Selv om det ind imellem kan være svært at tro det, står sommerferien for døren. Og når vejret leder tanken mere hen på efterår end sol og sommer, kan man lige så godt lave en kop varm te og fordybe sig i en god bog.
Aviser, blade og bloggere øser i disse dage tips af sig til sommerferielæsningen – og jeg har også et par titler oppe i ærmet.
Pulitzer-vinder
I Politikens annoncetillæg “Sommerens bedste bøger” i lørdags var flere af de adspurgte forfattere enige om, at amerikanske Anthony Doerrs Pulitzer-prisvindende roman “Alt det lys vi ikke ser” skulle læses.
Politikens Forlag har i forbindelse med den danske udgivelse trykt en lille folder, som sammen med anmeldelserne har fyret op under min interesse for krigsromanen om en blind fransk pige og en forældreløs tysk dreng.
Så “Alt det lys vi ikke ser” er en af de bøger, jeg vil læse denne sommer.
Fluer og fordybelse
En anden er svenske Fredrik Sjöbergs “Fluefælden”. Ja, jeg ved det! Den er ikke ny, men den skulle være rigtig god, og i ferien vil jeg stifte bekendtskab med denne mand, der har viet sit liv til fluen.
Bogen er nemlig ikke kun et studie i det tovingede insekt, men i lige så høj grad en tekst, der handler om at kende sig selv og om at leve et sandt liv. Og midt i vores hæsblæsende, effektivitetsplagede hverdag er en bog, der forsvarer retten til fordybelse og langsomhed lige noget for mig.
Min bedre halvdel har allerede erklæret, at det bliver Antony Beevors “Anden Verdenskrig”, som han vil fordybe sig i – og da det er en ikke helt lille sag på over 800 sider, skulle der være læsestof nok til hele ferien.
Familiens yngste har heldigvis ikke sluppet Astrid Lindgren endnu. Så det bliver “Rasmus på farten”, der skal dyrkes. Og hvis der bliver tid, vil der blive bladret begejstret i Jakob Martin Strids populære børnebøger og Cecil Bødkers klassikere.
Kig ind i bogens verden holder sommerferie, men er tilbage torsdag den 6. august.
Jeg glæder mig til, vi ses igen her på bloggen – og indtil da vil jeg ønske dig en rigtig god sommer!