Bøger om Trump

Kig ind i bogens verden har fundet fem bøger, der muligvis kan gøre os lidt klogere på, hvem USA’s 45. præsident er.

For ni dage siden blev Donald John Trump valgt til USA’s næste præsident. Siden har avisartikler og tv-dokumentarer handlet om forretningsmanden, milliardæren og provokatøren, hvis valgsejr kom bag på en hel verden.

Fælles for regerings- og erhvervsledere, politikere og borgere kloden rundt er spørgsmålene: Hvem er Trump, og hvad kan vi vente os af ham?

Måske dette års Nobelprismodtager i litteratur, Bob Dylan, kommer svaret nærmest med sit berømte omkvæd “The answer my friend is blowin’ in the wind”, for faktum er, at Trump er den ubekendte i enhver politisk ligning såvel indenrigs- som udenrigspolitisk.

Ikke desto mindre er her et bud på fem bøger, der kan kaste lidt lys over manden og myten Donald J. Trump:

Trumps manifest

“Amerika på krykker – How to Make America Great Again” er titlen på Donald Trumps manifest om USA.

I bogen fremlægger han sin politiske vision for, hvordan han vil redde USA’s økonomi, reformere sundhedsvæsenet, få arbejdspladser tilbage til USA, tvinge amerikanske virksomheder til at producere deres varer i hjemlandet og dermed skabe håb for de 46 millioner amerikanere, som i dag er afhængige af madkuponer. Og sidst, men ikke mindst, hvordan han vil føre en hård, men realistisk udenrigspolitik.

1697023_1468558847Sandheden om Trump

Blandt biografierne om USA’s kommende præsident finder vi Pulitzerpris-vindende journalist Michael D’Antonios “The Truth About Trump”. Biografien er baseret på en række eksklusive interviews med Donald Trump og flere af hans familiemedlemmer, herunder hans voksne børn.

Bogen er også udkommet på dansk med titlen “Trump”. Forlaget skriver blandt andet:

“Bogen beskriver Donald Trumps evne til at markedsføre sig selv, hans ukuelige tro på egne evner og hvordan han er i stand til at ignorere egne fejl og mangler … Trump tegner et dybdegående portræt af Donald Trump som en mand med en umættelig appetit på rigdom, opmærksomhed og magt.”

30 år med Trump

“The Making of Donald Trump” er en New York Times bestseller og kulminationen på David Cay Johnstons journalistiske dækning af Trump gennem 30 år.

Ligesom D’Antonio har Johnston vundet Pulitzerprisen, og han siges at være den journalist, der har dækket Trump mest dybtgående. I biografien trækker Johnston på årtiers interviews, finansoplysninger, retsdokumenter og offentlige udtalelser.

Bogen kommer hele vejen rundt fra Trumps privilegerede opvækst i Queens, New York, hans skoletid og tidlige karriere, og til han får skabt sit forretningsimperium og siden bliver en stærkt omdiskuteret præsidentkandidat.

Trump afsløret

For at finde ud af, hvem Trump er, samlede The Washington Post et hold af prisvindende reportere og researchere, der skulle kulegrave Trumps utrolige liv.

I “Trump Revealed: An American Journey of Ambition, Ego, Money, and Power” har politisk reporter Michael Kranish og redaktør Marc Fisher interviewet Trump, og de gransker alt fra alliancen med hans mentor Roy Cohn, advokat og chefrådgiver for Joseph McCarthy under kommunistjagten i 1950erne, til hans påståede omgang med organiseret kriminalitet og hans kontroversielle projekter i New York City, Atlantic City, Florida, Skotland og Aserbajdsjan.

Bag maskerne

I “Den store joker – et politisk portræt af Donald J. Trump” tegner politisk kommentator Lars Trier Mogensen et portræt af den 70-årige byggematador fra New York City.

Lars Trier Mogensen ser også på Trump som et fænomen, der trækker spor i andre vestlige lande, hvor befolkningernes politikerlede er blusset op i et oprør mod en teknokratisk elite, som ikke længere synes at varetage den lille mands interesser.


Der er med andre ord masser af læsestof til alle os, der gerne vil vide mere om USA’s nye præsident.

Hvad en fremtid med Donald Trump i Det Hvide Hus vil bringe, kan imidlertid ingen bøger, men kun tiden vise.

Tommy og Tanne

Ny biografisk fortælling om Karen Blixen og hendes lillebror Thomas Dinesen er fængslende læsning fra første til sidste side.

I 1906 indgår Karen ‘Tanne’ Blixen og hendes syv år yngre bror Thomas ‘Tommy’ Dinesen en pagt: De skal “tjene Guden. Faders Gud. Det store i livet. Det, der ligger i et andet plan, det eneste, der gør livet værd at leve”.

Baggrunden for søskendeparrets gensidige løfte er deres far, Wilhelm Dinesen, krigeren, eventyreren, jægeren og levemanden, der 11 år tidligere har taget sit eget liv.

Forfatter og historiker Tom Buk-Swienty har i sit roste tobindsværk “Kaptajn Dinesen. Ild og blod” (2013) og “Kaptajn Dinesen. Til døden os skiller” (2014) givet os farens historie.

"Tommy og Tanne" udkommer i dag. Dette er et anmeldereksemplar fra Gyldendal.

“Tommy og Tanne” udkommer i dag. Dette er et anmeldereksemplar fra Gyldendal.

Nu får vi beretningen om børnene i “Tommy og Tanne”, der har Kaptajnens ældste søn Thomas Dinesen i hovedrollen, mens den næstældste datter Karen Blixen har en vigtig birolle.

Tydeligt er det, at Tommy og Tanne, er deres fars børn. Ligesom Kaptajnen har de eventyrlysten og modet i blodet.

Men man fornemmer også i Tom Buk-Swientys skildring, at søskendeparret i deres higen efter “det store i livet” brænder efter at forstå og lære den far at kende, de mistede, da de var henholdsvis ti og tre år gamle.

Krigslysten

Allerede som lille nærer Thomas Fasti Dinesen en næsten grænseløs beundring for sin ældre søster og hendes unikke fortælletalent. Opmuntret af Tanne vil han gå i deres fars og farfars fodspor og blive kriger, overbevist om, at der på slagmarken venter ham “det store i livet”.

I 1917 melder Tommy sig frivilligt til at kæmpe mod tyskerne under Første Verdenskrig. Han forsøger først uden held at blive fransk soldat. Efter endnu et afslag fra briterne bliver han under et ophold i USA optaget i The Royal Highlanders of Canada, som hører til nogle af krigens mest hårdføre tropper.

Hudløst ærlig

Vi hører om rekruttiden i Canada og England og dernæst om de uhyrlige rædsler i skyttegravene på Vestfronten, hvor Tommy ikke alene skal bekæmpe tyskere, men også må slås med lus, bylder og Den Spanske Syge. Som læser kommer man helt tæt på. Det skyldes ikke mindst, at forfatteren har fået adgang til ikke tidligere offentliggjort familieejet kildemateriale:

Det enestående materiale har været enhver historikers drøm. Thomas Dinesen er hudløst ærlig om alt. Så ved at læse hans lange breve, følge hans dagbog og ikke mindst læse hans hidtil ukendte selvbiografi om ungdomsårene kommer man så dybt ind i Dinesen-Blixen universet, at man næsten bliver en del af familien, siger Tom Buk-Swienty.

Særlig fortrolighed

Korrespondancen og dagbogs-notaterne om samtalerne mellem Tommy og Tanne er rørende og berigende at læse. Sjældent befinder man sig i så godt og reflekterende selskab, som når man læser de to søskendes breve til hinanden. Der findes en særlig fortrolighed mellem dem, og det er blandt andet i Tommys breve til søsteren, at vi hører om kvinderne og kærlighedseventyrene i hans liv.

Derudover er der i bogen beskrivelser af de øvrige familiemedlemmer, fra den kærlige, kloge moder, den stærke, religiøse mormor og den kvindesagskæmpende moster til Tommy og Tannes andre handlekraftige søskende.

Tom Buk-Swienty planlægger et fjerde bind om Dinesen-familien denne gang med fokus på Karen Blixens år i Afrika. I hænderne på den kyndige og velskrivende Tom Buk-Swienty venter der os utvivlsomt endnu en stor læseoplevelse her.

I hvert fald er “Tommy og Tanne” en på alle måder gribende og uhyre velskrevet beretning om krig og kærlighed, skæbnen og meningen med livet.


Thomas Dinesen skrev om sine oplevelser under Første Verdenskrig i “No Man’s Land”. Læs mere om bogen her: http://www.gyldendal.dk/produkter/thomas-fasti-dinesen/no-mans-land-37861/andet-9788702163353

Tom Buk-Swienty (f. 1966) er forfatter, historiker, journalist og adjungeret professor ved SDU. Udover bøgerne om Dinesen-familien har han skrevet de dokumentariske fortællinger “Slagtebænk Dybbøl” og “Dommedag Als”.


Kig ind i bogens verden er tilbage torsdag den 20. oktober.