Liv og eksistens

Blandt ugens udgivelser er en ny roman af kontroversiel fransk forfatter og en revideret udgave af anmelderrost dansk samtalebog.

I morgen udkommer Michel Houellebecqs roman “Serotonin” på dansk.

Romanens hovedperson er 46-årige Florent-Claude Labrouste, der er dødtræt af både sit job i Landbrugsministeriet og sin smukke, tyve år yngre japanske kæreste. Derfor siger han op, forlader kæresten og luksuslejligheden i Paris for at drage ud på landet. Kørende på en cocktail af antidepressiver og håbet om at gense sin gamle flamme Camille møder han et Frankrig, der er blevet spoleret af globalisering og EUs landbrugspolitik, og spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at være lykkelig i det moderne vestlige samfund?

Bogen udkommer 12. april.

Prisbelønnet provokatør

Michel Houellebecq (f. 1958) er oprindelig uddannet ingeniør og har udgivet romaner, digte og essays. Hans debutroman “Udvidelse af kampzonen” blev med stor succes dramatiseret af instruktør og skuespiller Jens Albinus på Det Kongelige Teater i 2002, samme år som forfatteren modtog den prestigefyldte Impac-pris.

Houellebecq brød internationalt igennem med romanen “Elementarpartikler” (2001), der er en skarp kritik af hele vores vestlige kultur. I 2003 kom romanen “Platform”, som med sin tematisering af blandt andet islam gjorde ham til provocateur nr. 1 på den europæiske, litterære scene. Siden fulgte “Muligheden af en ø” (2005) og “Kortet og landskabet” (2012), der indbragte ham Prix Goncourt, Frankrigs største og fornemmeste litteraturpris.

Videnskab og teologi

Ugens anden titel er genudgivelsen af bestselleren “Livet er et mirakel”. Bogen, der er skrevet af astrofysiker Anja C. Andersen og sogne- og orlogspræst Anna Mejlhede, udkom første gang i 2012.

I sin præsentation af den nye reviderede udgave skriver Politikens Forlag:

Nogle bliver svimle, når de kigger ud i himmelrummet, andre bliver nysgerrige. Og nogle ser ligefrem glimt af Gud. Men hvad skabte det enorme univers – og hvad har formet vores liv? Astrofysiker Anja C. Andersen og sogne- og orlogspræst Anna Mejlhede deler deres faglige viden, personlige historier og eksistentielle overvejelser. Ikke bare for at blive klogere på de naturvidenskabelige og kulturelle grundsten, der er grundlaget for vores kultur, men også fordi begge vinkler indkredser, hvad det vil sige at være menneske.”

Den nye udgave af “Livet er et mirakel” er suppleret med ny viden og faglig indsigt fra samtaler i 2018 og 2019 på Anja C. Andersens kontor på Geologisk Museum og Anna Mejlhedes præstekontor i Christian IV’s gamle Nyboder.

Bogen er udkommet.

Bliv klogere på en dag

Der er i øvrigt mulighed for at høre Anja C. Andersen fortælle om at lande på månen, når faglitteraturen og dens forfattere bliver hyldet på festival for faglitteratur, lørdag 4. maj på Gladsaxe Hovedbibliotek.

Blandt de andre oplægsholdere er professor i geologi Minik Rosing, som vil tale med journalist Nynne Bjerre Christensen om at vandre med mennesket i tidernes morgen (se bogomtale her: Rejsen til tidernes morgen).

Læs mere om festivalen på: https://gladbib.dk/arrangementer/litteratur-debat/faglitt

Fra blog til blad

Til slut en lille nyhed fra egne rækker: For to år siden bragte Kig ind i bogens verden et indlæg om en ny trend inden for amerikansk litteratur kaldet sensitivity readers, der er en slags krænkelseskonsulenter.

Siden da har fænomenet bredt sig i den amerikanske forlagsbranche, og i sidste uge kunne Jyllands-Posten fortælle, at flere danske forlag frygter, at trenden er på vej til Danmark.

I forlængelse af Jyllands-Postens grundige dækning af emnet og mit gamle blogindlæg, bad bogbranchens fagblad, BogMarkedet, mig lave et opdateret essay til deres blad, som kan læses her: Frygten for læserne

God Påske 🙂


 

Den sidste patient

Ugens udgivelse er en fin lille roman om at lære at leve livet, før det er for sent.

Handlingen i Anne Cathrine Bomanns debutroman “Agathe” er henlagt til Paris; året er 1948. Hovedpersonen, der også er fortælleren, er en livs- og metaltræt psykiater på vej mod de 72, som tæller ned til sin nært forestående pension.

Trods sin gesjæft (eller måske på grund af den), er han hele livet veget uden om nærkontakt med andre, og selv sin sekretær gennem 35 år, madame Surrugue, holder han afstand til. Da hun for første gang ikke kan komme på arbejde i længere tid, tager han det blot til efterretning uden at vise synderlig interesse for hendes velbefindende.

Forskanset i sit hus, sin praksis og i sig selv synes han fast besluttet på at forblive den ø, han har været hele sit liv.

Men skæbnen og madame Surrugue vil ham det anderledes. En dag tager sekretæren stik mod hans instruks en sidste krævende patient ind, en tysk kvinde. Hun hedder Agathe Zimmermann, men vil kaldes ved fornavn, og uden at røbe for meget, aner man allerede her, at det bliver svært for psykiateren at forblive sin egen øde ø.

Dette er et anmeldereksemplar fra Forlaget Brændpunkt.

Livets store spørgsmål

“Agathe” er en roman om livet og døden, om fremmedgørelse i forhold til andre og sig selv, om ensomhed og eksistentiel krise. Om det at blive gammel siger fortælleren:

“At ældes, tænkte jeg, imens bitterheden kom skyllende, handlede mest af alt om at iagttage, hvordan forskellen mellem ens jeg og ens krop voksede sig større og større, indtil man en dag var blevet fuldstændigt fremmed for sig selv. Hvad smukt eller naturligt var der i det?” (bogen side 17).

Ikke desto mindre banker livet i 11. time på hos den livstrætte psykiater, der tvinges til at vende blikket såvel udad som indad og må erkende, at han har lige så meget brug for hjælp som sine patienter.

Psykolog og digter

Det er ikke første gang, at en roman portrætterer et menneske, der opdager, at han/hun er en del af fastlandet. Men Anne Cathrine Bomann har sin egen forfatterstemme og vinkel på temaet.

Måske skyldes det, at forfatteren selv er uddannet psykolog. Samtidig mærker man, at hun er digter, og den knappe stil og det smukke sprog gør romanen på én gang letlæst og læseværdig.

Jeg er i sagens natur ikke den bedste til at bedømme, om hun helt formår at gengive en 71-årig mands mindset. Men man fornemmer, at Anne Cathrine Bomann har et solidt greb om sin hovedperson, og fortæller-stemmen fremstår troværdig.

Det er kort sagt en stor fornøjelse at læse en så velskrevet lille roman på blot 111 sider, der fanger læseren fra først til sidst.

“Agathe” udkom 15. maj.


Anne Cathrine Bomann (født i 1983) har tidligere udgivet digtsamlingerne Hjemløs” (1999) og “Fald” (2004). Endelig har hun leveret digte til tidsskriftet Øverste Kirurgiske.