Lyt til prinsen

Som nævnt i sidste uges indlæg, gik vores bilferie i år til Frankrig. Målet var Sydfrankrig, men da temperaturen i den nordlige del af landet lå et godt stykke over 30 grader, og vi ikke ville tilbringe for meget tid i bilen, besluttede vi at blive i Bourgogne.

Efter den første uge fik vi klimaets luner at mærke: Fra den ene dag til den anden faldt temperaturen 15 grader. Vi blev i området, men omlagde ture i poolen til byture og besøgte flere boghandlere for at se, hvad der fylder de franske hylder.

Specielt ét værk gik igen – “Den lille Prins”. Enhver, der har læst Antoine de Saint-Exupérys fortryllende eventyr, ved, at det er en udødelig klassiker. Kan ske, at det skyldes 70 året for udgivelsen i Frankrig, at bogen var så synlig i handelen med plakater og merchandise, men der hersker ingen tvivl om, at historien den dag i dag indtager en særstatus også i de kommercielle led.

“Den lille Prins” er solgt i ca. 200 millioner eksemplarer og er dermed en af de mest solgte bøger nogensinde. Den er oversat til over 250 sprog og dialekter.

Den lille prinsRævens hemmelighed

Inspireret af gensynet med “Le Petit Prince” i de franske boglader har jeg genlæst det poetiske eventyr og blev stærkt grebet af den lille prins og hans møde med fortælleren, der er nødlandet med sit fly i Sahara-ørkenen.

Fortælleren hører om prinsens møde med en konge, en forfængelig mand, en dranker, en forretningsmand, en lygtetænder og en geograf, der bor på hver deres asteroide.

Men især prinsens møde med en ræv her på jorden gør indtryk. Af den lærer prinsen, hvad det betyder “at gøre tam”, og ræven ender med at betro ham sin hemmelighed:

“Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.”

Disse vise ord tager prinsen til sig, og de bliver et mantra for livets mening.

Børn forstår

Som fortæller henvender Antoine de Saint-Exupéry sig direkte til børnene, der forstår så meget mere end de voksne. Men netop fordi vi voksne har glemt så mange vigtige ting, er beretningen i lige så høj grad stilet til os.

Med sine visdomsord og kloge betragtninger minder “Den lille Prins” os om, hvad der er væsentligt her i livet. Derfor: Læs eller genlæs dette vidunderlige, underfundige eventyr – og læs det med hjertet!


Antoine de Saint-Exupéry var en fransk forfatter, pilot og journalist, der udgav flere bøger, som viste hans humanistiske livsfilosofi. Han skrev og illustrerede “Den lille Prins”, da han var flygtet til USA efter tyskernes besættelse af Frankrig.

Saint-Exupérys fly forsvandt over Middelhavet på en mission under Anden Verdenskrig den 31. juli 1944.

“Den lille Prins” udkom på engelsk i 1943. Først efter krigens slutning blev den udgivet i Frankrig i november 1945.

One thought on “Lyt til prinsen

  1. Pingback: Titler til træet | Kig ind i bogens verden

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s