I Toves fodspor

Ny biografi stiller skarpt på Tove Ditlevsens liv og litterære talent.

Tove Ditlevsen (1917-1976) nåede at blive berømt og elsket af danske læsere i sin levetid.

Men først næsten et halvt århundrede efter sin død fik den danske digter sit store internationale gennembrud.

Det skete med “The Copenhagen Trilogy”, som er den engelske udgave af Tove Ditlevsens erindringsbøger, “Barndom”, “Ungdom” og “Gift” fra 1969 og 1971.

De amerikanske anmeldere var begejstrede. New York Times kaldte samlingen et mesterværk, og sidste år strøg trilogien ind på New York Times prestigefyldte liste “The 100 Best Books of the 21st Century”.

Digte og brevkasse

Herhjemme har Tove Ditlevsen også fået et litterært comeback.

Ikke at den populære digter var røget ud i glemsel.

Ditlevsens digte, noveller og især “Barndommens gade” er blevet læst gennem alle årene og er fast pensum i skolerne (læs også indlæg Nattens dronning).

Nye generationer har følt sig læst og forstået, når de har læst Ditlevsen. Og i de seneste år har danskerne for alvor igen taget hendes værker til sig.

Blandt andet har den danske forfatter, kritiker og redaktør Olga Ravn redigeret et udvalg af Ditlevsens digte i bogen “Tove Ditlevsen: Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø”. Samlingen udkom i 2017 i anledning af 100-året for Ditlevsens fødsel.

I 2018 udkom “Små hverdagsproblemer”. Bogen rummer 4000 brevkassespørgsmål og de 4000 svar, som Tove Ditlevsen gennem 20 år gav læserne i Familie Journalen.

Personligt portræt

Nu udkommer så en ny biografi om den fremragende forfatter.

I “Tove Ditlevsens veje” giver forfatter og litteraturforsker Lilian Munk Rösing et personligt portræt af digteren og belyser, hvad det var, Ditlevsen formåede som litterær kunstner.

Lilian Munk Rösing besøger de veje og gader, der har spillet en vigtig rolle i Tove Ditlevsens liv og bøger, lige fra barndommens gade på Vesterbro til digterens sidste hjem på H. C. Andersens Boulevard.

Men biografien skildrer også i overført betydning de veje, Tove Ditlevsen fulgte for at komme væk fra opvækstens arbejdermiljø og ind på den vej, hun brændte allermest for, som var at skrive.

Modsætningerne

Forlaget Gyldendal skriver i anledning af udgivelsen af “Tove Ditlevsens veje”:

Bogens vandring fører gennem de modsætninger, der eksisterer side om side i Tove Ditlevsens værk og person: Det følsomme og det rapkæftede. Det gammeldags og det modernistiske. Tosomhedstrangen og ensomhedslængslen. Længslen efter og afmagten over for moderskabet. Skriftens rus og den narkotiske rus, der i starten synes at være allierede, men viser sig at være fjender.” (Kilde: Gyldendal)

Bogen udkommer i dag.

God læselyst og weekend 🙂


Kilder:

Gyldendal “Tove Ditlevsens veje”

https://www.gyldendal.dk/produkter/tove-ditlevsens-veje-9788702403206

Gyldendal “Der bor en ung pige i mig som ikke vil dø”

https://www.gyldendal.dk/produkter/der-bor-en-ung-pige-i-mig-som-ikke-vil-do-9788702254235

Kristeligt Dagblad

https://www.kristeligt-dagblad.dk/leder/ditlevsen-er-alle

Litteratursiden

https://litteratursiden.dk/anmeldelser/sma-hverdagsproblemer-af-tove-ditlevsen

New York Times

https://www.nytimes.com/2021/01/19/books/review-copenhagen-trilogy-tove-ditlevsen.html

The Copenhagen Post

https://cphpost.dk/2024-07-16/news/round-up/danish-author-tove-ditlevsen-in-prestigious-new-york-times-top-100/


Dyreelsker Durrell

Ny bog beretter om den britiske naturforsker og forfatter Gerald Durrell, der ville være fyldt 100 år i denne uge.

This doll’s-house garden was a magic land, a forest of flowers through which roamed creatures I had never seen before […] Gradually, as I became more used to the bustle of insect life among the flowers, I found I could concentrate more. I would spend hours squatting on my heels or lying on my stomach watching the private lives of the creatures around me, while Roger sat nearby, a look of resignation on his face. In this way I learned a lot of fascinating things.” (Kilde: Gerald Durrell “My Family and Other Animals”)

Citatet stammer fra Gerald Durrells måske mest berømte bog, der har den danske titel “Min familie og andre dyr”.

Gerald Durrell blev født 7. januar 1925 i Jamshedpur i Britisk Indien. Efter farens død i 1928 flyttede Gerald med sin mor og søskende tilbage til England, men syv år senere rykkede familien med deres elskede hund Roger til den græske ø Korfu.

Den 10-årige Gerald blev straks betaget af Korfus rige dyreliv. Han begyndte at samle på skorpioner, gekkoer, tudser, flagermus, sommerfugle og mange andre dyr. Og det er livet på den naturskønne ø, Gerald Durrell fortæller levende og vittigt om i “My Family and Other Animals”, der udkom første gang i 1956.

Livslang kærlighed

Gerald Durrells barndomsår på Korfu blev starten på en livslang kærlighed til dyr. Han elskede at rejse ud og studere spændende dyrearter og gerne dyr, der ikke gjorde meget væsen af sig, og som de færreste fandt nuttede. For eksempel rengøringsfisken, der i Great Barrier Reef i Australien farer rundt og støvsuger parasitter af større fisk.

Durrell foretog ekspeditioner til Cameroun, Paraguay, Argentina, Sierra Leone, Mexico, Mauritius, Assam og Madagascar.

Han nåede også at skrive mere end 35 bøger, lave film og tv-serier og at stifte en zoologisk have for især truede dyrearter på øen Jersey i Den Engelske Kanal.

Værk fuld af magi

Gerald Durrell døde i 1995. Men i anledning af 100 året for hans fødsel 7. januar 2025 er der udkommet endnu et værk om dyreelskerens bemærkelsesværdige liv.

“Myself and Other Animals”, der udkom i december 2024, bygger blandt andet på artikler, radiooptagelser, breve, en bog om en tur til Australien i 1969, som Gerald Durrell ikke skrev færdig, og memoirer, han begyndte at skrive, men som han blev for syg til at afslutte.

I The Guardians anmeldelse af “Myself and Other Animals” skriver avisens anmelder Kathryn Hughes blandt andet om det posthume værk:

A collection of articles, talks, letters and unpublished writing fills important gaps in the great naturalist’s life story […] Truly, there is magic here.” (Kilde: The Guardian)

“Myself and Other Animals” er redigeret af Gerald Durrells enke Lee Durrell, og bogen har forord af britiske Prinsesse Anne.

Gerald Durrell

God weekend – og læselyst 🙂


Kilder:

Gerald Durrell “My Family and Other Animals”

Penguin

https://www.penguin.co.uk/authors/21530/gerald-durrell?tab=penguin-biography

The Guardians anmeldelse af “Myself and Other Animals”

https://www.theguardian.com/books/2024/dec/11/myself-and-other-animals-by-gerald-durrell-review-hidden-gems

The Guardians artikel i anledning af 100 året for Gerald Durrells fødsel

https://www.theguardian.com/books/2025/jan/07/remembering-gerald-durrell-100-myself-and-other-animals


På sporet af fortiden

Dagens udgivelser handler om familieskæbner og Romerrigets farverige kejsere.

Mange husker især Michael Palin for hans tid i den britiske komediegruppe Monty Python og film som “Life of Brian”, “Monty Python and the Holy Grail” og “A Fish Called Wanda”.

Men siden tiden i Monty Python’s Flying Circus har Michael Palin også markeret sig som tv-vært i en række rejseprogrammer for BBC og som forfatter til flere roste bøger (se tidligere indlæg her).

Nu er Michael Palin atter bogaktuel, denne gang med “Great-Uncle Harry: A Tale of War and Empire”, der handler om hans grandonkel.

I forbindelse med udgivelsen skriver den britiske boghandlerkæde Waterstones blandt andet:

Recounted with all of Michael Palin’s customary storytelling verve, this moving and immersive volume combines biography, memoir, travelogue and history to create a rounded picture of the author’s eponymous great uncle who perished at the Battle of the Somme aged just 32.” (Kilde: Waterstones)

Ukendt grandonkel

For nogle år siden kom Michael Palin i besiddelse af en samling fotos af en mystisk ung mand i soldateruniform og billeder af samme unge mand taget ved diverse familiesammenkomster, mens han endnu var en usikker teenager.

Dette var, erfarede Palin, hans grandonkel Harry, født i 1884 og død i 1916.

Indtil da anede Michael Palin ikke, at han havde en grandonkel, ej heller at denne grandonkel blev dræbt i slaget ved Somme under Første Verdenskrig.

Opdagelsen både chokerede Palin og gav ham lyst til at vide mere om den ukendte onkel.

Detektivarbejde

Jagten på at få mere at vide om onkel Harry førte til flere hundrede timers grundigt detektivarbejde.

Michael Palin gravede al den familiesladder og alle de breve, han kunne finde, frem. Han granskede hvert et officielt dokument, der kunne have nogen relevans. Og han opsporede, hvad der var tilbage af hans grandonkel Harrys dagbøger og breve, samt nærstuderede fotos fra Første Verdenskrigs slagmarker for at se, om Harry var med på nogen af dem.

Palin fulgte sågar den samme rute, Harry tog på den sidste fatale dag i sit alt for korte liv igennem mudderet i det nordlige Frankrig.

Og i takt med alt dette, blev et liv hidtil henlagt i skygge afsløret for Michael Palin. Et liv, der nu er blevet til beretningen om en almindelig mand, der levede et ualmindeligt liv, i “Great-Uncle Harry: A Tale of War and Empire”.

Great-Uncle Harry-forside

Bogen udkommer i dag.

Kejsere under lup

I “Emperor of Rome” er den anerkendte britiske historiker, professor Mary Beard, på sporet af de romerske kejsere.

Fra den krigeriske Julius Cæsar til den gale Caligula, og fra monstret Nero til den filosofiske Marcus Aurelius, kaster Mary Beard lys over kejserens rolle i Romerriget.

Mary Beard gransker blandt andet spørgsmål som, hvilken magt besad kejserne reelt, var det romerske palads virkelig så blodigt, og hvad krævede det at holde på magten, når man var omgivet af intriger og forræderi?

Emperor of Rome-forside

Bogen udkommer i dag.

Professor Beard har tidligere skrevet om Romerriget i den internationale bestseller “SPQR” (Læs mere her).

God weekend – og god læselyst!


Kilder:

Waterstones

Great-Uncle Harry: A Tale of War and Empire

Emperor of Rome


Kvindekamp for naturen

I går var det kvindernes internationale kampdag. I den anledning ser Kig ind i bogens verden i denne uge på en kvindes kamp for naturen.

Bloggen har før nævnt bemærkelsesværdige børnebøger fra det amerikanske forlag Albert Whitman & Co. (læs indlæg her).

Denne gang er Albert Whitman & Co. på banen med en serie børnebøger, der hylder bemærkelsesværdige kvinder i USA’s historie.

En af disse kvinder er Marjory Stoneman Douglas (1890–1998), der åbnede folks øjne for vådområdet Everglades’ skønhed og kæmpe betydning for miljøet.

Douglas’ årelange indsats var med til, at Everglades i 1947 fik status af nationalpark og siden prædikat af internationalt biosfærereservat.

Truet vådområde

I bogen “A Voice for the Everglades” kan børn og barnlige sjæle læse om Marjory Stoneman Douglas’ ihærdige forsvar for delstaten Floridas store vådområde.

Everglades består af ni forskellige økosystemer, der understøtter et rigt dyreliv, heriblandt pantere, alligatorer, krokodiller, søkøer, snegle, frøer og en bred palet af fuglearter.

I årevis var Everglades imidlertid truet. Området blev hovedsageligt opfattet som en ubrugelig sump, der skulle drænes og udvikles kommercielt.

Everglades havde kort sagt brug for en talsmand, en der kunne tale på vegne af vådområdets fascinerende dyr og planter. Marjory Stoneman Douglas blev den talsmand.

Forud for sin tid

Men hvem var hun, denne pioner for naturbevarelse, der talte dyrenes og planternes sag små 100 år før, Greta Thunberg blev forkæmper på klimafronten?

Marjory Stoneman Douglas var på mange måder forud for sin tid. I 1912 færdiggjorde hun som 22-årig sin universitetsuddannelse i engelsk, hvorefter hun blev journalist og redaktør på sin fars avis i Miami.

I 1920erne forlod Douglas avisbranchen og blev forfatter til en lang række bøger, såvel skøn- som faglitterære, for børn og voksne. Forfatterskabet fokuserede hovedsageligt på kvinder, det sydlige Floridas historie og miljøsager.

Douglas var også engageret i velgørenhedsarbejde. Under Første Verdenskrig arbejdede hun for amerikansk Røde Kors i Europa, og siden engagerede hun sig i kampen for bedre boliger, social lighed og ligestilling for kvinder.

Medalje af Clinton

Mest kendt er Marjory Stoneman Douglas dog for sit utrættelige arbejde for at beskytte og bevare Everglades.

Hendes bog “The Everglades: River of Grass” blev en bestseller og øjenåbner for hele nationen. Bogen udkom i 1947, samme år som Everglades blev nationalpark.

The Everglades-forside-2

I 1993 fik Marjory Stoneman Douglas the Presidential Medal of Freedom af præsident Clinton. Ved hendes død som 108-årig i 1998, udtalte præsident Clinton:

Long before there was an Earth Day, Mrs. Douglas was a passionate steward of our nation’s natural resources, and particularly her Florida Everglades. (Kilde: National Women’s Hall of Fame)

Det er den amerikanske forfatter og lærer Vicki Conrad, der fortæller om Marjory Stoneman Douglas’ hæderkronede arbejde for naturen i “A Voice for the Everglades”, mens Ibon Adarne og Rachel Yew står for bogens illustrationer.

A Voice for the Everglades-forside

Træpigen

Til slut er der godt nyt til alle os, der kan lide bøger i stil med Charlie Mackesys vidunderlige “The Boy, the Mole, the Fox and the Horse” (læs indlæg her).

I Luke Adam Hawkers “The Last Tree: A Seed of Hope” sætter den unge pige Olive sig for at redde en verden, hvor der ikke længere findes nogen træer.

Luke Adam Hawker er kunstner, designer og illustrator, bosiddende i London. Ifølge Waterstones er hans bog “a powerful evocation of the fragility of our natural world and a magnificent celebration of its beauty.” (Kilde: Waterstones)

The Last Tree-forside

God weekend – og læselyst 🙂


Kilder:

Albert Whitman & Co.

https://www.albertwhitman.com/book/a-voice-for-the-everglades/

National Women’s Hall of Fame

https://www.womenofthehall.org/inductee/marjory-stoneman-douglas/

Waterstones

https://www.waterstones.com/book/the-last-tree/luke-adam-hawker/9781781579268?utm_source=wsweeklylondon060323&utm_medium=email&utm_campaign=weekly&utm_content=CTA

Læs mere om Luke Adam Hawker her:

https://www.lukeadamhawker.com/


Livsvidner og livsvigtig is

Den kommende uge byder på en udgivelse med Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard og en bog om isens betydning for Jorden.

Da Lisbet Dahl sidste år takkede af i Cirkusrevyen var det efter 33 sæsoner i teltet på Bakken.

Året før i 2021 sagde hendes mangeårige kollega Ulf Pilgaard farvel til samme revy efter 40 sæsoner.

Selv om de to folkekære skuespillere har arbejdet sammen på de skrå brædder i en menneskealder, har de aldrig opfattet sig selv eller hinanden som bedstevenner.

Til gengæld har de mange år, Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard har kendt hinanden, og hvor de har spillet sammen i talrige forestillinger betydet, at de er blevet hinandens livsvidner.

Ægteskab uden sex

Det fortæller Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard nu om i samtalebogen, “Livsvidner”.

Forud for udgivelsen skriver forlaget Lindhardt og Ringhof:

I bogen dykker de igennem samtaler ned i den samhørighed, som Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard selv kalder for “et ægteskab … bare uden sex”. Undervejs fortæller de to skuespillere både sjove og tankevækkende historier og anekdoter fra deres mangeårige karrierer, og om alle lige fra Dirch Passer til dronning Margrethe. Alt sammen med den lune, vid og sans for den skarpe bemærkning, der kendetegner dem begge.” (Kilde: Lindhardt og Ringhof)

Livsvidner-forside copy

Bogen udkommer 1. marts.

Mere end stjernestøv

For cirka 4,6 milliarder år siden blev Jorden og resten af Solsystemet dannet ud fra en interstellar sky bestående af støv og gas.

I starten var Jorden så varm, at den var ubeboelig, men en serie af iskometer bragte vand og materialer fra det ydre rum ned til kloden. Iskometerne afkølede Jorden og gjorde den hermed beboelig.

Nu fortæller en ny bog, “Isbogen – Hvordan isen har formet vores verden og kommer til at forandre alt”, om isens mystik og videnskaben bag.

“Isbogen” er skrevet af professor i klimaforandringer, Sebastian H. Mernild, og journalist og digter, Victor Boy Lindholm.

Isen er livsvigtig

I præsentationen af “Isbogen” skriver forlaget Gyldendal:

Gennem Jordens lange historie har gigantiske områder været dækket med is. Den har formet den måde, vores landskab ser ud på og påvirket den måde, vi mennesker lever på. Is er afgørende for kloden og for de enorme systemer, der holder vores vejr i skak og gør planeten beboelig. Men hvad er is, hvorfor er den altafgørende for vores art, og hvad sker der den dag, isen er væk?

ISBOGEN er en livsbekræftende og underholdende bog, der beretter om isens enorme indvirkning på vores fælles historie og samtidig afslører de hemmeligheder, som ligger gemt dybt under den kilometerdybe sne i Grønland.” (Kilde: Gyldendal)

Isbogen-forside

Bogen udkommer 1. marts.

God weekend – og læselyst 🙂


Kilder:

Berlingske

https://www.berlingske.dk/scene/efter-33-saesoner-i-cirkusrevyen-paa-bakken-skifter-lisbeth-dahl-til

Cirkusrevyen

https://cirkusrevyen.dk/information/aktuelt/cirkusrevyen-maa-undvaere-lisbet-dahl

https://cirkusrevyen.dk/information/aktuelt/dronningen-overraskede-ulf-pilgaard-i-hans-sidste-forestilling

Den store danske

https://denstoredanske.lex.dk/Jorden

Gyldendal

https://presse.gyldendal.dk/BookDetail.aspx?ISBN=9788702381306&mode=comende

Lindhardt og Ringhof

https://www.lindhardtogringhof.dk/livsvidner


Rigtig læselig jul!

Om otte dage er det årets store aften, og derfor er der (vanen tro) i denne uge tips til gode titler at lægge under træet.

I august i år måtte vi desværre tage afsked med den vidunderlige britiske forfatter og illustrator Raymond Briggs (1934-2022).

Mange vil kende Briggs for hans mageløse værker “The Snowman” og “When the Wind Blows” (læs mere her).

Men også udgivelser som “The Bear”, om en piges magiske venskab med en isbjørn, og “Ethel & Ernest”, der handler om ægteskabet mellem Raymond Briggs’ forældre, har været med til at cementere Briggs’ status som en af de største forfatter-illustratorer nogen sinde.

Derfor vil en oplagt julegave (foruden de nævnte titler) være hans prisbelønnede billedbog “Father Christmas” (1973), hvor vi følger en gnaven julemand på hans travleste aften i året.

Father Christmas-forside

Du kan læse Waterstones’ mindeord om Raymond Briggs her.

Rickmans lommebøger

En anden stor britisk kunstner, som er stærkt savnet, er skuespilleren Alan Rickman (1946-2016).

Måske det er rollerne som Professor Severus Snape i Harry Potter-filmatiseringerne eller skurken Hans Gruber i “Die Hard”, mange især tænker på. Men Alan Rickmans eminente evner spændte over meget andet og mere end det – fra Shakespeare-roller og den forpint forelskede Colonel Brandon i filmatiseringen af Jane Austens roman “Fornuft og følelse” til utro ægtemand i komedien “Love Actually”.

Nu er der en lille trøst til alle os, der savner den fænomenale og alsidige skuespiller. I “Madly, Deeply: The Alan Rickman Diaries” får læseren adgang til skuespillerens tanker om såvel teater, film og skuespillerfaget som politik, venskab og livet i almindelighed.

Bogen bygger på de lommebøger (26 i alt), hvori skuespilleren noterede aftaler, jubilæer, premierer og andet ned, og som han begyndte at bruge helt tilbage i 1972.

“Madly, Deeply” har Alan Taylor som redaktør og forord af Emma Thompson. I forbindelse med udgivelsen skriver Waterstones blandt andet:

The Rickman Diaries was written with the intention to be shared, and reading it is like listening to Rickman chatting to a close friend.” (Kilde: Waterstones)

Rickman-forside

Bonos biografi

Kan man lide biografier og/eller er fan af U2, er forsangeren Bonos “Surrender” et godt bud på en julegave til yngre som ældre.

I bogen fortæller den irske rocklegende og aktivist om sit begivenhedsrige liv, fra barndommen i Dublin til verdensberømmelsen med U2, om den familie og de venner, der været med til at præge ham, om sin kamp mod ekstrem fattigdom og AIDS i verden – og om sin tro.

Biografiens undertitel “40 Songs, One Story” er et hint til bogens 40 kapitler, der hver især har fået overskrift efter en U2-sang. Bogen er endvidere forsynet med 40 originale illustrationer lavet af Bono selv.

BONO-forside

Jakob Levinsen har oversat “Surrender” til dansk.

Ubrydelig kode

Vi bliver i den engelsksprogede afdeling lidt endnu.

Det amerikanske forlag Albert Whitman & Co. udgiver spændende billedbøger for børn.

En af disse er billedbogsbiografien “Chester Nez and the Unbreakable Code”, der udkom i 2018, og som forlaget har slået et ekstra slag for dette efterår.

I bogen får vi den virkelige historie om Chester Nez, der som dreng fik besked på at opgive sin navajostammes kultur og sprog. Det nægtede han heldigvis, og under Anden Verdenskrig skabte han sammen med andre navajoer ved hjælp af deres sprog en militærkode, som tyskerne ikke kunne bryde.

“Chester Nez and the Unbreakable Code” kunne være en julegaveidé til børn, der både vil have en historie fra virkelighedens verden og blive bedre til engelsk.

Chester Nez-forside

Bogens forfatter Joseph Bruchac har selv indianske aner.

En engel i Warszawa

Også voksenlitteraturen byder på spændende bøger om historiske personer, der har gjort en kæmpe forskel.

Forlaget Gutkinds nye serie “Historiens enestående kvinder” fortæller i romanform om kvinder, der har skabt historie.

Tyske Lea Kampes “En engel i Warszawa” er baseret på den sande historie om den polske modstandskvinde Irena Sendler (1910-2008). Under Anden Verdenskrig smuglede Irena Sendler 2500 jødiske børn ud af ghettoen i Warszawa og reddede dem dermed fra den sikre død. Børnenes navne gemte hun på små sedler i et syltetøjsglas i håb om at kunne føre dem sammen med deres forældre efter krigen.

Irena Sendler var i 2007 nomineret til Nobels fredspris.

En engel i Warszawa-forside

Bogen er oversat fra tysk af Maj Westerfeld.

Flere modige piger

Også for de mindste læsere er der historier om heltemodige piger.

Bogen “Eventyr om modige og seje piger fra hele verden” byder på otte eventyr, der stammer fra bl.a. Japan, Kina, Irland, Mexico og Afrika. Gad Børnebøger skriver i sin præsentation af bogen:

De unge heltinder er både kloge, tapre og fulde af medfølelse, selvom de ofte befinder sig i situationer, hvor de helt alene skal redde søstre, prinser eller hele landsbyer.” (Kilde: Gad Børnebøger)

Rachel Firth, Lan Cook og Andy Prentice står for tekstsiden, mens Josy Bloggs, Maxine Lee-Mackie og Maria Surducan har illustreret bogen.

Modige og seje piger-forside

Julie Rotne har oversat til dansk.

God weekend – og god julegaveshopping 🙂


Kilder:

Læs mere om Alan Rickmans dagbøger i The Guardian

Læs mere om “Surrender – 40 Songs, One Story” på Waterstones

Du kan læse mere om det amerikanske forlag Albert Whitman & Co. her

Læs også mere om “En engel i Warszawa” på Gutkinds hjemmeside


Jepsen og Swane

I den kommende uge kan læseheste se frem til en ny roman af Erling Jepsen og en biografi om en af det 20. århundredes store danske malere, Sigurd Swane.

Efteråret er over os – og dermed også bøgernes højsæson.

Erling Jepsens suveræne forfatterskab har tidligere været omtalt på bloggen. Nu er forfatteren atter aktuel – denne gang med “Vindueskiggeren”, som er det fjerde selvstændige bind i erindringsserien, “Familiehemmeligheder”.

Under overfladen

I “Vindueskiggeren” følger vi Erling, der er på bistandshjælp og arbejder for kommunen i et af byens velstillede kvarterer.

Egentlig drømmer Erling om at blive forfatter, og da han gerne vil skrive om de rige, går han om aftenen rundt og lurer ind gennem vinduerne i de store flotte huse.

Da rigmandsdatteren Suzanne begynder at vise ham interesse, kommer Erling pludselig i nærheden af et liv i rigdom og skønhed.

Men bag den succesrige facade lurer hemmeligheder og løgne, og efterhånden som Erling bliver en del af Suzannes familie, folder der sig en uhyggelig historie ud i hans notesbog.

Sort humor

I sin foromtale af udgivelsen skriver forlaget Gyldendal blandt andet:

Vindueskiggeren er en medrivende og sorthumoristisk roman om en vindueskigger, der bliver inviteret indenfor. For hvad sker der egentlig, når det beskyttende lag af glas forsvinder mellem en selv og dem, man betragter?” (Kilde: Gyldendal)

Tidligere bind i Erling Jepsens erindringsserie er “Gramhavet” (2017), “Hjemmefra” (2019) og “Skolekomedie” (2021) (læs mere her).

Vindueskiggeren-forside

Bogen udkommer 6. oktober.

Swanerne

Jeg husker endnu tv-producer Gyda Uldalls fremragende dokumentar om kunstnerfamilien Swane på Malergården.

For et par år siden besøgte jeg selv Malergården i Odsherred. Kunstnerhjemsmuseet, hvor man kan se familien Swanes værker udstillet, er så afgjort et besøg værd.

Nu har Lise Fogh, der er beslægtet med Sigurd Swane (1879-1973), lavet en rigt illustreret biografi om den store danske maler, der var med til at bringe modernismen til Danmark i 1910.

Ifølge forlaget Gyldendal har Lise Fogh fået adgang til en stor mængde kildemateriale, der ikke tidligere har været offentliggjort, heriblandt breve, dagbøger og notesbøger. På Gyldendals hjemmeside kan man blandt andet læse:

I Sigurd Swane – Ingen dag uden penselstrøg fortælles historien om Sigurd Swanes trængsler og kærlighedssorger som ung, de mange udstillinger, hans forhold til sin ungdoms elskede, hans venskab med ’landsforræderen’ Valdemar Rørdam, hans sorg, da datteren gik i kloster, og skammen og græmmelsen, da sønnen stjal hans malerier og solgte dem.” (Kilde: Gyldendal)

Swane-forside

Bogen udkommer 6. oktober.

God weekend – og læselyst 🙂


Bag om sangene

I en ny bog fortæller musikikonet Paul McCartney om sit liv set gennem 154 af hans sangtekster.

Den britiske boghandlerkæde Waterstones oplyste forleden, at en ny spændende udgivelse er på trapperne.

I “The Lyrics: 1956 to the Present” tager Paul McCartney læserne med på en tur rundt i 154 af hans sangtekster og beretter på baggrund af dem om sit liv og sin kunst.

Vi hører om McCartneys tidligste kompositioner i barndommen, arbejdet med The Beatles og siden Wings, soloalbums og om tiden frem til i dag.

Sangteksterne er ordnet alfabetisk for derigennem at give et kalejdoskopisk – frem for et kronologisk – overblik over McCartneys liv og kunstneriske virke.

Paul McCartney fortæller om, under hvilke omstændigheder teksterne blev lavet, den kreative proces, om de mennesker og steder, der inspirerede ham, og hvad han synes om sangteksterne i dag.

Undervejs deler musiklegenden ud af hidtil uset materiale fra sit eget personlige arkiv, herunder fotografier, breve og diverse udkast.

Sange som dagbog

I forbindelse med udgivelsen af “The Lyrics: 1956 to the Present” udtaler Paul McCartney:

More often than I can count, I’ve been asked if I would write an autobiography, but the time has never been right. The one thing I’ve always managed to do, whether at home or on the road, is to write new songs. I know that some people, when they get to a certain age, like to go to a diary to recall day-to-day events from the past, but I have no such notebooks. What I do have are my songs, hundreds of them, which I’ve learned serve much the same purpose. And these songs span my entire life.”

(Kilde: Waterstones)

McCartney-Lyrics-forside

Værket udkommer på engelsk 2. november.

Fantastiske skabninger

Er man Harry Potter-fan, er der godt nyt på bogfronten denne uge.

I morgen udkommer nemlig “Fantastiske skabninger – Naturens vidundere” af Rowling & Natural History Museum.

Man kan dårligt forestille sig en mere oplagt udgivelse her i efterårsferien, hvor mange familier også herhjemme søger mod Zoologisk Museum.

I sin foromtale af den danske udgave af bogen skriver Gyldendal:

Myte og virkelighed mødes i denne fantastisk flotte bog om utrolige skabninger fra vores egen verden og Harry Potter-universet. Læs om myterne bag de magiske skabninger og gå på opdagelse i den vilde naturs fantastiske væsner, når vi i selskab med Newt Scamander og den virkelige verdens naturforskere udvisker grænsen mellem Harry Potter-universet og vores egen verden.”

(Kilde: Gyldendal)

Rowling-Natural History-forside

Bogen udkommer 22. oktober.

Rigtig god læselyst – og weekend 🙂


Kilder:

Waterstones

https://www.waterstones.com/book/the-lyrics/paul-mccartney/paul-muldoon/9780241519332?utm_source=wspaulmccartneyplus171021&utm_medium=email&utm_campaign=single&utm_content=InCopy

Gyldendal

https://presse.gyldendal.dk/BookDetail.aspx?ISBN=9788702307597&mode=comende


Stil, sang og citater

En citat-parade, en guide til stilfuldt herretøj og en rundtur i den danske sangskat er blandt den næste uges bognyheder.

Det skorter ikke på bøger om Matadors mor, journalist og forfatter Lise Nørgaard.

Særligt kendte er hendes erindringsbøger, “Kun en pige” (1992) og “De sendte en dame” (1993), hvor hun fortæller om barndommen og ungdommen i Roskilde, tiden som journalistelev, familielivet med mand og børn og de mange års virke på Politiken, Hjemmet og Berlingske Tidende.

I de seneste år er der kommet flere biografier til, som “Fruen kommer i dag” (2014), hvor Lise Nørgaard, sammen med Cecilie Frøkjær, ser tilbage på sit liv.

Og da Lise Nørgaard fyldte 100 år i 2017, udkom Jacob Wendt Jensens store biografi, “ Lise Nørgaard – De første 100 år”.

Nu er de to på banen med endnu en udgivelse, der denne gang stiller skarpt på den populære forfatters meninger og rappe replikker.

I foromtalen til “Livet ifølge Lise Nørgaard” skriver forlaget Gyldendal, at Jacob Wendt Jensen i samarbejde med den kendte journalist og forfatter har samlet “de morsomste og mest rammende pletskud i en frejdig, fyndig og fritænkende bouillonterning af en citat-parade.” (Kilde: Gyldendal)

Bogen udkommer 20. november.

Klæder skaber folk

Hvis man tror, at tøjkriser kun er for kvinder, kan man godt tro om igen.

Også mænd kan gruble over, hvad de skal tage på, hvilke skjorter, der passer til hvilke bukser og sko, og hvad de gør, når moden siger slimfit, men maven vil noget andet.

I “Stil består” guider tøjdesigner og herremodeekspert Torsten Grunwald om stil, farver og pasformer, hvad enten det handler om jakkesæt med slips eller shorts og T-shirt, ligesom han kommer med råd til, hvilke farver man må sætte sammen, mønstre der må blandes, og hvordan jakken skal sidde over skuldrene.

Så hvis man er mand og gerne vil have vejledning i, hvilket tøj der egner sig til arbejde, fritid og festlige lejligheder, skulle der være inspiration at hente i Torsten Grunwalds nye håndbog.

Bogen udkommer i dag.

Torsten Grunwald driver også hjemmesiden Den velklædte mand, hvor han skriver om herretøj og klassisk, stilfuld påklædning til mænd.

Fabelagtige Faber

En herre, der også forstår at klæde sig, er DR’s komponist og dirigent, Phillip Faber. Ham har vi været fans af herhjemme lige siden coronakrisens start i foråret.

Morgen efter morgen sad vi klar ved skærmen, når Faber ulasteligt klædt, med glimt i øjet og friske blomster på klaveret inviterede til hofterul og fællessang.

En fantastisk måde at starte dagen på! Og for dem, der – ligesom os – savner den daglige musikstund, er der heldigvis godt nyt.

På tirsdag udkommer “Den danske sang” af Phillip Faber og Rikke Hyldgaard.

Bogen udkommer 24. november.

I foromtalen skriver Politikens Forlag blandt andet:

I denne bog deler komponisten og dirigenten Phillip Faber sin glæde ved den danske sang og øser af sin viden om emnet. Han fortæller i bogen om de danske sange, hvad sang betyder for os, hvad der gør en sang god, melodiopbygning, tekster, sanghistorie og om alt det, som sang gør ved os.

Desuden afslører han 20 af sine yndlingssange og tager læseren med på spændende og nørdede ture rundt i de udvalgte melodier og tekster, der samtidig er nogle af de mest elskede sange herhjemme. I bogen bringes tekst og melodi på de udvalgte sange, så det er en bog, der både kan læses og synges.” (Kilde: Politikens Forlag)

Rigtig god læse- og sanglyst 🙂


 

Vilje og vaner

Hvor der er vilje, er der vej. Men hvor stor er viljen til at gøre noget for klimaet reelt?

Under corona-lockdown har vi kunnet læse og ligefrem mærke, at luften er blevet renere i storbyer verden over. Forskning viser også, at de mange passagerfly, der holder stille, gavner klimaet.

Alene i Kina førte coronakrisen til et fald i energiforbruget og luftforureningsudslippet på 25 procent over to uger primært pga. nedsat el-forbrug, industriproduktion og transport. (Kilde: Videnskab.dk, 21. marts 2020)

Men i kølvandet på genåbningen vejrer vækstglade danskere, der for enhver pris vil tilbage til “normalen”, nu morgenluft (hvor forurenet den end måtte blive).

I forgårs kunne tv-avisen berette, at dankortene igen gløder herhjemme, hvilket er “godt nyt for den samlede økonomi.” I samme tv-avis blev det meddelt, at SAS har genåbnet linjen mellem Aarhus og København. Også det blev serveret som en god nyhed, da vi jo skal “have gang i hjulene igen”.

Og det til trods for, at vi ved, at vores mindre forbrug af fossile brændstoffer under lockdown har lagt en dæmper på CO2-udledningen, og at man kan spørge, hvor nødvendigt det er med indenrigsflyvninger i så lille et land som Danmark?

Ord, ord, ord

Det er ellers ikke, fordi det skorter på klimaplaner.

“Man kan snart ikke se klimakrisen for bare klimaplaner” skrev Jørgen Steen Nielsen forleden i Informations leder. (Kilde: Information, 3. juni 2020)

Dansk Erhverv, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Ingeniørforeningen IDA, Klimarådet, Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer er blandt dem, der har fremlagt løsninger.

Vel at mærke samtidig med, at flere af dem hurtigst muligt vil have gang i forbrugsfesten igen.

Lyt til Attenborough

Så hvad gør man, når man står i en samtid, hvor mange siger, at de ønsker at redde klimaet, men ikke vil bringe de nødvendige ofre?

Tja, ud over at feje for egen dør, holde igen med overforbrug (herunder flyrejser) og håbe, at væksten vil give flere penge til den grønne omstilling, kan man vente på den kendte naturforsker David Attenboroughs nye memoirer.

Bogen udkommer 15. oktober 2020.

Den britiske boghandel Waterstones skriver om “A Life on Our Planet”:

Attenborough’s new biography sends an empowering message about the crucial importance of will in tackling the climate crisis and preserving our precious ecosystem for generations to come.”

Selv siger David Attenborough:

I am 93. I’ve had an extraordinary life. It’s only now that I appreciate how extraordinary. As a young man, I felt I was out there in the wild, experiencing the untouched natural world – but it was an illusion. The tragedy of our time has been happening all around us, barely noticeable from day to day – the loss of our planet’s wild places, its biodiversity. I have been witness to this decline. A Life on Our Planet is my witness statement, and my vision for the future. It is the story of how we came to make this, our greatest mistake – and how, if we act now, we can yet put it right. We have one final chance to create the perfect home for ourselves and restore the wonderful world we inherited.” (Kilde: Waterstones)

Hvis vi altså sætter handling bag de gyldne ord og grønne løfter – også i Danmark.

God weekend!


Kilder

Information, 3. juni 2020: https://www.information.dk/indland/leder/2020/06/praesenterer-klimaplaner-bortset-regeringen?utm_source=Morgendagens%20digitale%20avis%20p%C3%A5%20mail&utm_campaign=578ed6831e-EMAIL_CAMPAIGN_2020_06_02_07_46&utm_medium=email&utm_term=0_5b6847ab1d-578ed6831e-413904605&mc_cid=578ed6831e&mc_eid=d76fbb832e

DR TV Avisen kl. 21, 2. juni 2020: https://www.dr.dk/drtv/episode/tv-avisen-21_00_-uroligheder-over-hele-usa_189297

Videnskab.dk, 21. marts 2020: https://videnskab.dk/kultur-samfund/topforsker-med-optimistisk-haab-i-moerket-hvis-vi-spiller-kortene-rigtigt-kan-corona

Waterstones: https://www.waterstones.com/book/a-life-on-our-planet/david-attenborough/2928377041670?utm_source=wsnonfictionA310520&utm_medium=email&utm_campaign=roundup

Læs mere om David Attenborough her: https://www.britannica.com/biography/David-Attenborough