Træets trøst

“Syv minutter over midnat” – filmatiseringen af den prisbelønnede roman “A Monster Calls” – tager livtag med den altfortærende frygt og smerte hos et barn, når en elsket forælder skal dø.

Conor er 12 år, og hans mor er uhelbredeligt syg af kræft. Hver nat har han det samme mareridt, som er så frygteligt, at han ikke bliver spor bange, da takstræet, der gror på kirkegården ved siden af familiens hjem, forvandles til et uhyggeligt monster.

Monstret er dog hverken kommet for at æde drengen eller skræmme livet af ham. Det er kommet for at fortælle ham tre historier, men Conor skal love selv at fortælle den fjerde, og, siger monstret, hans historie skal være sand.

Selv om midlet taxol fra takstræer bruges i kræftbehandling, er takstræets opgave i “Syv minutter over midnat” ikke at helbrede Conors mor, men at hjælpe hendes søn med at tackle det uundgåelige og ubærlige.

Det er med andre ord en historie om at se sin frygt i øjnene, acceptere tab og give slip, når det er nødvendigt.

monster-forside

Historien skulle skrives

Romanen “A Monster Calls” (på dansk “Monster”) udkom i England i 2011. Idéen til fortællingen kom fra forfatteren Siobhan Dowd, som desværre ikke nåede at skrive den selv, da hun døde af brystkræft i 2007.

Hendes agent og forlægger så imidlertid, at her var tale om en helt særlig historie, der måtte skrives, og valget faldt på Patrick Ness.

I et interview med Publishers Weekly i juni 2011 fortalte forlæggeren og Patrick Ness om de overvejelser, de havde omkring, at lade ham føre Dowds idé ud i livet. Her sagde Ness blandt andet:

“Det var det, som var mit mål. Ikke at skrive noget, hun (Siobhan Dowd, red.) ville have skrevet, men at skrive noget, hun ville have kunnet lide.”

Mesterværk gange to

Resultatet er mesterligt – både som roman med Jim Kays illustrationer og som film.

I filmen spilles Conor fremragende og følsomt af Lewis MacDougall, hvis lille hvide ansigt og mørke øjne afspejler alt fra glæde, sorg og vrede til sårbarhed og frygt. Også Felicity Jones i rollen som hans mor og Sigourney Weaver som mormoren er mere end overbevisende. Sidst, men ikke mindst, sikrer monstret med Liam Neesons stemmelægning, at takstræer aldrig vil være det samme igen.

Desværre har film i dag en kortere og kortere levetid i biografen. Selv om det kun er seks uger siden, “Syv minutter over midnat” havde premiere, er den allerede taget af plakaten. Det er ærgerligt, for det er i høj grad en meget seværdig og vigtig film, som jeg kun akkurat nåede at se på det store lærred.

Men så er det godt, vi har bøgerne, der heldigvis har en længere levetid i handlen.

Så, kære læser, skynd dig ned i din boghandel og få et eksemplar af “Monster” – en uforglemmelig historie, der kan lære dig og dine kære at se sandheden i øjnene.


Læs interviewet med Patrick Ness og forlægger Denise Johnston-Burt her:

http://www.publishersweekly.com/pw/by-topic/authors/interviews/article/47711-q-a-with-patrick-ness-and-denise-johnstone-burt.html

Læs Steffen Larsens anmeldelse af bogen i Politiken her: http://politiken.dk/kultur/boger/article5568818.ece

Lyt til prinsen

Som nævnt i sidste uges indlæg, gik vores bilferie i år til Frankrig. Målet var Sydfrankrig, men da temperaturen i den nordlige del af landet lå et godt stykke over 30 grader, og vi ikke ville tilbringe for meget tid i bilen, besluttede vi at blive i Bourgogne.

Efter den første uge fik vi klimaets luner at mærke: Fra den ene dag til den anden faldt temperaturen 15 grader. Vi blev i området, men omlagde ture i poolen til byture og besøgte flere boghandlere for at se, hvad der fylder de franske hylder.

Specielt ét værk gik igen – “Den lille Prins”. Enhver, der har læst Antoine de Saint-Exupérys fortryllende eventyr, ved, at det er en udødelig klassiker. Kan ske, at det skyldes 70 året for udgivelsen i Frankrig, at bogen var så synlig i handelen med plakater og merchandise, men der hersker ingen tvivl om, at historien den dag i dag indtager en særstatus også i de kommercielle led.

“Den lille Prins” er solgt i ca. 200 millioner eksemplarer og er dermed en af de mest solgte bøger nogensinde. Den er oversat til over 250 sprog og dialekter.

Den lille prinsRævens hemmelighed

Inspireret af gensynet med “Le Petit Prince” i de franske boglader har jeg genlæst det poetiske eventyr og blev stærkt grebet af den lille prins og hans møde med fortælleren, der er nødlandet med sit fly i Sahara-ørkenen.

Fortælleren hører om prinsens møde med en konge, en forfængelig mand, en dranker, en forretningsmand, en lygtetænder og en geograf, der bor på hver deres asteroide.

Men især prinsens møde med en ræv her på jorden gør indtryk. Af den lærer prinsen, hvad det betyder “at gøre tam”, og ræven ender med at betro ham sin hemmelighed:

“Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.”

Disse vise ord tager prinsen til sig, og de bliver et mantra for livets mening.

Børn forstår

Som fortæller henvender Antoine de Saint-Exupéry sig direkte til børnene, der forstår så meget mere end de voksne. Men netop fordi vi voksne har glemt så mange vigtige ting, er beretningen i lige så høj grad stilet til os.

Med sine visdomsord og kloge betragtninger minder “Den lille Prins” os om, hvad der er væsentligt her i livet. Derfor: Læs eller genlæs dette vidunderlige, underfundige eventyr – og læs det med hjertet!


Antoine de Saint-Exupéry var en fransk forfatter, pilot og journalist, der udgav flere bøger, som viste hans humanistiske livsfilosofi. Han skrev og illustrerede “Den lille Prins”, da han var flygtet til USA efter tyskernes besættelse af Frankrig.

Saint-Exupérys fly forsvandt over Middelhavet på en mission under Anden Verdenskrig den 31. juli 1944.

“Den lille Prins” udkom på engelsk i 1943. Først efter krigens slutning blev den udgivet i Frankrig i november 1945.

Smuk som de svenske elve

Hvis jeg ikke var helt enig med Politikens betegnelse af Ronja Røverdatter som “Pippis arvtager”, er jeg til gengæld enig med avisens anmelder Steffen Larsen i, at “Brødrene Løvehjerte” er “Verdens bedste børnebog”! (Politiken, 6.12.2003)

Poesi og filosofi går op i en højere og skønnere enhed i denne historie om to brødres kamp mod det onde – en fortælling, der flyder lige så smukt og medrivende som de svenske elve.

Brdr.LovehjerteVi følger Tvebak og Jonatan på 10 og 13 år, sønner af en fattig syerske, og hvordan de bliver til Brødrene Løvehjerte i Nangijala. Ved første øjekast et paradis, men som i ethvert paradis er her en slange – i dette tilfælde en ond diktator ved navn Tengil.

Det er en historie om det godes kamp mod det onde, frihed og diktatur, kærlighed og had, liv og død. Centralt står budskabet om at følge sin samvittighed, som Jonatan forklarer Tvebak, er der ting, man er nødt til at gøre, for “Ellers er man ikke noget menneske, men bare en lille lort.”

Visse steder er denne fortælling fra lejrbålenes og eventyrenes tid lige så sørgelig, som den er smuk.

Af netop den grund viger mange forældre længe uden om at læse bogen højt for ungerne. Det er forståeligt, men pas på ikke at undervurdere poderne!

Da Politiken interviewede Astrid Lindgren i december 1973 og ville vide, om børn kunne rumme bogens dødstema, svarede hun:

“Hvorfor ikke? Børn er ikke nær så bange for døden som voksne. Mange voksne må have en voldsom skræk for døden, har jeg fundet ud af, efter at Brødrene Løvehjerte er udkommet (…) For mig er der ikke noget forkert i at give børn en fortrolighed med døden gennem et eventyr. De har endnu ikke erfaring til at overskue realiteterne (…) Børn er ikke bange for døden endnu. De er bange for at blive ladt alene.”

I kølvandet på udgivelsen kunne forfatteren også berette om børn, der takkede hende for en slutning, de fandt lykkelig, og for en bog, der gav dem trøst.

Efter min mening bør ingen – hverken børn eller voksne – snyde sig selv for den store, stærke og smukke oplevelse, “Brødrene Løvehjerte” er. Det er også grunden til, at jeg runder mit lille tema om en af verdens bedste forfattere af for denne gang med en omtale af den bog.

En smukkere roman om kærlighed, liv og død, mod og angst er ikke skrevet!


Læs med, når jeg skriver videre på bloggen nu på tirsdag!