onsdag 17. maj 1961, da Jens Balslev var 10 år, udviklede sig desværre farligt og dramatisk og ændrede for evigt hans syn på cirkus.

Mon ikke nutidens digitaliserede børn vil gyse, når de hører, hvad der skete?

Sytten søskende

Vi hører også om de sociale skel i Stege og om Annie, præstefamiliens lige lovlig bramfrie unge pige i huset.

Man mærker barnet Jens Balslevs betagelse af den 15-årige pige fra fattige kår og yngste barn ud af en søskendeflok på 17.

Annie skildres som varm, hårdtarbejdende og fuld af charme og selvtillid. Flere gange gik hun over stregen, men slap afsted med det – også hvor man som læser føler, at det burde have haft konsekvenser for hende.

Jens Balslevs “Noret er en underfuld sang” har vignetter af Leo Scherfig, mens journalist og forfatter Karen Syberg har skrevet det fine forord til samlingen.

Bogen udkommer 15. november.

Dette er et anmeldereksemplar.

God weekend – og læselyst!


Bonusinfo

Jens Balslev (f. 1951) er cand.mag. i dansk og engelsk og har tidligere skrevet bogen “Johan Thomas Lundbye – Liv, landskaber og landmærker” (2024).

“Noret er en underfuld sang” udkommer på forlaget Fanefjord på Møn. Forlaget blev lavet i november 2023. Jens Balslevs samling af erindringsglimt er forlagets sjette udgivelse.

Tidligere er udkommet blandt andre Jan Magnussens “Møns Landskab i jernalderen” og Jørgen Munck Rasmussens “Klintekongens Skat – Sagn og Eventyr fra Møn”.


Kilder:

Danmarks Nationalleksikon

https://lex.dk/hjemstavnsdigtning

Fanefjord

https://fanefjord-forlag.dk/

Nota Bibliotek

https://nota.dk/bibliotek/tema/nyere-hjemstavnslitteratur


Barn af Rustbæltet

“Hillbilly” er J. D. Vances selvbiografi, der gjorde Trumps vicepræsidentkandidat kendt i USA. Nu fås bogen også på dansk.

Med under to uger til det amerikanske præsidentvalg må den danske oversættelse af J. D. Vances beretning om sit liv siges at være en bog til tiden.

“Hillbilly Elegy: A Memoir of a Family and Culture in Crisis” udkom i USA i 2016.

I erindringsbogen, der har den danske titel “Hillbilly – Erindringer fra Trumpland”, fortæller James David Vance om sin opvækst i en fattig by i USA’s Rustbælte.

Rustbæltet er som bekendt den del af USA, der i mange år levede af kul, jern- og stålindustri, men som fra 1950erne til 1980erne oplevede stor økonomisk nedgang med høj arbejdsløshed, øget fattigdom og forfald til følge.

Krisen skyldtes blandt andet udenlandsk konkurrence, stigende arbejdsomkostninger, manglende modernisering af udstyr og infrastruktur, og at maskiner erstattede arbejdere.

Fattige, hvides talerør

J. D. Vances baggrund i Rustbæltet betyder, at han af nogle ses som et talerør for den fattige, hvide arbejderklasse der. Men også som en mønsterbryder.

I 2003 meldte J. D. Vance sig til marinekorpset og deltog i Irakkrigen som militærjournalist. Efter endt militærtjeneste tog han en master i jura fra det prestigefyldte Yale University, og i 2023 blev han republikansk senator for delstaten Ohio.

Men det er som Trumps vicepræsidentkandidat, at danskerne kender ham. Og hvis man vil forstå noget af den frustration, mange amerikanere føler, og som får dem til at stemme på Trump, er “Hillbilly” måske bogen, der kan gøre en klogere.

Rå og ærlig

I forbindelse med den danske udgivelse af J. D. Vances selvbiografi skriver forlaget memoris blandt andet:

Hillbilly er J.D. Vances rå og ærlige fortælling om en opvækst i en splittet arbejderklassefamilie i USA. Det er en historie om vold, misbrug og fattigdom – men også om at kæmpe sig fri af mørket. Vance skåner hverken sin familie eller sig selv, når han viser en side af Amerika, som sjældent bliver fortalt.

Hillbilly giver en dybere forståelse af, hvorfor en stor del af den hvide arbejderklasse i USA har mistet troen på den amerikanske drøm.” (Kilde: memoris)

Fra ros til ris

Da Vances selvbiografi udkom i USA i 2016, blev den rost af mange for at give et unikt indblik i nogle af de ting, som USA’s fattige hvide arbejderklasse kæmper med. Herudover blev Vance fremhævet for sit skrivetalent og sin brutale ærlighed.

Siden er Vance dog blevet kritiseret for at sige det modsatte af, hvad han skrev i 2016. For eksempel var han meget kritisk over for Donald Trump, da han skrev sin selvbiografi.

Men ved præsidentvalget i 2020 støttede Vance Donald Trump, ligesom han i dag støtter Trumps MAGA-bevægelse og ekspræsidentens påstand om, at demokraterne stjal valgsejren fra ham i 2020. En påstand, der aldrig er fundet beviser eller dokumentation for.

Selv om “Hillbilly” i dag deler vandene, og både forfatteren og nationen har ændret sig meget siden udgivelsen i 2016, fastholder flere kritikere, at bogen er velskrevet, og at den giver et billede af et USA, som kun få kender.

Om drengen fra Rustbæltet nu bliver USA’s nye vicepræsident, får vi at vide efter valget tirsdag 5. november.

Hillbilly-forside

Bogen er udkommet.

God læselyst – og weekend!


Bonusinfo

“Hillbilly Elegy: A Memoir of a Family and Culture in Crisis” har flere gange ligget nummer 1 på New York Times’ bestsellerliste.

I 2020 blev J. D. Vances selvbiografi filmatiseret af Ron Howard med Gabriel Basso i rollen som Vance. I andre roller ses blandt andre Glenn Close og Amy Adams.

Læs Washington Posts anmeldelse af “Hillbilly Elegy” i 2016 her: https://www.washingtonpost.com/books/2024/07/15/hillbilly-elegy-jd-vance-review/

Læs Washington Posts artikel fra 2024 om reaktioner på bogen her: https://www.washingtonpost.com/books/2024/07/19/jd-vance-hillbilly-elegy-reviews/


Kilder:

memoris

https://memoris.dk/products/hillbilly?_pos=1&_sid=31037757f&_ss=r

Øvrige kilder:

Britannica

https://www.britannica.com/place/Rust-Belt

Danmarks Nationalleksikon

https://lex.dk/J.D._Vance

Netflix

https://www.netflix.com/dk/title/81071970

Washington Post

https://www.washingtonpost.com/books/2024/07/15/hillbilly-elegy-jd-vance-review/

https://www.washingtonpost.com/books/2024/07/19/jd-vance-hillbilly-elegy-reviews/


Sonny Boy

En af vor tids største skuespillere, Al Pacino, fortæller i en ny selvbiografi om sit liv og sin livslange kærlighed til skuespilfaget.

That’s my family Kay, that’s not me.”

Citatet stammer fra filmen “The Godfather” (1972), og det er Michael Corleone, spillet af Al Pacino, der forsikrer Kay (Diane Keaton) om, at han ikke er ligesom sin mafia-familie. Men som bekendt gik det anderledes.

Da vi herhjemme for nylig genså Francis Ford Coppolas mesterværk, stod det endnu engang klart, at “The Godfather” vil funkle på filmhimlen til evig tid.

Historien, skuespilpræstationerne, scenografien og musikken, fotograferingen og klipningen er ganske enkelt uovertrufne.

Filmen blev da også Al Pacinos store gennembrud på det hvide lærred. Mario Puzo, forfatteren til bogen bag filmen, har sagt om Al Pacinos præstation:

As Michael in The Godfather, Pacino was everything I wanted that character to be on screen. I couldn’t believe it. It was, in my eyes, a perfect performance, a work of art” (Kilde: Penguin)

Barn af gaden

Nu fortæller filmikonet så om sit liv og kunstneriske virke i “Sonny Boy: A Memoir”.

Ifølge forlaget Cornerstone (et underforlag til Penguin Random House) er Al Pacinos selvbiografi “an astonishingly revelatory account of a creative life in full” (Kilde: Penguin).

I bogen fortæller Al Pacino om, hvordan han voksede op hos sin meget kærlige, men mentalt udfordrede mor og hendes forældre, efter at hans far havde forladt dem. Det blev dog i lige så høj grad gaderne i South Bronx, der formede Pacino, og de vilde unge venner, han hang ud med, som kom til at præge ham for livet.

Da en lærer spottede Pacinos uomtvistelige skuespiltalent og pressede på for, at han kom på New York’s berømte High School of Performing Arts, var, skriver forlaget, terningerne kastet. Og forlaget skriver videre:

In good times and bad, in poverty and in wealth and in poverty again, through pain and joy, acting was his [Pacinos] lifeline, its community his tribe.” (Kilde: Penguin)

Filmiske milepæle

Selv om det blev “The Godfather”, der for alvor skød Al Pacinos karriere i gang, havde han allerede imponeret med sin præstation i filmen “The Panic in Needle Park” fra 1971. Rollen som stofmisbrugeren Bobby var hans første filmhovedrolle.

Som forlaget skriver i deres foromtale af bogen, havde Al Pacino fire år senere i en alder af bare 35 år indspillet yderligere fire film, der ikke alene blev kæmpe succeser, men også regnes for milepæle i filmhistorien: “The Godfather” og “The Godfather Part II”, “Serpico” og “Dog Day Afternoon”. Pacinos præstationer i disse film er i dag legendariske.

Al Pacino er mange gange blevet nomineret til en Oscar, herunder for sin rolle som Michael Corleone i “The Godfather” (bedste mandlige birolle) og “The Godfather Part II” (bedste mandlige hovedrolle). Men det blev først med filmen “Scent of a Woman” (1992), at han langt om længe fik en Oscar for bedste mandlige hovedrolle.

Pacino og Shakespeare

Også på de skrå brædder har Al Pacino vist sit kæmpe talent. To gange har skuespilleren vundet en Tony Award (teaterverdenens pendant til Oscar). Første gang i 1969 og igen i 1977 for sine præstationer i “Does a Tiger Wear a Necktie?” og “The Basic Training of Pavlo Hummel”.

Al Pacino er også begejstret for Shakespeare og har blandt andet spillet titelrollen i “Richard III” på teatret.

Jeg husker endnu skuespillerens blændende dokumentar “Looking for Richard” (1996), der handler om opsætningen af “Richard III”.

Især husker jeg, da Al Pacino siger de berømte linjer: “Now is the winter of our discontent”, så ingen er i tvivl om alvoren heraf.

Kærlighed og formål

I deres foromtale af Al Pacinos selvbiografi skriver forlaget til slut:

Sonny Boy is the memoir of a man who has nothing left to fear and nothing left to hide. All the great roles, the essential collaborations, and the important relationships are given their full due, as is the vexed marriage between creativity and commerce at the highest levels. The book’s golden thread, however, is the spirit of love and purpose. Love can fail you, and you can be defeated in your ambitions—the same lights that shine bright can also dim. But Al Pacino was lucky enough to fall deeply in love with a craft before he had the foggiest idea of any of its earthly rewards, and he never fell out of love. That has made all the difference.” (Kilde: Penguin)

Jeg glæder mig til at læse “Sonny Boy” – og til snart at gense “The Godfather Part II”!

Sonny Boy-forside

Bogen udkommer på engelsk 15. oktober.

God weekend – og læselyst 🙂


Kilder:

Broadway World

https://www.broadwayworld.com/people/Al-Pacino/

IMDB

https://www.imdb.com/title/tt0068646/characters/nm0000199

Penguin

https://www.penguin.co.uk/authors/299102/al-pacino

Waterstones

https://www.waterstones.com/book/sonny-boy/al-pacino/9781529912623


En ven for livet

Ny bog er et vigtigt vidnesbyrd om det mørkeste kapitel i menneskehedens historie.

Den 12. oktober i år døde Eddie Jaku i en alder af 101 år.

Da han var ung, var der ikke mange, som ville have troet, at han skulle få så langt et liv, og at han ville ende med at kalde sig jordens lykkeligste mand.

Eddie Jaku blev født 14. april 1920 i Leipzig i Tyskland som barn af jødiske forældre.

Familien anså sig selv som tyskere først, dernæst jøder. Men da Hitler kom til magten, mærkede Eddie og hans familie for alvor det voksende jødehad i Tyskland, og i 1944 blev de deporteret til Auschwitz. Forældrene blev myrdet ved ankomsten, men Eddie og hans søster overlevede.

I mange år var Eddie tavs om de rædsler og den ufattelige ondskab, han havde oplevet under Anden Verdenskrig. Men som tiden gik, tænkte han, at han havde et ansvar for at tale om det og en pligt til at lære verden om, hvor farligt det er at hade. “Verden er nødt til at vide besked,” konkluderede han.

jordens-lykkeligste-mand-3642409

Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget memoris.

Vanvittigt had

Eddie Jakus selvbiografi “Jordens lykkeligste mand” er dedikeret til fremtidige generationer. I bogen fortæller han sin historie og beskriver, hvordan civiliserede tyskere blev grebet af et vanvittigt had.

Vi hører, hvordan Eddie som 13-årig blev smidt ud af sin skole, fordi han var jøde og under falsk identitet kom ind på en anden skole langt fra sin familie og sit hjem.

På den nye skole lærte han maskinteknik og fik en uddannelse, der siden skulle redde hans liv. Han levede en beskyttet tilværelse på skolen og fandt først ud af, hvor galt det stod til i Tyskland, da han ville besøge sin familie i november 1938.

Eddie blev tævet halvt ihjel af nazister på krystalnatten og kørt til Buchenwald-koncentrationslejren.

Helvede på jord

Forholdene i Buchenwald var så uhumske, at sygdom og sult var uundgåeligt. Eddie beskriver brutaliteten og sadismen, de daglige tæsk og mord begået af tyskerne i kz-lejren.

Det var Tyskland i 1938. Fuldstændig forvandlet, ingen moral, ingen respekt, ingen menneskelig værdighed.” (Citat fra bogen)

Efter seks måneder slap Eddie ud takket være sin uddannelse som værktøjsmager. Han søgte tilflugt i Belgien, men blev anholdt der og sendt i flygtningelejr.

Første gang Eddie blev deporteret til Auschwitz, lykkedes det ham at flygte fra toget på vejen dertil. Men i februar 1944 endte han i dødslejren sammen med sin familie. Hans forældre blev sendt direkte i gaskammeret af den berygtede Josef Mengele, og Eddie og hans søster tilbragte et år i helvede på jord.

Venskabets styrke

Beskrivelserne af mareridtet i Auschwitz er uhyre barsk læsning, og igen og igen spørger Eddie (og læseren) sig selv, hvordan Hitler i den grad var i stand til at gøre venner til fjender og almindelige mennesker til mordere og monstre.

Det forekommer nærmest umuligt, at nogen kunne overleve Auschwitz.

Men overlevede gjorde Eddie heldigvis! Og det tilskriver han ikke mindst sin gode ven Kurt. De to hjalp hinanden og var – forstår man – et lys i mørket for hinanden:

Disse øjeblikke af venskab og taknemmelighed var nødvendige for at overleve det umenneskelige sted, Hitler havde skabt. … Uden venskab er et menneskes sjæl fortabt. En ven er én, der minder dig om at føle dig i live.” (Citater fra bogen)

Tilbage til livet

Overlevelsen skete ikke uden ar på krop og sjæl. Eddie fortæller eksempelvis om de svovlbade, han måtte tage efter krigen for at hele sin hud. Endnu sværere var det at hele arrene på sjælen.

Selv for mig tog det mange år at indse, at så længe jeg stadig bar frygt og smerte i mit hjerte, så ville jeg aldrig for alvor blive sat fri.

Jeg beder ikke mine medoverlevere om at tilgive det tyske folk. Det kunne jeg ikke selv gøre. Men jeg har været heldig nok og har oplevet kærlighed og venskab nok i mit liv til, at jeg har kunnet give slip på den vrede, jeg følte mod dem. Det fører intet godt med sig at holde fast i vreden. Vrede fører til frygt, der fører til had, der fører til død.” (Citat fra bogen)

Håb fremfor had

Eddie Jakus skildring af sine oplevelser i 1930ernes Tyskland og under Anden Verdenskrig er gruopvækkende læsning.

Men nok så vigtigt er det, at han fortæller, hvordan han på trods af den umenneskelige ondskab, som han, hans familie og folk blev ofre for, var i stand til at vælge livet og lykken.

I bogen reflekterer Eddie Jaku over ondskaben og omsætter sine egne erfaringer til livskloge råd til læseren. Råd om, hvad der er det væsentlige i livet, og hvor vigtigt det er ikke at hade sin næste.

Et bedre menneske

Med sine refleksioner og sin venlige, direkte tone over for læseren inspirerer Eddie Jaku os til at tænke over vores eget liv og det had, der findes i verden i dag.

På den måde bliver “Jordens lykkeligste mand” en bog, der handler om andet og mere end Holocaust. Den handler om selve det at være menneske, om livet og meningen med det.

Og selv om Eddie Jaku skriver, at han er bedre til maskiner end ord, er bogen smukt skrevet.

Derfor er det også lidt ærgerligt, at der har sneget sig et par trykfejl og små sproglige svipsere ind i den ellers udmærkede danske oversættelse.

Men det ændrer ikke ved, at “Jordens lykkeligste mand” er en gribende beretning, som bør læses af alle i en verden, der er nødt til at vide besked.

Bogen er på én gang et vigtigt vidnesbyrd om en ubegribelig ondskab, der aldrig må glemmes, og som aldrig kan tilgives, samtidig med at Eddie Jaku viser os, hvordan vi kan forhindre, at det gentager sig, og hvordan vi kan blive bedre mennesker.

Med “Jordens lykkeligste mand” får du kort sagt en ven for livet!


Efter krigen emigrerede Eddie Jaku med sin kone til Australien. I en sen alder begyndte han at holde foredrag om Holocaust og var med til at danne en australsk forening for jødiske holocaustoverlevere og etablere det jødiske museum i Sydney.

“Jordens lykkeligste mand” udkom på engelsk i 2020, da Eddie Jaku fyldte 100 år.


Grav Dybt

I denne uge udkommer tredje bind i Erling Jepsens delvis selvbiografiske serie om familiehemmeligheder.

Som pressemedarbejder på Borgens Forlag havde jeg i sin tid det privilegium at være med til at lancere dramatiker og forfatter Erling Jepsens gennembrudsroman “Kunsten at græde i kor” (2002).

Det siger sig selv, at jeg spillede en ret begrænset rolle for bogens udbredelse.

Erling Jepsen var allerede en anerkendt dramatiker, som i 1999 havde udgivet sin første roman “Ingen grund til overdramatisering”. Og med en forfatter af Jepsens format får bøgerne heldigvis den opmærksomhed, de fortjener – med eller uden en pressemedarbejder på sidelinjen.

“Kunsten at græde i kor” fik fremragende anmeldelser og blev med succes filmatiseret, ligesom Jepsens næste roman “Frygtelig Lykkelig”, der udkom i 2004, og som fandt vej til det hvide lærred i 2008.

Skriv på hovedstolen

Erling Jepsen har aldrig lagt skjul på, at hans forfatterskab tager udgangspunkt i hans egen opvækst i Gram i Sønderjylland, hvor vold, incest, misbrug og psykiske lidelser var en fortiet del af hverdagen.

I et interview med Berlingskes Mads Kastrup i 2004 sagde Jepsen blandt andet:

“En skuespiller citerede på et tidspunkt noget af Goethe for mig: »Stå, hvor du står og grav – men grav dybt«. Det tog jeg til mig. Dér, hvor du selv kommer fra, altså det, du selv er, det er det, du skal bruge som forfatter. Graver du dybt nok, er der alt, hvad du har brug for.” (Kilde: https://www.berlingske.dk/kultur/fra-et-land-med-undertekster)

Fortidens trængsler

Nu udkommer så “Skolekomedie”, der som sagt er tredje bind i Erling Jepsens serie af erindringsbøger, der delvis skildrer hans eget liv.

“Skolekomedie” handler om kærlighed og kunst, begær og bedrag, og i sin foromtale af udgivelsen skriver forlaget Gyldendal:

På kollegieværelset i Haderslev hjemsøges den 17-årige Erling af familien i Gram og fortidens trængsler. Da hans gymnasieårgang får til opgave at lave skolekomedien i 3.g, melder han sig til forfatterholdet i håb om at få afledt tankerne og komme på hold med Randi fra klassen, som han har et godt øje til.

Erling bliver som besat af ideen om at skrive et dramatisk mesterværk og finder uventet en muse i sin dansklærerinde, fru Sonnenberg. I en rus af søvnløshed, skrivemani og psykofarmaka begynder han langsomt at miste grebet om, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion. Er fru Sonnenberg forelsket i ham eller er det fantasien, der spiller ham et puds?” (Kilde: http://presse.gyldendal.dk/BookDetail.aspx?ISBN=9788702316780&mode=comende)

Ifølge forlaget er “Skolekomedie” (ligesom Jepsens romaner i øvrigt) en kulsort og humoristisk fortælling, der kan læses uafhængig af de to første bind, “Gramhavet” (2016) og “Hjemmefra” (2019).

Skolekomedie

Bogen udkommer i morgen.

Rigtig god weekend – og læselyst 🙂


Du kan læse mere om Erling Jepsens forfatterskab her:

https://www.gyldendal.dk/forfattere/Erling-Jepsen-F82456


Bøger giver frihed

Litteraturen viste vej ud af et strengt religiøst miljø. Nu kommer den selvbiografiske fortælling som serie på Netflix.

Det forekommer mig, at i den litteratur, der handler om børn, børn, som er mærkelige og bliver misforstået som mig, indtræffer der på et tidspunkt noget, som ændrer deres liv, noget, der sender dem ned i den magiske underverden, hvor de i virkeligheden hører til. Og så indser de, at deres gamle liv bare var en fejltagelse, at de hele tiden har været noget særligt og skulle noget større og bedre. I al hemmelighed venter jeg også på at falde i et hul ned til Eventyrland eller gå igennem et garderobeskab ind til Narnia. Hvilke muligheder får jeg ellers? Jeg kommer helt sikkert aldrig til at høre hjemme i denne verden.” (“Uortodoks”, s. 35)

Deborah Feldman, forfatter til bogen “Uortodoks”, blev født ind i det ultraortodokse jødiske miljø i Williamsburg, New York. Opvæksten hos hendes hasadiske bedsteforældre var styret af strenge religiøse regler for, hvad man måtte tænke, sige, spise og gøre.

For Deborah blev biblioteket og læseoplevelserne der et åndehul. Ikke mindst heltinderne i den berømte engelske forfatter Jane Austens romaner viste, at man kan frigøre sig fra familiens forventninger og samfundets fastlåste kønsroller.

Først blev Deborah dog selv gift som 17-årig. Tvangsægteskabet blev ulykkeligt og litteraturen igen en måde at overleve på.

I “Uortodoks” fortæller hun om sin frigørelse fra det lukkede samfund til et liv i frihed og selvstændighed.

Bogen blev øjeblikkelig en New York Times-bestseller, da den udkom i 2012.

Deborah Feldman (f. 1986) bor og arbejder i dag i Berlin.

Her er det den danske udgave af Deborah Feldmans erindringer, oversat af Anne Matthiesen og udgivet af Kristeligt Dagblads Forlag.

Midt i en karantænetid

I takt med, at stadig flere dele af Danmark og resten af verden lukker ned på grund af coronavirus, bliver bøgerne også herhjemme en mulighed for at komme ud af osteklokken.

Mens skoler og uddannelsessteder holder lukket, stiller stadig flere forlag eksempelvis gratis e-bøger til rådighed for børn og unge.

Også for bibliotekernes brugere byder digitaliseringen på alternativer. I fredags opfordrede direktør for Danmarks Biblioteksforening, Michel Steen-Hansen således folk til at bruge det digitale bibliotek. Et råd mange forhåbentlig vil følge, nu hvor de fysiske biblioteker er lukket. (Kilde: Kulturmonitor, 13-3-20)

Fem års fødselsdag

De dystre tider til trods vil jeg runde af med en lille fejring:

I dag er det nemlig fem år siden, at Kig ind i bogens verden første gang så dagens lys.

Da bloggen gik i luften 19. marts 2015, var det med et tema om en af verdens bedste forfattere Astrid Lindgren.

Siden er det blevet til 180 indlæg om litteratur, forfattere, forlag, boghandlere og andre gode historier fra bogens verden.

Og selv om bloggen er et nichemedie, kommer der stadig flere læsere til, ligesom flere forfattere og forlag henvender sig om anmeldelse af deres værker.

Historier på bloggen har endda affødt artikler til branchebladet BogMarkedet.

Jeg har også fået tilbud om kommercielt samarbejde, men indtil videre takket nej, da jeg ønsker, at bloggen forbliver uafhængig.

Og heldigvis er det lige så inspirerende at drive dette lille uafhængige nichemedie, som da jeg begyndte for fem år siden.

Derfor håber jeg også, at I, kære læsere, vil kigge med ind i bogens verden fremover 🙂

Trods corona og global krise tittede disse små forårsbebudere frem i dag. (Foto: Kahoha).


 

Jeg er fodbold

Som sagt er vi i højsæsonen for biografier, og denne uges udgivelse er det svenske fodboldikon Zlatan Ibrahimovics nye rigt illustrerede selvbiografi “Jeg er fodbold”.

I 2011 udkom den storsælgende biografi “Jeg er Zlatan”, hvor vi fulgte den 1.95 meter høje spillers vej fra barndommen i Rosengård i Malmø til at blive en af verdens største fodboldstjerner.

Nu udkommer så “Jeg er fodbold”, som giver et indblik i Zlatan Ibrahimovics fodboldkarriere fra starten i Malmö FF til Manchester United og til og med skiftet til hans nuværende klub, den amerikanske Major League Soccer klub, LA Galaxy.

Bogen udkommer i dag.

Fra underdog til superstjerne

Zlatan fortæller, hvordan det er at gå fra at være underdog til superstjerne, om skiftet fra Milan til Paris SG, og hvordan han klarede forløbet med den svære knæskade i Manchester United.

Vi hører også om alle målene, sejrene og hans følelse af altid at skulle præstere bedre end alle andre for at blive accepteret som svensk.

“Jeg er fodbold” er skrevet i samarbejde med journalist og forfatter Mats Olsson, som i de seneste tre år er mødtes med Zlatan for at tale med ham om hans fodboldkarriere.

Mats Olsson står også for bogens øvrige interview med spillere, trænere og venner, der har fulgt Zlatan, heriblandt Paul Pogba, Patrick Vieira, Roland Andersson, Henrik Larsson, Thierry Henry og Mino Raiola, der alle er med til at give et nuanceret billede af fodboldstjernen.

Endelig rummer bogen masser af billeder fra Zlatans fodboldkarriere og 50 siders samlet statistik over hans bedrifter på grønsværen fra 1999-2018 med fakta samlet for alle klubber, han har spillet i, og for landsholdet.

Man kan blandt andet se, hvor mange minutter Zlatan spillede i Inter, og hvor mange mål han har scoret med højrebenet.

Zlatan Ibrahimovich er født i 1981 i Malmø og regnes i dag for Sveriges største fodboldstjerne nogensinde.


 

Biografier og bogmesser

Efteråret og julen er bøgernes og særligt biografiernes tid. I år vil en ny engelsk selvbiografi med garanti lande i mange julestrømper og under talrige juletræer.

Han har medvirket i over 100 film og er blevet nomineret til en Oscar seks gange, hvoraf han har vundet to priser for bedste mandlige birolle. I dag har han opnået status som Hollywood-stjerne og er en af Storbritanniens mest elskede skuespillere.

Navnet er Sir Michael Caine, og nu deler den 85-årige verdensstjerne ud af sin livskundskab og sine talrige erfaringer og anekdoter i “Blowing the Bloody Doors Off: And Other Lessons in Life”.

Her er det hardback-udgaven, der udkom 23. oktober.

Rollerne gennem hans seks årtier lange karriere har spændt vidt, fra den kyniske casanova i “Alfie” og den cool cockney-agent Harry Palmer i “Lynaktion Ipcress” til den desillusionerede, drikfældige litteraturlærer Frank Bryant i “Lærenemme Rita” og titelrollens utro ægtemand i “Hannah og hendes søstre”.

De unge biografgængere kender måske bedst Caine som Batmans tro tjener Alfred Pennyworth i “Dark Knight”-trilogien, mens især det ældre publikum for nylig nød hans sublime spil som dirigenten Fred i den prisbelønnede film “Youth”.

Elegant cockney

Michael Caine blev født i 1933 i London. Han hedder oprindelig Maurice Joseph Micklewhite, men blev som så mange andre håbefulde skuespillere opfordret til at finde på et navn, der var lettere at huske.

Det kølige blå blik og stiff upper lip kombineret med en tydelig cockney-dialekt er blevet Michael Caines særkendetegn som skuespiller.

Alligevel spiller Caine aldrig den samme i sine film. Med en tilsyneladende lethed og elegance glider han ind i den ene krævende rolle efter den anden og overbeviser både som Laurence Oliviers snu modpart, Milo Tindle, i thrilleren “Sleuth”, iskold gangster i “Get Carter” og multifacetteret læge og leder af et børnehjem i “Æblemostreglementet”.

Den verdensberømte skuespiller ved, hvad der kræves for at få succes og efter en meget hård start at nå toppen.

Og nu kan alle vi, der har nydt hans utallige pragtpræstationer på film, altså få indblik i Sir Michael Caines liv og arbejde i hans livskloge erindringer.

“Blowing the Bloody Doors Off: And Other Lessons in Life” udkom som paperback torsdag i sidste uge, mens hardback-udgaven kom i handelen i tirsdags.

Up-lit er hot

Efteråret er som bekendt også højsæson for bogmesser, og igen i år var Tyskland vært for verdens største af slagsen.

Frankfurter Buchmesse fandt sted 10.-14. oktober, og som vanligt var der nye litterære trends at spotte på messen.

The Guardians Alison Flood rapporterede således, at en bølge af ny opløftende litteratur kaldet “up-lit” har kendetegnet dette års udgivelser.

Folk fra branchen fortæller til The Guardian, at man i øjeblikket mærker et stort behov for optimistiske historier, feel good litteratur, der indgyder håb i en verden, mange opfatter som kaotisk og dommedagsagtig. (Læs artiklen her).

BogForum 2018

Denne weekend går det så løs herhjemme med BogForum i Bella Centeret.

Bogmessen, der plejer at ligge i november, er i år rykket frem til fredag 26. oktober til og med søndag 28. oktober.

Hvorvidt der også er opløftende litteratur at finde i Bella Centeret, kan du læse mere om i programmet her:

http://www.bogforum.dk/

God bogweekend 🙂


 

Barsk og ærlig

I dag udkommer den svenske stjerneskuespiller Mikael Persbrandts erindringer “Som jeg husker det”. Bogen er ifølge Persbrandts danske forlag “en selvudleverende og brutalt ærlig fortælling om at nå bunden og samle sig selv op igen.”

De fleste kender ham især fra den svenske tv-krimiserie “Beck”, hvor han spiller den retfærdighedssøgende politiassistent Gunvald Larsson, der har kant og et temperament som en ulmende vulkan.

I en alder af 54 har Persbrandt dog vist sit store talent og sublime skuespilkunst i mange andre roller på såvel film som teater.

Fart på karrieren

Skuespilkarrieren blev skudt i gang i 1983, da Mikael Persbrandt optrådte som statist i mesterinstruktøren Ingmar Bergmans opsætning af William Shakespeares “King Lear” på Dramaten i Stockholm.

Siden har Persbrandt blandt andet spillet hamskifteren Beorn i Peter Jacksons filmatisering af J. R. R. Tolkiens “Hobbitten”, den alkoholiserede ægtemand, Sigge, i Jan Troells “Maria Larssons evige øjeblik” og den rummelige læge og familiefar, Anton, i Susanne Biers “Hævnen”.

Kendt er han også for sine roller i Hamilton-filmene, “Hypnotisøren”, “Englegård” og “En du elsker”. Mikael Persbrandts skuespiltalent spænder med andre ord vidt, og han er da også en af Sveriges mest succesfulde skuespillere.

Kampen mod dæmonerne

Privat har livet dog langt fra altid været en dans på roser. Her har Persbrandt i årevis måttet kæmpe med sine dæmoner, et misbrug af alkohol og stoffer og ikke mindst sladderpressens dækning af hans liv uden for lærredet.

Nu fortæller han for første gang selv sin historie, og ifølge de svenske anmeldere skåner Mikael Persbrandt hverken sig selv eller sine omgivelser.

I “Som jeg husker det” beretter han om sin opvækst alene med sin mor i en forstad til Stockholm, sin ungdom i et bandemiljø, kampen for at slå igennem som skuespiller, rollerne på Dramaten og de mange filmsucceser.

Han deler gavmildt ud af anekdoter fra sin over 30 år lange karriere og beskriver sit samarbejde med danske skuespillere som Mads Mikkelsen, Kim Bodnia, Trine Dyrholm og Iben Hjejle.

Herudover hører læserne om kvinderne i hans liv, hans arbejde for UNICEF og om forholdet til hans egne børn, Igor, Lo og Olga, som bogen er dedikeret til.

Prisbelønnet medforfatter

Mikael Persbrandt har skrevet sine erindringer i samarbejde med den prisbelønnede svenske forfatter og musiker Carl-Johan Vallgren, som nogle måske vil huske for den anmelderroste roman “Den vidunderlige kærligheds historie” (2004).

“Som jeg husker det” udkom på svensk i 2017 og er allerede blevet en bestseller i hjemlandet.

Henrik Andersen står for den danske oversættelse.