Smuk som de svenske elve

Hvis jeg ikke var helt enig med Politikens betegnelse af Ronja Røverdatter som “Pippis arvtager”, er jeg til gengæld enig med avisens anmelder Steffen Larsen i, at “Brødrene Løvehjerte” er “Verdens bedste børnebog”! (Politiken, 6.12.2003)

Poesi og filosofi går op i en højere og skønnere enhed i denne historie om to brødres kamp mod det onde – en fortælling, der flyder lige så smukt og medrivende som de svenske elve.

Brdr.LovehjerteVi følger Tvebak og Jonatan på 10 og 13 år, sønner af en fattig syerske, og hvordan de bliver til Brødrene Løvehjerte i Nangijala. Ved første øjekast et paradis, men som i ethvert paradis er her en slange – i dette tilfælde en ond diktator ved navn Tengil.

Det er en historie om det godes kamp mod det onde, frihed og diktatur, kærlighed og had, liv og død. Centralt står budskabet om at følge sin samvittighed, som Jonatan forklarer Tvebak, er der ting, man er nødt til at gøre, for “Ellers er man ikke noget menneske, men bare en lille lort.”

Visse steder er denne fortælling fra lejrbålenes og eventyrenes tid lige så sørgelig, som den er smuk.

Af netop den grund viger mange forældre længe uden om at læse bogen højt for ungerne. Det er forståeligt, men pas på ikke at undervurdere poderne!

Da Politiken interviewede Astrid Lindgren i december 1973 og ville vide, om børn kunne rumme bogens dødstema, svarede hun:

“Hvorfor ikke? Børn er ikke nær så bange for døden som voksne. Mange voksne må have en voldsom skræk for døden, har jeg fundet ud af, efter at Brødrene Løvehjerte er udkommet (…) For mig er der ikke noget forkert i at give børn en fortrolighed med døden gennem et eventyr. De har endnu ikke erfaring til at overskue realiteterne (…) Børn er ikke bange for døden endnu. De er bange for at blive ladt alene.”

I kølvandet på udgivelsen kunne forfatteren også berette om børn, der takkede hende for en slutning, de fandt lykkelig, og for en bog, der gav dem trøst.

Efter min mening bør ingen – hverken børn eller voksne – snyde sig selv for den store, stærke og smukke oplevelse, “Brødrene Løvehjerte” er. Det er også grunden til, at jeg runder mit lille tema om en af verdens bedste forfattere af for denne gang med en omtale af den bog.

En smukkere roman om kærlighed, liv og død, mod og angst er ikke skrevet!


Læs med, når jeg skriver videre på bloggen nu på tirsdag!

En dag i Lindgrens ånd

I juli sidste år tog min familie og jeg igen til “Astrid Lindgrens Värld”, men denne gang udvidede vi besøget til forfatterens barndomshjem Näs – og det fortrød vi ikke!

Astrid Lindgrens Näs og det tilhørende museum er virkelig et besøg værd, og ligesom oplevelsesparken ligger de i Vimmerby. Børn og voksne får her lov at opleve de omgivelser, som den verdensberømte forfatter voksede op i, og som inspirerede til så mange af hendes vidunderlige fortællinger.

Astrid Lindgrens barndomshjem Näs (Foto: JayJay)

Astrid Lindgrens barndomshjem Näs (Foto: JayJay)

Astrid Lindgren blev født den 14. november 1907 i det smukke røde hus, og hun sørgede for, at det i dag er indrettet og fremstår, som det tog sig ud i hendes barndom. Desværre nåede vi ikke rundvisningen indenfor, så den må vi have til gode. Til gengæld kunne vi nyde solen, mens vi gik rundt i den have, hvor hun og hendes søskende legede for hundrede år siden.

Men også museet er en dejlig oplevelse og helt i Lindgrens ånd. Der er en dansk audioguide til voksne og en til børn. Man ser de samme udstillinger om Astrid Lindgrens liv, men formidlingen af dem er forskellig. Min mand og jeg valgte den for voksne, men kunne også have snuppet børneudgaven i stedet. I hvert fald var familiens yngste vildt begejstret for sin version. Et berømt citat fra “Brødrene Løvehjerte” kombineret med en bestemt del af udstillingen blev skelsættende for vores barn, der før besøget ikke turde få hovedet under vand, men nu var fast besluttet på at følge den store forfatters ord om at turde trodse sin egen frygt – for ellers er man “bare en lille lort”. Det blev efterfølgende til mange udspring i den svenske skærgård, og vi har flere gange siden sendt Lindgren en kærlig tanke.

Besøg den hyggelige café på Näs. (Foto: JayJay)

Besøg den hyggelige café på Näs.
(Foto: JayJay)

Når man således modigere og bedre rustet til livet træder ud af museet, bør man unde sig selv en forfriskning i den hyggelige museumscafé. Vi fik ægte svenske “köttbullar”, som vi nød på den skønne terrasse under de hvide parasoller i sommervarmen.

Og så kunne man tro, at vi var blevet mætte af Lindgren – men nej! Det bliver vi vist aldrig i min familie, så vi satte kursen mod virkelighedens Katholt. Det var her filmene om Emil fra Lønneberg blev indspillet i 1971-73, og heller ikke i dag kan man forestille sig et mere idyllisk landbrug.

Gladere grise end dem på Katholt findes næppe. (Foto: JayJay)

Gladere grise end dem på Katholt findes næppe.
(Foto: JayJay)

Grisene løber rundt med krølle på halen i en gammeldags svinesti, og man tænker straks på Emil og Grisepjokket. En hest, der ligner Emils gode gamle Lukas, græsser i folden, og hønsene render frit omkring – dog pinligt ædru og ikke hønefulde af gærede kirsebær som i Lindgrens historie.

Hovedbygningen ejes af den samme familie, som dengang optagelserne stod på, og her må man ikke gå ind, men til gengæld er resten af grunden åben for Emil-glade børn og voksne. Og hvis man vil se de naturskønne omgivelser lidt fra oven, er der stylter, man kan stavre omkring på.

Den skønne Katholt-grund anno 2014. (Foto: JayJay)

Den skønne Katholt-grund anno 2014.
(Foto: JayJay)

 

Skammekrog eller fristed - uanset hvad er resultatet af Emils tid i Snickerboa et smukt resultat. (Foto: JayJay)

Skammekrog eller fristed – uanset hvad er resultatet af Emils tid i Snickerboa smukt.
(Foto: JayJay)

En publikumsmagnet er selvfølgelig Snickerboa –  værkstedet med alle figurerne, som Emil snittede de utallige gange, han blev jaget herud. Selv træstubben står her, som om den lille gæve gut just havde siddet her og snittet nok en trædukke.

Alfreds karlekammer og Nissehuset (lokummet, hvor Emils far sad fast) er her naturligvis også, og så er her en hyggelig butik med en lille udstilling om filmoptagelserne.

Vi var så opløftede af det dejlige sted og den rolige atmosfære, at vi slet ikke havde lyst til at tage derfra, og den dag, der begyndte med Näs og sluttede på Katholt, har vi levet længe på siden.


Læs med, når jeg omtaler “Pippis arvtager” på tirsdag!