Mens antallet af børnebogsudgivelser diskuteres, fejres børnelitteraturen med en række spændende forfattermøder, teaterforestillinger og kreative workshops.
I sidste uge kunne man i flere danske medier læse om en rekordstor stigning i antallet af børnebogsudgivelser herhjemme.
Tallene stammede fra Danmarks Statistik, og heraf fremgik, at antallet af udgivelser af børnelitteratur var steget markant i perioden 2012-17.
I denne uge kom så en berigtigelse fra Danske Forlag af artiklen udgivet af Danmarks Statistik (DS).
Danske Forlag påpeger, at rapporten fra DS giver et forkert indtryk, idet man har medregnet digitalisering af allerede udgivne trykte bøger som nye titler.
Der er med andre ord ikke tale om nyudgivelser i alle tilfælde. Og hermed bliver antallet af nye bøger væsentligt mindre, fastslår Danske Forlag i en artikel i bogbranchens fagmagasin, BogMarkedet (Læs mere her).
Bogfest for børn
Uanset antallet af børnebogsudgivelser bliver der sat fokus på børnelitteraturen i den nærmeste tid, når børnelitteraturfestivalen Vi ❤ bøger løber af stablen 16.-24. marts.
Festivalen, der fejrer litteraturen og læselysten hos børn, arrangeres af Københavns Biblioteker og henvender sig til børn i alderen 2-12 år og deres voksne.
I løbet af de ni dage, festivalen fejrer, kan man opleve over 170 arrangementer på 21 folkebiblioteker i København for børnefamilier, daginstitutioner, skoler og fagprofessionelle.
På programmet er bl.a. Lene Kaaberbøl, Kim Fupz Aakeson, Josefine Ottesen, Kenneth Bøgh Andersen, Jan Kjær, Adam O og engelske Jennifer Bell, der vil fortælle om deres bøger, figurer og karakterer.
Eventyr og kreativitet
Børnene og deres forældre kan også opleve forskellige teaterforestillinger baseret på en litterær fortælling som for eksempel et af H. C. Andersens eventyr eller en skrækindjagende historie fra den græske mytologi.
Herudover inviterer bibliotekerne til kreative workshops, hvor børnene kan lave deres egne pop-up bøger og bogmærker, farvelægge deres yndlingsfigurer og opfinde deres egne fantastiske fabeldyr.
Flere biblioteker i hovedstaden arrangerer også readathons for de ældre børn, og for de yngste er der mulighed for at komme til sprogstimulerings-events og hente 2-årsbøger.
For forældre og pædagoger
Bibliotekerne er i høj grad klar over, hvor stor en rolle forældre, lærere og pædagoger spiller for børns læselyst.
Derfor er der talrige forfattermøder, booktalks og teaterforestillinger i hverdagene henvendt til daginstitutioner og skoleklasser, ligesom der er oplæg til forældrene i weekenderne.
Du kan se hele programmet her:
Rigtig god læselyst 🙂