Pippi – et krigsbarn

Da jeg fik ideen til min blog, vidste jeg, at jeg ville åbne ballet med et tema om Astrid Lindgren. Derfor var det Jens Andersens “Denne dag, et liv – En Astrid Lindgren-biografi”, jeg lagde i kufferten, da familien for nylig stak til Sverige på skiferie.

8702151275Så mens resten af selskabet gled ned ad de sneklædte løjper, læste jeg Andersens værk, der har vundet Politikens Litteraturpris og ligger øverst på bestsellerlisterne. Samtidig bragte DR en svensk dokumentar om Astrid Lindgren. Bedre kan det næsten ikke blive!

Og en bedre biografi om Astrid Lindgren end Jens Andersens får vi ikke. I bogen demonstrerer han et suverænt overblik over sit materiale, der består af hidtil ukendte og ikke tidligere offentliggjorte breve, dagbøger, fotos og halvandet års samtaler med Lindgrens datter, Karin Nyman.

Vi hører om hendes smålandske barndom og oprørske ungdom i Vimmerby, og hvordan det fra første færd stod klart, at her var en fortæller udover det sædvanlige. Men vi hører også om, da hun blot 19 år gammel føder sønnen Lasse uden for ægteskab og om hendes ubærlige smerte, da hun er nødt til at overdrage ham til en heldigvis elskelig plejemor og dennes søn i København.

Jens Andersen beretter, hvordan mørket her for alvor sniger sig ind i Astrid Lindgrens sind trods hyppige besøg i Danmark, og trods det at mor og søn siden bliver genforenet og udvider familien med ægtemanden Sture og datteren Karin. Beretningen om Astrid Lindgren og hendes søns svære start i livet kaster nyt lys over forfatterskabet og læsningen af bøger som “Mio, min Mio”.

I det hele taget viser Jens Andersen, hvordan lys og mørke, munterhed og melankoli går hånd i hånd gennem forfatterens liv. Denne dobbelthed kommer også til udtryk i hendes dagbogsnotater og måske især i krigsdagbøgerne. Det er gribende læsning!

Naturligvis hører vi om tilblivelsen af Pippi Langstrømpe. Jeg anede ikke, at denne elskelige, humørfyldte, rødhårede rebel blev til på baggrund af Anden Verdenskrigs gru og rædsler, og at verdens stærkeste pige blev skabt som et menneskeligt modtræk til Hitler og Stalin. Andersen giver os hele historien, fra Pippi opstår i Lindgrens mundtlige fortællinger til sin datter i 1941, til den lille revolutionære superhelt udkommer på papir i vinteren 1945. Pippi kommer som et tiltrængt festfyrværkeri for børn og deres forældre efter seks års mørke og barbari. Men som et bombenedslag for visse professorer, der føler sig truet af denne antiautoritære barneskikkelse, hvis mage verden aldrig før har set. Andersen beretter om såvel de begejstrede røster som parnassets kritiske reaktioner.

Biografien belyser også Emil fra Lønneberg og Lindgrens andre litterære personer, der for en stor dels vedkommende var ensomme børn. Astrid Lindgren indså tidligt, at menneskets ensomhed er et livsvilkår, og i bogen får vi hendes betragtninger om dette, om livets skrøbelighed og om vigtigheden af at leve i nuet.

Hendes livskloge refleksioner gør sammen med Andersens velskrevne kommentarer og mesterlige orkestrering af stoffet biografien til et “must read”. Hvis du vil læse en biografi om Astrid Lindgren, så lad det være Jens Andersens!

Efter at have læst “Denne dag, et liv” føler jeg mig ikke alene rigere på viden om en af verdens største forfattere og hendes værker, men rigere som menneske. Det er store ord, men når en bog rammer en nerve i læserens eget liv, som jeg oplever, at Andersens Lindgren-biografi gør det, er ordene på deres plads.

Bedre bliver det ikke!


Læs med, når jeg fortæller om min tur til Astrid Lindgrens barndomshjem og virkelighedens Katholt nu på torsdag!

Barn af Astrid Lindgren

“Jamen, det er jo Møns Klint!” udbrød en af mine veninder, da hun så forsidefotoet på bloggen her.

Det forstår jeg godt, hun troede, men billedet viser nu The White Cliffs of Dover. Jeg har valgt det, fordi jeg kan huske de smukke hvide klipper, da jeg for nogle år siden sejlede til England. Jeg havde meldt mig til et sprogkursus i York, og synet af Dovers kyst fik mig til at glæde mig endnu mere til mit ophold.

Og hvem kender ikke til forventningens glæde, når man rejser ud for at opleve nyt? At rejse er at leve, sagde H. C. Andersen, som bekendt. Men det er ikke kun pas og penge, der kan bringe os ud under fjerne himmelstrøg. Med en bog i hånden kan vi rejse til det gamle Kina og det antikke Rom, eller vi kan komme til Narnia og Hogwarts. Ja, det er kun fantasien – forfatterens og vores egen – der sætter grænser for, hvilke nye lande og verdener vi kan opleve.

Jeg har altid elsket at rejse i Astrid Lindgrens univers, fra Bulderby og Katholt til Nangijala og Landet i det Fjerne. De oplevelser, som ventede én der, står for mig som nogle af de bedste ikke bare inden for børnebøger, men inden for litteraturen i det hele taget.

Men hvad er det, der gør Astrid Lindgren til en af verdens bedste forfattere?

Er det hendes unikke evne til at se verden i børnehøjde? Hendes eventyrlige fantasi og finurlige humor? Hendes gudsbenådede fortælletalent, der rummer stor poesi? Jeg tror, man bedst finder svaret ved at læse, høre eller se hendes historier.

Selv har jeg holdt af hendes persongalleri, siden Emil fra Lønneberg første gang gled over tv-skærmen i 70’erne, og min mor læste højt af “Alle vi børn i Bulderby”. Jeg husker, hvordan min bror ønskede sig en blå Emil-kasket, og at jeg selv ville have fletninger ligesom lille Idas.

Og nu, hvor vi læser Pippi Langstrømpe, Ronja Røverdatter og Madicken højt herhjemme, oplever vi, at Astrid Lindgrens guldgrube af historier beriger små og store lige så meget, som da de udkom – for Pippis vedkommende for 70 (!) år siden.

Vi er alle børn af Astrid Lindgren, er der nogle, som siger. Jeg kan heller ikke forestille mig min barndom uden Emil og Ida, Pippi, Tommy og Annika, Tvebak og Jonatan.

Derfor byttede jeg også straks en anden bog, jeg for kort tid siden fik foræret, til Jens Andersens stærkt roste Astrid Lindgren-biografi “Denne dag, et liv”.

Hvis du – ligesom jeg – er barn af Astrid Lindgren, så læs med, når jeg anmelder biografien nu på tirsdag!