En dag i Lindgrens ånd

I juli sidste år tog min familie og jeg igen til “Astrid Lindgrens Värld”, men denne gang udvidede vi besøget til forfatterens barndomshjem Näs – og det fortrød vi ikke!

Astrid Lindgrens Näs og det tilhørende museum er virkelig et besøg værd, og ligesom oplevelsesparken ligger de i Vimmerby. Børn og voksne får her lov at opleve de omgivelser, som den verdensberømte forfatter voksede op i, og som inspirerede til så mange af hendes vidunderlige fortællinger.

Astrid Lindgrens barndomshjem Näs (Foto: JayJay)

Astrid Lindgrens barndomshjem Näs (Foto: JayJay)

Astrid Lindgren blev født den 14. november 1907 i det smukke røde hus, og hun sørgede for, at det i dag er indrettet og fremstår, som det tog sig ud i hendes barndom. Desværre nåede vi ikke rundvisningen indenfor, så den må vi have til gode. Til gengæld kunne vi nyde solen, mens vi gik rundt i den have, hvor hun og hendes søskende legede for hundrede år siden.

Men også museet er en dejlig oplevelse og helt i Lindgrens ånd. Der er en dansk audioguide til voksne og en til børn. Man ser de samme udstillinger om Astrid Lindgrens liv, men formidlingen af dem er forskellig. Min mand og jeg valgte den for voksne, men kunne også have snuppet børneudgaven i stedet. I hvert fald var familiens yngste vildt begejstret for sin version. Et berømt citat fra “Brødrene Løvehjerte” kombineret med en bestemt del af udstillingen blev skelsættende for vores barn, der før besøget ikke turde få hovedet under vand, men nu var fast besluttet på at følge den store forfatters ord om at turde trodse sin egen frygt – for ellers er man “bare en lille lort”. Det blev efterfølgende til mange udspring i den svenske skærgård, og vi har flere gange siden sendt Lindgren en kærlig tanke.

Besøg den hyggelige café på Näs. (Foto: JayJay)

Besøg den hyggelige café på Näs.
(Foto: JayJay)

Når man således modigere og bedre rustet til livet træder ud af museet, bør man unde sig selv en forfriskning i den hyggelige museumscafé. Vi fik ægte svenske “köttbullar”, som vi nød på den skønne terrasse under de hvide parasoller i sommervarmen.

Og så kunne man tro, at vi var blevet mætte af Lindgren – men nej! Det bliver vi vist aldrig i min familie, så vi satte kursen mod virkelighedens Katholt. Det var her filmene om Emil fra Lønneberg blev indspillet i 1971-73, og heller ikke i dag kan man forestille sig et mere idyllisk landbrug.

Gladere grise end dem på Katholt findes næppe. (Foto: JayJay)

Gladere grise end dem på Katholt findes næppe.
(Foto: JayJay)

Grisene løber rundt med krølle på halen i en gammeldags svinesti, og man tænker straks på Emil og Grisepjokket. En hest, der ligner Emils gode gamle Lukas, græsser i folden, og hønsene render frit omkring – dog pinligt ædru og ikke hønefulde af gærede kirsebær som i Lindgrens historie.

Hovedbygningen ejes af den samme familie, som dengang optagelserne stod på, og her må man ikke gå ind, men til gengæld er resten af grunden åben for Emil-glade børn og voksne. Og hvis man vil se de naturskønne omgivelser lidt fra oven, er der stylter, man kan stavre omkring på.

Den skønne Katholt-grund anno 2014. (Foto: JayJay)

Den skønne Katholt-grund anno 2014.
(Foto: JayJay)

 

Skammekrog eller fristed - uanset hvad er resultatet af Emils tid i Snickerboa et smukt resultat. (Foto: JayJay)

Skammekrog eller fristed – uanset hvad er resultatet af Emils tid i Snickerboa smukt.
(Foto: JayJay)

En publikumsmagnet er selvfølgelig Snickerboa –  værkstedet med alle figurerne, som Emil snittede de utallige gange, han blev jaget herud. Selv træstubben står her, som om den lille gæve gut just havde siddet her og snittet nok en trædukke.

Alfreds karlekammer og Nissehuset (lokummet, hvor Emils far sad fast) er her naturligvis også, og så er her en hyggelig butik med en lille udstilling om filmoptagelserne.

Vi var så opløftede af det dejlige sted og den rolige atmosfære, at vi slet ikke havde lyst til at tage derfra, og den dag, der begyndte med Näs og sluttede på Katholt, har vi levet længe på siden.


Læs med, når jeg omtaler “Pippis arvtager” på tirsdag!

 

 

Pippi – et krigsbarn

Da jeg fik ideen til min blog, vidste jeg, at jeg ville åbne ballet med et tema om Astrid Lindgren. Derfor var det Jens Andersens “Denne dag, et liv – En Astrid Lindgren-biografi”, jeg lagde i kufferten, da familien for nylig stak til Sverige på skiferie.

8702151275Så mens resten af selskabet gled ned ad de sneklædte løjper, læste jeg Andersens værk, der har vundet Politikens Litteraturpris og ligger øverst på bestsellerlisterne. Samtidig bragte DR en svensk dokumentar om Astrid Lindgren. Bedre kan det næsten ikke blive!

Og en bedre biografi om Astrid Lindgren end Jens Andersens får vi ikke. I bogen demonstrerer han et suverænt overblik over sit materiale, der består af hidtil ukendte og ikke tidligere offentliggjorte breve, dagbøger, fotos og halvandet års samtaler med Lindgrens datter, Karin Nyman.

Vi hører om hendes smålandske barndom og oprørske ungdom i Vimmerby, og hvordan det fra første færd stod klart, at her var en fortæller udover det sædvanlige. Men vi hører også om, da hun blot 19 år gammel føder sønnen Lasse uden for ægteskab og om hendes ubærlige smerte, da hun er nødt til at overdrage ham til en heldigvis elskelig plejemor og dennes søn i København.

Jens Andersen beretter, hvordan mørket her for alvor sniger sig ind i Astrid Lindgrens sind trods hyppige besøg i Danmark, og trods det at mor og søn siden bliver genforenet og udvider familien med ægtemanden Sture og datteren Karin. Beretningen om Astrid Lindgren og hendes søns svære start i livet kaster nyt lys over forfatterskabet og læsningen af bøger som “Mio, min Mio”.

I det hele taget viser Jens Andersen, hvordan lys og mørke, munterhed og melankoli går hånd i hånd gennem forfatterens liv. Denne dobbelthed kommer også til udtryk i hendes dagbogsnotater og måske især i krigsdagbøgerne. Det er gribende læsning!

Naturligvis hører vi om tilblivelsen af Pippi Langstrømpe. Jeg anede ikke, at denne elskelige, humørfyldte, rødhårede rebel blev til på baggrund af Anden Verdenskrigs gru og rædsler, og at verdens stærkeste pige blev skabt som et menneskeligt modtræk til Hitler og Stalin. Andersen giver os hele historien, fra Pippi opstår i Lindgrens mundtlige fortællinger til sin datter i 1941, til den lille revolutionære superhelt udkommer på papir i vinteren 1945. Pippi kommer som et tiltrængt festfyrværkeri for børn og deres forældre efter seks års mørke og barbari. Men som et bombenedslag for visse professorer, der føler sig truet af denne antiautoritære barneskikkelse, hvis mage verden aldrig før har set. Andersen beretter om såvel de begejstrede røster som parnassets kritiske reaktioner.

Biografien belyser også Emil fra Lønneberg og Lindgrens andre litterære personer, der for en stor dels vedkommende var ensomme børn. Astrid Lindgren indså tidligt, at menneskets ensomhed er et livsvilkår, og i bogen får vi hendes betragtninger om dette, om livets skrøbelighed og om vigtigheden af at leve i nuet.

Hendes livskloge refleksioner gør sammen med Andersens velskrevne kommentarer og mesterlige orkestrering af stoffet biografien til et “must read”. Hvis du vil læse en biografi om Astrid Lindgren, så lad det være Jens Andersens!

Efter at have læst “Denne dag, et liv” føler jeg mig ikke alene rigere på viden om en af verdens største forfattere og hendes værker, men rigere som menneske. Det er store ord, men når en bog rammer en nerve i læserens eget liv, som jeg oplever, at Andersens Lindgren-biografi gør det, er ordene på deres plads.

Bedre bliver det ikke!


Læs med, når jeg fortæller om min tur til Astrid Lindgrens barndomshjem og virkelighedens Katholt nu på torsdag!