Bog-godt i vente

Efteråret byder blandt andet på historier om fjerne galakser og afstanden mellem mennesker, ulve i Danmark og ønsker, der går i opfyldelse.

Kig ind i bogens verden har taget et smugkig på kommende bøger hos forlaget Gutkind. Det er en imponerende liste med litterære nyheder fra såvel store danske som udenlandske forfattere.

Her et lille udpluk:

Nyt fra Nors

Danske Dorthe Nors var i 2017 blandt de seks finalister til The Man Booker International Prize for sin stærkt anmelderroste roman “Spejl Skulder Blink”.

Senest har Dorthe Nors’ essaysamling “En linje i verden” fået Blixenprisen for Årets Bog 2022.

Nu er den internationalt anerkendte forfatter atter på banen med romanen “Spænd”.

Gutkind skriver om Dorthe Nors’ nye roman:

Spænd handler om at række over urimelige afstande. Universets, men også dem mellem mennesker. Om at være hjemme i det dybe univers, men føle sig fremmed de fleste andre steder.

Professoren, kalder man Gunn Haven i det lille landsamfund, hun er flyttet til for at hellige sig sit forskningsprojekt om gammaglimt og det tidligste univers. Her forestiller Gunn sig, at hun kan være i fred med sine stjerner, sine rutiner og stueplanten Mike, mens hun vandrer i landskabet og venter på livstegn fra fjerne galakser og den dreng, hun skal forsøge at slippe ud i voksenlivet på den anden side af kloden. Men det kniber med at holde fokus på evigheden, for selv herude, mellem skydetårne og læbælter, findes der andre mennesker, som kommer drivende ind over grænser og skel, med nysgerrighed eller vold og magt.” (Kilde: Gutkind)

Spænd

Bogen har planlagt udgivelse til januar 2025.

Fortid og fremtid

Måske nogle husker min anmeldelse af “Ane Marie Jensdatter fortæller eventyr fra Thy”, hvor den danske folkemindesamler Evald Tang Kristensen blev nævnt (læs mere her).

I Charlotte Weitzes roman “Ulvemælk” spøger fortiden i en nær fremtid, og også her møder læserne Evald Tang Kristensen – denne gang i en romaniseret udgave.

Om “Ulvemælk” skriver Gutkind blandt andet:

I 2040 bor Inga i Tværmose. I 1872 levede en kvinde dér, som fortalte ulvehistorier til folkemindesamleren Evald Tang Kristensen. En nat begynder det at spøge.

Inga er flyttet til mormors hus i Tværmose i et Jylland, der nu, i 2040, er dækket af skov. Kæresten overvåger områdets ulvebestand, og selv var hun forfatter, indtil kunstig intelligens overtog fortællingerne.

I 1872 går folkemindesamleren Evald Tang Kristensen fra gård til gård i Tværmose for at indsamle eventyr og viser fra en snart svunden tid. Han besøger Ane Povlsdatter, som er rig på ulvehistorier, men én af dem får Evald ikke slutningen på, før hun dør. Det nager ham. Ane boede i det, der nu er Ingas hus. Men det er ikke det eneste, der forbinder Evald og Inga.

Ved fuldmåne lusker et dyr omkring og kradser i Ingas dør. Et dyr, som Evald både kender alt for godt og ikke rigtig vil kendes ved.” (Kilde: Gutkind)

ulvemaelk

Bogen har planlagt udgivelse til januar 2025.

Forandringens pris

Også den prisbelønnede norske forfatter Carl Frode Tiller er på programmet hos Gutkind.

Tillers bøger er oversat til mere end 20 sprog, og forfatteren regnes for en af norsk litteraturs stærkeste stemmer.

Om Tillers nye bog, “Arbejderhjerte”, skriver Gutkind:

En norsk samfundsskildring og et psykologisk portræt af en mand, der midtvejs i livet begynder at foragte alt det, han har opnået.

Trond ved ikke længere, hvem han er. Han voksede op i Namdalen i 1970’erne i en typisk arbejderklassefamilie. Hans far arbejdede på et savværk og var en trofast kommunist, mens hans mor arbejdede som sygehjælper og var frafalden fra bedehusmiljøet. Trond havde højere ambitioner, han ville studere, og med tiden fik han et trygt middelklasseliv. Han fik alle de muligheder, han kunne. Men nu har han mistet grebet. Han har mistet sit job, er blevet skilt fra sin kone og forstår ikke sine døtre. Arbejderhjerte er en roman om, hvordan Norge har ændret sig i løbet af de seneste 50 år, og om et socialdemokrati, der truer med at gå i opløsning.” (Kilde: Gutkind)

arbejderhjerte_677276

Bogen har planlagt udgivelse til oktober.

Magisk spejl

Der er også godt bognyt til børn og barnlige sjæle.

De fleste kender nok eller har hørt om “Villads fra Valby”. Der er kommet 25 bøger i den populære børnebogsserie, som også er blevet filmatiseret.

Forfatteren til Villads-bøgerne, Anne Sofie Hammer, har også haft stor succes med sine tween-bøger “Mig & Mille”.

Til vinter er Anne Sofie Hammer aktuel med børnebogen “Bare jeg kunne gøre det hele om”.

Gutkind skriver om den nye bog:

Det er aften, men barnet er i hvert fald ikke træt, og da forældrene insisterer og kysser godnat, går det for alvor galt. Barnet tager sin bamse og løber i vrede ud ad døren, gennem haven, ned til åen og smider bamse i vandet! Hvis bare det hele kunne gøres om!

Miraklet sker – barnets ønske bliver hørt. Bogen vendes på hovedet og side for side, sætning for sætning rulles handlingen nu tilbage til en ny og overraskende slutning.

Bare jeg kunne gøre det hele om er et magisk spejl, hvor de samme ord og billeder fortæller to vidt forskellige historier.” (Kilde: Gutkind)

Bogen er illustreret af Signe Kjær, der har illustreret over 30 bøger, og som fik Kulturministeriets Illustratorpris i 2021.

4947627-1163173-1000-773

Bogen har planlagt udgivelse i februar 2025.

Tidsrejsen 2

Herhjemme har vi siddet klinet til skærmen, når DR’s julekalender “Tidsrejsen” er blevet vist.

Udover en god historie byder julekalenderen på suverænt skuespil af såvel erfarne som nye skuespillere. Især Bebiane Ivalo Kreutzmann i rollen som Sofie og Hannibal Harbo Rasmussen som Dixie går rent ind hos os.

I år fortæller DR’s julekalender, “Tidsrejsen 2”, hvordan det er gået Sofie og Dixie, og til november kan man læse Merlin P. Manns bog “Tidsrejsen – En helt ny tid”.

Om bog-fortsættelsen til det forrygende eventyr skriver Gutkind:

Tidsrejsen 1 sluttede med, at Dixie og Sofie destruerede gyroen og slog sig ned hos Sofie og hendes familie i nutiden. I Tidsrejsen 2 er Sofie lærervikar på den lokale skole, og Dixie er der umiddelbart ikke. Hvad skete der med Sofie & Dixie i tiden mellem de to julekalendere? Blev de ved med at være kærester? Stoppede de helt med at rejse i tiden? Hvordan døde farfar? Og hvorfor er Dixie der ikke mere? Få hele historien her.” (Kilde: Gutkind)

Merlin P. Mann er forfatter og manuskriptforfatter. Udover “Tidsrejsen” er han kendt for sin bestseller-serie “Taynikma” og animationsserien “Høj”, som man kan se på Ramasjang.

4948332-1163467-1000-628

Bogen udkommer til november.

Der er mange flere nyheder hos Gutkind. Men dette lille udpluk burde være nok til at pudse læsebrillerne og glæde sig til at boge den, når efteråret og vinteren om føje tid banker på 🙂

God weekend – og læselyst!


Du kan se hele Gutkinds bogprogram for efteråret og vinteren her: https://gutkind.dk/a/nyhedskatalog/


De sidste øjenvidner

“D-Day Portraits – Anonymous Heroes” er denne uges udgivelse på bloggen.

Som bekendt er det i år 80 år siden, at de vestallieredes landgang i Normandiet i Nordvestfrankrig fandt sted (læs indlæg her).

Min familie og jeg har længe gerne villet besøge Normandiet for at mindes de hundredtusinder hovedsageligt amerikanske, britiske og canadiske soldater, der befriede Europa fra nazisternes rædselsregime.

Denne sommer tog vi så dertil, og det blev en på alle måder stor oplevelse. Alene det at færdes i et landskab, der i høj grad ser ud som det terræn, soldaterne dengang kæmpede i, gjorde de historiske begivenheder meget nærværende.

Først og fremmest strandene, men også markerne og de berygtede bocage, høje hække bestående af tætte krat, gjorde stort indtryk. Disse bocage gjorde det uhyggeligt svært for de allierede at rykke frem, og The hedge warfare, som denne del af krigen også kaldes, begyndte allerede dagen efter D-Dag og endte først sidst i august.

Heldigvis er interessen for D-Dag på ingen måde aftaget. Der var utrolig mange mennesker, også tyske turister, som besøgte Normandiet i år. Og det var, fornemmede vi, ikke kun på grund af 80-året.

I en tid med krige i Ukraine og Mellemøsten, islamistisk terrorisme, stigende antisemitisme, udfordrede demokratier, migration, konflikter og splittelse, virkede det, som om mange havde brug for at blive mindet om de helte, der dengang sikrede fred og frihed i Europa.

Ne Jamais Oublier

Fra første færd stod det klart, at Normandiet er en egn, der ikke glemmer.

Overalt hang der flagguirlander med amerikanske, britiske, canadiske og franske flag.

IMG_6296

Flagguirlander i Normandiet. Foto: Kahoha.

De handlende i Bayeux og en række andre byer hyldede befrierne med malerier på butiksfacaderne.

IMG_3771

IMG_3820

I kystbyerne til de fem strande, Utah, Omaha, Gold, Juno og Sword, hvor landgangen fandt sted, hang der portrætter af nogle af de helte, som deltog i D-Dag.

IMG_3690

De mange mindesmærker og museer sørger også for, at vi ikke skal glemme det ufattelige mod, som de vestallieredes soldater udviste, og de kæmpe ofre de gav.

Ever Forward

Ever Forward – Mindestatue på Omaha Beach. Foto: Kahoha.

De faldne

Det er umuligt ikke at blive berørt, når man besøger de amerikanske og britiske kirkegårde og ser de tusindvis af hvide kors og gravsten.

Så mange faldne og alt for mange af dem alt for unge.

På den amerikanske kirkegård i Colleville-sur-Mer ligger 9389 soldater begravet.

På den britiske kirkegård ved Bayeux ligger over 4500 faldne.

En britisk skoleklasse besøgte den britiske kirkegård samtidig med os. I starten gik eleverne rundt og læste alderen på de faldne højt. Efterhånden blev børnene mere og mere tavse. Mange af de faldne var kun få år ældre end dem selv.

Hver enkelt tæller

På et af de D-Dags-museer, vi besøgte, fandt familiens yngste bogen “D-Day Portraits – Anonymous Heroes”.

Bogen rummer portrætter af krigsveteraner og fotos af D-Dags ceremonier taget af fotograf Ian Patrick mellem 1984 og 2022.

Udover de mange stærke sort-hvide portrætter er der korte øjenvidneskildringer fra flere af krigsveteranerne, heriblandt Ian Patricks egen far, William H. Patrick.

Amerikanske, britiske, franske, polske og endda et par tyske krigsveteraner fortæller også en lille del af deres historie.

Bogens portrætter af de mange krigshelte er udstillet på Overlord Museum, der ligger 500 meter fra den amerikanske kirkegård i Colleville-sur-Mer.

Vi så de stærke portrætter og læste flere af øjenvidneberetningerne på museet, men da tiden var knap, kunne vi desværre ikke nå at læse det hele på museets udstilling.

Men som familiens yngste erklærede efter sit køb af bogen:

Hver enkelt tæller, hver enkeltes beretning skal læses.

Og med Ian Patricks “D-Day Portraits – Anonymous Heroes” kan vi – og andre læsere – se ansigterne på nogle af de helte, vi skylder så uendelig meget, og læse om deres personlige oplevelser af historiens største landgang og befrielsen af Europa.

IMG_3879 2


Bonusinfo

Ian Patrick er fransk-amerikansk fotograf og har tidligere fotograferet Andy Warhol og Bob Marley til Rolling Stone, Esquire og New York Times Magazine.

Du kan læse mere om Ian Patricks bog “D-Day Portraits – Anonymous Heroes” her:

https://boutique.musee-armee.fr/en/adult-bookshop/day-portraits-anonymous-heroes/6056.html

Læs mere om den amerikanske kirkegård i Normandiet her: https://www.abmc.gov/normandy

Læs mere om den britiske kirkegård i Normandiet her: https://www.cwgc.org/visit-us/find-cemeteries-memorials/cemetery-details/2060300/bayeux-memorial/

Læs mere om Overlord Museum her: https://www.overlordmuseum.com/en/


Agenter og amoriner

Spionagens historie og en japansk boghandlers jagt på kærligheden er emnerne i denne uges engelske udgivelser.

Spioner har altid været godt stof i film og bøger. En af de mest berømte spioner er Ian Flemings hemmelige agent 007, der som bekendt også går under navnet Bond, James Bond.

Og så er der selvfølgelig den engelske forfatter og tidligere agent i den britiske efterretningstjeneste, John le Carré, som har skrevet en lang række roste spionromaner.

Men hvis man tror, at spioner først for alvor kom på banen i det 20. århundrede, kan man godt tro om igen.

Koder, blæk og mord

I “Spycraft: Tricks and Tools of the Dangerous Trade from Elizabeth I to the Restoration” fortæller den hollandske professor Nadine Akkerman og forfatter og bibliograf Pete Langman om spionagens historie i det tidlige moderne Europa (fra midten af 1400-tallet til slutningen af 1700-tallet).

Bogen giver et indblik i de tricks og værktøjer, de tidlige moderne spioner benyttede sig af, fra chifferskrift til forklædninger og forfalskninger, og fra usynligt blæk til snigmord.

Det tidlige moderne Europa var et arnested for spionage, hvor spioner, spionjægere og sammensvorne forsøgte at overgå hinanden i et dødsensfarligt spil, og hvor kun de, der mestrede de nyeste metoder, overlevede.

Spycraft-forside

Bogen er netop udkommet.

Bog til bogelskere

Den japanske forfatter Nanako Hanadas memoirer er blevet en japansk bestseller, som nu også er kommet i en engelsk hardback-udgave.

I “The Bookshop Woman” fortæller Nanako Hanada om, da hun blev separeret fra sin mand og måtte bo på youth hostels og internetcaféer, og samtidig fik problemer på sit arbejde.

Nanako var leder af en excentrisk boghandel i Tokyo med et svigtende bogsalg og indså pludselig, hvor begrænset hendes liv var blevet. Hun havde ikke andre venner udover sine kolleger og ingen hobbyer udover at læse og ordne bøger.

For at få lidt spænding i hverdagen, meldte hun sig til et site, hvor folk mødes for at finde kærligheden, opbygge netværk eller blot dele idéer.

Sexet bogsælger

Nanako beskrev sig selv om en sexet bogsælger, der kunne give personlige boganbefalinger. I løbet af det næste år mødte hun en række fremmede, hvoraf nogle ville have mere end blot en bog, og andre som hun blev rigtig gode venner med.

I forbindelse med udgivelsen skriver forlaget JonathanBallPublishers blandt andet:

Written with a subtle but sharp sense of humour, The Bookshop Woman is a heart-warming book about a bookseller’s self-discovery. It offers a glimpse into bookselling in Japan and the quirky side of Tokyo and its people.” (Kilde: https://www.jonathanball.co.za/component/virtuemart/the-bookshop-woman)

bookshop-woman

Bogen er udkommet.

På forlagets hjemmeside kan man endvidere læse, at “The Bookshop Woman” er blevet omsat til et tv-drama, og at bogens succes har givet Nanako Hanada mulighed for at åbne sin egen boghandel.

Så hvis turen denne sommer går til Japan, kan man jo kigge forbi forfatterens boghandel Kani Books i Tokyo!

God sommer – og læselyst 🙂


Kig ind i bogens verden er tilbage torsdag 15. august.


Kilder:

JonathanBallPublishers

Waterstones

“The Bookshop Woman”

“Spycraft: Tricks and Tools of the Dangerous Trade from Elizabeth I to the Restoration”


Demokrati eller ej

Ny bog forsvarer demokratiet og dets idealer.

I et samfund af idioter er demokratiet et mareridt”

Citatet hang engang på familiens toilet og høstede mange kommentarer fra hjemmets gæster.

Og det er nok de færreste i Vesten, der ville foretrække diktatur fremfor demokrati.

Som Winston Churchill sagde:

Many forms of Government have been tried, and will be tried in this world of sin and woe. No one pretends that democracy is perfect or all-wise. Indeed it has been said that democracy is the worst form of Government except for all those other forms that have been tried from time to time.…”

Winston S Churchill, 11 November 1947

(Kilde: https://winstonchurchill.org/resources/quotes/the-worst-form-of-government/)

Alligevel er demokratiet udfordret i disse år. Nogle taler endda om, at demokratiet er i krise, og at vi må gøre mere for at værne om det.

En tv-gudstjeneste på DR 26. maj med sognepræst Else Hviid og folketingets formand Søren Gade som gæst hyldede demokratiet, magten og menigheden.

Søren Gade og Else Hviid understregede ved den lejlighed, hvor vigtigt det er, at vi ikke tager vores folkestyre for givet, men kæmper for demokratiet og vores kristne værdier i Danmark.

Kvinder om demokrati

Det er ikke kun i Danmark, at demokrati for alvor er kommet på dagsordenen.

I bogen “Democracy: Eleven writers and leaders on what it is – and why it matters” forsvarer en række kvindelige forfattere, ledere, filosoffer, historikere og aktivister demokratiets idealer.

Blandt skribenterne finder man den prisbelønnede, canadiske forfatter Margaret Atwood, den anerkendte britiske professor Mary Beard (se tidligere indlæg her) og den tyrkiske forfatter og forkæmper for demokrati og menneskerettigheder Elif Shafak.

De elleve kvinder ser på demokratiets evne til at løfte vores samfund. Fra demokratiets ældgamle rødder til nutidens udfordringer deler forfatterne en fælles vision om en bedre fremtid, som vi kan skabe sammen.

En bog til tiden

“Democracy: Eleven writers and leaders on what it is – and why it matters” må siges at være en bog til tiden.

I Europa har vi netop haft valg til Europa-parlamentet, og som bekendt fik resultatet Frankrigs præsident Emmanuel Macron til at udskrive valg i Frankrig 30. juni-7. juli.

Også briterne skal til stemmeurnerne 4. juli, og 5. november skal amerikanerne stemme om, hvilken præsident der skal stå i spidsen for supermagten de næste fire år.

Endelig er der herhjemme valg til folkekirkens menighedsråd 17. september.

Hvis man har brug for at blive mindet om vigtigheden af at bruge sin demokratiske stemme, kan man eventuelt læse “Democracy: Eleven writers and leaders on what it is – and why it matters”.

Når det er sagt (og uden endnu selv at have læst bogen), kan jeg ikke lade være med at tænke, at det ville have været mere demokratisk, hvis bogens bidragydere ikke kun bestod af kvinder, men også havde mandlige forfattere med på listen. Blot en tanke 🙂

Democracy-forside

Bogen er udkommet.

God weekend – og læselyst!


Bonusinfo

Margaret Atwood kommer til Danmark i efteråret for at modtage H.C. Andersen Litteraturprisen 2024. Overrækkelsen sker ved en ceremoni 27. oktober i Odense. (Kilde: Bogmarkedet)

Læs mere om Margaret Atwood her: https://forfatterweb.dk/oversigt/zatwood

Læs mere om Mary Beard her: https://www.classics.cam.ac.uk/directory/mary-beard

Læs mere om Elif Shafak her: https://forfatterweb.dk/shafak-elif

Du kan se tv-gudstjenesten med vært Sofie Østergaard, sognepræst Else Hviid og folketingets formand Søren Gade på DR’s hjemmeside her

Øvrige kilder:

International Churchill Society

Waterstones


Operation Overlord

I dag er det 80 år siden D-dag – dagen, der indledte de Vestallieredes befrielse af Vesteuropa fra Nazi-Tysklands besættelse.

Tirsdag 6. juni 1944 deltog 156.000 soldater hovedsageligt fra USA, Storbritannien og Canada, 6.000 skibe og 11.000 fly i landgangen i Normandiet i Nordvestfrankrig.

Invasionen var starten på en større operation, der havde kodenavnet Operation Overlord, og som var ledet af den amerikanske general (og senere præsident) Dwight D. Eisenhower.

Som jeg skrev her på bloggen for fem år siden (i anledning af 75-året for D-dag), tog det flere år at planlægge Operation Overlord, og operationen endte først, da de Vestallierede befriede Paris sidst i august 1944 (læs indlæg her).

Operation Fortitude

Forberedelserne til Operation Overlord var i sagens natur tophemmelige.

Faktisk var de Vestallerierede så påpasselige med, at intet – absolut intet – om den planlagte landgang måtte slippe ud til tyskerne, at man lavede den mest ambitiøse vildledning i krigens historie: Operation Fortitude.

Operation Fortitude kan kort fortalt beskrives som en meget omfattende dummy-operation, der blandt andet involverede dobbeltagenter, falske formationer i Skotland, en imaginær “First US Army Group” under ledelse af general George S. Patton, flyattrapper, oppustelige kampvogne samt 250 falske landgangsfartøjer. (Kilde: Antony Beevor, “D-Dag – Kampen om Normandiet”)

Og skriver Antony Beevor, en af verdens førende krigsforfattere:

Det så ud, som om tyskerne virkelig havde slugt Operation Fortitude råt.” (Kilde: Antony Beevor, “D-Dag – Kampen om Normandiet”)

Rost bog om D-dag

Netop Antony Beevors “D-dag – Kampen om Normandiet” bliver det værk om den legendariske landgang i Normandiet, som jeg vil læse denne sommer.

Beevor har skrevet flere fremragende bøger om Anden Verdenskrig, heriblandt “Stalingrad” og “Berlin, Faldet 1945”, og også “D-dag – Kampen om Normandiet” har høstet mange anmelderroser.

Udover at skildre de britiske, amerikanske og canadiske soldaters kampe på vejen til Paris, stiller Beevor i sin bog skarpt på de franske civile tab under invasionen.

Beevor-D-dag-1

God weekend og læselyst!


Havfruen Karin

I dag udkommer en bog om, hvordan man bliver professionel havfrue.

Langt ude i havet er vandet så blåt, som bladene på den dejligste kornblomst og så klart, som det reneste glas, men det er meget dybt, dybere end noget ankertov når, mange kirketårne måtte stilles oven på hinanden, for at række fra bunden op over vandet. Dernede bor havfolkene.”

(Citat fra “Den lille Havfrue” af H. C. Andersen)

H. C. Andersen udødeliggjorde havets sagnomspundne skabninger i sit smukke og meget sørgelige eventyr “Den lille Havfrue” (1837), der lige nu kan opleves i Anastasia Holst Nørlunds dramatiserede udgave i Skuespilhuset i København.

Men de mytiske havvæsener har altid betaget, fascineret og endda indgydt frygt hos os mennesker.

Tænk bare på de vampyrlignende havfruer i succesfilmene “Pirates of the Caribbean”.

Men måske ikke alle ved, at man kan blive professionel havfrue.

Havfrue som job

I bogen “Sådan bliver du en havfrue” giver Karin Prehst Lund Madsen trin-for-trin-øvelser til, hvordan man kan lære at færdes sikkert i vandet med eller uden havfruehale.

Karin Prehst Lund Madsen, der har dykket hele sit liv, er selv professionel havfrue.

“Sådan bliver du en havfrue” henvender sig til læsere, der ligesom forfatteren selv altid har følt sig tæt forbundet med vandet, og som drømmer om at blive professionel havfrue.

Forlaget Gyldendal skriver om den nye bog:

Her kan du lære at holde vejret under vand og bevæge dig som havets dyr eller forbedre dine svømmeteknikker, få inspiration til hjemmelavede kostumer og lære at lave din egen havfruehale – og meget andet.” (Kilde: Gyldendal)

På sin hjemmeside understreger Karin Prehst Lund Madsen dog, at man skal være en øvet svømmer for at begive sig ud i havfruebranchen. (Kilde: https://www.havfruenkarin.com/biografi)

Blandt hajer og fisk

I et interview med B.T.’s Rebecca Plaetner i 2021 fortalte Karin Prehst Lund Madsen, hvordan hun blev inspireret til at blive professionel havfrue, da hun og hendes mand Anders Lund Madsen overværede et havfrueshow i USA.

Karin Prehst Lund Madsen fortalte også, at hun har en international teateruddannelse med i bagagen og arbejdede for Den Blå Planet som dyrepasser, da hun fik overtalt ledelsen til at ansætte hende som professionel havfrue. (Kilde: B.T.)

I dag optræder Karin og tre andre professionelle havfruer i shows på Den Blå Planet.

Og nu deler Danmarks første professionelle havfrue altså sine erfaringer om livet blandt hammerhajer, rokker og guitarfisk i bogen “Sådan bliver du en havfrue”.

Sådan bliver du en havfrue-forside

Bogen udkommer i dag.

Den lille Havfrue

Til sidst skal det nævnes, at Det Kongelige Teaters musikeventyr frit efter H. C. Andersens “Den lille Havfrue” er en på alle måder betagende oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for.

Stephanie Nguyen er aldeles forrygende og rørende som den lille havfrue, hvis ulykkelige kærlighed til den smukke prins (spillet sorgløst og legende let af Lasse Steen) først koster hende hendes smukke sangstemme og fiskehale og siden livet.

Også Rosalinde Mynster giver en pragtpræstation som hårrejsende uhyggelig havheks.

Alle skuespilpræstationer er faktisk i top, ligesom musik, sangtekster, scenografi, koreografi og kostumer går op i en højere kunstnerisk enhed.

Så uanset om, man drømmer om at blive havfrue, eller ønsker at opleve en eventyrlig undervandsverden på de skrå brædder, er der nu råd for det i bogform og på teatret.

God weekend 🙂


Bonusinfo

Du kan læse mere Karin Prehst Lund Madsen her: https://www.havfruenkarin.com/

Du kan læse mere om forestillingen “Den lille havfrue” i Skuespilhuset her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/skuespil/den-lille-havfrue?section=top

Læs mere om Havfrueshows på Den Blå Planet her: https://denblaaplanet.dk/events/event/havfrueshows/


Kilder:

B.T.: https://www.bt.dk/navne/er-det-danmarks-vildeste-job-karin-lund-madsen-er-professionel-havfrue

Den Blå Planet: https://denblaaplanet.dk/events/event/havfrueshows/

Det Kongelige Teater: https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/skuespil/den-lille-havfrue?section=top

Gyldendal: https://presse.gyldendal.dk/BookDetail.aspx?ISBN=9788702403534&mode=comende

Karin Prehst Lund Madsens hjemmeside: https://www.havfruenkarin.com/


Irske rødder

Succesroman om irsk kvinde genudgives nu på dansk – og så er den længe ventede to’er lige på trapperne.

Irske Colm Tóibíns prisbelønnede og anmelderroste roman “Brooklyn” udkom første gang i 2009.

I bogen følger vi den unge pige Eilis, der i 1950’erne bor sammen med sin mor og storesøster i en landsby i Irland.

Men tilskyndet af sin søster og med hjælp fra en irsk præst får Eilis arbejde i en tøjbutik i Brooklyn, New York.

Trods stærk hjemve begynder Eilis så småt at trives i det amerikanske, og snart oplever hun også kærligheden, da hun træffer den unge italiensk-amerikaner Tony.

Imidlertid kalder et tragisk dødsfald hende hjem til Irland, hvor kontrasten mellem hendes nye liv i storbyen New York og det irske landsbyliv står knivskarpt.

Ikke desto mindre har Eilis stærke rødder i Irland. Så da den unge irer Jim frier til hende, skal hun pludselig træffe et svært valg mellem sit irske hjemland og en fremtid sammen med Tony i Amerika.

“Brooklyn” er oversat til dansk af Jørgen Nielsen.

Brooklyn-forside copy

Bogen er netop udkommet.

Irland kalder igen

Og så er der godt nyt til alle os, der gerne vil vide, hvordan det gik Eilis over there.

Om to uger udkommer Colm Tóibíns “Long Island”, der er den længede ventede to’er til “Brooklyn”.

I “Long Island” møder vi igen Eilis Lacey. Der er gået 20 år siden “Brooklyn”, og vi er nu i 1970’erne.

Eilis bor sammen med sin mand Tony Fiorello og deres børn i et hus på Long Island, lidt for tæt på svigerfamilien.

En chokerende nyhed hiver dog på ny Eilis tilbage til Irland og en verden, hun troede, hun for længst havde forladt.

Den britiske boghandlerkæde Waterstones beskriver Colm Tóibíns to’er som:

A novel of enormous wit and profound emotional resonance from one of the world’s finest writers.” (Kilde: Waterstones)

Long Island-forside copy

Bogen udkommer på engelsk 23. maj.

Ifølge forlaget Gutkind udkommer “Long Island” også på dansk i 2024.

God Kristi Himmelfartsferie – og læselyst 🙂


Bonusinfo

Colm Tóibín (f. 1955) har modtaget en række priser, blandt andet IMPAC Award, ligesom han flere gange har været indstillet til Bookerprisen.

“Brooklyn” er Tóibíns sjette og nok mest kendte roman, men han har foruden flere roste romaner også skrevet novellesamlinger, poesi og faglitteratur.

I 2015 blev “Brooklyn” filmatiseret med Saoirse Ronan i hovedrollen som Eilis. Filmen blev nomineret til tre Oscars, heriblandt bedste kvindelige hovedrolle, og kan på det varmeste anbefales!

Læs New York Times’ anmeldelse af romanen “Brooklyn” her:

https://www.nytimes.com/2009/05/03/books/review/Schillinger-t.html


Kilder:

Gutkind

https://gutkind.dk/bog/brooklyn/?utm_source=rule&utm_medium=email&utm_campaign=m%C3%A5nedens%20b%C3%B8ger%20%E2%80%93%20maj%202024

New York Times

https://www.nytimes.com/2009/05/03/books/review/Schillinger-t.html

Waterstones

 https://www.waterstones.com/book/long-island/colm-toibin/2928377236434?utm_source=wsbooksblogfiction050524&utm_medium=email&utm_campaign=blog&utm_content=Lead


Kvindeliv og svigt

Dagens nye udgivelser omhandler to vidt forskellige kvindeskæbner.

Den engelske forfatter Mary Wollstonecraft Shelley (1797-1851) er først og fremmest kendt for sin mørke romanklassiker “Frankenstein”, der udkom anonymt i 1818.

Nu udkommer for første gang på dansk Mary Shelleys anden roman “Matilda” (engelsk: “Mathilda”), som hun skrev mellem 1819 og 1820.

Historien i “Matilda” har klare lighedspunkter med Mary Shelleys eget liv, for eksempel ligner karaktererne hende selv, hendes mand, digteren Percy Shelley, og hendes far William Godwin.

Romanens chokerende tema om incest mellem far og datter betød, at hendes forlægger, William Godwin, der altså også var hendes far, nægtede at udgive “Mathilda”, og bogen udkom først i 1959.

Dystre, dunkle værker

Forlaget Gyldendal skriver kort om romanens handling:

Matilda, en ung kvinde på tyve år, ligger for døden, og på sit dødsleje beslutter hun sig for at fortælle sandheden om sit korte liv. Hun skriver om sin barndom på et isoleret gods i Skotland uden sin mor, der døde i barselsseng, og uden sin far, der ødelagt af sorg rejste bort. I sin ensomhed fortabte Matilda sig i dagdrømme om sin far, hun forestillede sig hans rene, uskyldige kærlighed og drømte om det øjeblik, hvor de skulle se hinanden igen. Men da faren efter seksten år endelig vendte hjem, blev drømmen snart til et mareridt.” (Kilde: Gyldendal)

Den danske udgave “Matilda” udgives som en del af Gyldendal Lunar – en serie med mørke litterære klassikere. Om seriens bøger skriver forlaget:

Det er værker, der sprænger normer og former, fra alle tider og alle dele af verden. Gyldendal Lunar er serien for de skæve, de dystre, de vilde, de dunkle og grænsebrydende værker. Gyldendal Lunar er undergrundsværker, der lyser op i mørket.” (Kilde: Gyldendal)

Birgitte Steffen Nielsen står for den danske oversættelse af “Matilda”.

Shelley-Matilda

Bogen udkommer i dag.

Sofistikeret Thelma og Louise

Ovre i en helt anden boldgade finder vi amerikanske Hillary Yablons roman “Sylvias nye liv”.

Hovedpersonen er Sylvia, der tager hul på et nyt liv som 63-årig.

Bogen er oversat fra engelsk, og forfatterens amerikanske forlag kalder den en screwball comedy, hvis hovedpersoner er en sofistikeret udgave af Thelma og Louise med en martini i hånden. (Kilde: Penguin Random House)

Moden kvinde får nok

Handlingen er kort fortalt:

63-årige Sylvia bor i et pensionistparadis i Florida med sin mand, men da hun finder ham i seng med en anden kvinde, bliver hendes liv vendt på hovedet. Chokeret og rasende forlader hun sit gamle liv og tager sammen med sin bedste veninde, den glamourøse ældre enke Evie, til Manhattan for at genoptage sin tidligere karriere som wedding planner.

Der er dog mange bump på vejen, for Sylvias eksmand har formøblet hendes opsparing og spærret alle kreditkort. Men Sylvia og Evie er snu og beslutsomme, og de har ikke noget imod at pantsætte smykker, bo på et ungdomsherberg i New York og nette sig på et Starbucks-toilet undervejs.” (Kilde: Gyldendal)

Romanen er oversat til dansk af Lene Støvring.

Sylvias nye liv-forside

Bogen udkommer i dag.

Jeg har endnu ikke læst de to bøger. Men det er et tankevækkende sammenfald (måske tilfældigt?), at Gyldendal udgiver “Matilda” og “Sylvias nye liv” samtidig.

Tankevækkende er det under alle omstændigheder, at begge bøger – den ene en mørk klassiker, den anden en komedie – handler om kvinder, som på hvert sit stadie i livet, gør op med henholdsvis en fars og en ægtemands store svigt.

God weekend!


Kilder:

Barnes & Noble om “Mathilda”

Britannica om Mary Shelley

Forfatterweb om Mary Shelley

Gyldendal om “Matilda”

Gyldendal om “Sylvias nye liv”

Penguin Random House om “Mathilda”

Penguin Random House om “Sylvia’s Second Act”

Læs mere om Mary Shelley her:

https://www.penguinrandomhouse.com/authors/28028/mary-shelley/


Malere og digtere

Ny antologi stiller skarpt på en betydningsfuld del af dansk lyrik i 1930’erne.

Den nye antologi fra forlaget Gladiator har titlen “nittenhundredetrediverne” og omhandler den ekspressionistiske, surrealistiske strømning, der var i dansk lyrik i den periode.

Særligt kendetegnende for surrealismen er den tanke, at kunstneren skal udforske sin egen underbevidsthed og udtrykke det gennem sin kunst.

Gustaf Munch-Petersen og Ejler Bille var nogle af de kunstnere, der fra 1934 repræsenterede surrealismen i Danmark med blandt andet kunstnergruppen og tidsskriftet Linien.

Gustaf Munch-Petersen (1912-1938) er kendt og læst af mange. I sit alt for korte liv nåede han udover at blive maler og digter at læse filosofi og psykologi, kunst- og religionshistorie, samt at arbejde i Grønlands kryolitminer, blive gift og få to døtre. Han meldte sig til Den Internationale Brigade og faldt i den spanske borgerkrig i 1938, kun 26 år gammel.

Også maler, grafiker, billedhugger og digter Ejler Bille (1910-2004) er i høj grad kendt, og både Bille og Munch-Petersen er sammen med Jens August Schade, Hulda Lütken, Bodil Bech og Tove Meyer de kunstnere, hvis digte den nye antologi især lægger vægt på.

Herudover har “nittenhundredetrediverne” bidrag af digtere som Bent G. Andersen, Sonja Hauberg, Bergliot Heinesen og Rau Levinsohn.

Billed- og ordkunst

I forbindelse med udgivelsen af “nittenhundredetrediverne” skriver forlaget Gladiator:

Fælles for digterne er en optagethed af det ubevidste og en udtalt trang til at eksperimentere, prøve nye veje til besyngelsen af livet og kærligheden. I flere tilfælde er der et sammenfald mellem billedkunst og ordkunst, idet malerne digter, og digterne maler.

I alle tilfælde er der en tilsvarende bestræbelse hos de samtidige malere som hos digterne. De er alle inspireret af internationale bevægelser i Frankrig og i Finland, men også i andre europæiske lande.” (Kilde: Gladiator)

Flere af antologiens digtere er som sagt kendte, men nyheden er ifølge forlaget, at denne udgivelse har fokus på den surrealistiske linje i 1930’ernes lyrik.

“nittenhundredetrediverne” er redigeret af forfatter og forlægger Asger Schnack, som har arbejdet indgående med netop denne periode inden for såvel billedkunsten som litteraturen.

Fremfor at præsentere digtene efter forfatterskab lader Asger Schnack dem optræde kronologisk efter årstal, så strømningen i årtiets digtekunst tydeliggøres for læseren.

“nittenhundredetrediverne” udkommer som en del af forlaget Gladiators Sandalserie.

Digtantologi-forside

Bogen udkommer i dag.

God weekend – og læselyst!


Bonusinfo

Om surrealismen skiver Den Store Danske blandt andet:

Surrealisme er en avantgardebevægelse inden for bl.a. litteratur og billedkunst, der med udgangspunkt i Paris fik international udbredelse i 1920’erne og 1930’erne. Surrealismen var en æstetisk bevægelse og for flere også en livsholdning, der senere politisk tilnærmede sig kommunismen. Surrealismens kunstnere, forfattere, filmmagere og scenekunstnere var især optagede af Sigmund Freuds psykoanalyse og teorier om det underbevidste, af det irrationelle og af barnets leg og spontanitet.” (Kilde: Den Store Danske)


Øvrige kilder:

Den Store Danske om Ejler Bille

Forfatterweb om Gustaf Munch-Petersen

Forlaget Gladiators pressemateriale.

Du kan læse mere om forlaget Gladiators Sandalserie her:

https://forlagetgladiator.dk/pages/sandalserien-klassikere-pa-kanten


Danmark og påsken

Ny bog fortæller om kristendommens vigtigste højtid.

I dag er det Skærtorsdag, og i anledning af den og de kommende påskedage, Langfredag, Påskedag og Anden Påskedag, er denne uges udgivelse: “Da påsken kom til Danmark – En fortælling om liv og håb”.

Bogen er skrevet af ph.d. i middelalderhistorie Torben Svendrup (født 1953), som tidligere har skrevet blandt andet “Da julen kom til Danmark” (2022) og “Magtfulde dronninger i middelalderen” (2023).

Påskens traditioner

I forbindelse med udgivelsen af “Da påsken kom til Danmark” skriver Kristeligt Dagblads Forlag blandt andet:

Mange danskere kender ikke historien bag påskens mange traditioner. Dette gør den altid veloplagte ph.d. og historiker Torben Svendrup nu op med. I Da påsken kom til Danmark fortæller han med både humor og stor viden om kristendommens vigtigste højtid: påsken. En fest, der oprindeligt har rod i farvestrålende og forskelligartede middelalderskikke fra både den kirkelige og den verdslige livsverden.

Svendrups fortælling om den danske påske tager sin begyndelse allerede ved fastelavn, som i middelalderen var en skik, der indvarslede den mådeholdne fastetid. Derfor var fastelavn en dag, hvor man spiste og drak i overflod og dyrkede grænseoverskridende adfærd, f.eks. tøndeslagning med en levende sort kat. En tradition der, som mange andre middelalder-traditioner, lever videre i dagens Danmark, om end i en mere børnevenlig udgave.” (Kilde: Kristeligt Dagblads Forlag)

Og i en mere kattevenlig (!) udgave kunne man passende tilføje.

Uanset hvad kan man altså nu få genopfrisket, hvorfor vi holder påske og herhjemme markerer højtiden med påskeæg, påskeharer og gækkebreve. I bogen forklarer Torben Svendrup også, hvordan vores traditioner kan kædes sammen med Jesu død og genopstandelse.

Svendrup-forside

Bogen er udkommet. Fotograf: Warny Mandrup.

God påske!