Fod på det hele

Fodboldfeber, en bog om danske vandreruter og en tur i fodsporene på en af vores store forfattere er med til at gøre dette til en sommer i føddernes tegn.

Med det danske landsholds formidable indsats ved EM i fodbold er det svært ikke at blive grebet af fodboldfeber. For nok handler det om fodbold, men spillernes bedrifter på banen bliver så meget desto større, fordi det også handler om andet og mere end det.

Efter Christian Eriksens uhyggelige kollaps og hans heldigvis hurtige bedring har landsholdet ikke blot kæmpet for deres land, men i lige så høj grad for deres dygtige kollega og tildelt mål efter mål angrebsspilleren med 10-tallet på trøjen.

Nu er landsholdet fuldt fortjent i kvartfinalen, og hele Danmark hepper på dem, når de møder Tjekkiet i Baku på lørdag.

Uanset udfaldet har vores spillere imidlertid allerede nu vist en kampånd og et sammenhold uden sidestykke.

Derfor er det også oplagt at nævne bogen om manden, der står i spidsen for holdet, landsholdstræner Kasper Hjulmand.

Fodbolddrømmer

I “Kasper Hjulmand – Fodbolddrømmer” hører vi om de forberedelser, visioner, strategier og overvejelser, der ligger bag landstrænerens arbejde.

Inden Kasper Hjulmand tiltrådte som landstræner i 2020, besøgte han ikke alene nogle af verdens største trænere og fodboldklubber. Han granskede også den danske kultur og sjæl for at forstå identiteten i det land, han og landsholdet repræsenterer.

Bogen, der er skrevet af sportsjournalist Morten Glinvad, fortæller også om Hjulmands barndom på Djursland, og om den inspiration klubberne Ajax og Barcelona har givet landstræneren.

Hjulmand-forside

Bogen er udkommet.

Herman Bangs fodspor

I en lidt anden boldgade finder vi en bytur arrangeret af forlaget Gyldendal.

Lørdag 10. juli inviterer forlaget til “Herman Bang Walk” i København. På Gyldendals Facebook-side kan man blandt andet læse:

På hele turen ser vi et glimt af den by, Herman Bang levede i. Turen besøger Valkendorffs kollegium og universitetet, Købmagergade og Højbro Plads med historien om Christiansborgs brand i 1884, som Herman Bang sensationelt beskrev. Vi kan følge den let bevægelige forfatters begejstring for udvikling og fashionabel shopping. Men Herman Bang havde også følelse for det umoderne, og for de stille eksistenser, og havde ordene til at beskrive dem. Bang blev set – og spenderede – på de mest celebre steder, men han færdedes også på byens skyggeside, den sociale og den seksuelle, og ofte på kanten af et nervøst sammenbrud. Vi siger farvel ved busten af Herman Bang på Skt. Annæ Plads, og sender ham ud på sin sidste tourne til Amerika.” (Kilde: https://www.facebook.com/events/valkendorfs-kollegium-23/herman-bang-walk/490871888909913/?ref=110)

Man kan læse mere og bestille billetter på Gyldendals Facebook-side.

Den glade vandrer

Det er ingen hemmelighed, at danskerne har været glade for at komme ud i naturen under corona-krisen, og for mange har gåture i skoven, på marker og strande gavnet krop og sjæl.

Og er man ikke blevet træt af at gå, og holder man ferie i det danske, er der ny inspiration at hente i “Danmarks smukkeste vandreruter”.

Bogen giver tips til 33 ruter fordelt på 29 steder i Danmark. Turene er på omkring 10 kilometer, men man finder også kortere og længere ture. Kort og detaljerede beskrivelser gør det let at finde vej.

Fælles for turene er, at de ender samme sted, som de begynder, så man kan tage bil, bus, tog eller cykel til startstedet og komme derfra igen.

Bogen fortæller også om de dyr, planter, naturfænomener og kulturattraktioner, man kan møde på ruterne.

“Danmarks smukkeste vandreruter” indgår i Politikens Forlags Turen går til-serie.

Smukkeste Vandreruter-forside

Bogen er udkommet.

Og skulle fødderne være blevet trætte af fodbold og vandreture, kan man jo altid smække dem op på sofaen med en god bog i hånden.

Rigtig god sommer – og læselyst 🙂


Kig ind i bogens verden er tilbage torsdag 19. august.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s