I går var det kvindernes internationale kampdag. I den anledning ser Kig ind i bogens verden i denne uge på en kvindes kamp for naturen.
Bloggen har før nævnt bemærkelsesværdige børnebøger fra det amerikanske forlag Albert Whitman & Co. (læs indlæg her).
Denne gang er Albert Whitman & Co. på banen med en serie børnebøger, der hylder bemærkelsesværdige kvinder i USA’s historie.
En af disse kvinder er Marjory Stoneman Douglas (1890–1998), der åbnede folks øjne for vådområdet Everglades’ skønhed og kæmpe betydning for miljøet.
Douglas’ årelange indsats var med til, at Everglades i 1947 fik status af nationalpark og siden prædikat af internationalt biosfærereservat.
Truet vådområde
I bogen “A Voice for the Everglades” kan børn og barnlige sjæle læse om Marjory Stoneman Douglas’ ihærdige forsvar for delstaten Floridas store vådområde.
Everglades består af ni forskellige økosystemer, der understøtter et rigt dyreliv, heriblandt pantere, alligatorer, krokodiller, søkøer, snegle, frøer og en bred palet af fuglearter.
I årevis var Everglades imidlertid truet. Området blev hovedsageligt opfattet som en ubrugelig sump, der skulle drænes og udvikles kommercielt.
Everglades havde kort sagt brug for en talsmand, en der kunne tale på vegne af vådområdets fascinerende dyr og planter. Marjory Stoneman Douglas blev den talsmand.
Forud for sin tid
Men hvem var hun, denne pioner for naturbevarelse, der talte dyrenes og planternes sag små 100 år før, Greta Thunberg blev forkæmper på klimafronten?
Marjory Stoneman Douglas var på mange måder forud for sin tid. I 1912 færdiggjorde hun som 22-årig sin universitetsuddannelse i engelsk, hvorefter hun blev journalist og redaktør på sin fars avis i Miami.
I 1920erne forlod Douglas avisbranchen og blev forfatter til en lang række bøger, såvel skøn- som faglitterære, for børn og voksne. Forfatterskabet fokuserede hovedsageligt på kvinder, det sydlige Floridas historie og miljøsager.
Douglas var også engageret i velgørenhedsarbejde. Under Første Verdenskrig arbejdede hun for amerikansk Røde Kors i Europa, og siden engagerede hun sig i kampen for bedre boliger, social lighed og ligestilling for kvinder.
Medalje af Clinton
Mest kendt er Marjory Stoneman Douglas dog for sit utrættelige arbejde for at beskytte og bevare Everglades.
Hendes bog “The Everglades: River of Grass” blev en bestseller og øjenåbner for hele nationen. Bogen udkom i 1947, samme år som Everglades blev nationalpark.
I 1993 fik Marjory Stoneman Douglas the Presidential Medal of Freedom af præsident Clinton. Ved hendes død som 108-årig i 1998, udtalte præsident Clinton:
Long before there was an Earth Day, Mrs. Douglas was a passionate steward of our nation’s natural resources, and particularly her Florida Everglades. (Kilde: National Women’s Hall of Fame)
Det er den amerikanske forfatter og lærer Vicki Conrad, der fortæller om Marjory Stoneman Douglas’ hæderkronede arbejde for naturen i “A Voice for the Everglades”, mens Ibon Adarne og Rachel Yew står for bogens illustrationer.
Træpigen
Til slut er der godt nyt til alle os, der kan lide bøger i stil med Charlie Mackesys vidunderlige “The Boy, the Mole, the Fox and the Horse” (læs indlæg her).
I Luke Adam Hawkers “The Last Tree: A Seed of Hope” sætter den unge pige Olive sig for at redde en verden, hvor der ikke længere findes nogen træer.
Luke Adam Hawker er kunstner, designer og illustrator, bosiddende i London. Ifølge Waterstones er hans bog “a powerful evocation of the fragility of our natural world and a magnificent celebration of its beauty.” (Kilde: Waterstones)
God weekend – og læselyst 🙂
Kilder:
Albert Whitman & Co.
https://www.albertwhitman.com/book/a-voice-for-the-everglades/
National Women’s Hall of Fame
https://www.womenofthehall.org/inductee/marjory-stoneman-douglas/
Waterstones
Læs mere om Luke Adam Hawker her:
https://www.lukeadamhawker.com/