Et liv med rejser

I denne uge giver Kig ind i bogens verden tips til rejsebøger, man kan hygge sig med i påskeferien, samt en bog med børnenavne fra litteraturens verden.

Gyldendal Kolibri (små bøger om stærke emner skrevet af store forfattere) har tidligere været omtalt her på bloggen (Læs mere her).

I serien udkommer nu “Om rejser” af den meget populære, afholdte og desværre afdøde sømand og eventyrer Troels Kløvedal.

Den store verden

“Om rejser” indeholder uddrag fra “Øerne under vinden”, “Alle mine morgener på jorden”, “Hvad sang sirenerne”, “Fra Tahiti til Thyborøn med Nordkaperen”, “Kærligheden, kildevandet … og det blå ocean”, “Bidevind og Blåhvaler” og “Kineserne syr med lang tråd”.

I sin foromtale af “Om rejser” skriver Gyldendal Kolibri blandt andet:

Troels Kløvedal rejser ud for at møde verden. Men det er også her, på rejsen, at han møder sig selv. Til søs på Nordkaperen lærer han os om den store verden, men også om fællesskabet, ensomheden og hjemlængslen. For rejsen er inkarnationen af det frie uafhængige liv, og det frie liv under åben himmel er kun noget, man lever en gang imellem. Derfor må man suge til sig af bølgeskvulp, vajende palmetræer og mødet med det, der kan synes så fjernt fra ens eget.” (Kilde: Gyldendal)

Kløvedal-Kolibri

Bogen udkommer i morgen.

Mere om rejser

Er man rejselysten, er der også godt nyt fra Politikens Forlag. I forlagets kendte “Turen går til”-serie er turen kommet til Færøerne.

Journalist og forfatter Lisbeth Nebelong tager læserne med på travetur i fuglefjelde og saftiggrønne dale, hvor man både kan nyde stilheden og fårenes brægen.

Man finder også tips til rappelling og cykelture, grottekoncerter og hemmelige huler, lover forlaget i deres omtale af bogen.

Og selvfølgelig går turen forbi Tórshavn med karaokebarer, fiskerestauranter og designbutikker, herunder den der forsynede Sofie Gråbøls Sara Lund med tøj i DR’s prisbelønnede tv-serie “Forbrydelsen”.

turen-gar-til-faeroeerne-3769992

Bogen er udkommet.

P for Pippi

Og så til noget helt andet.

Børnelitteraturens helte og heltinder har gennem tiden inspireret mange forældre til at navngive deres børn (og kæledyr) efter de kække drenge og piger fra bøgernes univers.

Tænk bare på Laura fra bog- og filmserien “Det lille hus på prærien”, Bertram fra Bjarne Reuters børnebogsserie og Emil fra Lønneberg.

Nu udkommer “P for Pippie – og 299 andre navne fra børnelitteraturen” – en bog med 300 navne fra en lang række populære og elskede børnebøger.

Gyldendal skriver i deres foromtale af udgivelsen:

For (næsten) hvert bogstav i alfabetet bliver et særlig elsket og kendt navn fremhævet med en lille illustration, et citat og en tekst om figuren. Udover selvfølgelig Pippi møder vi Vitello, Aske fra Ternet Ninja, Grete fra Hans og Grete, Hermione fra Harry Potter og mange mange flere elskede figurer fra børnelitteraturen.” (Kilde: Gyldendal)

Navnebog-forside

Bogen udkommer i dag.

God påske – og læselyst 🙂


Du kan læse mit indlæg om Troels Kløvedals “Alle mine morgener på jorden” her

Du kan læse mit indlæg om Troels Kløvedals “Om drømme” her

Læs også tidligere blogindlæg om “Turen går til”-serien her:

“Turen går til YouTube”

“Turen går til Danmarks smukkeste vandreruter”

“Turen går til vikingetiden”

“Turen går til bøgernes verden”

“Turen går til besættelsestidens København”