For tredje gang har det anerkendte og uafhængige nyhedsmedie Videnskab.dk og Politikens Forlag samlet nogle af de bedste læserspørgsmål til sitet i bogform.
- Kan hjernen løbe tør for plads?
- Hvor meget tager jeg på af 100 gram chokolade?
- Kan bakterier blive syge?
I “Hvorfor må man ikke sige neger?” kan nysgerrige sjæle få det videnskabelige svar på 77 af de sjoveste og mest interessante spørgsmål, som læserne i de senere år har stillet den populære brevkasse Spørg Videnskaben på Videnskab.dk.
Danskere i alle aldre stiller brevkassen gode, sjove og til tider provokerende spørgsmål, som redaktionen sender videre til besvarelse hos landets førende forskere inden for historie, søvn, dyr, astronomi, sygdomme, sprog og meget mere.
Forskning for unge
Videnskab.dk leverer dagligt nyheder fra især den danske forskningsverden og artikler med videnskabeligt indhold. Emnerne spænder fra kultur og samfund til teknologi og naturvidenskab, og formålet er at skabe større interesse for videnskab hos specielt de unge.
Nyhederne skrives og redigeres først og fremmest af journalister på Videnskab.dk’s egen redaktion, men hjemmesiden bringer også artikler skrevet af forskerne selv.
Populære forgængere
Den nye bog “Hvorfor må man ikke sige neger?” er som sagt den tredje udgivelse, hvor Videnskab.dk og Politikens Forlag vil klæde læserne på med sjov og forståelig viden.
Tidligere er udkommet “Hvorfor lugter mine egne prutter bedst?” og “Hvad gør mest ondt – en fødsel eller et spark i skridtet?”
Her kunne man blandt andet få opklaret, hvilken ende af et æg, der først kommer ud af hønen, hvorfor vi er kildne, om man bliver forkølet af at være kold, og hvordan de første sekunder af universets tilværelse gik for sig.
Ifølge forlaget kan den nye bog ligesom de populære forgængere bruges til alle, der gerne vil være klogere på den sjove måde, og til fælles gættelege i små og store selskaber.
“Hvorfor må man ikke sige neger?” udkommer tirsdag den 6. september.
Du kan læse de videnskabelige nyheder og artikler på: http://videnskab.dk/