Hvis jeg ikke var helt enig med Politikens betegnelse af Ronja Røverdatter som “Pippis arvtager”, er jeg til gengæld enig med avisens anmelder Steffen Larsen i, at “Brødrene Løvehjerte” er “Verdens bedste børnebog”! (Politiken, 6.12.2003)
Poesi og filosofi går op i en højere og skønnere enhed i denne historie om to brødres kamp mod det onde – en fortælling, der flyder lige så smukt og medrivende som de svenske elve.
Vi følger Tvebak og Jonatan på 10 og 13 år, sønner af en fattig syerske, og hvordan de bliver til Brødrene Løvehjerte i Nangijala. Ved første øjekast et paradis, men som i ethvert paradis er her en slange – i dette tilfælde en ond diktator ved navn Tengil.
Det er en historie om det godes kamp mod det onde, frihed og diktatur, kærlighed og had, liv og død. Centralt står budskabet om at følge sin samvittighed, som Jonatan forklarer Tvebak, er der ting, man er nødt til at gøre, for “Ellers er man ikke noget menneske, men bare en lille lort.”
Visse steder er denne fortælling fra lejrbålenes og eventyrenes tid lige så sørgelig, som den er smuk.
Af netop den grund viger mange forældre længe uden om at læse bogen højt for ungerne. Det er forståeligt, men pas på ikke at undervurdere poderne!
Da Politiken interviewede Astrid Lindgren i december 1973 og ville vide, om børn kunne rumme bogens dødstema, svarede hun:
“Hvorfor ikke? Børn er ikke nær så bange for døden som voksne. Mange voksne må have en voldsom skræk for døden, har jeg fundet ud af, efter at Brødrene Løvehjerte er udkommet (…) For mig er der ikke noget forkert i at give børn en fortrolighed med døden gennem et eventyr. De har endnu ikke erfaring til at overskue realiteterne (…) Børn er ikke bange for døden endnu. De er bange for at blive ladt alene.”
I kølvandet på udgivelsen kunne forfatteren også berette om børn, der takkede hende for en slutning, de fandt lykkelig, og for en bog, der gav dem trøst.
Efter min mening bør ingen – hverken børn eller voksne – snyde sig selv for den store, stærke og smukke oplevelse, “Brødrene Løvehjerte” er. Det er også grunden til, at jeg runder mit lille tema om en af verdens bedste forfattere af for denne gang med en omtale af den bog.
En smukkere roman om kærlighed, liv og død, mod og angst er ikke skrevet!
Læs med, når jeg skriver videre på bloggen nu på tirsdag!
Kig ind i bogens verden 
Kære Elisabeth
Tusind tak for denne blog, hvor er det dejligt at komme ind i Astrid Lindgrens verden – igen, for der har jeg jo også været, både selv og med mine nu store drenge. Jeg har altid forbundet Astrid Lindgren med det spændende, det smukke og det sørgelige, med tanke på hendes store klassikere Brødrene Løvehjerte og Mio min Mio. Det gør lidt ondt at læse hendes bøger, de rammer følelser, som gør, at historierne og deres hovedpersoner bliver hos os. Og så bliver man lidt mere modig, som du skriver. H.C. Andersen rammer det samme for mig i nogle af hans eventyr. Som barn havde jeg det sådan, at den dag, jeg kunne læse Den Lille Havfrue uden at få tårer i øjnene, så var jeg blevet voksen. Jeg husker ikke, at jeg nåede dertil, måske jeg skulle prøve igen her mange år efter, og måske det vil vise sig, at jeg stadig ikke kan bestå testen. Og det vil være godt så.
Jeg glæder mig til at følge med i dit næste tema.
Jane
LikeLike
Kære Jane.
Tak for din kommentar 🙂 Astrid Lindgren henviste også selv til H. C. Andersen i nogle af de interviews, hun gav, ligesom hans eventyr stod på bogreolen hjemme hos hende. Det (og meget andet) kan man læse om i Jens Andersens Astrid Lindgren-biografi “Denne dag, et liv”, som jeg ikke kan anbefale nok at læse. Selv om mit lille tema om Astrid Lindgren er slut for denne gang, vil hun helt sikkert dukke op på bloggen i ny og næ, blandt andet med “Mio, min mio” 🙂
LikeLike