Anne fra Grønnebakken

Canadiske Lucy Maud Montgomerys “Anne fra Grønnebakken” er denne Månedens Klassiker.

Da filmatiseringen fra 1985 af L. M. Montgomerys udødelige klassiker første gang rullede over tv-skærmene herhjemme, sad min mor og jeg klinet til fjernsynet.

Fra første færd holdt vi af den lille rødhårede heltinde i skikkelse af Megan Follows og det ældre søskendepar Matthew og Marilla Cuthbert, fremragende spillet af Richard Farnsworth og Colleen Dewhurst, der adopterer den forældreløse Anne Shirley. Hele castet fungerer på fornemmeste vis, og filmserien emmer af overskud og nostalgi.

Ligesom Inger Nilsson inkarnerede Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe, er Megan Follows blevet synonym med den livlige, fantasifulde, reflekterende, snakkesalige, temperamentsfulde og charmerende Anne.

Derfor var det med en vis spænding, at jeg gik i gang med læsningen af bogen bag serien. For selv om der er tale om en af alle tiders mest elskede børnebogsklassikere, er det ikke givet, man bliver ramt i samme grad af romanen som af filmatiseringen af den. Men alle forventninger blev indfriet, og historien og karaktererne er lige så gribende på skrift som på film.

Lykkelig fejltagelse

Romanens handling udspiller sig i Canada sidst i 1800-tallet. Det ældre ugifte søskendepar Matthew og Marilla Cuthbert ansøger om at adoptere en dreng fra et børnehjem, som kan hjælpe til på deres gård i det naturskønne Avonlea.

Men da Matthew ankommer til togstationen for at hente drengen, venter der ham i stedet en spinkel, rødhåret pige på 11 år. Den sky Matthew ser straks, at han og hans søster kan hjælpe den forældreløse Anne, og at han har mere brug for den livsglade pige end for hjælp på gården. Den strenge Marilla er lidt længere tid om at overgive sig, men også for hende bliver “fejltagelsen” det bedste, der er er sket i hendes liv.

Man kan ikke undgå at holde af Anne, Matthew og Marilla. Montgomery formår at gøre dem bemærkelsesværdigt menneskelige og overmåde elskelige. Alle tre har de fejl og mangler, men på hver sin måde arbejder de med det at være menneske og udvikler sig på subtil vis i løbet af historien.

Helt centralt står naturligvis Anne, lidenskabelig, viljestærk, poetisk, stolt og selvstændig samtidig med, at hun længes efter kærlighed og at føle, hun hører til. Og det er i det kærlige forhold til Matthew og Marilla, det varme venskab med Diana og den store kærlighed til Gilbert, at dette i starten uelskede forældreløse barn gror og bliver til en af litteraturens store heltinder.

Moderløs barndom

Forfatteren til de otte bind om Anne, Lucy Maud Montgomery, blev født i 1874 på Prince Edward Island, der ligger ud for Canadas østkyst. Da hun var lille, døde hendes mor af tuberkulose, hvorefter hun voksede op hos sine bedsteforældre på en gård i Cavendish. De smukke omgivelser nærede hendes fantasi på samme måde, som vi ser det hos Anne. Lucy Maud skrev tidligt dagbøger og digte og sendte sine historier til aviserne, og ligesom Anne arbejdede hun som lærer.

Efter at være blevet afvist af fire forlag blev “Anne fra Grønnebakken” endelig udgivet af L. C. Page & Company i 1908. Romanen blev omgående en bestseller og er oversat til mere end 30 sprog og solgt i millioner af eksemplarer. Flere steder,  blandt andet i Japan, bruges bøgerne som undervisningsmateriale.

Montgomery udgav 22 romaner og novellesamlinger, men er bedst kendt for serien om Anne. L. M. Montgomery døde i 1942 og ligger begravet i Cavendish på sin elskede ø.

Anne Erobreren

Jeg kan på det varmeste anbefale såvel L. M. Montgomerys bøger som Kevin Sullivans filmtrilogi om Anne fra Grønnebakken.

Ligesom de tre kritikerroste og Emmy-vindende film er bøgerne betagende smukke, rørende og fulde af vid og humor, og jeg glæder mig til at læse de næste bind om ukuelige Anne, der ikke alene vandt Gilbert, Matthew og Marillas hjerter, men lagde en vel verden for sine fødder.


Du kan læse mere om forfatteren Lucy Maud Montgomery her: http://www.thecanadianencyclopedia.ca/en/article/montgomery-lucy-maud/


Britisk jagt på børnebøger

Nu får børnebogsforfattere fra hele verden chancen for at udkomme på det engelske marked. Nyt forlagsprojekt vil præsentere britiske børn for arvtagerne til Pippi Langtrømpe, Asterix og Mumitroldene.

Forlagsprojektet “In Other Words” (Med andre ord, red.) har indledt en jagt på den nye generation af helte i udenlandske børnebøger. Det fremgår af en artikel bragt søndag den 4. september i det britiske dagblad The Guardian.

Briterne ønsker at gøre op med opfattelsen af, at nationens børn har nok i værker, som først er skrevet på engelsk, og lancerer derfor nu en kampagne, der skal få flere udenlandske børnebøger oversat til engelsk.

“Der er så mange andre skrevne sprog på denne planet, så vi ved godt, at det ikke er muligt, at alle de bedste bøger starter på engelsk. Vi går simpelthen glip af dem, hvis vi ikke finder dem,” siger Emma Langley, ekspert i international litteratur hos Arts Council England.

Pippi Langstrømpe har i mange år også været populær hos britiske børn.

Pippi Langstrømpe har i mange år også været populær hos britiske børn.

Pippi og Mumitroldene

Det er Arts Council England, som betaler oversættelsen af uddrag af ti fremragende udenlandske værker, der skal præsenteres for britiske forlag på den internationale børnebogsmesse i Bologna næste forår.

Redaktører, agenter og talentspejdere uden for Storbritannien inviteres til at give deres bud på de bedste ikke engelsksprogede bøger for børn i alderen seks til 12 år. Bøgerne vil herefter blive bedømt af et ekspertpanel bestående af litteraturkritikere og prisbelønnede oversættere.

De engelske børn har for længst taget Pippi Langstrømpe og Mumitroldene til sig, men nu er spørgsmålet, hvor man finder de litterære heltes arvtagere.

Lang proces

Vejen fra udgivelse i hjemlandet til at udkomme på det britiske marked kan dog være lang. Tyske Michael Endes klassiker “Den uendelige historie” udkom i 1979, men blev først oversat i 1983 i forbindelse med filmatiseringen af romanen. Andre bøger har måttet vente længere. “The Letter for the King” af den hollandske forfatter Tonke Dragt blev skrevet for over 50 år siden, men udkom først på engelsk i 2014.

Emma Langley understreger vigtigheden af at få uddrag af børnebøgerne oversat og dernæst læst og anbefalet af troværdige anmeldere. “Det er et langt sejt træk, men det er det første skridt. Hvis vi kan få forlagene til at læse smagsprøverne, vil det være stort,” siger hun.

Mens britiske forældre gladeligt accepterer udenlandske klassikere for børn såsom bøgerne om elefanten Babar, er de måske ikke klar over de andre store værker, der er derude. Og bøgerne behøver ikke at være fremtidens klassikere. Den norske krimiforfatter Jo Nesbøs børnebogsdebut “Doctor Proctor’s Fart Powder” er allerede et hit i Storbritannien, slutter artiklen.


Du kan læse hele artiklen i The Guardian her:

https://www.theguardian.com/books/2016/sep/03/hunt-for-new-foreign-stars-pippi-longstocking-childrens-books

Du kan læse mit indlæg om børnebogsmessen i Bologna 2015 her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/04/09/back-to-reality/

Potter og Potter

Der var en Potter før Harry Potter. Endda en berømt Potter. En Potter, som blev født for 150 år siden, hvilket for nylig er blevet fejret med udgivelsen af en række frimærker med nogle af de sødeste og mest elskede dyr på.

Det er naturligvis den britiske børnebogsforfatter og –illustrator Beatrix Potter, jeg taler om. Og dyrene på de engelske frimærker er blandt andet Peter Rabbit, Jemima Puddle-Duck og Mrs. Tiggy Winkle.

Beatrix Potters illustrerede fortællinger om Peter Kanin, Julie Rapand og Fru Stikke-Prikke hører stadig til nogle af de mest populære og elskede børnehistorier mere end 100 år, efter at de udkom første gang.

Kun en kvinde

Helen Beatrix Potter blev født den 28. juli 1866 i Kensington, London. Hendes far var uddannet advokat, men arbejdede kun sjældent, og både han og moren levede af arven efter deres forældre. Opdragelsen af Beatrix og hendes lillebror Bertram stod barnepigerne og guvernanterne for.

På familiens ferier i Skotland og Lake District udviklede Beatrix Potter en stor kærlighed til og glødende interesse for dyre- og planteliv, som hun nøje iagttog, tegnede og malede. En farbror forsøgte at få hende optaget som studerende ved Royal Botanic Gardens, Kew i London, men hun blev afvist, fordi hun var kvinde. Senere vandt hun dog stor anerkendelse for at have samlet og lavet detaljerede tegninger af over 270 svampearter. Og heldigvis kunne datidens forkvaklede kvindesyn ikke forhindre Potter i at tegne.

Bestseller og klassiker

Beatrix Potter var 23 år, da hun begyndte at sælge sine tegninger. Peter Kanin er opkaldt efter hendes egen kanin, og historierne om den lille langørede vovehals begyndte at tage form få måneder, efter at Potters kæledyr døde.

Sådan så forsiden til Peter Kanin ud, da den udkom første gang i 1902.

Sådan så forsiden til Peter Kanin ud, da den udkom første gang i 1902.

Flere forlag afslog at udgive bogen om Peter Kanin, men i 1902 udkom “The Tale of Peter Rabbit” på forlaget Frederick Warne, og siden er bogen med de charmerende illustrationer solgt i over 40 millioner eksemplarer.

Historien om Peter Kanin og de følgende udgivelser om ham og hans venner blev særdeles vel modtaget, og Potter tjente godt på salget.

Indtægterne herfra og arven efter en tante gjorde det muligt for hende at købe en landejendom i Lake District, og i årene, der fulgte, opkøbte hun flere gårde for at bevare det unikke landskab dér.

Beatrix Potter skrev og illustrerede cirka 30 bøger og vedblev med at skrive til omkring 1920, da hendes syn svigtede. Hun døde i 1943 i en alder af 77, men hendes bøger læses og elskes fortsat verden over.

Derudover får hun æren for, at en stor del af de landområder, der udgør Lake District National Park, er bevaret uændrede op til i dag.


Se de dejlige frimærker udgivet i anledning af Beatrix Potters 150-års fødselsdag her:

http://www.independent.co.uk/arts-entertainment/books/news/beatrix-potter-stamps-released-by-royal-mail-to-mark-authors-150th-anniversary-a7159536.html

Jeg kan i øvrigt varmt anbefale spillefilmen om Beatrix Potter, “Miss Potter” fra 2006, med Renée Zellweger i hovedrollen som den verdensberømte forfatter.

Barn af Astrid Lindgren

“Jamen, det er jo Møns Klint!” udbrød en af mine veninder, da hun så forsidefotoet på bloggen her.

Det forstår jeg godt, hun troede, men billedet viser nu The White Cliffs of Dover. Jeg har valgt det, fordi jeg kan huske de smukke hvide klipper, da jeg for nogle år siden sejlede til England. Jeg havde meldt mig til et sprogkursus i York, og synet af Dovers kyst fik mig til at glæde mig endnu mere til mit ophold.

Og hvem kender ikke til forventningens glæde, når man rejser ud for at opleve nyt? At rejse er at leve, sagde H. C. Andersen, som bekendt. Men det er ikke kun pas og penge, der kan bringe os ud under fjerne himmelstrøg. Med en bog i hånden kan vi rejse til det gamle Kina og det antikke Rom, eller vi kan komme til Narnia og Hogwarts. Ja, det er kun fantasien – forfatterens og vores egen – der sætter grænser for, hvilke nye lande og verdener vi kan opleve.

Jeg har altid elsket at rejse i Astrid Lindgrens univers, fra Bulderby og Katholt til Nangijala og Landet i det Fjerne. De oplevelser, som ventede én der, står for mig som nogle af de bedste ikke bare inden for børnebøger, men inden for litteraturen i det hele taget.

Men hvad er det, der gør Astrid Lindgren til en af verdens bedste forfattere?

Er det hendes unikke evne til at se verden i børnehøjde? Hendes eventyrlige fantasi og finurlige humor? Hendes gudsbenådede fortælletalent, der rummer stor poesi? Jeg tror, man bedst finder svaret ved at læse, høre eller se hendes historier.

Selv har jeg holdt af hendes persongalleri, siden Emil fra Lønneberg første gang gled over tv-skærmen i 70’erne, og min mor læste højt af “Alle vi børn i Bulderby”. Jeg husker, hvordan min bror ønskede sig en blå Emil-kasket, og at jeg selv ville have fletninger ligesom lille Idas.

Og nu, hvor vi læser Pippi Langstrømpe, Ronja Røverdatter og Madicken højt herhjemme, oplever vi, at Astrid Lindgrens guldgrube af historier beriger små og store lige så meget, som da de udkom – for Pippis vedkommende for 70 (!) år siden.

Vi er alle børn af Astrid Lindgren, er der nogle, som siger. Jeg kan heller ikke forestille mig min barndom uden Emil og Ida, Pippi, Tommy og Annika, Tvebak og Jonatan.

Derfor byttede jeg også straks en anden bog, jeg for kort tid siden fik foræret, til Jens Andersens stærkt roste Astrid Lindgren-biografi “Denne dag, et liv”.

Hvis du – ligesom jeg – er barn af Astrid Lindgren, så læs med, når jeg anmelder biografien nu på tirsdag!